What do you think?
Rate this book
Der det finst fuglar
"Der det finst fuglar" er eit opprørande slektsdrama frå Trøndelagskysten. Det dansk-norske stjerneskotet Maren Uthaug har basert forteljinga på historier ho sjølv høyrde i barndommen om si eiga slekt, heilt tilbake til tippoldefaren. Ho skriv med eit intenst driv som gjer boka vanskeleg å leggje frå seg – og endå vanskelegare å gløyme – om kva isolasjon, hardt vêr og tapt kjærleik kan drive folk til å gjere.
For å redde mor si må Johan gifte seg med Marie, jamvel om det er Hannah han elskar. Den vesle familien flyttar til eit fyr utanfor bygda Uthaug i Trøndelag, der vinden blæs så sterkt at dei må binde fast barna for at dei ikkje skal blåse ut på havet. Sonen deira trur han er ein kalv. Dottera er besett av menn. Marie luktar feil. Og Johan sit på toppen av fyret med ei kjensle av at livet har lurt han. Men kven er det eigentleg som har lurt kven?
"Der det finst fuglar" er ein familiekrønike og ein nordic noir om store tabu, fortald i ein original og usentimental stil med glimt av humor.
For å redde mor si må Johan gifte seg med Marie, jamvel om det er Hannah han elskar. Den vesle familien flyttar til eit fyr utanfor bygda Uthaug i Trøndelag, der vinden blæs så sterkt at dei må binde fast barna for at dei ikkje skal blåse ut på havet. Sonen deira trur han er ein kalv. Dottera er besett av menn. Marie luktar feil. Og Johan sit på toppen av fyret med ei kjensle av at livet har lurt han. Men kven er det eigentleg som har lurt kven?
"Der det finst fuglar" er ein familiekrønike og ein nordic noir om store tabu, fortald i ein original og usentimental stil med glimt av humor.
332 pages, Hardcover
First published January 1, 2017
37 people are currently reading
1326 people want to read
About the author
Maren Uthaug
39 books341 followersMaren Uthaug (født 1972) er blogger, stribe-tegner og forfatter af halvt samisk, halvt norsk oprindelse.
Uthaug vandt i 2013 Politikens tegneseriekonkurrence og har derfor siden haft en fast stribe i avisens kultursektion under overskriften Ting, jeg gjorde. Striben følger i minimalistisk stil tændstikkvinden Maren i hendes gøren og laden. Desuden har Uthaug siden 2009 haft bloggen Marens blog, hvor hun dagligt poster tekster, billeder og tegninger af, hvad hun går og laver.
Og sådan blev det er Uthaugs debutroman fra 2013 om en ung pige, der tvinges væk fra sin samiske verden og i stedet skal vokse op i Sønderjylland. Hele livet føler hun sig fremmedgjort, og derfor tager hun som voksen tilbage til barndommens land for at finde sine rødder.
Romanen modtog gode anmeldelser, bl.a. fra Klaus Rothstein, der i Weekendavisen, kaldte den for ”en særdeles vellykket debutroman.” Litteratursidens anmelder Line Hoffgaard skrev desuden om romanen: ”Maren Uthaugs debutroman er en velfortalt og original fortælling om tro, identitet og søgen efter rødder fortalt i en sørgmunter tone, så det både berører og underholder.” Læs hele anmeldelsen her.
Inden debutromanen har Uthaug udgivet en række andre bøger, herunder Ellers går det godt (2012), som er en graphic novel i stil med Ting, jeg gjorde. Bogen blev nomineret til tegneserieprisen Pingprisen i kategorien ”Bedste danske debut”.
Uthaug vandt i 2013 Politikens tegneseriekonkurrence og har derfor siden haft en fast stribe i avisens kultursektion under overskriften Ting, jeg gjorde. Striben følger i minimalistisk stil tændstikkvinden Maren i hendes gøren og laden. Desuden har Uthaug siden 2009 haft bloggen Marens blog, hvor hun dagligt poster tekster, billeder og tegninger af, hvad hun går og laver.
Og sådan blev det er Uthaugs debutroman fra 2013 om en ung pige, der tvinges væk fra sin samiske verden og i stedet skal vokse op i Sønderjylland. Hele livet føler hun sig fremmedgjort, og derfor tager hun som voksen tilbage til barndommens land for at finde sine rødder.
Romanen modtog gode anmeldelser, bl.a. fra Klaus Rothstein, der i Weekendavisen, kaldte den for ”en særdeles vellykket debutroman.” Litteratursidens anmelder Line Hoffgaard skrev desuden om romanen: ”Maren Uthaugs debutroman er en velfortalt og original fortælling om tro, identitet og søgen efter rødder fortalt i en sørgmunter tone, så det både berører og underholder.” Læs hele anmeldelsen her.
Inden debutromanen har Uthaug udgivet en række andre bøger, herunder Ellers går det godt (2012), som er en graphic novel i stil med Ting, jeg gjorde. Bogen blev nomineret til tegneserieprisen Pingprisen i kategorien ”Bedste danske debut”.
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 30 of 194 reviews
Read
November 17, 2022This book is kind of perfect :)
May 28, 2024
Amalie Skram på steroider
March 15, 2018
Hvor der er fugle bød indledningsvis på en blandet læseoplevelse. For mig havde bogen en træg opstart, og jeg fandt det ikke specielt spændende at høre om den usympatiske Johans vej til fyrtårnet. Men den blev også et helt perfekt billede på, hvorfor jeg altid læser en bog færdig. – Inden længe var der skabt så mange ubesvarede spørgsmål i mig, at min undren og behovet for at forstå slugte den ene side efter den anden. Fortællingens pludselige drejninger – og dem er der mange af – er uigennemskuelige og læseren fastholdes i sin uvidenhed til sidste øjeblik. Det er kort sagt et vanvittigt velkomponeret plot, og jeg var helt opslugt, da det gik op for mig, at jeg ikke anede, hvad der i virkeligheden foregik.
Der er noget nordisk klassiker over romanen. De sanselige naturbeskrivelser af bølger, der slikker op ad fyrets vægge, de kolde dage og isolerende storme, melankolien og længslen efter alt det, livet burde være, men ikke ér, skriver sig direkte ind i en tradition af nordisk litteratur. Med mørke familiehemmeligheder som omdrejningspunktet og det fornuftsbaserede, ulykkelige ægteskab kan jeg godt forstå, at Maren Uthaug er blevet sat i kategori med Ibsen og Strindberg, og hun leger også med kønnenes roller og med læserens fejlagtige antagelser af, hvad der er forventeligt for en mand og en kvinde.
Jeg skriver mere lige her: https://bookmeupscotty.blogspot.dk/20...
Der er noget nordisk klassiker over romanen. De sanselige naturbeskrivelser af bølger, der slikker op ad fyrets vægge, de kolde dage og isolerende storme, melankolien og længslen efter alt det, livet burde være, men ikke ér, skriver sig direkte ind i en tradition af nordisk litteratur. Med mørke familiehemmeligheder som omdrejningspunktet og det fornuftsbaserede, ulykkelige ægteskab kan jeg godt forstå, at Maren Uthaug er blevet sat i kategori med Ibsen og Strindberg, og hun leger også med kønnenes roller og med læserens fejlagtige antagelser af, hvad der er forventeligt for en mand og en kvinde.
Jeg skriver mere lige her: https://bookmeupscotty.blogspot.dk/20...
May 15, 2017
Elsker måden den er bygget op på, hvor dele af samme historie fortælles fra flere synspunkter, og skeletterne langsomt sniger sig ud af skabet. Overraskende, sort, medrivende fortælling, om ensomhed, fravalg, hemmeligheder, løgne og begær.
June 1, 2024
En mørk og saftig lesefest av en roman, som vil bekrefte alle dine verste fordommer om bygde-Norge🙃
Jeg håper virkelig ikke at slektningene mine holdt på sånn på 30- og 40-tallet😳
Det er en bok om å ofre lykken for å bevare sitt eget og familiens gode rykte, og en bok om isolasjon og ensomhet, bitterhet og tapte muligheter.
Men fremfor alt er det en bok om BEGJÆR.
Hvor langt er man egentlig villig til å gå for å få det (og den) man vil ha?
Sånn sjangermessig vil jeg si at det er en slags historisk, litterær thriller. Jeg følte at boka brettet seg ut foran meg mens jeg leste, og at stadig mørkere kroker av karakterenes indre ble blottlagt. For ikke å snakke om hvor komplisert familietreet etter hvert ble...😅🥲
En mørk, drøy og vittig bok. Elsket den.
Jeg håper virkelig ikke at slektningene mine holdt på sånn på 30- og 40-tallet😳
Det er en bok om å ofre lykken for å bevare sitt eget og familiens gode rykte, og en bok om isolasjon og ensomhet, bitterhet og tapte muligheter.
Men fremfor alt er det en bok om BEGJÆR.
Hvor langt er man egentlig villig til å gå for å få det (og den) man vil ha?
Sånn sjangermessig vil jeg si at det er en slags historisk, litterær thriller. Jeg følte at boka brettet seg ut foran meg mens jeg leste, og at stadig mørkere kroker av karakterenes indre ble blottlagt. For ikke å snakke om hvor komplisert familietreet etter hvert ble...😅🥲
En mørk, drøy og vittig bok. Elsket den.
November 28, 2021
EXTRAORDINAIRE ET TERRIBLE TOUT A LA FOIS.
June 24, 2018
💛💛💛💛💛 anmeldelse følger..
April 13, 2018
"Darling satte sig, tog imod koppen og lod Karen fylde den op. Så tamkefuldt ud af vinduet, hvor de tre gæs skræppede op og baskede med vingerne uden at komme nogen vegne"
Man kan simpelthen ikke andet, end ryste på hovedet af personerne i den her bog. Den ene dummere og mere selvoptaget end den anden, så groteskt verdensfjerne og tragikomiske som man næsten kun kan være det i afsiddesliggende flækker, med for meget ilt til hovedet. Johan er den absolut værste, Marie er fuldstændig tabt, og Darling er ikke meget bedre, men hvordan skulle hun nogensinde været blevet klogere. Der er ingen i den her bog der gør noget, de lader bare livet banke dem synder og sammen, og så skyde skylden på alle andre. Det bliver så frustrerende og tragisk at det ikke er til andet end at ryste på hovedet over. Men den var god, finurlig og underholdende i al sin uudholdelige menneskelighed.
Man kan simpelthen ikke andet, end ryste på hovedet af personerne i den her bog. Den ene dummere og mere selvoptaget end den anden, så groteskt verdensfjerne og tragikomiske som man næsten kun kan være det i afsiddesliggende flækker, med for meget ilt til hovedet. Johan er den absolut værste, Marie er fuldstændig tabt, og Darling er ikke meget bedre, men hvordan skulle hun nogensinde været blevet klogere. Der er ingen i den her bog der gør noget, de lader bare livet banke dem synder og sammen, og så skyde skylden på alle andre. Det bliver så frustrerende og tragisk at det ikke er til andet end at ryste på hovedet over. Men den var god, finurlig og underholdende i al sin uudholdelige menneskelighed.
May 1, 2024
«Der det finst fuglar» av Maren Uthaug er en opprørende familiekrønike fra Trøndelagskysten, nærmere sagt Ørlandet, i mellomkrigstida. Historien er mørk, dyster og vemmelig om innavl, drama og kjærlighet! Romanen viser oss hva isolasjon, hardt vær og tapt kjærlighet kan drive folk til å gjøre!
Historien blir fortalt fra tre ulike perspektiver: Johan, Darling og Marie. Den samme historien blir fortalt i alle de tre delene, men det blir aldri kjedelig! Etter hvert får vi vite mer om hva som har skjedd og hemmeligheter kommer fram i lyset.
Historien blir fortalt fra tre ulike perspektiver: Johan, Darling og Marie. Den samme historien blir fortalt i alle de tre delene, men det blir aldri kjedelig! Etter hvert får vi vite mer om hva som har skjedd og hemmeligheter kommer fram i lyset.
July 24, 2018
For mig startede den lidt trægt og jeg væmmedes flere gange ved den barske fortælling. Den sidste del af historien hvor brikkerne falder på plads gør dog romanen til en meget spændende læseoplevelse. Historien sætter sig dybt i kroppen på en og det er en roman man husker.
September 21, 2024
Tout simplement sordide.
La quatrième de couverture laissait entendre qu’il y aurait du drame, mais je pensais innocemment que la vie dans un phare prendrait le pas en m’offrant des descriptions de la Nature dans ce qu’elle a de plus beau et de plus terrible. J’attendais de ressentir ce qu’évoque si joliment la couverture, mais finalement c’est juste un récit glauque et désespérant, avec un développement psychologique assez pauvre des protagonistes, et des révélations qui n’en sont pas vraiment.
C’est peut-être finalement le pire de ce que je peux reprocher à la littérature générale : toujours être dans la surenchère pour tenter de sortir son épingle du jeu, pour finalement tomber dans les poncifs éculés qui n’évoquent rien.
Quelques TW en spoiler si vous voulez vous les épargner
La quatrième de couverture laissait entendre qu’il y aurait du drame, mais je pensais innocemment que la vie dans un phare prendrait le pas en m’offrant des descriptions de la Nature dans ce qu’elle a de plus beau et de plus terrible. J’attendais de ressentir ce qu’évoque si joliment la couverture, mais finalement c’est juste un récit glauque et désespérant, avec un développement psychologique assez pauvre des protagonistes, et des révélations qui n’en sont pas vraiment.
C’est peut-être finalement le pire de ce que je peux reprocher à la littérature générale : toujours être dans la surenchère pour tenter de sortir son épingle du jeu, pour finalement tomber dans les poncifs éculés qui n’évoquent rien.
Quelques TW en spoiler si vous voulez vous les épargner
December 14, 2022
2,5 ⭐️
🥲🥲🥲
🥲🥲🥲
October 24, 2025
En families livsfortælling og drama, en bog hvor der både intet og alt sker og en pageturne🤩. Meget mystik, længsel og håbløshed. Jeg elskede landsbylivet i Ørlandet der dannede rammen om historien! Den blev kun bedre og mere mystisk jo længere jeg læste…😍
Min første Maren Uthaug bog og vil helt klart prøve en til måske ‘Og sådan blev det’
Min første Maren Uthaug bog og vil helt klart prøve en til måske ‘Og sådan blev det’
April 1, 2024
Fy fader for en spennende bok. Denne slukte jeg hel.
August 13, 2024
Un huis clos sur une famille mal assortie dans un endroit reculé en Norvège. L'alternance des points de vue est très réussie et permet de découvrir l'intrigue sous un nouveau jour à chaque chapitre ; l'autrice n'a pas peur d'évoquer frontalement des thématiques très sombres, voire taboues, mais l'économie de détails permet de ne pas tomber dans l'insoutenable. Le livre, quoique très sombre, est difficile à lâcher, on a envie d'aller au bout de cette histoire et de comprendre le point de vue de chacun. Les personnages, tous horribles à leur manière, restent très humains.
September 10, 2017
Skræmmende god! Er helt og aldeles fascineret af Maren Uthaug. Hun udviser en alsidighed i form af en dyb indlevelse i, og forståelse for, andre mennesker blandet med en intelligent humor - i denne bog personificeret af Gudrun. Hendes formidlingsevne er spot on - jeg følte virkelig, jeg selv var i det lille indspiste miljø på fyret og i Uthaug tilbage i midten af 1900-tallet. Plottet er skarpt og rammer lige i hjertet. Gav gerne 6 stjerner.
February 10, 2023
Jeg er både sjokkert og imponert! Dette var like underholdende som det var forferdelig.
Er slektsdrama fra et fyrtårn ved Trøndelagskysten rundt 1930. Her er det mye begjær, synd og hemmeligheter som skaper store problemer. I tillegg til fattigdom, alkohol, dårlig vær og usympatiske personer. Vi følger først fyrvokteren Johan, så datteren Darling, og til sist moren Marie. Og jeg garanterer sjokkscener og overraskelser ved hver fortelling.
Er slektsdrama fra et fyrtårn ved Trøndelagskysten rundt 1930. Her er det mye begjær, synd og hemmeligheter som skaper store problemer. I tillegg til fattigdom, alkohol, dårlig vær og usympatiske personer. Vi følger først fyrvokteren Johan, så datteren Darling, og til sist moren Marie. Og jeg garanterer sjokkscener og overraskelser ved hver fortelling.
June 12, 2023
49 i 2023:
Knallbra bok jeg ikke kunne legge vekk.
Her er det flott nynorsk om begjær, "litt" spesielle familierelasjoner, mørk humor og mer enn nok triste skjebner. Synes det er veldig dyktig lagt opp, med en annerledes spenningskurve.
Stor leseglede i sommervarmen. 😊
(hadde vært artig å sett sett familiene her i Myherritage 😂)
Knallbra bok jeg ikke kunne legge vekk.
Her er det flott nynorsk om begjær, "litt" spesielle familierelasjoner, mørk humor og mer enn nok triste skjebner. Synes det er veldig dyktig lagt opp, med en annerledes spenningskurve.
Stor leseglede i sommervarmen. 😊
(hadde vært artig å sett sett familiene her i Myherritage 😂)
July 24, 2017
Fantastisk fortælling fortalt i roligt men alligevel medrivende tempo.
Beskrivelserne er uden trættende udpensling og med en tiltro til at læseren indlever sig og selv konkluderer. Og det gør man!
Kan varmt anbefale bogen.
Beskrivelserne er uden trættende udpensling og med en tiltro til at læseren indlever sig og selv konkluderer. Og det gør man!
Kan varmt anbefale bogen.
September 14, 2025
Var vild med den! Meget medrivende og spændende fortælling og følte mig underholdt hele vejen i gennem. Jeg elskede at man kom ind på de forskellige karakterers indre liv og deres udvikling. Fortællingen var i alt dens groteskhed, en meget god læseoplevelse og det er ikke en bog man lige glemmer. Maren Uthaugs skrivestil var jeg også helt vild med - Vil helt sikkert læse mere af hende i fremtiden. Kæmpe anbefaling!
November 1, 2024
Fabelaktig fortalt om hvor ulikt vi oppfatter verden, og om hvor galt det kan gå på grunn av løgn og bedrag.
Begynnelsen var ganske fæl å lese, og jeg kjente jeg ble litt letta da jeg kom til Maries historie. Selv om jeg skjønte hvordan det hang sammen før det ble sagt eksplisitt var det fortsatt spennende å lese.
4,5 rundet opp
Begynnelsen var ganske fæl å lese, og jeg kjente jeg ble litt letta da jeg kom til Maries historie. Selv om jeg skjønte hvordan det hang sammen før det ble sagt eksplisitt var det fortsatt spennende å lese.
4,5 rundet opp
March 17, 2020
Jeg er vild med dig Maren!
October 20, 2024
Jeg har ekstremt blandede følelser for denne bog 😂 Den er afskyelig, men samtidig en genial læseoplevelse
February 18, 2020
En grum historie, men så velskrevet at man bare må have det hele med. Kan kun anbefales, hvis man også kan lide "Og sådan blev det".
April 12, 2024
Wow! Denne boken bød på overraskelse etter overraskelse! Elsket hvordan ting gradvis utviklet seg fordi man fikk historien fra tre ulike vinkler.
April 9, 2021
Leste denne med et halvt blikk på at handlingen er fra (nesten) der vi har hytte, på Fosen i Trøndelag (gjett om jeg skal se på fyret til sommeren!). Ble dog ekstremt revet med og leste i hvert ledig minutt til det var over :D Maren Uthaug er ny favoritt, altså.
January 20, 2025
Virkelig god bog! Men skulle lige i gang med den… da den skifter perspektiv første gang, blev jeg for alvor fanget
October 23, 2021
„Bist du nie einsam, wenn du hier die ganze Nacht verbringst? Fragte sie eines Abends, als sie oben im Turm beieinandersaßen. (..) Einsamkeit kann ja auch schön sein als mit Leuten zusammen, die einen in den Wahnsinn treiben..“
Mich hat dieses Buch sehr angesprochen, da hier ein Leuchtturm im Zentrum der Geschichte steht, und das Ganze noch dazu in Norwegen spielt, ein Land das mich sehr interessiert. Leuchttürme fand ich schon immer sehr faszinierend, obwohl ich selbst bislang noch nie die Gelegenheit hatte einen zu besuchen, oder gar einige Zeit dort zu leben. Was mir nicht klar war ist, dass es sich hier nicht um einen fiktiven Ort handelt, und es den abgebildeten Leuchtturm auf dem Cover tatsächlich gibt.
„Dort vor der felsigen Küste im Noratlantik, stürmt es so sehr, dass die Welle manchmal bis zur Dachspitze reichen.
Leuchtturm Kjeungskjær
Einer der markantesten Leuchttürme Norwegens dient den Schiffen, die in den Fjord bei Trondheim einfahren oder ihn wieder verlassen.
Auf einer kleinen Schäre vor Ørland befindet sich ein tiefroter, achteckiger Leuchtturm, der über einen viel befahrenen Schifffahrtsweg im Bjungfjord wacht. Bei diesem markanten Bauwerk handelt es sich um den Leuchtturm Kjeungskjær, der 1880 erbaut wurde. Der 20 Meter hohe Turm hilft Fischern und Seereisenden, auf dem richtigen Kurs zu bleiben, während Sie sich dem Punkt nähern, an dem der Fjord bei Trondheim (Trondheimsfjord) in die Nordsee mündet.
Der 21 Meter hohe Turm wurde im Jahre 1880 errichtet, 1906 erhöht und ist seit 1987 nicht mehr bewohnt. Er steht heute unter Denkmalschutz und liegt in einem Seevogelschutzgebiet. Es ist der einzige achteckige Leuchtturm in Norwegen.
Das Leuchtfeuer ist jährlich vom 21. Juli bis 21. Mai in Betrieb und nur im Spätfrühling beziehungsweise im Frühsommer aufgrund der Mitternachtssonne außer Betrieb.
Klappentext:
Ein Leuchtturm vor der Küste Norwegens - wir schreiben die fünfziger Jahre des letzten Jahrhunderts. Um seine Familie vor dem finanziellen Ruin zu retten, muss Johan Marie heiraten, obwohl er Hannah liebt. Sie lassen sich auf dem Leuchtturm von Kjeungskjær nieder, Norwegens einzigem achteckigen Leuchtturm. Dort, vor der felsigen Küste im Nordatlantik, stürmt es so sehr, dass die Wellen manchmal bis zur Dachspitze reichen. Da oben sitzt Johan und fühlt sich vom Leben betrogen. Doch im Laufe der Geschichte wird es immer fraglicher, wer wen wirklich täuscht…
Ich finde selten wird ein Klappentext dem Inhalt eines Buches so wenig gerecht wie es hier der Fall ist. Es ist eine Geschichte die von unendlicher Einsamkeit handelt, von Liebe aber auch von Betrug. Die Menschen dort in Orland und Uthaug sind von ganz besonderer Art wie es auch der Schreibstil ist. Die Autorin selbst ist persönlich familiär dort verwurzelt und so erleben wir authentisch die Geschichte aller Charaktere. Gegen Ende erfahren wir noch einmal in eigenen Kapiteln die Geschichte aus der Sicht der jeweiligen Charaktere.
Es ist ein hartes und raues Buch so wie die See und das Leben es dort ist, und ich tauchte ganz tief hinein, wurde in den Strudel der Ereignisse mit und hineingerissen.
Schon die ersten beiden Seiten haben mich ganz tief aus meiner Komfortzone gerissen.
Selten habe ich so ein intensives und besonderes Buch gelesen. Einen Punkt muss ich jedoch abziehen, da mich die zwischenmenschlichen Verstrickungen oftmals irritierten, und ich wieder zurückblättern musste, oder mir aber im Nachgang Gedanken zu den einzelnen Charaktere machte.
Von meiner Seite eine absolute Leseempfehlung, und dass ich einmal eine Nacht in einem Leuchtturm verbringen werde, steht nun ganz oben auf meiner Bucket – Liste.
Mich hat dieses Buch sehr angesprochen, da hier ein Leuchtturm im Zentrum der Geschichte steht, und das Ganze noch dazu in Norwegen spielt, ein Land das mich sehr interessiert. Leuchttürme fand ich schon immer sehr faszinierend, obwohl ich selbst bislang noch nie die Gelegenheit hatte einen zu besuchen, oder gar einige Zeit dort zu leben. Was mir nicht klar war ist, dass es sich hier nicht um einen fiktiven Ort handelt, und es den abgebildeten Leuchtturm auf dem Cover tatsächlich gibt.
„Dort vor der felsigen Küste im Noratlantik, stürmt es so sehr, dass die Welle manchmal bis zur Dachspitze reichen.
Leuchtturm Kjeungskjær
Einer der markantesten Leuchttürme Norwegens dient den Schiffen, die in den Fjord bei Trondheim einfahren oder ihn wieder verlassen.
Auf einer kleinen Schäre vor Ørland befindet sich ein tiefroter, achteckiger Leuchtturm, der über einen viel befahrenen Schifffahrtsweg im Bjungfjord wacht. Bei diesem markanten Bauwerk handelt es sich um den Leuchtturm Kjeungskjær, der 1880 erbaut wurde. Der 20 Meter hohe Turm hilft Fischern und Seereisenden, auf dem richtigen Kurs zu bleiben, während Sie sich dem Punkt nähern, an dem der Fjord bei Trondheim (Trondheimsfjord) in die Nordsee mündet.
Der 21 Meter hohe Turm wurde im Jahre 1880 errichtet, 1906 erhöht und ist seit 1987 nicht mehr bewohnt. Er steht heute unter Denkmalschutz und liegt in einem Seevogelschutzgebiet. Es ist der einzige achteckige Leuchtturm in Norwegen.
Das Leuchtfeuer ist jährlich vom 21. Juli bis 21. Mai in Betrieb und nur im Spätfrühling beziehungsweise im Frühsommer aufgrund der Mitternachtssonne außer Betrieb.
Klappentext:
Ein Leuchtturm vor der Küste Norwegens - wir schreiben die fünfziger Jahre des letzten Jahrhunderts. Um seine Familie vor dem finanziellen Ruin zu retten, muss Johan Marie heiraten, obwohl er Hannah liebt. Sie lassen sich auf dem Leuchtturm von Kjeungskjær nieder, Norwegens einzigem achteckigen Leuchtturm. Dort, vor der felsigen Küste im Nordatlantik, stürmt es so sehr, dass die Wellen manchmal bis zur Dachspitze reichen. Da oben sitzt Johan und fühlt sich vom Leben betrogen. Doch im Laufe der Geschichte wird es immer fraglicher, wer wen wirklich täuscht…
Ich finde selten wird ein Klappentext dem Inhalt eines Buches so wenig gerecht wie es hier der Fall ist. Es ist eine Geschichte die von unendlicher Einsamkeit handelt, von Liebe aber auch von Betrug. Die Menschen dort in Orland und Uthaug sind von ganz besonderer Art wie es auch der Schreibstil ist. Die Autorin selbst ist persönlich familiär dort verwurzelt und so erleben wir authentisch die Geschichte aller Charaktere. Gegen Ende erfahren wir noch einmal in eigenen Kapiteln die Geschichte aus der Sicht der jeweiligen Charaktere.
Es ist ein hartes und raues Buch so wie die See und das Leben es dort ist, und ich tauchte ganz tief hinein, wurde in den Strudel der Ereignisse mit und hineingerissen.
Schon die ersten beiden Seiten haben mich ganz tief aus meiner Komfortzone gerissen.
Selten habe ich so ein intensives und besonderes Buch gelesen. Einen Punkt muss ich jedoch abziehen, da mich die zwischenmenschlichen Verstrickungen oftmals irritierten, und ich wieder zurückblättern musste, oder mir aber im Nachgang Gedanken zu den einzelnen Charaktere machte.
Von meiner Seite eine absolute Leseempfehlung, und dass ich einmal eine Nacht in einem Leuchtturm verbringen werde, steht nun ganz oben auf meiner Bucket – Liste.
November 30, 2021
Imaginez un phare au large de la Norvège où coupé du monde, votre seule mission serait de maintenir une lumière allumée. Imaginez les aller-retour vers le continent en été, mais imaginez également l’isolement, la solitude par mer déchaînée, le froid en plein hiver, l’impossibilité de s’en échapper. Imaginez un confinement volontaire, pour de bonnes raisons, où loin du monde des hommes, vous ne vivez qu’avec vos propres pensées, vos démons, le souvenir de vos actes passés. Après le décès de Lassen, gardien du phare, Johan reprend le flambeau. Ce métier difficile et solitaire exige une compagne. Johan épouse donc Marie. Mais ce n’est pas de Marie qu’il est secrètement amoureux, c’est de Hannah, jeune femme solaire dont les rêves n’ont aucune frontière. Rapidement naissent deux enfants : une fille Darling, un fils Valdemar.
C’est à quatre que la petite famille investit le phare. Au rythme des tempêtes, de la mer démontée, de l’isolement volontaire, les esprits s’échauffent agrémentés par trop de temps pour penser, trop de temps à soi, trop de moments passés en vase clos. Maren Uthaug vous fait entrer dans « Là où sont les oiseaux » par la force de ses personnages. Tout à tour, dans la tête de Johan, puis de Darling, puis de Marie, vous serez les témoins privilégiés de leurs pensées, de leur passé, mais aussi de vérités liées à leur passé. Ainsi, cette ode à la nature qui débutait par une envie de fuir le monde, de vivre au cœur des éléments tout puissants se transforme peu à peu en un redoutable roman noir où les âmes humaines se dévoilent révélant les secrets les plus monstrueux. Ici, personne n’est qui il paraît être, chacun révèle une répugnante face de lui-même. Les liens familiaux, base de ce texte volent rapidement en éclat, permettant ainsi la libération de tous les bas instincts, flirtant entre aliénation mentale, aveuglement et divagations. Les êtres se confondent, les nuits succèdent aux jours, le passé s’entremêle au présent, les émotions s’embrouillent et les vérités éclatent.
« Là où sont les oiseaux » n’est plus le paradis terrestre escompté au commencement de la lecture, il devient le lieu de toutes les abominations du cœur et du corps. Plus étonnant encore, je n’avais pas anticipé ce glissement progressif vers le roman noir. Cette surprise, que réserve parfois l’absence de lecture de la 4e de couverture n’en fut que plus jubilatoire. Le choix narratif de l’auteur consiste en une répétition de l’histoire racontée par trois protagonistes différents. Il faut adhérer à ce choix et se laisser porter. Il ne s’agit pas de narrer trois fois la même histoire. Il y a le fil rouge du temps, et les événements vécus par chacun qui sont tous différents. Au fil du récit, et de chaque voix, le nombre des révélations faites est bien supérieur à la taille de ce petit village de pêcheurs. La réalité crue et nue, cette réalité propre à chaque personnage devient poisseuse, lourde de conséquences, suffocante. Nous sommes pourtant au grand air… mais il devient difficile de respirer dans les dernières pages, lorsque le lecteur stupéfait prend la mesure du retentissement phénoménal de ces révélations sur plusieurs vies.
Dans ce huis clos surprenant et dérangeant, dont le terreau principal mélange ivresse de liberté, poids de la famille, et espoirs volés, j’ai retrouvé la puissance narrative de Zola. Malgré tous leurs efforts, cette famille et ceux qui les côtoient sont voués à une forme de prédestination qu’aucune action ne pourra entraver. Une très jolie surprise de fin d’année dans l’élargissement international que proposent désormais les éditions Gallmeister.
C’est à quatre que la petite famille investit le phare. Au rythme des tempêtes, de la mer démontée, de l’isolement volontaire, les esprits s’échauffent agrémentés par trop de temps pour penser, trop de temps à soi, trop de moments passés en vase clos. Maren Uthaug vous fait entrer dans « Là où sont les oiseaux » par la force de ses personnages. Tout à tour, dans la tête de Johan, puis de Darling, puis de Marie, vous serez les témoins privilégiés de leurs pensées, de leur passé, mais aussi de vérités liées à leur passé. Ainsi, cette ode à la nature qui débutait par une envie de fuir le monde, de vivre au cœur des éléments tout puissants se transforme peu à peu en un redoutable roman noir où les âmes humaines se dévoilent révélant les secrets les plus monstrueux. Ici, personne n’est qui il paraît être, chacun révèle une répugnante face de lui-même. Les liens familiaux, base de ce texte volent rapidement en éclat, permettant ainsi la libération de tous les bas instincts, flirtant entre aliénation mentale, aveuglement et divagations. Les êtres se confondent, les nuits succèdent aux jours, le passé s’entremêle au présent, les émotions s’embrouillent et les vérités éclatent.
« Là où sont les oiseaux » n’est plus le paradis terrestre escompté au commencement de la lecture, il devient le lieu de toutes les abominations du cœur et du corps. Plus étonnant encore, je n’avais pas anticipé ce glissement progressif vers le roman noir. Cette surprise, que réserve parfois l’absence de lecture de la 4e de couverture n’en fut que plus jubilatoire. Le choix narratif de l’auteur consiste en une répétition de l’histoire racontée par trois protagonistes différents. Il faut adhérer à ce choix et se laisser porter. Il ne s’agit pas de narrer trois fois la même histoire. Il y a le fil rouge du temps, et les événements vécus par chacun qui sont tous différents. Au fil du récit, et de chaque voix, le nombre des révélations faites est bien supérieur à la taille de ce petit village de pêcheurs. La réalité crue et nue, cette réalité propre à chaque personnage devient poisseuse, lourde de conséquences, suffocante. Nous sommes pourtant au grand air… mais il devient difficile de respirer dans les dernières pages, lorsque le lecteur stupéfait prend la mesure du retentissement phénoménal de ces révélations sur plusieurs vies.
Dans ce huis clos surprenant et dérangeant, dont le terreau principal mélange ivresse de liberté, poids de la famille, et espoirs volés, j’ai retrouvé la puissance narrative de Zola. Malgré tous leurs efforts, cette famille et ceux qui les côtoient sont voués à une forme de prédestination qu’aucune action ne pourra entraver. Une très jolie surprise de fin d’année dans l’élargissement international que proposent désormais les éditions Gallmeister.
Displaying 1 - 30 of 194 reviews