Det er både morsomt og alvorligt, når Johannes Møllehave i DET ENDER GODT taler om livet og døden, sorgen og håbet. Møllehave har flere gange selv været tæt på at dø, og han har oplevet mange mennesker dø. I DET ENDER GODT fortæller Møllehave om tabet af forældrene og hustruen Herdis, om sorg og trøst og om sine forventninger til evigheden.
Når emnet er død, er det uundgåeligt ikke også at berøre sorgen; sorgen over at skulle miste og sorgen over at have mistet. Og dog ligger der så meget andet i snakken om døden. Snakken om døden bliver taget for sjældent, og pludselig er det for sent. For mange kan det også være en svær samtale at starte, fordi det er så sårbart.
Men er der en ting, jeg har lært af at læse stribevis af bøger om emnet er det, at når vi skriver og snakker om døden, sker der noget interessant; vi kommer til at snakke om livet. De to følges ad.
"Og så skal man huske på, at man ikke fremmer døden ved at tale om den."
Nok har jeg lige afsluttet den fjerde bog i træk med døden som undertitel, men ingen af dem viser så fint som denne, hvor mange lag der ligger i døden – selvom vi reelt set ikke aner noget om den. At snakke, og her skrive, om døden er også at snakke om håb, frygt, lykke, kærlighed, savn, sorg, mening og så meget andet.
De emner når Møllehave på fineste vis rundt om med rørende ærlighed. Dog bliver de behandlet fra hans synspunkt som troende, og derfor må man bære over med den meget kristne tilgang, hvis man ikke er til det. Jeg syntes faktisk, det var en interessant måde at se kristendommen indefra og forstå behovet for religioner.
Johannes Møllehaver fortæller om døden, om sorgen, om kærligheden og pligten til at elske den afdøde. Han gør det fra sit kristne udgangspunkt, og derfor er hans budskab, at man kan finde meget trøst og håb i at bede, ved at gå i kirke osv. Jeg er ikke med ham hele vejen, men jeg kan godt lide at høre ham fortælle og filosofere, og så citerer han bredt fra salmer, digte, skuespil, bøger m.m., fra Kierkegaard til Shakespeare, Halfdan Rasmussen til Grundtvig og Karen Blixen. Det var ret fint bare at være i selskab med ham og hans tanker og anekdoter.
Helt personligt var det rørende - og nærmest bogstaveligt talt slående - at læse, at Møllehaves kone, Herdis, døde på samme måde som min søster.
Nogle steder jeg markerede i teksten:
"Jeg synes, efterårsskoven er langt smukkere end forårsskoven. Her synes jeg, at Grundtvig for en gangs skyld er upræcis i salmen "Nu Falmer Skoven". Jeg synes ikke, at en skov falmer, derimod visner den i et flammehav af farver."
"Der er en glæde i verden, som aldrig kan vendes til lede, den at du glæder en anden, det er den eneste glæde. Der er en sorg i verden, som ingen tårer kan lette, den at det var for sent, at du indså dette. Ingen kan resten af livet stå ved en grav og klage men døgnet har mange timer og året har mange dage." Arnulf Øverland i "Hustavler" fra 1929.
"Den, der elsker meget, skal sørge meget."
"At komme over savnet vil vel sige, at det hele ikke var så slemt endda. Men det er det jo. Det er slemt at miste et menneske, som man i den grad har været knyttet til. I det øjeblik man siger: Nu er jeg kommet over det, er det mere, som om man sammenstiller det med en hovedpine, man kan tage en pille imod. Men sådan er det ikke. Savnet er udtryk for en afhængighed af det menneske, man har mistet, og det vil man da ikke være fri af. Det ville være det samme som at sige, at efter døden betyder du ikke mere for mig. Den døde bliver netop ved med at betyde noget for én."
Formålet med bogen er, som Erik Bjerager udtrykker det "at få slået hul i den mur af tabuer, der omkranser døden og det der sker efter døden" I vores moderne tid er døden blevet noget, vi helst undgår at forholde os til. Men i følge Johannes Møllehave er det vigtig, at snakke åbent om døden.