Lis Sørensen har lagt stemme til danskernes liv i fem årtier. Nu giver hun endelig og for første gang stemme til sin egen historie.
Det er fortællingen om at finde sin vej som kunstner og kvinde. Fra den spæde begyndelse som sømandens datter i Brabrand over tiden med banebrydende Shit & Chalou til en vidtfavnende solokarriere, hvor hun igen og igen har måttet kæmpe for sin plads.
Bogens omdrejningspunkt er de sange, Lis har sunget livet igennem – såsom Stille før storm, Indtil dig igen, Verden er i farver og Mine øjne de skal se. Via dem søger hun ind i de epoker, hun har været en del af, og møder de mennesker, som har præget hende. Hun fortæller om de vilde tider i Aarhus med alskens fristelser. Om det uforløste forhold til sin mor, der døde tidligt. Om et evigt forbillede i sin energiske far. Om en søn, der løfter hende mod nye horisonter. Om havet. Om himlen. Om stemmen. Om kærligheden. Og om et liv side om side med store personligheder som Anne Linnet, Sanne Salomonsen, Gasolin’-drengene, Steffen Brandt og Sebastian.
17 kapitler over 17 sange er en genial måde at bygge bogen op på. Hvert kapitel starter med sangteksten, så scenen er sat. Sangene bliver på denne måde mærkepunkter for de forskellige tids-epoker i karrieren og selvom bogen også er en varm biografisk fortælling, som berørte mig flere gange, så er den især en rejse ind i musikken, hvor de udvalgte sange pludselig giver ny og personlig mening, da vi kommer bagom sangens tilblivelse. Det fremmer nærværet i biografien og er en troværdig måde at fortælle sine erindringer på. Læs min fulde anmeldelse på www.anettesbookshelf.dk
Der er bøger, man sluger og bøger man tygger sig langsomt og eftertænksomt igennem. Dette er definitivt en i sidste kategori.
Fordi Lis Sørensen altid har været ret privat og ikke gjort de store armbevægelser i pressen, frygtede jeg egentlig, at bogen ville være lidt tynd. Det var den ikke.
Hendes stemme og tekster har altid kunnet noget særligt hos mig. Og bogen har bare suppleret det med endnu et lag om personen bag.