Fioron har lovet dronning Nora at bringe Kongestenen til Sønderfæstning. Desuden har han svoret, at han vil lære at bruge kong Mitas’ sværd og kæmpe for et frit Okenos. Men det er ikke nogen nem opgave at slippe uskadt gennem landets besatte områder, når man er eftersøgt for mordforsøg og har en demurgier med på slæb. Og trods Konras’ ihærdige forsøg på at forvandle ham til en kriger, ser det temmelig håbløst ud med at lære at svinge sværdet.
Under den farefulde færd gennem Tvillingerigerne bliver Fiorons mod, og ikke mindst hans tålmodighed, testet til det yderste. Heldigvis er han ikke længere alene om at bære sin skæbne. Men selv kærlighed og venskab kan vise sig at være forhindringer på vejen mod målet.
“Fioron var en karakter der prikkede til min nysgerrighed i tredje bog, dog synes jeg også han var barnlig og træls til tider. Men igennem denne fjerde bog lærte jeg ham endnu bedre at kende, og synes faktisk han kom igennem noget af en personlig udvikling. Langsomt som han begynder at hvile mere i sin nye person, sin nye krop og mission, følte jeg også at han blev mere voksen, tænkte mere modent, men så man stadig godt kunne mærke han var en teenager og kun 15 år gammel. “
“Sproget i bogen har jeg tidligere omtalt som nemt, ment til tider tungt at komme igennem og det vil jeg også sige det er i denne her. Men sproget er ikke tungt som i kedeligt, men som at det passer godt til den tidsalder fortællingen foregår i. Igennem bogen her møder vi også en masse nye personer, og til tider kunne det godt være lidt rodet at holde styr på dem alle sammen, men jeg vil sige at Hanne har været god til at få dem til at træde frem og virke ægte. “