What do you think?
Rate this book
25 Years of Wednesdays: The Story of the "Comfort Women" and the Wednesday Demonstrations
An on-going protest has been held in front of the Japanese Embassy in Seoul for over 25 years. An estimated 200,000 women from across Asia were kidnapped or duped and forced into sex slavery for the Japanese military from the 1930s up to the end of World War II. Every Wednesday at noon, rain or shine, victim-survivors of systematic wartime rape and their supporters show up and join together to demand an apology from the Japanese government. The Wednesday Demonstrations is one of the longest on-going protests in the world.
The truth is that this most extreme and horrific crime against humanity would have been lost to history without these protests and other actions taken up by the victim-survivors themselves. The so-called “comfort women” say, “I am the living proof!” “No more victims like us!” They are determined to tell the world what happened to them, find their justice and hope to change the course of history. The survivors are now over 90 years old, ailing and in hospice care, yet they participate each week without fail.
What was it like for the women who lived through this horror? What about life afterwards? What motivated Japan to do this? Why wasn’t the truth known until relatively recently? Why does Japan continue to deny responsibility for this war crime?
The truth is that this most extreme and horrific crime against humanity would have been lost to history without these protests and other actions taken up by the victim-survivors themselves. The so-called “comfort women” say, “I am the living proof!” “No more victims like us!” They are determined to tell the world what happened to them, find their justice and hope to change the course of history. The survivors are now over 90 years old, ailing and in hospice care, yet they participate each week without fail.
What was it like for the women who lived through this horror? What about life afterwards? What motivated Japan to do this? Why wasn’t the truth known until relatively recently? Why does Japan continue to deny responsibility for this war crime?
368 pages, Paperback
First published November 16, 2010
1 person is currently reading
8 people want to read
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 2 of 2 reviews
August 26, 2025
Jeg købte den på museet “War and Women’s Human Rights museum” i Seoul, som handler om de kvinder, der blev kidnappet af Japan under 2. Verdenskrig og brugt som sexslaver - såkaldte “comfort women”.
Bogen fortæller hele historien bag “comfort women” - hvordan de blev kidnappet, hvordan deres liv var som “comfort women” (fucking forfærdeligt og brutalt, faktisk ulideligt at læse om og lige til at kaste over), hvordan nogen af dem vendte hjem efter krigen og blev udstødt af det sydkoreanske samfund, og hvordan de efter 50 år(!!) endelig kunne stå frem i offentligheden og fortælle om det, de havde været udsat for. Og hvordan de siden 1992 har demonstreret foran den japanske ambassade i Seoul hver evig eneste onsdag, for at få den japanske regering til at indrømme, hvad de udsatte kvinderne for. Hver onsdag i 33 år. (Den opmærksom læser vil lægge mærke til, at jeg på Frejas og min rejseinsta skrev 23 år.. mit 4 tal i mat b begynder at virke gavmildt)
Det er et virkelig spændende og voldsomt emne, og jeg er glad for, at jeg fandt en bog, der fortæller så meget om ofrene for Japan sexslaveri. Den er brutal og ubehagelig at læse, men alligevel har jeg slet ikke kunne lægge den fra mig, siden jeg begyndte på den. Delvist fordi den er spændende, men også af respekt for de kvinder, der gennemlevede det, som jo ikke bare kunne lægge slaveriet fra sig og gå tilbage til at se Netflix. Jeg er glad for, at der i bogen også bliver nævnt, hvor meget død, ødelæggelse og seksuelt vold sydkoreanske soldater udførte i Vietnam under Vietnam-krigen.
Den er lidt sjovt skrevet. Måske fordi den er oversat fra koreansk til engelsk. Forfatteren, Yoon Mee-Hyang, er meget tydelig som jeg-fortæller, der deler meget ud af sine egne tanker og følelser om emnet, mens hun også fortæller rent historisk om emnet. Mee-Hyang er en sydkoreansk kvinde, der er leder af den organisation, som arbejder med ofrene for Japans sexslaveri, så det giver vel mening på den måde, men for mig er det lidt en sjov skrivestil. Måske er det også fordi, mange af hendes overvejelser, tanker og følelser virker meget lige til, nærmest 2. bølge feminisme, agtige for mig, men med så meget sexisme og seksuel skam, der er i det sydkoreanske samfund, betyder hendes ord måske noget helt andet for unge koreanske kvinder, der læser bogen.
Der er helt sikkert også noget af det, som bare bliver underligt i oversættelsen, men giver god mening på koreansk. Derfor er der også en ret stor del af bogen, der bliver brugt til at forklare (dobbelt)betydningen af koreanske ord, og hvordan oversættelsen til engelsk misser en stor del af den originale betydning, fordi der er ikke er ord, der helt betyder det samme på engelsk. Nogle gange lidt langtrukkent at skulle læse de oversættelser, men som en der ikke har engelsk som modersmål, synes jeg egentlig også, det er spændende og relaterbart, fordi jeg også synes, det kan være svært oversætte danske ord og udtryk ordentligt.
Nå, som det sidste vil jeg sige, at mange af de samme pointer blev gentaget ret meget i bogen, hvilket er lidt træls, men jeg tror, forfatteren gør det, fordi der er så meget, der skal forklares om situationen, og de gentagende ting er gældende for alle situationerne. Lidt ligesom når man kommer ud i et langt rant om noget med mange pointer, men bliver nødt til at dele det op i små bider, så andre kan forstå det. Ved ikke om det giver mening, men det gør det i hvert fald, når man læser bogen.
Alt i alt er jeg virkelig glad for at have købt og læst den, da det er et emne, jeg synes, det er svært at finde litteratur om. Den er sjovt skrevet, men stadig forståelig og i en tid som den vi lever i nu med the rise of conservatism og krige, synes jeg, den er virkelig vigtig læsning. Kvinder bliver alt for tit collateral damage i staters(mænds) konflikter.
Bogen fortæller hele historien bag “comfort women” - hvordan de blev kidnappet, hvordan deres liv var som “comfort women” (fucking forfærdeligt og brutalt, faktisk ulideligt at læse om og lige til at kaste over), hvordan nogen af dem vendte hjem efter krigen og blev udstødt af det sydkoreanske samfund, og hvordan de efter 50 år(!!) endelig kunne stå frem i offentligheden og fortælle om det, de havde været udsat for. Og hvordan de siden 1992 har demonstreret foran den japanske ambassade i Seoul hver evig eneste onsdag, for at få den japanske regering til at indrømme, hvad de udsatte kvinderne for. Hver onsdag i 33 år. (Den opmærksom læser vil lægge mærke til, at jeg på Frejas og min rejseinsta skrev 23 år.. mit 4 tal i mat b begynder at virke gavmildt)
Det er et virkelig spændende og voldsomt emne, og jeg er glad for, at jeg fandt en bog, der fortæller så meget om ofrene for Japan sexslaveri. Den er brutal og ubehagelig at læse, men alligevel har jeg slet ikke kunne lægge den fra mig, siden jeg begyndte på den. Delvist fordi den er spændende, men også af respekt for de kvinder, der gennemlevede det, som jo ikke bare kunne lægge slaveriet fra sig og gå tilbage til at se Netflix. Jeg er glad for, at der i bogen også bliver nævnt, hvor meget død, ødelæggelse og seksuelt vold sydkoreanske soldater udførte i Vietnam under Vietnam-krigen.
Den er lidt sjovt skrevet. Måske fordi den er oversat fra koreansk til engelsk. Forfatteren, Yoon Mee-Hyang, er meget tydelig som jeg-fortæller, der deler meget ud af sine egne tanker og følelser om emnet, mens hun også fortæller rent historisk om emnet. Mee-Hyang er en sydkoreansk kvinde, der er leder af den organisation, som arbejder med ofrene for Japans sexslaveri, så det giver vel mening på den måde, men for mig er det lidt en sjov skrivestil. Måske er det også fordi, mange af hendes overvejelser, tanker og følelser virker meget lige til, nærmest 2. bølge feminisme, agtige for mig, men med så meget sexisme og seksuel skam, der er i det sydkoreanske samfund, betyder hendes ord måske noget helt andet for unge koreanske kvinder, der læser bogen.
Der er helt sikkert også noget af det, som bare bliver underligt i oversættelsen, men giver god mening på koreansk. Derfor er der også en ret stor del af bogen, der bliver brugt til at forklare (dobbelt)betydningen af koreanske ord, og hvordan oversættelsen til engelsk misser en stor del af den originale betydning, fordi der er ikke er ord, der helt betyder det samme på engelsk. Nogle gange lidt langtrukkent at skulle læse de oversættelser, men som en der ikke har engelsk som modersmål, synes jeg egentlig også, det er spændende og relaterbart, fordi jeg også synes, det kan være svært oversætte danske ord og udtryk ordentligt.
Nå, som det sidste vil jeg sige, at mange af de samme pointer blev gentaget ret meget i bogen, hvilket er lidt træls, men jeg tror, forfatteren gør det, fordi der er så meget, der skal forklares om situationen, og de gentagende ting er gældende for alle situationerne. Lidt ligesom når man kommer ud i et langt rant om noget med mange pointer, men bliver nødt til at dele det op i små bider, så andre kan forstå det. Ved ikke om det giver mening, men det gør det i hvert fald, når man læser bogen.
Alt i alt er jeg virkelig glad for at have købt og læst den, da det er et emne, jeg synes, det er svært at finde litteratur om. Den er sjovt skrevet, men stadig forståelig og i en tid som den vi lever i nu med the rise of conservatism og krige, synes jeg, den er virkelig vigtig læsning. Kvinder bliver alt for tit collateral damage i staters(mænds) konflikter.
April 20, 2025
bought from the war and womens human rights museum in seoul - interesting read tho I found the translation a bit long winded
Displaying 1 - 2 of 2 reviews