What do you think?
Rate this book
Efter drabet
Under besættelsen blev fire hundrede danskere likvideret af modstandsbevægelsen. Efter 55 års tavshed trådte en række modstandsfolk frem og fortalte om begivenhederne. Hvordan blev likvideringerne besluttet og gennemført, og hvilke menneskelige konsekvenser har det haft at have dræbt et andet menneske?
Bogen afdækker, ud over historierne om Flammen og Citronen, en række kontroversielle kendsgerninger om berømte modstandshelte, som f.eks. den ukendte modstandskvinde, den tidligere nonne Ella von Cappeln.
Bogen afdækker, ud over historierne om Flammen og Citronen, en række kontroversielle kendsgerninger om berømte modstandshelte, som f.eks. den ukendte modstandskvinde, den tidligere nonne Ella von Cappeln.
- GenresNonfictionDanish
ebook
Published February 17, 2014
6 people want to read
About the author
Peter Øvig Knudsen
25 books59 followersPeter Øvig Knudsen (født 9. oktober 1961 i Holme) er en dansk journalist og forfatter. Han har kaldt sig selv dokumentarist og amatørhistoriker.[1]
Øvig Knudsen blev uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i 1987 og var som led sin i uddannelse i praktik på Ekstra Bladet. Senere har han arbejdet for pressebureauet Sidelinjen, månedsbladet Press, Information, Weekendavisen og DR, hvor han lavede programmet Marathon, der var 24 timers interview hjemme hos diverse kendte. Siden 2003 har han arbejdet som forfatter på fuld tid. I 2005 og 2006 har han modtaget arbejdslegater fra Statens Kunstråd.
I 2003 instruerede han sammen med Morten Henriksen dokumentarfilmen Med ret til at dræbe, som var baseret på de to bøger om besættelsen, Efter drabet og Birkedal. Filmen vandt i januar 2004 en Robert for årets bedste lange dokumentarfilm. For bøgerne modtog Peter Øvig Knudsen i 2004 DR's Rosenkjærprisen. For Efter drabet fik han desuden Drassows hæderslegat i 2001, mens han modtog BG Bank-prisen Det Gyldne Bogmærke for Birkedal i 2006. Efter drabet og Birkedal solgte godt 20.000 eksemplarer.[1]
Den hidtil største salgssucces har Øvig Knudsens oplevet med bøgerne om Blekingegadebanden, der gav ham Cavlingprisen i 2007 og Den Berlingske Fonds Journalistpris i 2008. De to bind er solgt i mere end 200.000 eksemplarer.[1] I 2008 arbejdede han med sagen som konsulent på dokumentar- og drama tv-serie.[1]
Under sin tid som elev på Viby Amtsgymnasium var han medlem af en ungdomsorganisation under Kommunistisk Arbejderparti. Han meldte sig dog ud efter knap tre år efter egen udsagn fordi de ikke delte "samme værdier om demokrati, menneskerettigheder og ytringsfrihed".[1]
Peter Øvig Knudsen er en populær foredragsholder, ligesom han har fungeret som underviser i journalistik.
Øvig Knudsen blev uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i 1987 og var som led sin i uddannelse i praktik på Ekstra Bladet. Senere har han arbejdet for pressebureauet Sidelinjen, månedsbladet Press, Information, Weekendavisen og DR, hvor han lavede programmet Marathon, der var 24 timers interview hjemme hos diverse kendte. Siden 2003 har han arbejdet som forfatter på fuld tid. I 2005 og 2006 har han modtaget arbejdslegater fra Statens Kunstråd.
I 2003 instruerede han sammen med Morten Henriksen dokumentarfilmen Med ret til at dræbe, som var baseret på de to bøger om besættelsen, Efter drabet og Birkedal. Filmen vandt i januar 2004 en Robert for årets bedste lange dokumentarfilm. For bøgerne modtog Peter Øvig Knudsen i 2004 DR's Rosenkjærprisen. For Efter drabet fik han desuden Drassows hæderslegat i 2001, mens han modtog BG Bank-prisen Det Gyldne Bogmærke for Birkedal i 2006. Efter drabet og Birkedal solgte godt 20.000 eksemplarer.[1]
Den hidtil største salgssucces har Øvig Knudsens oplevet med bøgerne om Blekingegadebanden, der gav ham Cavlingprisen i 2007 og Den Berlingske Fonds Journalistpris i 2008. De to bind er solgt i mere end 200.000 eksemplarer.[1] I 2008 arbejdede han med sagen som konsulent på dokumentar- og drama tv-serie.[1]
Under sin tid som elev på Viby Amtsgymnasium var han medlem af en ungdomsorganisation under Kommunistisk Arbejderparti. Han meldte sig dog ud efter knap tre år efter egen udsagn fordi de ikke delte "samme værdier om demokrati, menneskerettigheder og ytringsfrihed".[1]
Peter Øvig Knudsen er en populær foredragsholder, ligesom han har fungeret som underviser i journalistik.
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 of 1 review
September 8, 2022
Efter drabet beskriver en vigtig og hidtil skjult del af den danske historie. Der er ingen tvivl om, at det er et meget ømtåleligt emne Peter har valgt at kaste sig over, men det er også et emne, hvor flere detaljer fortjener at komme frem i lyset.
Bogen er skrevet i et levende sprog, og Jesper Anthonsens indlæsning understøtter dette på en glimrende måde. Peter dømmer ikke. I stedet giver han en meget veldokumenteret fortælling, der aldrig falder i bagklogskabens fælde. Ikke skrevet som en sensationslysten fortælling, men som en velskrevet historisk fortælling om de dele af krigstiden vi helst ville skjule.
Hvad drev Frode Jakobsen og hans ministerium til lægge låg på de mange likvideringssager? Peters vurdering er, at mindst halvdelen af besættelsens godt 400 likvideringer aldrig nogensinde har været genstand for en undersøgelse. Måske ville man efter krigens afslutning helst give befolkningen indtryk at de mange danske helte, der tog kampen op mod tyskerne. Måske havde man brug for den fortælling, for at indgyde mod i befolkningen – som måske så ville glemme samarbejdspolitikken.
Selvtægt og kriminalitet?
Peter har også valgt at undersøge, hvordan likvideringerne udviklede sig i takt med krigen. Her har han fokus på, at frihedskampen efterhånden blev udnyttet til at dække over bl.a. selvtægt og kriminalitet. Derfor bør vores hidtidige billede af modstandsfolkenes arbejde måske revurderes og gøres langt mere nuanceret. (Jeg kan ikke lade være med at tænke på Matador og bemærkningen ”de sidste dages hellige”. Dem opfatter jeg bl.a. som folk, der måske ville udnytte den kaotiske periode til personlige opgør (og som selvfølgelig gerne ville ses som helte.))
Det var overraskende for mig, at likvideringerne ikke blev vurderet og besluttet af Frihedsrådet eller et udvalg herunder. Jeg har haft et billede af nøje afvejede sager, men som det fremgår i bogen, var især krigens sidste likvideringer til tider næsten tilfældige. Men Peter beskriver, hvordan der reelt ikke var nogle faste regler eller retningslinjer for, hvordan en likvidering blev iværksat.
Peter har bl.a. interviewet tidligere modstandsmænd, og herunder afdækket hvordan det egentligt føles at dræbe et andet menneske. Selvom drabene ofte var begrundet i ”krigens regler”, så har det stadig sat spor i både modtandsfolk og efterladte. Der var store menneskelige omkostninger, og store dele af de likviderende modstandsfolk endte som alkoholikere – eller begik ligefrem selvmord. Det er beskrevet sobert og med stor respekt for de involverede.
En meget velskrevet og velindlæst bog.
Vil du vide mere, så kan jeg anbefale dig at se filmen ”Med ret til at dræbe”.
Bogen er skrevet i et levende sprog, og Jesper Anthonsens indlæsning understøtter dette på en glimrende måde. Peter dømmer ikke. I stedet giver han en meget veldokumenteret fortælling, der aldrig falder i bagklogskabens fælde. Ikke skrevet som en sensationslysten fortælling, men som en velskrevet historisk fortælling om de dele af krigstiden vi helst ville skjule.
Hvad drev Frode Jakobsen og hans ministerium til lægge låg på de mange likvideringssager? Peters vurdering er, at mindst halvdelen af besættelsens godt 400 likvideringer aldrig nogensinde har været genstand for en undersøgelse. Måske ville man efter krigens afslutning helst give befolkningen indtryk at de mange danske helte, der tog kampen op mod tyskerne. Måske havde man brug for den fortælling, for at indgyde mod i befolkningen – som måske så ville glemme samarbejdspolitikken.
Selvtægt og kriminalitet?
Peter har også valgt at undersøge, hvordan likvideringerne udviklede sig i takt med krigen. Her har han fokus på, at frihedskampen efterhånden blev udnyttet til at dække over bl.a. selvtægt og kriminalitet. Derfor bør vores hidtidige billede af modstandsfolkenes arbejde måske revurderes og gøres langt mere nuanceret. (Jeg kan ikke lade være med at tænke på Matador og bemærkningen ”de sidste dages hellige”. Dem opfatter jeg bl.a. som folk, der måske ville udnytte den kaotiske periode til personlige opgør (og som selvfølgelig gerne ville ses som helte.))
Det var overraskende for mig, at likvideringerne ikke blev vurderet og besluttet af Frihedsrådet eller et udvalg herunder. Jeg har haft et billede af nøje afvejede sager, men som det fremgår i bogen, var især krigens sidste likvideringer til tider næsten tilfældige. Men Peter beskriver, hvordan der reelt ikke var nogle faste regler eller retningslinjer for, hvordan en likvidering blev iværksat.
Peter har bl.a. interviewet tidligere modstandsmænd, og herunder afdækket hvordan det egentligt føles at dræbe et andet menneske. Selvom drabene ofte var begrundet i ”krigens regler”, så har det stadig sat spor i både modtandsfolk og efterladte. Der var store menneskelige omkostninger, og store dele af de likviderende modstandsfolk endte som alkoholikere – eller begik ligefrem selvmord. Det er beskrevet sobert og med stor respekt for de involverede.
En meget velskrevet og velindlæst bog.
Vil du vide mere, så kan jeg anbefale dig at se filmen ”Med ret til at dræbe”.
Displaying 1 of 1 review