Paraplyen, fra 1952, er Tove Ditlevsens tredje novellesamling.
Indhold: Paraplyen ; Katten ; Min kone danser ikke ; Hans mor ; Nattens dronning ; En morgen i et villakvarter ; En flink dreng ; Det stædige liv ; Aften ; Depression
Tove Ditlevsen var en dansk forfatter, som hentede inspiration i sit eget liv som kvinde. I sin digtning og som yndet brevkasseredaktør i Familie Journalen udfoldede hun en dyb psykologisk indsigt i moderne kvinders splittede liv. Hendes evne til at udtrykke sammensatte følelser i et enkelt og smukt sprog fik betydning for flere generationer af læsere.
I often enjoy reading collections of short stories, and Tove Ditlevsen was a master in the art of writing them. These were first published 73 years ago.
Min første Tove Ditlevsen (about time, hahah) Jeg elsker den måde hun skriver på, den måde hun kan beskrive en situation eller en følelse og gå helt i dybden af en person. Selvom tematikken er den samme igennem alle noveller, og det kan gøre at man ikke helt har lyst til at læse flere end én ad gangen, så var det stadigvæk en virkelig god read. Glæder mig allerede til andre bøger.
"The Umbrella" was an interesting story. Helga narrated an engrossing perspective in which she found comfort in her traumas; in which she modelled her life after, and felt both passion and dissatisfaction towards said behaviors that stemmed from her childhood traumas.
I was inclined to rate this short story by Ditlevsen 3 stars, but one quote specifically stood out to me. It is when Helga is thinking about how she would feel should her husband cheat on her. It reads: "Instead of having her usual fantasies, she imagined him with another woman, but it really didn’t make much difference. It was only her outer life that he was threatening. It didn’t change who she was; her body was the same as before, with one small distinction—it had lessened in value to other men."
This quote is incredibly relevant, and has stayed so over the years, with continuous discourse and judgement that all place importance, yet also rob it of, in women's bodies. As well, the involvement and use of an umbrella as symbolism for hope is uncommon in most media and I liked Ditlevsen's creativity and use of the metaphor.
Jeg har snart læst alt af Tove Ditlevsen, fordi jeg i sin tid arvede hele samlingen. Til tider irriterer hendes selvsmagende og navlepillende pen i en altoverskyggende grad, til andre tider kravler hendes hudløse, nøgne skildringer ind under huden. Tove Ditlevsen kan få os til at tænke og mærke livet. Det kan hendes personlighed ikke tage fra hende. Jeg er vokset op med "Blinkende lygter", så Tove lever i mit blod på godt og ondt. Paraplyen rummer en række noveller, som i høj grad er centreret omkring et manglende selvværd og en skrøbelighed, som balancerer på en knivsæg. Som læser ved vi, at balancen mistes, men det sker ikke i novellens ramme - det sker i eftertankerne, i refleksionen og i fantasiens rum. Det er ganske fint gjort.