What do you think?
Rate this book
Alle himlens fugle
Alle himlens fugle følger en ung kvinde, der er alene tilbage i verden. Noget er sket, og hun har mistet den eneste, hun har kendt, den mystiske Or, som har passet på hende, siden hun var lille. Nu er fuglene på himlen det eneste, der fylder dagene. Dem og den rene og skære overlevelse.
Men uden andre mennesker begynder ordene at forsvinde for hende. Og uden sprog bliver verden stadig sværere at fastholde.
Alle himlens fugle er en poetisk roman om ensomhed og længsel, om hav, vind og fugle, og om en verden, der ligner vores, men som mangler alt det, der får den til at være.
Og samtidig er det en udlevelse af et af de værste skrækscenarier, man kan forestille sig: Tænk, hvis du var den eneste – den sidste – overlevende.
"Det er vigtigt at holde taget tæt og lægge kartoflerne dybt.
Det er vigtigt at samle og salte fisk nok til en hel vinter.
Det er vigtigt ikke at sejle for langt ud på havet.
Det er vigtigt ikke at gå på is. Den er ikke til at stole på.
Det er vigtigt at gemme sig, hvis der kommer et fly.
Det er vigtigt at huske alle ordene."
Men uden andre mennesker begynder ordene at forsvinde for hende. Og uden sprog bliver verden stadig sværere at fastholde.
Alle himlens fugle er en poetisk roman om ensomhed og længsel, om hav, vind og fugle, og om en verden, der ligner vores, men som mangler alt det, der får den til at være.
Og samtidig er det en udlevelse af et af de værste skrækscenarier, man kan forestille sig: Tænk, hvis du var den eneste – den sidste – overlevende.
"Det er vigtigt at holde taget tæt og lægge kartoflerne dybt.
Det er vigtigt at samle og salte fisk nok til en hel vinter.
Det er vigtigt ikke at sejle for langt ud på havet.
Det er vigtigt ikke at gå på is. Den er ikke til at stole på.
Det er vigtigt at gemme sig, hvis der kommer et fly.
Det er vigtigt at huske alle ordene."
199 pages, Hardcover
First published April 6, 2023
10 people are currently reading
277 people want to read
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 30 of 47 reviews
November 7, 2025
Egy lány kószál a civilizáció roncsai között. Nem tudjuk, mi történt, milyen apokalipszis radírozott ki mindenkit a létezésből, de ez nem is lényeg. Ami fontos, hogy a lány egyedül van, a városokat visszavette a tenger, a szeméthegyeket visszavette a növényzet. No most a legtöbb regény a szereplők közti interakciókra épül - de kivel lépjen interakcióba az utolsó ember a földön? Adja magát, hogy a természettel, a madarakkal, a fákkal, a termékeny csenddel. De maradtak-e egyáltalán szavai, amivel a rajta kívülállóval megértetheti magát? Vagy örökké idegen maradt, mint ahogy idegen az eldobott pillepalack is, hiába szőtte körbe végül az iszalag?
Elégia az ember utáni Földről, amiből árad a nyugalmas és reménytelen szomorúság. Ami szerintem abból fakad, hogy itt az emberi fajnak egyéb cél már nem maradt, mint méltósággal feloldódni egy ökoszisztémában, ami nélküle is köszöni, elvan.
Elégia az ember utáni Földről, amiből árad a nyugalmas és reménytelen szomorúság. Ami szerintem abból fakad, hogy itt az emberi fajnak egyéb cél már nem maradt, mint méltósággal feloldódni egy ökoszisztémában, ami nélküle is köszöni, elvan.
September 2, 2021
Одна девочка осталась совсем одна, потому что весь мир умер, и тогда она растеряла все слова, стала чайкой и кра-кра-кра.
Неожиданно неплохой лингвистический постапчик о природе языка как обоюдного дара и обоюдной памяти, не оригинальный, но чистенький, и если посильнее приложить его к уху, то можно услышать шум большого поэтического таланта.
Неожиданно неплохой лингвистический постапчик о природе языка как обоюдного дара и обоюдной памяти, не оригинальный, но чистенький, и если посильнее приложить его к уху, то можно услышать шум большого поэтического таланта.
August 3, 2021
Smuk, sørgelig og poetisk fortælling om at klare sig, overleve, om naturen, om at miste sit sprog og at have mistet en man har nær - og om at miste sig selv ikke mindst.
February 1, 2023
Nagyon szép könyv egy egészen szimpla világvégéről. Rövid vég egy nagyon hosszú történetre.
Túl világégésen, háborún, járványon, szökőárakon, marad az épp csak serdülő túlélő, magára. Madarak vannak, meg egy csomó elhagyott aszfaltút és ami hátramarad a civilizációból, ami hát nem sok: elhagyott épületek, autók, satöbbi. Sehol senki. A szavak önálló életbe kezdenek utolsó menedékükben, a vándorló kamaszlány fejében. Hol mondanak valamit, hol zagyvának tűnnek, hol beugranak és jelentenek, hol újat kell alkotni. De egyre több a csönd. Időjárás van, élelemkeresés, túlélés, aztán már az sem. Madarak.
Túl világégésen, háborún, járványon, szökőárakon, marad az épp csak serdülő túlélő, magára. Madarak vannak, meg egy csomó elhagyott aszfaltút és ami hátramarad a civilizációból, ami hát nem sok: elhagyott épületek, autók, satöbbi. Sehol senki. A szavak önálló életbe kezdenek utolsó menedékükben, a vándorló kamaszlány fejében. Hol mondanak valamit, hol zagyvának tűnnek, hol beugranak és jelentenek, hol újat kell alkotni. De egyre több a csönd. Időjárás van, élelemkeresés, túlélés, aztán már az sem. Madarak.
June 24, 2022
This book is a post-apocalyptic fictional story. It is exciting and thought-provoking because it lacks everything, whether it is violence between survivors, threats from otherworldly forces or beings, or other assorted horrors, that the protagonists of such stories usually have to deal with. Because, with the exception of our only protagonist, who remains anonymous all along, in this story people are completely missing.
What is certain is that we are at least a decade or two after the end of the world (there was an epidemic far more deadly than the plague, severe armed conflicts, but also natural disasters due to global warming), and it seems very much that the last man to live is on Earth, a young girl who, after the death of the woman who found and raised her as a child, is left alone on a tiny island, among the ruins of a city that has perished and is sinking below the water level. Alone, but in relative prosperity and abundance, as there is a roof over her head, there is food and drinking water, and even most of it is protected from the rage of the natural elements.
Luckily, against the background of such a broad, yet carefully and credibly drawn background, Haslund-Gjerrild has chosen not to write a standard survival novel based on action elements, but one in which she can ask questions without hesitation and directly, such as what makes us human? What is the meaning of life and existence? Or can a person be interpreted merely on his own, without the others?
The girl, the only character in the book who no longer has any recollection of either the apocalypse or the former normal world, decides to leave her relatively safe but tiny island to explore a world she has never seen before (or at least the part that you can still reach on foot by pushing your shopping cart in front of you), which she knows only from the words and stories told by the woman raising her and becoming more and more empty and incomprehensible to her. However, on the mainland (or maybe just another, larger island) there is nothing but crumbling houses, rusty cars, discarded objects of use, the increasingly decaying mementos of human existence.
Haslund-Gjerrild is not primarily interested in the story, but in how the world is made up of words (from the words of the woman raising the girl, who also told her about things she could never see with her own eyes, so she couldn't really imagine or understand), and how the world can be described in words (how things that a girl has seen and never experienced before can be perceived in the absence of words), and how the human personality is distorted and almost vanished in the absence of feedback from other people.
Although the work of the Danish author is only 150 pages, it is still a very deep and meaningful book, in the first half of which the girl is wandering through the ruins of a destroyed human world, but in the second half she leaves human life behind her, in the absence of words there is nothing that is human.
What is certain is that we are at least a decade or two after the end of the world (there was an epidemic far more deadly than the plague, severe armed conflicts, but also natural disasters due to global warming), and it seems very much that the last man to live is on Earth, a young girl who, after the death of the woman who found and raised her as a child, is left alone on a tiny island, among the ruins of a city that has perished and is sinking below the water level. Alone, but in relative prosperity and abundance, as there is a roof over her head, there is food and drinking water, and even most of it is protected from the rage of the natural elements.
Luckily, against the background of such a broad, yet carefully and credibly drawn background, Haslund-Gjerrild has chosen not to write a standard survival novel based on action elements, but one in which she can ask questions without hesitation and directly, such as what makes us human? What is the meaning of life and existence? Or can a person be interpreted merely on his own, without the others?
The girl, the only character in the book who no longer has any recollection of either the apocalypse or the former normal world, decides to leave her relatively safe but tiny island to explore a world she has never seen before (or at least the part that you can still reach on foot by pushing your shopping cart in front of you), which she knows only from the words and stories told by the woman raising her and becoming more and more empty and incomprehensible to her. However, on the mainland (or maybe just another, larger island) there is nothing but crumbling houses, rusty cars, discarded objects of use, the increasingly decaying mementos of human existence.
Haslund-Gjerrild is not primarily interested in the story, but in how the world is made up of words (from the words of the woman raising the girl, who also told her about things she could never see with her own eyes, so she couldn't really imagine or understand), and how the world can be described in words (how things that a girl has seen and never experienced before can be perceived in the absence of words), and how the human personality is distorted and almost vanished in the absence of feedback from other people.
Although the work of the Danish author is only 150 pages, it is still a very deep and meaningful book, in the first half of which the girl is wandering through the ruins of a destroyed human world, but in the second half she leaves human life behind her, in the absence of words there is nothing that is human.
April 5, 2020
Tyst og poetisk
April 16, 2020
Åhh. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal synes om denne.
Der er mange skive tekniske detaljer heri, jeg ville ønske var lavet anderledes - især mht. dialog. Men den er poetisk - til tider smuk - til tider lidt for overdrevet. Men den greb mig, og jeg ville vide, hvordan det endte. I et stykke tid frygtede jeg, at den ville have en åben og uklar slutning som så meget dansk minimalisme og sproglige eksperimenter har, men heldigvis havde den en smuk slutning, jeg ikke havde set komme.
Åhh, nu skal jeg bestemme mig, kunne jeg lide den eller ikke? Ja, jeg kunne.
Der er mange skive tekniske detaljer heri, jeg ville ønske var lavet anderledes - især mht. dialog. Men den er poetisk - til tider smuk - til tider lidt for overdrevet. Men den greb mig, og jeg ville vide, hvordan det endte. I et stykke tid frygtede jeg, at den ville have en åben og uklar slutning som så meget dansk minimalisme og sproglige eksperimenter har, men heldigvis havde den en smuk slutning, jeg ikke havde set komme.
Åhh, nu skal jeg bestemme mig, kunne jeg lide den eller ikke? Ja, jeg kunne.
July 2, 2023
A la recherche des mots perdus
Si l'on est seul.e, à quoi peuvent bien servir les mots ?
C'est la question que se pose l'unique personnage de ce roman, une femme qui parcourt un Danemark détruit par la montée des eaux et les épidémies. Mais, heureusement, il reste les oiseaux...
Un livre magistral et poétique, qui cherche à comprendre l'utilité de la langue face au silence et à la solitude absolue.
Si l'on est seul.e, à quoi peuvent bien servir les mots ?
C'est la question que se pose l'unique personnage de ce roman, une femme qui parcourt un Danemark détruit par la montée des eaux et les épidémies. Mais, heureusement, il reste les oiseaux...
Un livre magistral et poétique, qui cherche à comprendre l'utilité de la langue face au silence et à la solitude absolue.
January 25, 2021
En poetisk og smuk fortælling om ord. Om at holde ord i live for ikke at glemme og miste sig selv. Om at være alene og hele tiden på vej og holde sig selv i live.
June 10, 2020
Sanselig, smuk, poetisk i al sin tristhed og håbløshed
October 9, 2020
I Alle himlens fugle af Rakel Haslund-Gjerrild er verden blevet ramt af både oversvømmelser og smitsomme sygdomme, og vi følger det sidste menneske på jorden (eller i hvert fald i miles omkreds) i hendes forsøg på at finde andre, der ikke er bukket under. Desværre er den unge kvinde (eller teenager er nok et mere passende ord) spærret inde på en ø uden mulighed for at komme nogen vegne, og der er kun fuglene til at holde hende med selskab og lære hende om livet.
Det er en utrolig smuk, men også en meget sørgelig fortælling om ensomhed og overlevelsesinstinkt. Hvad sker der med sproget, når man ikke længere har nogen at tale med? Holder tingene op med at eksistere, når man glemmer deres ord, eller kan man skabe en ny verden ved at opfinde sine egne ord og udtryk for det, man ser og oplever? Hvordan undgår man at miste forstanden, når man ikke har kontakt til andre mennesker - er det overhovedet muligt?
Jeg synes, det er svært at anmelde denne bog uden at røbe for meget, og jeg vil ikke gå dybere ind i handlingen, fordi det vil ødelægge oplevelsen for dig som læser. Beskrivelserne af en storbys forfald og langsomme forvandling til natur er barske og rammer mig med vemod og sorg. Det samme er tilfældet med hovedpersonens dannelsesrejse, der på en måde er dømt til at mislykkes på forhånd, fordi hun er helt alene i verden - på den allermest bogstavelige måde. Der er jo ingen grund til at udvikle sig, når fremtiden er forsvundet, og kun nuet er tilbage.
Denne roman skal ikke bare læses - den skal opleves med alle sanser åbne.
Det er en utrolig smuk, men også en meget sørgelig fortælling om ensomhed og overlevelsesinstinkt. Hvad sker der med sproget, når man ikke længere har nogen at tale med? Holder tingene op med at eksistere, når man glemmer deres ord, eller kan man skabe en ny verden ved at opfinde sine egne ord og udtryk for det, man ser og oplever? Hvordan undgår man at miste forstanden, når man ikke har kontakt til andre mennesker - er det overhovedet muligt?
Jeg synes, det er svært at anmelde denne bog uden at røbe for meget, og jeg vil ikke gå dybere ind i handlingen, fordi det vil ødelægge oplevelsen for dig som læser. Beskrivelserne af en storbys forfald og langsomme forvandling til natur er barske og rammer mig med vemod og sorg. Det samme er tilfældet med hovedpersonens dannelsesrejse, der på en måde er dømt til at mislykkes på forhånd, fordi hun er helt alene i verden - på den allermest bogstavelige måde. Der er jo ingen grund til at udvikle sig, når fremtiden er forsvundet, og kun nuet er tilbage.
Denne roman skal ikke bare læses - den skal opleves med alle sanser åbne.
April 10, 2023
3.75✩
Une fiction post-apocalyptique d’une douceur tant troublante qu’envoûtante. Après nous les oiseaux est une réflexion sur l’errance et la redécouverte de soi dans un environnement dénué d’humains, de structures et de relations humaines.
Ce livre n’est pas porté à l’action ou à une quête d’aventure. Il jette plutôt un regard sur les mots et leurs significations avec le monde qui nous entoure. Des significations qui disparaissent et perdent presque tous leurs sens en l’absence d’humanité.
L’auteure se défait d’artifices pour chercher l’essence la plus pure de l’être dans une histoire lente, et poétique, quoique parfois répétitive — reflétant peut-être la routine des jours et du temps qui passe. Une lecture profonde et introspective qui me fait penser à Moi qui n’ai pas connu les hommes de Jacqueline Harpman, où une jeune fille se retrouve seule à explorer un monde en ruine, anéanti par les restes d’une apocalypse dont elle n’a que de très flous souvenirs et qui ne trouvera pas de réponses à ses questions.
*Critique partagée suite à un service de presse des éditions Robert Laffont.
Une fiction post-apocalyptique d’une douceur tant troublante qu’envoûtante. Après nous les oiseaux est une réflexion sur l’errance et la redécouverte de soi dans un environnement dénué d’humains, de structures et de relations humaines.
Ce livre n’est pas porté à l’action ou à une quête d’aventure. Il jette plutôt un regard sur les mots et leurs significations avec le monde qui nous entoure. Des significations qui disparaissent et perdent presque tous leurs sens en l’absence d’humanité.
L’auteure se défait d’artifices pour chercher l’essence la plus pure de l’être dans une histoire lente, et poétique, quoique parfois répétitive — reflétant peut-être la routine des jours et du temps qui passe. Une lecture profonde et introspective qui me fait penser à Moi qui n’ai pas connu les hommes de Jacqueline Harpman, où une jeune fille se retrouve seule à explorer un monde en ruine, anéanti par les restes d’une apocalypse dont elle n’a que de très flous souvenirs et qui ne trouvera pas de réponses à ses questions.
*Critique partagée suite à un service de presse des éditions Robert Laffont.
June 17, 2020
Jeg blev fanget ind af sproget - af beskrivelserne. Det er helt klart en bog jeg gerne vil læse igen - selv om jeg ellers ikke er til en fiktiv handling i et uvirkeligt miljø. Men naturoplevelserne var meget nærværende og virkelige...
August 10, 2021
Hvad hvis du var alene i verdenen? Hvad hvis dit eneste selskab var fuglene på himlen. Hvad hvis du bar alle dine egendele med dig i en gammel indkøbsvogn?
Det er præmissen i denne bog, hvor Rakel Haslund-Gjerrild undersøger hvad det vil gøre ved et menneske at være eneste overlevende.
Jeg var ret vild med beskrivelserne i denne bog, især i starten inden vores ensomme hovedperson forlader det delvist nedbrændte, delvist oversvømmede og delvist ruinlagte København. Vi ved ikke hvad der er sket, lige så lidt som vores hovedperson gør, men i løbet at hendes rejse ud i ukendt land, kommer der langsomt tilbageblik der giver læseren en ide og hvorfor København er lagt i ruiner og hvad der er blevet af Or, der har taget sig af pigen siden hun var lille. Or har læst hende a fiske, dyrke kartofler, lave salt og at tale, men nu da Or ikke længere er der begynder ordene lige så stille at blegne og forsvinde.
Det er en hjerteskærende fortælling. Meget sanselig og beskrivende og fuld af det indre.
Det er præmissen i denne bog, hvor Rakel Haslund-Gjerrild undersøger hvad det vil gøre ved et menneske at være eneste overlevende.
Jeg var ret vild med beskrivelserne i denne bog, især i starten inden vores ensomme hovedperson forlader det delvist nedbrændte, delvist oversvømmede og delvist ruinlagte København. Vi ved ikke hvad der er sket, lige så lidt som vores hovedperson gør, men i løbet at hendes rejse ud i ukendt land, kommer der langsomt tilbageblik der giver læseren en ide og hvorfor København er lagt i ruiner og hvad der er blevet af Or, der har taget sig af pigen siden hun var lille. Or har læst hende a fiske, dyrke kartofler, lave salt og at tale, men nu da Or ikke længere er der begynder ordene lige så stille at blegne og forsvinde.
Det er en hjerteskærende fortælling. Meget sanselig og beskrivende og fuld af det indre.
November 25, 2022
Virkelig en oplevelse som sætter sig i en. Jeg elsker cli-fi og denne smukke sanselige roman er så rørende og tænksom. En ensomhed så dyb og en verden så tom og ødelagt at man væmmes samtidig med at man rammes af den vilde skønhed som naturens indtog i storbyen bidrager med. Hvis du vil læse en overskuelig klimafiktion roman for får et blik ind i genren er denne bog et godt bud.
July 20, 2023
åh rakel haslund-gjerrild er bare en af de dygtigste forfattere pt. hun skriver så ømt, smukt og poetisk. man kan ikke andet, end at elske alt hun skriver, og selvfølgelig er “alle himlens fugle” ingen undtagelse. en lille porøs roman om det at være menneske, vores sprog og vores forhold til hinanden og det.
September 12, 2024
Alle himlens fugle er først og fremmest virkelig fint skrevet. Jeg elsker generelt danske bøger med mange mad- og naturbeskrivelser, og lige denne bog var ret god til at dykke ned i sanseindtrykkene ved at være alene i verden med ren natur og ødelagt civilisation. Jeg synes, at slutningen var lidt forudsigelig, og det er nok ikke en bog, jeg vil tænke på til evig tid.
May 20, 2020
This is probably a 4.5, rounded UP to a 5. I really enjoyed this read. The phrasing was so beautiful that I, on several occasions, had to reach for my notebook to write a sentence down. I'm already looking forward to my reread.
December 25, 2024
Éminemment bien écrit. Ce livre tout en poésie, descriptions et jeu des mots nous transporte dans un monde de silence post-apocalyptique.
La douceur des mots et des tournures de phrase réussit à faire oublier la dureté de la réalité, dans un monde de silence et d'oiseaux.
La douceur des mots et des tournures de phrase réussit à faire oublier la dureté de la réalité, dans un monde de silence et d'oiseaux.
November 15, 2024
Meget smuk og poetisk bog.
May 8, 2025
Tror ikke den var noget for mig…. Men fandme spændende med sprogtematikken!!
October 14, 2024
https://imaginelec.blogspot.com/2024/...
Premier roman de l'autrice Danoise Rakel Haslund, Après nous les oiseaux nous fait suivre une femme dans un long périple à travers un monde déserté. Pourquoi, comment, ceci ne nous ne sera jamais expliqué et nous importe peu puisque le principal ici est de suivre les pas de la narratrice, de suivre son voyage physique et intérieur qui au fil des pages va nous apporter quelques éclaircissement sur son cheminement.
***
A travers le monde en ruine on apprend par bribe ce qui l'a menée sur cette route, on comprends qu'elle n'a jamais connu le monde d'avant, ou en tout cas pas suffisamment, on découvre la vie qu'elle a vécu, les douleurs, les peurs, les pertes.
Dans une écriture simple mais pleine de poésie Rakel Haslund nous déroule ce périple de ruine en ruine avec comme seul compagnons pour la narratrice les oiseaux qui traversent son chemin.
Sa quête de sens, de compréhension nous emmènera jusqu'à une conclusion douce amère où l'on s'interrogera longtemps sur le sens de ce que l'on vient de lire.
Après nous les oiseaux est un post apo lent et contemplatif, une ballade poétique dans un monde vide. Une jeune femme seule sur la route qui fait son deuil. Des ruines, pas une âme qui vive mais les oiseaux. Un roman court qui se lit avec mélancolie, qui laisse entrevoir de la dureté, de la souffrance, de l'amour. Une fin du monde paisible et un texte qui mérite qu'on se penche dessus.
Premier roman de l'autrice Danoise Rakel Haslund, Après nous les oiseaux nous fait suivre une femme dans un long périple à travers un monde déserté. Pourquoi, comment, ceci ne nous ne sera jamais expliqué et nous importe peu puisque le principal ici est de suivre les pas de la narratrice, de suivre son voyage physique et intérieur qui au fil des pages va nous apporter quelques éclaircissement sur son cheminement.
***
A travers le monde en ruine on apprend par bribe ce qui l'a menée sur cette route, on comprends qu'elle n'a jamais connu le monde d'avant, ou en tout cas pas suffisamment, on découvre la vie qu'elle a vécu, les douleurs, les peurs, les pertes.
Dans une écriture simple mais pleine de poésie Rakel Haslund nous déroule ce périple de ruine en ruine avec comme seul compagnons pour la narratrice les oiseaux qui traversent son chemin.
Sa quête de sens, de compréhension nous emmènera jusqu'à une conclusion douce amère où l'on s'interrogera longtemps sur le sens de ce que l'on vient de lire.
Après nous les oiseaux est un post apo lent et contemplatif, une ballade poétique dans un monde vide. Une jeune femme seule sur la route qui fait son deuil. Des ruines, pas une âme qui vive mais les oiseaux. Un roman court qui se lit avec mélancolie, qui laisse entrevoir de la dureté, de la souffrance, de l'amour. Une fin du monde paisible et un texte qui mérite qu'on se penche dessus.
February 2, 2024
difficile de rentrer dedans, mais ce texte est d'une beauté et d'une tristesse.. l'importance du langage, des mots et, surtout, de la présence d'au moins un autre être humain pour s'empêcher de sombrer dans la folie et le désespoir. pas le roman le plus joyeux, mais à mes yeux le message que j'en retire est crucial : on a de la chance, la planète n'a pas encore implosé et nos proches sont encore avec nous au quotidien
June 1, 2024
Poétique oui, ennuyant aussi. Je pense que je ne suis pas du tout la bon public pour ce genre de lecture très peu rythmé et avec aucune action même si effectivement c’était poétique on ne peut pas dire.
En bref si vous aimez la poésie et un peu la sf (n’en attendais pas trop) ce livre est fait pour vous !
En bref si vous aimez la poésie et un peu la sf (n’en attendais pas trop) ce livre est fait pour vous !
July 9, 2024
http://www.unbrindelecture.com/2024/0...
Un récit plein de poésie mais qui au final donne une fin assez sombre et solitaire à notre héroïne dans ce décor post-apocalyptique où les oiseaux et le vent sont des compagnons de voyage bien peu loquaces... C'est fluide et nous questionne sur notre vision de l'avenir et de la solitude...
Un récit plein de poésie mais qui au final donne une fin assez sombre et solitaire à notre héroïne dans ce décor post-apocalyptique où les oiseaux et le vent sont des compagnons de voyage bien peu loquaces... C'est fluide et nous questionne sur notre vision de l'avenir et de la solitude...
April 29, 2025
Très bon livre même si peu divertissant. C’est un livre de paysages, comme un tableau. Très profond j’imagine. L’ambiance est particulière et ça a été le premier livre que j’ai lu en 2024, en gueule de bois du nouvel an, donc c’était une expérience tout à fait originale 🤔
C’est une œuvre contemplative.
C’est une œuvre contemplative.
June 16, 2023
Pas du tout réussi à être charmée par ce long monologue dont l'ambiance, qui se voulait poétique, m'a laissée de marbre... Dommage pour moi.
January 16, 2025
Un petit bout de SF assez morbide pour installer le malaise, et suffisamment naïf pour attendrir ses lecteurs. Nous suivons cette petite fille dans un monde post-apocalyptique qui tente, malgré les épreuves de sa vie, survivre seule. Après la perte de son amie Am, elle s'élance seule hors de sa zone de confort afin de confronter ce monde en ruine.
Ce roman est étrange, parce que malgré que le protagoniste avance dans sa quête de survie, le roman stagne. Le temps s'est arrêté.
Et alors les oiseaux ? Les oiseaux sont tout ce qui lui reste. Ils l'accompagnent dans le ciel, dans la forêt, au-delà des collines. Ils sont juste là, une petite présence dans l'absence de toute vie.
Je ne sais pas si j'ai vraiment apprécié ce roman, parce que malgré que l'histoire avance au fur et à mesure, j'ai trouvé ça un peu lent et redondant. Mais l'originalité du texte ainsi que la dimension morbide et étrange m'ont bien plu !
Il ne faut pas oublier que c'était le premier roman de cette autrice danoise, et être récompensé pour un premier roman, ce n'est pas rien. À voir ce que l'avenir réserve à sa plume aussi sombre que innocente.
Ce roman est étrange, parce que malgré que le protagoniste avance dans sa quête de survie, le roman stagne. Le temps s'est arrêté.
Et alors les oiseaux ? Les oiseaux sont tout ce qui lui reste. Ils l'accompagnent dans le ciel, dans la forêt, au-delà des collines. Ils sont juste là, une petite présence dans l'absence de toute vie.
Je ne sais pas si j'ai vraiment apprécié ce roman, parce que malgré que l'histoire avance au fur et à mesure, j'ai trouvé ça un peu lent et redondant. Mais l'originalité du texte ainsi que la dimension morbide et étrange m'ont bien plu !
Il ne faut pas oublier que c'était le premier roman de cette autrice danoise, et être récompensé pour un premier roman, ce n'est pas rien. À voir ce que l'avenir réserve à sa plume aussi sombre que innocente.
September 2, 2025
novellen læses som en poetisk og nærværende undersøgelse af vores forhold til naturen. jeg blev især grebet af dette citat:
“(…) hun kan lytte uden at stille spørgsmål. Hun lytter indtil hun når om bag alle lyde. Hun hører det. Og da er der øjeblikke hvor hun føler, at hun ikke er den eneste der lytter, men at verden lytter til hende, at bag all lydene hører hun verden lytte, og at hun bliver hørt.”
det beskriver så smukt, hvordan litteraturen kan skabe resonans mellem menneske og omgivelser, en følelse af gensidig opmærksomhed og forbindelse, der sidder stille i kroppen længe efter læsningen.
“(…) hun kan lytte uden at stille spørgsmål. Hun lytter indtil hun når om bag alle lyde. Hun hører det. Og da er der øjeblikke hvor hun føler, at hun ikke er den eneste der lytter, men at verden lytter til hende, at bag all lydene hører hun verden lytte, og at hun bliver hørt.”
det beskriver så smukt, hvordan litteraturen kan skabe resonans mellem menneske og omgivelser, en følelse af gensidig opmærksomhed og forbindelse, der sidder stille i kroppen længe efter læsningen.
Displaying 1 - 30 of 47 reviews