Verden er gået under, og samfundet, som vi kender det, findes ikke længere. Så godt som hele menneskeheden er udryddet i en global sygdomsepidemi, og nu står der kun enkelte individer og spredte grupper af mennesker tilbage i ruinerne. Midt i det hele, i en forladt lejlighed i Nordvest i København, sidder en lille familie og forsøger at holde sammen på stumperne af det liv, der var engang. For selvom verden er gået under, kan det stadig være uoverkommeligt at håndtere parforhold, opdragelse og helt basale ting som ikke at fryse, sulte ihjel eller blive dræbt af fremmede.
”interessant socialrealisme”, ”som københavnerdystopi med klare topografiske spor, fuldfører den en udmærket underholdende mission” ★ Weekendavisen
”Flot skrevet dystopi rig på spænding”, ”præcise skildringer af København”, ”nærværende”, ”god vekselvirkning” ★ Bibliotekernes lektørudtalelse
”... en tankevækkende spændingsroman, som kommer helt ind på livet af de sidste mennesker i København… stilen er tør og præcis. En post-apokalyptisk Danmarksfilm, et vidnesbyrd fra den nærmeste fremtid, hvor katastrofescenariet er realiseret… Der er skarpe psykologiske iagttagelser… Det er godt set, godt tænkt og godt skrevet.” ★ Bo Green Jensen, forfatter og kritiker
Søren Staal Balslevs 'De rensede' er en udmærket bog, der tydeligt er inspireret af amerikanske Don DeLillos måde at levere apokalypsen på. Et Danmark (og en verden) i opløsning på X'ende år. Vi krydsklipper mellem de forskellige medlemmer af en lille familie, der forsøger at overleve i en fjendtlig verden, hvor intet af den gamle verden består, og fokus er på familiefaderen William. Balslevs sprog er godt, men kan til tider blive lidt højstemt, og jeg er lidt i konflikt med mig selv om hvorvidt det højner eller reducerer fortællingen. Måske vender jeg en dag tilbage.
Plottet er egentligt fint nok, men sprogligt fungerede bogen slet ikke for mig. Beskrivelserne er overlæssede, grænsende til det grinagtige. Tonsvis af gentagelser af wannabe poetiske beskrivelser. Det er nærmest fascinerende dårligt skrevet: Lugte trænger ind i sårbare kropsåbninger, og erhvervsludere proletar-blærer sig med dyre drinks på de sociale medier. Man kunne blive ved. Længe. Og nævn lige én ærkekøbenhavner, der kalder centrum for midtbyen. Midtbyen!!
Elsker den måde søren skriver på, det er lige mig. Jeg er lykkelig over endelig at have fundet en dansk forfatter der hylder slice of lige genren med et post-apokalyptisk twist! Grunden til at den ikke får 5 stjerner er pga. slutningen. Jeg forstår fuldt ud hans beslutning med at slutte den der, og var der planer om en 2er ville jeg også være tilfreds, men det virker ikke umiddelbart som en bog der kommer en 2er af og det synes jeg er en skam.
3 fordi jeg på en måde blev fanget i familien, men 3 fordi jeg godt kunne tænke mig lidt mere aktion, og lidt mere afklaring omkring familien, da det hele sættes på spidsen.