Birgit Pouplier har skrevet en episk biografi om den polskfødte billedkunstner Elisabeth Jerichau Baumann, som kom til at spille en stor rolle i Danmarks kulturhistorie. Lisinka, som hun også kaldtes, var gennem hele sit eventyrlige liv splittet mellem sine pligter som kone og mor og sin store lidenskab for at skabe kunst. Vi følger hendes rejse fra hendes fødeby, Warszawa, til Düsseldorf og Rom, hvor hun blev en del af den tyske kunstnerkoloni. Her mødte hun den geniale men depressive billedhugger Jens Adolf Jerichau, og efter de var blevet gift, flyttede hun med ham til København, hvor hun forgæves kæmpede for anerkendelse som kunstner.
Bogen er ikke blot historien om en spændende og mageløs kvinde. Vi føres også ind i den danske guldalders kunstverden og bliver præsenteret for medlemmer af kongehuset såvel som sultanernes harem. Pouplier giver derved et enestående glimt ind i en af de vigtigste perioder i den danske kulturhistorie.
Birgit Pouplier er uddannet skuespiller fra Det kongelige teaters elevskole og fortsatte herefter på Odense teater og Det ny teater. Hun har rejst vidt omkring, bl.a. til England, Uganda og Californien. Birgit Pouplier har gennem de sidste mange år udgivet adskillige bøger både børnebøger, novellesamlinger, voksenbøger og opsamlinger af hendes mange kroniker skrevet til bl.a. Berlingske.
"Hvilken blændende og spændende fortælling, så flot skrevet, så vel disponeret og så smukt underbygget."
-Lise Nørgaard
"Birgit Pouplier tegner ypperlige billeder af forgangne tider, gribende øjebliksbilleder af kunstnere i dyb koncentration og brede billeder af ydre rammer og tidens begivenheder."
-Annelise Verstergaard, Jyllandsposten
"Romanen har alle de kvaliteter, en historisk roman skal have: en stærk og fascinerende hovedperson, en indlevelse ikke kun i mennesket, men i den tid, der er tale om."
Når man laver en roman om en persons hele liv, vil der uundgåeligt være kedelige, langtrukne passager, hvilket også gælder denne bog. Der er så yderligere den krølle at den unge Lisinka faktisk ikke er særlig tiltalende, og den ældre Lisinka bliver meget dominerende og kontrollerende. Selvfølgelig er der ingen mennesker der er tiltalende livet igennem, vi har alle vores fejl og brister, og det må man acceptere når man læser om virkelige personer. Alt i alt er det dog en interessant beskrivelse af en stor kunstners liv og færden i den danske kunstnerverden i 1800-tallet
Stor oplevelse at læse. Utroligt liv hun har levet. Inspirerende og fascinerende alle de berømtheder hun har kendt og gjort indtryk på. Har set hendes billeder på SMK, og fik lyst til at vide mere om hende. Det er nu på plads😊
Biografisk roman om den en polsk/danske kunstmaler og forfatter Elisabeth Jerichau Baumann kaldet Lisinka. Hun vokser op i en forstad til Warszawa. Lisinka mødte som ung den danske kunstmaler Jens Adolf Jerichau i Rom og de blev hurtigt forlovede og siden gift. De fik i alt 9 børn sammen. Han havde et depressivt sind og dette satte i stor grad sit præg på deres ægteskab.
Hun var en lidenskabelig ukonventionel kvinde der rejste meget i forbindelse med sit arbejde som kunstmaler. Hun fik ikke stor anerkendelse i Danmark, men fik langt større succes uden for landet. Jens Adolf og Lisinka var bl.a. nære venner med H.C. Andersen og han optræder en del i bogens handling.
Lisinka er en underholdende historisk roman om en meget spændende kvinde. Jeg har anbefalet den til mange efter at jeg selv har læst den. Folk der er til Helle Stangerups historiske romaner kan med fordel læse denne gode bog!
den mest fantastiske historiske roman, et sandt stykke danmarkshistorie, så genialt gengivet, som var det personerne selv der fortalte om deres liv, her møder vi:Thorvalsen, H.C.Andersen, ja selve 1800- tallets kunstnere,det er selvfølgelig Lisinkas historie, og hendes fantastiske liv der ruller sig ud som på lærred, det er ikke set bedre, tak Birgit Pouplier.
Er du til historiske romaner, er denne roman en virkelig perle. Jeg fik den i sin tid varmt anbefalet af min mor, før hun gik bort - men læste den først for nylig. Hvor ville jeg dog gerne have talt med hende om denne bog... Der er mange fine pointer i fortællingen - og den er både let at læse og giver stof til eftertanke.