Den 17-årige kvinde, Skyriel, er træt af sin rolle som adelsfrøken på slottet Stormenborg. Familien har store planer med hende. Men det lykkes Skyriel at stikke af og alliere sig med gamle venner for at jagte den tredje profeti.
Skyriel blev genforenet med sine forældre i forrige bog, men det er absolut ikke det drømmescenarie, som Sky altid har forestillet sig. Hendes mor ønsker, at hun skal være en fin og veluddannet adelsfrøken. Det har Sky absolut intet ønske om. Men det er jo heller ikke underligt med den opdragelse, som hun har fået. Det er lidt for sent at ville indtage mor-rollen igen, når datteren er 17 år.
Alle forbereder sig på krig, mens Sky prøver at finde ud af, hvad hun skal gøre. Hendes mor ønsker et - hendes fosterfar noget andet. Sky er stadig ikke meget for at påtage sig rollen som den udvalgte, men den bortløbne slave Nitu overtaler hende til at tage med ham ud for at finde den tredje profeti. Det bliver startskuddet på et hæsblæsende eventyr, hvor Sky bl.a. kommer til piraternes ø, Port Deseo. Hun genser mange af hendes venner og fjender, og alt ender med en ildstorm i Kronenhal.
Jeg synes, at det er en rigtig god og meget velskrevet bog med mange detaljerede beskrivelser af landskab og folk. Man får et gensyn med mange af de tidligere karakterer, og det er egentligt en ret god måde at slutte triologien på.
SPOILERALERT
Jeg er kommet til at holde meget af Marvell. Han er en sej karakter, fordi man ikke helt ved, hvor man har ham. Kan man stole på en pirat/storsvindler? Jeg kan ikke undgå at blive lidt rørt, da han kalder Sky for sin datter.
Lucretia er altså en meget underholdende karakter. Hun har da i den grad ændret sig fra den uskyldsrene adelsfrøken, som Sky mødte på rejsen fra Josil. Hun har virkelig lært kvindelist.
Jeg synes, at det er fedt, at Kronprins Drustan siger fra overfor Malik Blaid. Jeg havde så høje forhåbninger for ham i starten, hvor han bliver "lidt blødsøden" og skåner Evelot. Jeg håbede sådan, at han skulle vise sig at indeholde noget godt, så jeg ville kunne lide ham.
Sky kommer sig ret hurtigt over sin forelskelse i Taurir og kaster sin kærlighed på Arcani i stedet for. Det virker bare ikke naturligt. Hun har jo netop sukket efter Taurir så længe.
Jeg mangler en afklaring på, hvad der sker med det nu forældreløse æg.
Men alt i alt synes jeg, at det er en virkelig god fantasyserie, som holder spændingsniveauet oppe hele vejen.
This entire review has been hidden because of spoilers.
For mig er den her den bedste bog i serien om Skyriel. Den er handlingsmættet og spændende, men den er også mere moden, og man mærker klart, at Skyriel bliver ældre. Jeg holder meget af den karakterudvikling ,og den dybde det skaber i historien. Sproget flyder som altid let, og eventyret er fantastisk godt, men der er enkelte ender som ikke lukkes helt i det meget komplekse plot. Men det er en fremragende YA fantasy - den er hermed anbefalet.
Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal sige. Jeg elskede 1’eren, brød mig mindre om 2’eren og er helt fortabt på 3’eren – men ikke nødvendigvis fordi den var dårlig. Jeg har altid kunne lide Kronprins Drystan, Lucretia og Marvell. Der er bare et eller andet over dem, der gør at jeg bedst kan lide dem. Når de er med i kapitlerne, er alting godt. Det er en udmærket bog, og den har mange gode elementer. Det jeg ikke kunne lide ved den, var antallet af perspektiver, og at den ikke levede op til det jeg havde forventet fra bog 1.
Denne anmeldelse blev først udgivet på min blog i april 2020.
Der er gået ret lang tid mellem at jeg læste de første to bøger og denne sidste bog i serien, men det tog ingen tid før jeg faldt tilbage i universet. Skyriels liv har forandret sig ret meget, nu hvor hun virkelig skal være adelskvinde, men heldigvis er Skyriel den samme karakter som jeg allerede holder af og der går ikke lang tid før hun er på nye eventyr for at opspore den sidste af de gamle profetier. Man følger hende endnu en gang på tværs af riget og det er en af de ting, jeg så godt kan lide ved den her bog: det føltes lidt som at komme hjem igen til en verden jeg har savnet.
Ikke at jeg ville være særligt glad for at være en del af den ulmende krig, og de mange hemmeligheder og forsøg på at vriste tronen fra hænderne på de andre og tage magten for dem selv. Og midt i det hele står Skyriel, alle andre har deres egne planer for hende og midt i en krig skal hun også finde ud af hvad hun selv vil. Lene Dybdahl fornår at kombinere de her to historielinjer omkring det personlige og det politiske på en måde, så man som læser hele tiden er engageret og lige til det sidste er spændt på at se hvordan det ender. Jeg ved at forfatteren arbejder rigtig meget med opbygningen af historier og holder workshops omkring det, og jeg kan tydeligt se hvorfor.
Vi følger tre forskellige karakterer og det gør at der hele tiden er ret meget fart på, og rigeligt med spænding, hvilket gør bogen hurtig at læse og svær at lægge fra sig igen. Men selvom vi får tre forskellige vinkler, er det helt klart Skyriel der står tydeligst for mig og er den karakter jeg følte jeg lærte bedst at kende. Der bliver bragt rigtig mange elementer i spil i den her bog, alt fra pirater og profetier til drager, fangehuller, hærgende sygdomme, magtkampe, skjulte identiteter og afsløringer, men hele tiden drejer det sig om Skyriel og det fungerede bare rigtig fint for mig.
Jeg er ret sikker på at det her er en serie som mange unge fantasylæsere vil elske, men man kan sagtens også læse den selvom man ikke er teenager længere. Lene Dybdahl skriver levende og gør historien medrivende og spændende og der er rigeligt med karakterer at hade eller elske. Jeg kunne rigtig godt tænke mig at genlæse hele serien forfra på et tidspunkt, for jeg tror der er mange små hints undervejs som jeg har overset, eller glemt, fordi der er gået så lang tid imellem bøgerne
Det er en god bog, der sker meget og der er overraskelser undervejs. Jeg mangler viden om hvad der sker med prinsessen, handlingsforløbet med hende giver ikke mening når der ikke er nogen slutning på den del af historien, og sådan er der uafsluttede ender rundt omkring i bogen. Men fortællingen er god.
Super spændende og velskrevet afslutning på Skyriel triologien! Det bliver svært ikke at skulle følge Skyriel videre i hendes færd, men har nydt de 3 bøger og de eventyr der fulgte med.