Look er et 'kludetæppe' af essayistiske refleksioner, der sammenvæves af jeg-fortælleren. Heri behandles alle de mange betydninger og kodninger, som ligger i tøjet. De viser, at tøj, tekstiler og mode er meget andet end forfængelighed. Tøj er ikke blot en overfalde, men bærer af semiotiske tegn. Som den franske semiotiker, Ronald Barthes, udtrykker det:
”Mennesker kommunikerer gennem tøj”
Ida Holmegaard arbejder videre med denne tanke og finder et væv af betydninger og associationer, som tøjet indskrives i. Her fremhæver hun bl.a. tøjets emotionelle kontekst. Venner, der låner deres tøj ud, når vi har brug for det. Arvestykker, som knytter os til familien:
”Min mormor døde, da jeg var 14 år, jeg husker hende ikke tydeligt. Jeg arvede hendes sandfarvede silkekjole, jeg kunne se, hvordan hun havde syet den om, så den blev mere nedringet. Den søm er noget af det, der har fået mig til at føle mig allertættest på hende”(Look, P. 133)
Dertil ligger der et kæmpe identitetsarbejde i tøjet. Hvordan udtrykker vores tøj vores følelser, eller er tøjet en rustning, som vi gemmer os bag?
”Jeg, med røde, forgrædte øjne til personalemødet på skolen og kryber sammen i en stor, cremefarvet kameluldskrakke fra Max Mara. (…) jeg ville låne lidt shine, glamour, alvor utilnærmelighed, man kan pudse sig så forsigtigt op.” (Look, p. 16)
Her ses det tydeligt, hvordan tøjet er en facade. Et forsøg på selvfremstilling, der måske ikke helt holder stik… Ligeledes bruger vi tøjet som en målestok til at definere andre mennesker.
Et vigtig aspekt af tøjets identitetsarbejde er kønnet. Hvordan klæder man sig som kvinde, som mand, som trans, eller som non binær? Kan mænd iklæde sig nederdel, lige som kvinder kan iføre sig jakkesæt. Hvad ville det i så fald betyde?
I sit arbejde med tøj kommer Holmegaard også ind på selve tøjproduktionen. Kærligheden til hånsarbejdet samt de politiske og etiske problematikker i forhold til tøjproduktionen. Look rummer det hele. Den sætter det almene og hverdagslige i en ny sammenhæng, og får os til at tænke på påklædning og beklædning på en helt ny måde i et poetisk og farverigt sprog.