Synes desværre, at bogen har flere problemer.
Et problem den ikke har er, at EGN skriver rigtigt godt - flydende, fængslende og poetisk. Men hele motivet for bogen - at undersøge søskenderelationer bliver hele vejen igennem lidt et selvmål. Mange gange i bogen hører man om den indirekte eller direkte irritation på Peter A.G, om hans storebrorrolle på flere måder, hans succes, og hvordan hun ofte bliver spurgt af fremmede til Gnags eller hvordan det går med hans hund.
Så problemet er, at hun egentligt ikke undersøger søskenderelationer men hun undersøger specifikt Nielsen-søskendeflokkens familierelationer og på den måde skriver hun sig selv i den fortælling, som hun tydeligvis foragter - som læsere bliver vi alt andet lige nysgerrige på fortællingen, netop fordi den er deres og ikke en hvilken som helst families. Det er ærgerligt, og jeg tror ikke, at hun får færre spørgsmål fremover af den slags fra fremmede.
Samtidig virker det jo ret tydeligt fra start at Peter A.G og senere hendes anden bror ikke er vilde med projektet. Hun virker insisterende og jo de laver en kontrakt, men hun beskriver jo selv ret tydeligt alt den undgåelsesadfærd fra brorens side, men tager ikke konsekvensen af det, før han bryder kontrakten.
Med hendes fine sproglige evner ærgrer jeg mig over, at hun ikke lavede en roman istedet, hvor hun kunne have ladet sig inspirere af disse familieforhold uden at beskrive dem direkte.