I Liv Nimand Duvås roman Rosenreglen flytter en kvinde ind i et nyopstartet kollektiv ved en skov. Hun har et halvt år til at lave en udstilling og har brug for arbejdsro. Men i takt med, at hun forsvinder ind i arbejdet med udstillingen, begynder underlige ting at ske i huset og i skoven. Jo mere hun går ind i alt det, der skete omkring hendes trettende år, desto mere hjemsøges hun af fortiden. Dengang hun var alene med en fotograf og en spiseforstyrrelse, en mormor og en mor, der troede hun kunne give hende et andet liv, men i stedet gav hende noget at hævne.
Som tiden går, bliver det ikke ufarligt at bo i kollektivet, hverken for kunstner eller kollektivister.
anbefaler kraftigt Rosenreglen - den er helt, helt vild. barndommen drysser & hverdagsfeminismen blomstrer & sproget er smukt & alt er troværdigt & helt skørt på samme tid 🌹virkelig god bog & som intet jeg har læst før 🔥 jeg elsker at sproget er ungt og sprødt og romanen driver frem og jeg havde ikke lyst til at slippe den.
Det kan virke mærkeligt, at en bog, der i så udpræget grad cirkulerer omkring seksuelle overgreb og spiseforstyrrelse, ikke har nået mig. Men tunge temaer med substans og signifikans gør ikke en god bog. Visse – få – passager smadrede mig helt inde i knoglerne, men ellers rørte bogen mig minimalt. Jeg forsøgte virkelig; fremstillingen fungerede bare slet ikke for mig, og handlingen og de karakterer, der flyder rundt i den, strømmede gennem mine øjne og fordampede øjeblikkeligt uden at efterlade indtryk. Når den alligevel får to stjerner, er det, fordi de lejlighedsvise sprogperler fortjener lidt ros.
Bogen var for langtrukken for mig. Jeg havde foretrukket den halvt så lang. Og så er den bare uendelig jegfokuseret. Der findes stort set kun én person (jegfortælleren, som endda fordobles i et jeg og et du!) – alle andre er statister, og de ses endda gennem jegfortællerens linse, så man har ingen anelse om, hvordan de egentlig er. Jeg ville altså ønske, der var flere vigtige personer, mere handling og gerne bare en enkelt overraskelse eller et tvist. Rengøringsmidlerne i æblemosen er det eneste virkelig interessante.
This entire review has been hidden because of spoilers.
Som halvfemserbarn med tydelige erindringer om at blive seksualiseret fra stor pige-alderen, og, måske mere skamfyldt, erindringer om på en måde også at ønske det, var Rosenreglen både en katarsisk og frustrerende læseoplevelse.
Selvom bogen også er sjov, særligt i sine beskrivelser af kollektivet, ligger der hele tiden en underliggende vrede og ulmer. Det er stærke sager, og det er kun ros. Jeg slugte selv bogen på bare to dage.
Vild bog om en kunstner som i forbindelse med sit arbejde på en ny udstilling falder ind i en psykotisk tilstand pga udstillingens selvbiografiske materiale. En bog om traumer, psykisk sygdom, incest og hævn skrevet i et let og præcist sprog.