What do you think?
Rate this book
Opkald fra Mælkevejen
Opkald fra Mælkevejen
352 pages, Paperback
Published February 28, 2020
45 people want to read
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 9 of 9 reviews
October 9, 2020
Opkald fra Mælkevejen af billedhuggeren Bjørn Poulsen er en autofikiv fortælling om en forsømt barndom på første klasse i 60'erne og 70'erne, fuld af museums-og restaurantbesøg, men domineret af en fraværende far og en psykisk syg mor. Hun magter hverken at tage sig af børnene eller noget andet i hjemmet, og til sidst flytter de på hotel. Det første af omkring tyve hoteller i løbet af de næste fem år.
Det er en fortælling om en dreng, der må finde vej gennem barndommens forhindringsbane på egen hånd. En dreng, der piller ben af fluer og mishandler sin hund, men finder sig i grov mobning, selv om han er større og stærkere end sine mobbere. Hans få venner og allierede forlader ham, fordi han ikke kan styre sin trang til at irritere dem, lyve for dem eller suge al kraften ud af dem, når de viser ham en smule opmærksomhed.
Romanen er i perioder en smule langtrukken, især de mange beskrivelser af krigs- og kunsthistorie, der går som en rød tråd gennem fortællingen. Til gengæld fungerer romanens vekslen mellem erindringsglimt og Bjørns samtaler med moren virkelig godt. Der er noget uforløst i ikke at kunne tale ud med sin mor om barndommen uden at udløse en blanding af skyldfølelse, selvforagt, dødsangst og bebrejdelser over for få og for korte besøg. Bjørn er tilgivende, omsorgsfuld og uendelig tålmodighed med sin krævende og navlebeskuende mor, der ustandseligt ringer med de samme få samtaleemner på hjerte. Det handler om at holde hende nogenlunde i balance, mens han forsøger at forsone sig med sin kaotiske barndom, domineret af en aldrig hvilende opmærksomhed på skjulte tegn og varsler om et nært forestående anfald. Min barndoms tinnitus, kalder han det, en konstant kimende alarm, som man først rigtig lægger mærke til, når den ikke er der. Det et sublimt billede på det pres, sådanne børn lever under. Hver dag. Uden pauser.
Historien fortælles nøgternt og uden bebrejdelser, og man fornemmer båndet mellem mor og søn på trods af alle svigt og pinlige optrin gennem deres "hotelkarriere". Der sker noget med et barn, der bliver tvunget til at passe på sin mor, hvor det burde være omvendt. Det er på en måde tragisk at være vidne til, at dette bånd bliver ved med at være intakt. Ja, i sådan en grad, at de manglende opringninger efter hendes død sætter sig i en ubestemmelig følelse af rastløshed og savn, selv om det først føles som en lettelse. "Altid har hun rakt ud efter mig [...] det er, som om jeg ikke kan forestille mig en alderdom, hvor hun ikke konstant ringer og spørger, hvornår kommer du?"
Dette er omsorgssvigtets dybeste konsekvens: At teenageårenes naturlige løsrivelse aldrig for alvor finder sted. At båndet aldrig klippes over for at blive knyttet igen mellem to ligeværdige voksne.
Det var en oplevelse at læse Opkald fra Mælkevejen, selv om denne type biografier, som det vel egentlig også kunne kaldes, ikke så ofte lander på min læseliste.
Det er en fortælling om en dreng, der må finde vej gennem barndommens forhindringsbane på egen hånd. En dreng, der piller ben af fluer og mishandler sin hund, men finder sig i grov mobning, selv om han er større og stærkere end sine mobbere. Hans få venner og allierede forlader ham, fordi han ikke kan styre sin trang til at irritere dem, lyve for dem eller suge al kraften ud af dem, når de viser ham en smule opmærksomhed.
Romanen er i perioder en smule langtrukken, især de mange beskrivelser af krigs- og kunsthistorie, der går som en rød tråd gennem fortællingen. Til gengæld fungerer romanens vekslen mellem erindringsglimt og Bjørns samtaler med moren virkelig godt. Der er noget uforløst i ikke at kunne tale ud med sin mor om barndommen uden at udløse en blanding af skyldfølelse, selvforagt, dødsangst og bebrejdelser over for få og for korte besøg. Bjørn er tilgivende, omsorgsfuld og uendelig tålmodighed med sin krævende og navlebeskuende mor, der ustandseligt ringer med de samme få samtaleemner på hjerte. Det handler om at holde hende nogenlunde i balance, mens han forsøger at forsone sig med sin kaotiske barndom, domineret af en aldrig hvilende opmærksomhed på skjulte tegn og varsler om et nært forestående anfald. Min barndoms tinnitus, kalder han det, en konstant kimende alarm, som man først rigtig lægger mærke til, når den ikke er der. Det et sublimt billede på det pres, sådanne børn lever under. Hver dag. Uden pauser.
Historien fortælles nøgternt og uden bebrejdelser, og man fornemmer båndet mellem mor og søn på trods af alle svigt og pinlige optrin gennem deres "hotelkarriere". Der sker noget med et barn, der bliver tvunget til at passe på sin mor, hvor det burde være omvendt. Det er på en måde tragisk at være vidne til, at dette bånd bliver ved med at være intakt. Ja, i sådan en grad, at de manglende opringninger efter hendes død sætter sig i en ubestemmelig følelse af rastløshed og savn, selv om det først føles som en lettelse. "Altid har hun rakt ud efter mig [...] det er, som om jeg ikke kan forestille mig en alderdom, hvor hun ikke konstant ringer og spørger, hvornår kommer du?"
Dette er omsorgssvigtets dybeste konsekvens: At teenageårenes naturlige løsrivelse aldrig for alvor finder sted. At båndet aldrig klippes over for at blive knyttet igen mellem to ligeværdige voksne.
Det var en oplevelse at læse Opkald fra Mælkevejen, selv om denne type biografier, som det vel egentlig også kunne kaldes, ikke så ofte lander på min læseliste.
March 5, 2024
Hvis den skal opleves, vil jeg anbefale at man vælger den som lydbog. Teksten er tydeligvis virkelig dårligt skrevet, og oplæseren kan for det meste virke som en stødpude og f.eks. erstatte fejlfarne kommaer med punktummer, og gennem passende pauser maskere, at der frygtelig ofte mangler bindeled eller punktummer.
Det er en type skrivestil, som er en pinsel at skulle kæmpe sig igennem, og som Bjørn Poulsen - i hvert fald i denne bog - ikke formår at hæve sig over. Oplæseren er dog ingen tryllekunstner, så forvent at blive forstyrret og forvirret over både angloficeringer, prætentiøse forsøg i sproget, og utallige meningsforstyrrende manglende bindeled.
F.eks. i opremsninger: "Jeg havde lyst til at A, B og C" bliver til "Jeg havde lyst til A, B, C." Her sidder man så og venter på næste punkt, men i stedet kommer en ny sætning. Eller et meningsforstyrrende eksempel: "Overførslen trak ud, for hver dag blev jeg mere og mere utålmodig." En sætningskonstruktion, hvor "for" kun kan forstås i betydningen af et forklarende bindeled, altså hvor hvad, der følger efter "for," vil forklare hvorfor overførslen trak ud. Hjernen er allerede trådt i dette gear, og de følgende ord bliver fortolket som denne type information.
Men der er igen tale om fattige skriveevner, for hvad han mente var: "Overførslen trak ud, og derfor blev jeg for hver dag mere og mere utålmodig." Men hans evner rækker ikke til så "komplekse" sætningskonstruktioner, og når han i stedet prøver at løse problemet ved at sætte et punktum, bliver han flov over antallet af sætninger med blot en håndfuld ord, samt ét kryds, én bolle og én trekant, og han sætter et komma i stedet. "Aha," tænker han, "nu er det jo lissom lyrik! Roser er røde, violer er blå, måske jeg en litteraturpris vil få."
Det er da i hvert fald en mulig forklaring. Uanset hvad er det forvirrende, klodset og forstyrrende at lytte til, og pinefuldt at skulle læse sig igennem. Hjernen skal konstant bakke tilbage gennem teksten og genfortolke ved selv at reparere det defekte sprog.
Læg hertil, at protagonisten er en utiltalende, bedrevidende og moraliserende narcissist, og så bliver det hele altså lidt for meget. Jeg stoppede ca. tre timer inde i lydbogen. Vores pinagtige helt har netop vadet igennem en alt for lang passage af klæg og kvalmende moraliseren, hvorefter han fortæller, at han valgte ikke at læse en bog for sit barn, da "de begge fandt den moraliserende." Jeg brød ud i latter over den ironiske projektion, og satte et sidste punktum for både bog og forfatter.
Jeg kommer ikke til at læse eller lytte til mere af Bjørn Poulsen. Grunden til de to stjerner er, at der stadig er et vist talent at spore ift. personkarakteristik igennem beskrivelsen af moderen, som er interessant i det første par timer.
Det er en type skrivestil, som er en pinsel at skulle kæmpe sig igennem, og som Bjørn Poulsen - i hvert fald i denne bog - ikke formår at hæve sig over. Oplæseren er dog ingen tryllekunstner, så forvent at blive forstyrret og forvirret over både angloficeringer, prætentiøse forsøg i sproget, og utallige meningsforstyrrende manglende bindeled.
F.eks. i opremsninger: "Jeg havde lyst til at A, B og C" bliver til "Jeg havde lyst til A, B, C." Her sidder man så og venter på næste punkt, men i stedet kommer en ny sætning. Eller et meningsforstyrrende eksempel: "Overførslen trak ud, for hver dag blev jeg mere og mere utålmodig." En sætningskonstruktion, hvor "for" kun kan forstås i betydningen af et forklarende bindeled, altså hvor hvad, der følger efter "for," vil forklare hvorfor overførslen trak ud. Hjernen er allerede trådt i dette gear, og de følgende ord bliver fortolket som denne type information.
Men der er igen tale om fattige skriveevner, for hvad han mente var: "Overførslen trak ud, og derfor blev jeg for hver dag mere og mere utålmodig." Men hans evner rækker ikke til så "komplekse" sætningskonstruktioner, og når han i stedet prøver at løse problemet ved at sætte et punktum, bliver han flov over antallet af sætninger med blot en håndfuld ord, samt ét kryds, én bolle og én trekant, og han sætter et komma i stedet. "Aha," tænker han, "nu er det jo lissom lyrik! Roser er røde, violer er blå, måske jeg en litteraturpris vil få."
Det er da i hvert fald en mulig forklaring. Uanset hvad er det forvirrende, klodset og forstyrrende at lytte til, og pinefuldt at skulle læse sig igennem. Hjernen skal konstant bakke tilbage gennem teksten og genfortolke ved selv at reparere det defekte sprog.
Læg hertil, at protagonisten er en utiltalende, bedrevidende og moraliserende narcissist, og så bliver det hele altså lidt for meget. Jeg stoppede ca. tre timer inde i lydbogen. Vores pinagtige helt har netop vadet igennem en alt for lang passage af klæg og kvalmende moraliseren, hvorefter han fortæller, at han valgte ikke at læse en bog for sit barn, da "de begge fandt den moraliserende." Jeg brød ud i latter over den ironiske projektion, og satte et sidste punktum for både bog og forfatter.
Jeg kommer ikke til at læse eller lytte til mere af Bjørn Poulsen. Grunden til de to stjerner er, at der stadig er et vist talent at spore ift. personkarakteristik igennem beskrivelsen af moderen, som er interessant i det første par timer.
February 14, 2022
Det tekniske: Oplæsningen fungerer rigtig godt. Oplæsningen er tydelig og der varieres en smule i fortællestemmen, der gør det nemt at identificere, hvornår de forskellige karakterer taler.
Selve bogen:
Den er formodentlig auto-fiktiv. Det giver et blik ind i en verden, hvor mental lidelse hersker og hvilke aftryk det kan give på livet - både i fortiden og i nutiden.
En udmærket fortælling, men jeg blev ikke helt ramt af den.
Selve bogen:
Den er formodentlig auto-fiktiv. Det giver et blik ind i en verden, hvor mental lidelse hersker og hvilke aftryk det kan give på livet - både i fortiden og i nutiden.
En udmærket fortælling, men jeg blev ikke helt ramt af den.
June 27, 2025
To summarize with a depth befitting the complexity of both the lumpen prose and the author's tenuous grasp on his subject matter: people from lower-class backgrounds are inherently unintelligent (no, they're not, but since the author himself isn't very bright, he has to make his perceived superior pedigree count for something by validating his social standing through the disparagement of others), nerds are ugly (no, they're not, this is an emotionally charged bias in the author, who harbours a palpable disdain for those who are cleverer than him. In one of the final chapters, the reader is informed that his grade for a school essay COULD have soared to an impressive A+ had it not been for all the spelling errors), all gay men are predatory pedophiles (in his childhood, he was apparently quite the magnetic figure for unwanted male attention), the mentally ill are a blemish on society, and mental health facilities exist solely to shield the sane from the insane (that's rich, no, comical coming from someone who has all the hallmarks of a narcissistic personality), and overweight people are disgusting (by all means, keep projecting). The distortions are particularly evident in his definitions of evil and innocence, though. Evil is - in a skewed Nietzschean twist (his poor grasp of active nihilism/Nietzschean pre-existentialism causes him to interpret it rather selectively, I should emphasize) - a manifestation of innocence, as evil is simply a form of playful ignorance. True evil, and his logic reaches cartoonish heights here, is the anger of those wronged.
This rationalization is not AT ALL influenced by the author's childhood, where cruelty towards animals and younger children functioned as an outlet for unprocessed anger. No, no. That has absolutely no bearing on his convoluted definitions of evil and innocence.
This is not good literature, although it's not criminally atrocious, although it kind of is. It may not reach the depths of unsalvageable failure, but it balances a line so flimsy that it's easy to overlook the distinction, I must say.
I can find value in even the most unpolished, morally dubious gem if the prose is interesting enough, but the writing style falls short of even that modest benchmark. It gives the impression of a pupil striving for appraisal rather than an author with any grasp of (or genuine curiosity about) the underlying intricacies and nuances of his subject. The prose is not awful, exactly, although it kind of is, but it resembles a high school essay; an earnest but clumsy attempt to impress, resulting in a stilted and unrefined stylistic execution. It's written with... effort, I guess, and one can parse out glimpses of sincerity, but it lacks a firm grounding in the art of nuanced expression and the ability to engage subtextually and panoramically with a story.
The central ambition is, purportedly, to explore a tumultuous childhood shaped by dysfunction. The author reminisces on growing up with a wealthy but schizophrenic mother, but his focus suffers from emotional myopia.
He's not at all interested in understanding a mother whose reality operates on a frequency alien to his own. He reduces her to a narrative device, an obstacle in the broader strokes of his own pursuit of status and acceptance, treating her story as a prop in his personal saga (which is nowhere near interesting enough to fill a book) and struggle for social ascension, His mother's mental health is mainly a convenient catalyst for expressing his frustrations about technically being upper-class yet being denied the accompanying privileges. I mean, boohoo. The only interesting person in the novel is his mother, and we never get to know her.
A few sections are dedicated to his experiences at the infamous Herlufsholm, an elite boarding school in Denmark notorious for its fascist "discipline" and bully (/torture) culture. In my household, we refer to it as an incubator for sociopathic behaviour, breeding rapists and other criminals.
Poulsen do touch upon the fascist methods applied by both faculty and students in a system where perceived superiority is the only currency, but the bullying he (and many others) endures, rooted deep in the institution's archaic hierarchical structure, isn't met with outrage against the act itself; it's an infringement on the dignity of his unacknowledged rightful social status. They're bullying the wrong kid. His status as an outsider that alienates him from the ruling elite in the student hierarchy where worth is determined through an antiquated social matrix that values pedigree above character - is misread by the other students. I suspect that Poulsen's grievances about the cultural maladies of institutions such as Herlufsholm would dissipate entirely had he found himself at the apex of the social order he - kind of - comes to resent.
In contrast, Jeg husker dagen som lys by Olav Hergel navigates the same thematic terrain with a finesse, sensitivity, and profound introspection that renders Poulsen's efforts painfully inadequate (no, embarrassing) by comparison. Read that instead. And, of course, I have to mention the virtuously written and astutely insightful Nothing Holds Back the Night by Delphine de Vigan. I doubt there's a more masterfully written novel on parental instability out there.
This rationalization is not AT ALL influenced by the author's childhood, where cruelty towards animals and younger children functioned as an outlet for unprocessed anger. No, no. That has absolutely no bearing on his convoluted definitions of evil and innocence.
This is not good literature, although it's not criminally atrocious, although it kind of is. It may not reach the depths of unsalvageable failure, but it balances a line so flimsy that it's easy to overlook the distinction, I must say.
I can find value in even the most unpolished, morally dubious gem if the prose is interesting enough, but the writing style falls short of even that modest benchmark. It gives the impression of a pupil striving for appraisal rather than an author with any grasp of (or genuine curiosity about) the underlying intricacies and nuances of his subject. The prose is not awful, exactly, although it kind of is, but it resembles a high school essay; an earnest but clumsy attempt to impress, resulting in a stilted and unrefined stylistic execution. It's written with... effort, I guess, and one can parse out glimpses of sincerity, but it lacks a firm grounding in the art of nuanced expression and the ability to engage subtextually and panoramically with a story.
The central ambition is, purportedly, to explore a tumultuous childhood shaped by dysfunction. The author reminisces on growing up with a wealthy but schizophrenic mother, but his focus suffers from emotional myopia.
He's not at all interested in understanding a mother whose reality operates on a frequency alien to his own. He reduces her to a narrative device, an obstacle in the broader strokes of his own pursuit of status and acceptance, treating her story as a prop in his personal saga (which is nowhere near interesting enough to fill a book) and struggle for social ascension, His mother's mental health is mainly a convenient catalyst for expressing his frustrations about technically being upper-class yet being denied the accompanying privileges. I mean, boohoo. The only interesting person in the novel is his mother, and we never get to know her.
A few sections are dedicated to his experiences at the infamous Herlufsholm, an elite boarding school in Denmark notorious for its fascist "discipline" and bully (/torture) culture. In my household, we refer to it as an incubator for sociopathic behaviour, breeding rapists and other criminals.
Poulsen do touch upon the fascist methods applied by both faculty and students in a system where perceived superiority is the only currency, but the bullying he (and many others) endures, rooted deep in the institution's archaic hierarchical structure, isn't met with outrage against the act itself; it's an infringement on the dignity of his unacknowledged rightful social status. They're bullying the wrong kid. His status as an outsider that alienates him from the ruling elite in the student hierarchy where worth is determined through an antiquated social matrix that values pedigree above character - is misread by the other students. I suspect that Poulsen's grievances about the cultural maladies of institutions such as Herlufsholm would dissipate entirely had he found himself at the apex of the social order he - kind of - comes to resent.
In contrast, Jeg husker dagen som lys by Olav Hergel navigates the same thematic terrain with a finesse, sensitivity, and profound introspection that renders Poulsen's efforts painfully inadequate (no, embarrassing) by comparison. Read that instead. And, of course, I have to mention the virtuously written and astutely insightful Nothing Holds Back the Night by Delphine de Vigan. I doubt there's a more masterfully written novel on parental instability out there.
January 5, 2022
Med knivskarp (selv)indsigt og sprød humor for tæller Bjørn Poulsen om livet med en skizofren mor.
Den voksne Bjørn er kunstner og når han står i sit arbejdsværelse og laver skulpturer ringer telefonen ofte - det er hans mor. Hun vil bede om tilgivelse, have ham til at besøge hende, planlægge begravelse eller andre mere eller mindre irrationelle ting. Disse opringninger bringer i glimt Bjørn tilbage til fortiden, til tiden mellem morens mange indlæggelser, tiden på Herlufholm, forholdet til hans far der flyttede fra dem kort efter Bjørns fødsel og til søsteren og mosteren...
Morens sygdom har præget Bjørns liv lige fra han var helt lille og gør det fortsat nu hvor han er gift med børn og moren er anbragt på et bosted, hvor han jævnligt besøger hende.
Bogen giver en eminent indsigt i hvad det vil sige at være skidzofren, en ofte misforstået diagnose, hvilke konsekvenser det har for de pårørende og for den syge selv.
Kan varmt anbefales!
Den voksne Bjørn er kunstner og når han står i sit arbejdsværelse og laver skulpturer ringer telefonen ofte - det er hans mor. Hun vil bede om tilgivelse, have ham til at besøge hende, planlægge begravelse eller andre mere eller mindre irrationelle ting. Disse opringninger bringer i glimt Bjørn tilbage til fortiden, til tiden mellem morens mange indlæggelser, tiden på Herlufholm, forholdet til hans far der flyttede fra dem kort efter Bjørns fødsel og til søsteren og mosteren...
Morens sygdom har præget Bjørns liv lige fra han var helt lille og gør det fortsat nu hvor han er gift med børn og moren er anbragt på et bosted, hvor han jævnligt besøger hende.
Bogen giver en eminent indsigt i hvad det vil sige at være skidzofren, en ofte misforstået diagnose, hvilke konsekvenser det har for de pårørende og for den syge selv.
Kan varmt anbefales!
February 24, 2021
Gribende og et fantastisk rigt og nuanceret sprog der betager. Meget sjældent at læse en så velskrevet bog.
November 7, 2021
Kedelig
November 19, 2021
Fangede mig slet ikke og sproget/skrivestilen var ikke dybt nok til mig.
Read
March 11, 2020𝙰𝙽𝙼𝙴𝙻𝙳𝙴𝚁𝙴𝙺𝚂𝙴𝙼𝙿𝙻𝙰𝚁 “Alligevel besluttede jeg mig for at genindføre min gamle jerndisciplin og holde tæt. Ikke flere bekendelser. Ikke flere åbne flanker.”
Billedhugger Bjørn Poulsens (f. 1959) debutroman 'Opkald fra Mælkevejen' tager udgangspunkt i hans eget liv. Poulsen ombestemte sig, åbnede flankerne! ‘Opkald fra Mælkevejen’ er en stærk roman om, hvad det gør ved et menneske at vokse op med en skizofren mor, en fraværende far, og være omgivet af generelt indifferente voksne. Hvad det gør ved et barn at skulle være sin mors primære omsorgsperson? Hvordan påvirker det senere et ungt menneske? Den voksne mand?
Det er en fortælling om, hvordan vi fremstiller os selv og opfattes. Vi får et facetteret indsyn i en verden, som ikke mange færdes i: at være pårørende til en psykisk syg - på godt og ondt. Romanen satte endvidere en masse tanker i gang om klassisk dannelse, om de skuldre vi står på, de spor vi sætter. ’Opkald fra Mælkevejen’ er en bevægende bog om et bemærkelsesværdigt liv.
Tak @lindhardtogringhof 🚬
// Måske vil du også kunne lide Charlotte Strandgaards “Hans”, som er en hjerteskærende skildring af at være mor til en skizofren søn; Delphine de Vigans mesterlige “Alt må vige for natten” om hendes psykiske syge mor.
Billedhugger Bjørn Poulsens (f. 1959) debutroman 'Opkald fra Mælkevejen' tager udgangspunkt i hans eget liv. Poulsen ombestemte sig, åbnede flankerne! ‘Opkald fra Mælkevejen’ er en stærk roman om, hvad det gør ved et menneske at vokse op med en skizofren mor, en fraværende far, og være omgivet af generelt indifferente voksne. Hvad det gør ved et barn at skulle være sin mors primære omsorgsperson? Hvordan påvirker det senere et ungt menneske? Den voksne mand?
Det er en fortælling om, hvordan vi fremstiller os selv og opfattes. Vi får et facetteret indsyn i en verden, som ikke mange færdes i: at være pårørende til en psykisk syg - på godt og ondt. Romanen satte endvidere en masse tanker i gang om klassisk dannelse, om de skuldre vi står på, de spor vi sætter. ’Opkald fra Mælkevejen’ er en bevægende bog om et bemærkelsesværdigt liv.
Tak @lindhardtogringhof 🚬
// Måske vil du også kunne lide Charlotte Strandgaards “Hans”, som er en hjerteskærende skildring af at være mor til en skizofren søn; Delphine de Vigans mesterlige “Alt må vige for natten” om hendes psykiske syge mor.
Displaying 1 - 9 of 9 reviews