Denne her huskede jeg som mere uhyggelig, end den egentlig var.
Der var de mærkelige blackouts og angstanfald fra den mystiske mandlige lærer, på en gang fortællerperson og sort eksistens. Hans lange enetale om vand, der bare ligger der, ventende, oversvømmende, vand der aldrig forsvinder men altid venter på at trænge ind fik det til at løbe koldt ned af ryggen på mig da jeg læste den som dreng.
Her i genlæsningen synes jeg, det meste af bogen går med gruppepsykologi, med de indbyrdes dynamikker i klassen og med den lidt uhyggelige "Klanen", en voldsparat drengegruppe anført af lærer Finn.
Bogen vil på den ene side være både gotisk gyser og Fluernes Herre-agtigt isolationsdrama. Og det er meget.
Observation 1: Lamslået over brug af N-ordet - selvom det er en beskrivelse af en karikeret figur, er det alligevel vildt for en bog fra 1990'erne
Observation 2: "Det mest overnaturlige i denne bog, set med nutidens øjne, er forestillingen om en folkeskoleklasse med kun 11 elever i!"