Det er ambivalent for mig at anmelde 'Det har jeg altid sagt', da jeg var meget begejstret for Den korte radioavis (DKR) men ikke særlig begejstret for bogen.
DKR gjorde to centrale ting for mig: Det var sjovt, og det fik mig til at tænke. Bogen skuffer på det første og gjorde slet ikke det sidste.
Bogen er alt for lang. De mange passager, hvor Rasmus skal forestille at være uduelig og klichefuld forfatter, fungerer ikke. Eller det vil sige, de lykkedes med at fremstille ham som uduelig, og den pointe er da meget sjov - bare ikke i 392 sider. Det humoristiske i skrivestilen opvejer altså ikke den dårlige læseoplevelse.
Settingen fungerer heller ikke særlig godt. Bogen skal udspille sig i en nær fremtid, hvor Danmark har gennemgået nogle fundamentale forandringer. Så er der ikke sagt for meget. Disse forandringer er bare heller ikke rigtig sjove eller tankevækkende. Hele rammen handler om stereotyper af race og religion, men måden det gøres på, er ikke for alvor begavet, hvilket DKR eller som oftest lykkedes godt med.
Bogen er ikke blot en skildring af Kirsten Birgits liv, men også af sin egen skabelsesproces, idet Rasmus forfatter bogen. Der bruges meget tid på det psykologisk spil mellem Rasmus og Kirsten Birgit, og Rasmus' utilfredshed med Kirsten Birgits svar. Disse passager (der nok fylder mere end den egentlige skildring af Kirsten Birgits liv) skuffer desværre også. De opleves mest som fyld, man som læser må arbejde sig igennem, før man atter kommer til Kirstens liv. Det er en slags metahistorie, og den er ikke rigtig god.
Bogens absolut største kvalitet er, at den giver et helt billede af Kirsten Birgits liv. Den sammenskriver altså de mange brudstykker, lytterne har fået igennem årene. Disponeringen af pladsen er dog ikke optimal. Der bruges mange sider på barndom og ungdom og meget lidt plads på Kirstens voksenliv. Det er en skam, og jeg kan blive helt vemodig ved tanken om, hvilken fed og grundig biografi, der kunne være kommet ud af bogen, hvis den var skrevet som en traditionel biografi, uden alt det andet pjat.
Bogens sjoveste passager er også dem, man genkender fra DKR. Det er på den ene side et hyggeligt og nostalgisk genbesøg. På den anden side kan det skuffe, at bogens stærkeste fortællinger ikke er originale, men næsten ord for ord gengivelser af tidligere materiale.
Den får tre stjerner, fordi jeg lo højt af flere omgange, og fordi Kirsten Birgits lynende skarphed skinder igennem i flere passager.