Han sukkede dybt. Dybere, end jeg havde ønsket. Noget ved hans suk lød, som om dette var håbløst. "Vi vil kæmpe," sagde han med en skuldertrækning. "Og hvem vil vinde?" Han så på mig, som havde jeg stillet det værst tænkelige spørgsmål. "Det må tiden vise."
---
I håbet om at få Zachos tilbage er Grace fast besluttet på at tage på en skæbnesvanger rejse til Nord. Men hendes prøvelser er kun lige begyndt. Krigen sniger sig nærmere, alliancer må indgås, fjenden bliver stærkere, og hemmeligheder afsløres med sønderrivende konsekvenser. Intet er, som det umiddelbart ser ud, og en lykkelig slutning synes langt borte. Vil Grace nå til Nord, inden krigen for alvor bryder løs? Og kan hun redde både menneskeheden, elverne i Trafallas og Zachos?
Den sidste alliance er tredje del i trilogien. Grænsen til Trafallas er en fængslende fantasyfortælling om krig, magi og kærlighed, om at finde sin rette identitet og om at turde at ofre sig for at redde dem, man elsker.
Julie M. Day er forfatteren bag fantasy-trilogien "Grænsen til Trafallas" og fantasyserien "Sagakvartetten". -Hendes kærlighed til fantasygenren opstod, da hun som barn læste den første Harry Potter-bog. Disse bøger er stadig blandt favoritterne, sammen med blandt andre; Ringenes Herre, Hunger Games, Game of Thrones, Et rige af torne og roser og Eragon-serien.
Kærligheden til fantasy skyldes mange ting, men især muligheden for at drømme sig væk til ukendte lande, møde magi og magiske væsner samt at tage tabuer op.
Eventyret i denne bog er endnu vildere, end man nogensinde kan forestille sig. Der er alt fra forstenede elver og dyr med lysende øjne, underjordiske creepy væsener, ildspyende drager, ødelæggelse, bagholdsangreb, hule træer, skræmmende drømmesyn, genial snilde, svære valg, Venskab, kærlighed, hemmeligheder og overraskelser så store, at man bliver blæst helt bagover.
Allerede i de første linjer suges vi ind i bogens univers og direkte ind i den onde Oteras tanker. Der er skruet endnu mere op for uhyggen og spændingen. Man bliver helt blæst bagover af alt i denne bog. Alle de allerbedste fantasyelementer er samlet i en bog . Julie M Day har overgået sig selv og mine forventninger. Dette er er unikt mesterværk i samme liga som Eragon og Ringenes herre. Der kommer helt nye afsløringer frem i lyset, som man slet ikke kunne forudsige. Der tilføjes endnu flere spændende væsener, som I den grad får spændingen til at stige og man får alle de svar, som man higede efter fx hvem er Freddy i virkeligheden? Hvem er Graces familie og hvad skete der med dem? Hvad skjuler Ethellion og Zachos? Dette er ikke kun en af de mest spændende, magiske og eventyrlige fantasybøger, men det et en smuk, rørende og hjertevarm historie om enorm viljestyrke, mod, sammenhold, venskab og kærlighed, som er kommet helt ind i mit hjerte og har gjort et stort indtryk på mig. Jeg ønsker ikke at forlade Trafallas. Jeg giver denne bog 6 store stjerner ud af 6 med max krydser og releoner.
Jeg ønsker ikke at sige farvel til Grace , Ethellion, Kundora, Fëra og Geiwel. De er blevet som ægte personer for mig takket være Julie M Days formidable skriveevne, så har man som læser været igennem hele følelsesregistret, sorg, glæde, forelskelse, frygt mm sammen med personerne. Jeg er vild med intensiteten i bogen, som gør at man virkelig kan mærke alt og se alt for sig. Man keder sig ikke i et sekund . Man er helt opslugt. Man er totalt opslugt af denne verden . Jeg kan godt forstå, at denne bog ( sidste bog i trilogien) vandt prisen for bedste YA i Horsens Posten i 2019. Læs denne bogserie. Den har mine varmeste anbefalinger. Læs flere kommentarer til bogen på min Instagram you.look.like.a.book og snart på min blog www.youlooklikeabook.blogspot.com
OBS: Dette review indeholder en spoiler, men den er markeret og skjult.
Hold da op, Julie. What a ride. Jeg skulle lige bruge et par dage på at bearbejde de mange tanker, der sad i mig, efter jeg blev færdig med den her bog, og efter endt bearbejdsningstid vil jeg starte med at sige: Sikke en udvikling!
Og den udvikling gælder på mange måder. Den gælder for karaktererne, særligt Grace, der i denne tredje bog tager grebet om sin egen skæbne og handler, og det gør hende på så mange måder til en meget stærkere karakter. Alt det, hun har været igennem, har givet hende en grundig og velskrevet karakterudvikling, som jeg nød at følge.
SPOILER FØLGER NEDENFOR!
Men den udvikling, jeg er wow over, er også din udvikling som forfatter. Du er virkelig kommet lang vej fra det udkast af den første bog, jeg var så heldig at læse, og til den her treer - både sprogligt og karaktermæssigt er dine evner som historiefortæller blevet bedre og bedre, på en hurtigtstigende skala. Så er du gal, jeg glæder mig til at se, hvad du finder på som det næste.
Jeg er lettere mundlam og er fuldstændig overvældet af følelser - faktisk vælter tårerne ud af øjnene på mig, men jeg har stadig et smil på læben. Det her er uden tvivl den bedste bog i triologien.
Julie M. Day har virkelig forbedret sig fra sine to foregående bøger. Jeg har elsket både første og andel del i serien, men i denne bog er der blevet gravet et spadestik eller 5 dybere i følelsesregisteret. Især sorg rammer hun spot on, og jeg har grædt overraskende meget til denne bog. Jeg skal lige skynde mig at sige, at den er altså ikke kun sørgelig. Den er også sjov - jeg elsker Graces nye ven Borrum (han er en af Ethellions soldater), han er så underholdende. Derudover viser Ethellion også, at han besidder en god portion humor af den sarkastiske slags. Hævn og tilgivelse er også emner, som bliver berørt i bogen. Det er altid spændende, synes jeg. Ingen tvivl om at det er bedst at tilgive og komme videre, men det er en svær kunst, især når man har lidt et stort tab.
Grace har virkelig ændret sig - hun er ikke en lille, forskræmt menneskepige mere, som skal beskyttes. Hun er langsomt blevet mere modig og har taget et meget stort ansvar på sine skuldre. Hun er virkelig blevet en kickass heltinde, og jeg elsker det.
Jeg er helt vild med Morfildor - Skyggefolkets hersker. Han er enormt mystisk, og man ved virkelig ikke, hvad han har af lumske planer. Samtidigt var det også enormt fedt at komme til en ny og meget anderledes del af Trafallas i Skyggefolkets rige. Der gemte sig da også lidt af en overraskelse i Morfildors rige. Den havde jeg ikke lige set komme.
Alt i alt er det en mustread-serie for fantasyfans.
Jeg græder meget sjældent til bøger. Det kan tælles på en hånd.
Den sidste alliance, tredje og sidste bind i Grænsen til Trafallas, var en længe ventet bog. Trilogier er en sjov størrelse. Normalt er den første bog den bedste, to’eren er oftes den svageste og den tredje er hit eller miss. Enten virkelig dårlig eller god. Grænsen til Trafallas var helt anderledes. Den første bog var god, den anden bedre og den tredje blæste mig omkuld. Den sidste alliance er den bedste af alle tre bøger.
Det jeg har mest brug for at nævne er Zachos død. Han døde i slutningen af Skyggen fra Nord, og jeg havde nær kastet bogen ud af vinduet. Jeg var sikker på at han ville komme tilbage i denne bog. Jeg var slet ikke i tvivl. Heller ikke da Grace begiver sig ud på missionen om at bringe ham tilbage.
Det der slog benene væk under mig var, at han ikke kommer tilbage. Grace vælger at lade ham forblive død. Hun får muligheden for at få ham tilbage, men det ville ikke være den rigtige Zachos (hvilket jeg synes er fedt, og faktisk giver god mening). Jo, jeg blev da knust sammen med Grace. Hun elskede ham virkelig. Da hun tager tilbage til deres hus. Nøj mit stakkels hjerte. Men jeg synes det er en fed og modig beslutning fra Julie. Det får bogen til at skille sig ud fra mængden. Det giver den et helt andet niveau.
Julie skriver så indlevende. Hendes skrivestil er anderledes, og det tager mig altid lige et par sider at komme ind i rytmen, men derefter flyver jeg igennem siderne. Jeg elsker den udvikling Grace er igennem. Jeg elsker de gode og de onde. Og dragen 😍 Jeg elsker alle drager, selv de onde.
Der er egentlig ikke så meget mere at sige end f*ck den var god! Og ja, jeg græd.
This entire review has been hidden because of spoilers.
Julie har virkelig taget sit skrive arbejde og banket det op mere end det var i forvejen. Jeg nød virkelig historien og på trods af at jeg var lidt skeptisk omkring et vist plotpoint fra sidste bog, så foldede historien sig meget anderledes ud, end jeg havde haft en lille bekymring om. Samtidig var bogen fantastisk skrevet, og man fik lov at komme helt tæt på følelserne bag handlingerne, dermed også sagt elskede jeg slutningen selvom den fik mig til at fælde en lille tåre eller ti. Er bedrøvet over at historien nu er slut, men samtidig sluttede den bare på den perfekte måde. Tak for 3 fantastiske bøger :)!
Sikke en rejse! Én ting er, at man virkelig kan mærke, hvordan Julie M. Day har udviklet sig som forfatter siden den første bog i serien her; der er et andet flow i sprog og handling, og karaktererne virker dybere og mere realistiske. I relation til det, virker især de allersidste kapitler meget, meget virkelighedsnære og naturtro i den måde, karaktererne reagerer efter strabadserne (ingen navne nævnt, ingen glemt - så undgår vi også spoilere her). Desperationen, stressen, og det at følelserne tager overhånd er til at tage og føle på, og man kan næsten ikke undgå selv at blive revet med. Den rejse, vi følger karaktererne på denne gang, fylder en del, men der sker så tilpas meget undervejs at det aldrig bliver kedeligt. Forhandlingerne med har en god effekt, så man kan blive helt i tvivl om, hvem der holder med hvem, og hvem man i det hele taget kan regne med, og den her unavngivne karakter, Grace snakker med under fire øjne gør kun det endelige opgør mere interessant. Generelt er her tale om en vellykket bog 3 og en fantastisk afslutning på serien, - det var absolut værd at vente på, og trods murstens-størrelsen på alle tre bøger, kan det kun anbefales at forsøge at overvinde dem.
På mystisk vis tager hovedpersonen faktisk selv nogle valg, hvilket virker meget underligt, da hun var ude af stand til at tænke en selvstændig tanke i de 2 første bøger. Men det redder ikke serien.
Det her er klart den bedste bog i serien. Man mærker hvordan Julie har udviklet sig som forfatter. Flowet i sproget er langt bedre, og karaktererne er mere nærværende og realistiske - jeg glæder mig til at følge forfatterskabet også i fremtiden.
Den geniale worldbuilding forsætter, og vi ser endnu engang nye sider af Trafallas. Det er nyskabende, og jeg er generelt imponeret over kompleksiteten. Grace er nu sin egen. Hun tænker selv og træffer svære og modige beslutninger samtidig med, at hendes fortid afsløres - det er super cool. Nu er hun i modsætning til især i bog 1 en relaterbar kvinde i tyverne. Hun er usikker, siger uheldige ting, bliver vred og må sige undskyld, men hun er også stærk og modig og fyldt med følelser. Sorgen og det at komme igennem den og ud på den anden side er fremragende håndteret i historien. Bogen er i det hele taget intens, og man mærker personerne (især Grace) meget mere end tidligere. Slutningen er lidt lang. Der samles rigtig godt op på krigen, og Grace kommer gennem sorgen - jeg elsker den helt endelig slutning, men der er som sagt en lidt lang vej derhen.
Igen nød jeg at følge Grace, Kanthos og Fëra. Jeg nød især at følge Grace, da vi fortsat er inde i hovedet på Grace, med henhold til hendes følelser og tanker. Med hvordan hun har det med krigen, og Zachos' død, og hendes forhold til Kanthos, og at hun savner hendes familie i den menneskelige verden.
Så jeg har valgt at give bogen 4 ud af 5 stjerner.