Da Ravn vender tilbage efter et langvarigt sejltogt, er alt forandret på Christianshavn. Et skudattentat fra Frelserkirken har sendt død ned over den fredelige bydel, og en nær ven til Ravn er blevet hårdt såret.
Ravn starter sin egen efterforskning og får undervejs følgeskab af den unge advokat Miriam, der sender ham på sporet af en forsvunden krigsveteran. Sammen forsøger de to at stoppe den ukendte gerningsmand, der holder nationen i et jerngreb, før et nyt attentat truer.
Skytsengel er sjette selvstændige bind i serien om privatopdageren Thomas "Ravn" Ravnsholdt, der bor på sin motorbåd i Christianshavns kanal sammen med sin engelske bulldog Møffe.
Michael Katz Krefeld (f.1966) født i Gl. Holte, og opvokset på den københavnske vestegn. Han er barnebarn af kriminalforfatter Herman Krefeld (Leopardkloen og Døden lægger kabale).
Michael startede sin karriere med at skrive og instruere en række novellefilm, hvoraf flere har deltaget på internationale festivaler og er bla. blevet solgt til tysk og amerikansk TV.
Siden hen har han arbejdet med dramaturgisk rådgivning på en lang række danske spillefilm. Og som kreativ konsulent i reklamebranchen for bla. Lego og Universal Music.
Michael har skrevet i alt 15 manuskripter til danske tv-serier bla. Nikolaj & Julie (DR), Hotellet (TV2), Skjulte Spor (TV3) Nynne (TV3).
Michael debuterede med romanen “Før Stormen” som vandt kriminalakademiets debutantpris i 2007. Siden fulgte “Pans Hemmelighed”, “Protokollen” og senest “Sort Sne Falder”.
Michaels bøger er blevet solgt til udgivelse i Tyskland, Norge, Sverige og Island.
Dejligt gensyn med Ravn og Møffe, Kan ikke helt spotte hvorfor jeg ikke bare giver den 5, for plot er godt, spænding på plads og alligevel sidder jeg utålmodig tilbage 🤔 Er bange for at Eva tråden ikke skal trækkes meget længere.
Oplæsning: Thomas Gulstad. Rigtig god oplæsning, dog bør han undlade at prøve at tale jysk (eller hvad det nu er han forsøger). Ellers meget godt tilfreds.
Som altid en super god Ravn krimi. Møffe måtte godt fylde lidt mere, men måske det sker i næst krimi? Er imponeret over at Møffe kunne klare traveturen igennem skoven uden hverken at stønne eller klage sig. Dejlig vovse som også har børnetække. Jeg er begejstret for det persongalleri vi bliver præsenteret for. Mennesker der er helt sig selv og nogle tæt på at være særlinge. Men som alle har hjertet på rette sted. Og som rykker tæt sammen når ulykkerne sker, for man er jo alligevel familie. Håber Katz-Krefeld sætter turbo på skriveriet, så vi kan få næste bog i serien hurtigst muligt.
Ja Ravn og Møffe er tilbage 👍 action, spænding, humor og et fedt twist som jeg absolut ikke lige havde set komme. Jeg var underholdt fra først til sidst og venter bare p næste bog i serien ❤️
Jeg er desværre begyndt at kede mig i Ravn og Møffes selskab...
De første bind i serien slugte jeg med samme hastighed, som de blev udgivet, men de seneste har været sådan lidt mjaaaaa...
Denne seneste nummer 6 synes jeg er positiv på mange måder - den er sammenhængende, velgennemtænkt etc. og det er tydeligt at Krefeld er en dygtig forfatter, men... ikke voldsomt spændende, ret nem at gennemskue, tegneserieagtige indre dialoger fra Ravn til soldaten, stereotyper som karakterer uden udvikling hen over de seneste bind i serien og i dette blot en endnu fastere cementering af at sådan opfører en lille flok mennesker sig, sådan taler de, sådan opfører de sig og her bliver de ved med at være på samme måde.
Og hende Eva... Den skal vist bare lukkes nu eller der skal tages rigtigt fat, fremfor at lade det være cliffhanger fra bind til bind, som om man læste en Netflix serie, hvor man liiiige skal se næste sæson også for at vide om netop dette spor udvikler sig.
Michael Katz Krefeld: Skytsengel er måske den bedste af Ravn-bøgerne. Fordi den forholder sig til virkeligheden ved at fortælle om hjemvendte krigsveteraner fra Afghanistan og hvad gennemlever af traumer. Og hvordan disse traumer omsættes i massedød. Fortællingen holder et meget spændingsniveau. Bedre end flere af de andre. Volden er udtalt, men mere logisk funderet. Fraværet af Ravns afdøde kæreste er opløftende, og dog. Er hun helt ude af øje og sind? Ravns hund Møffe får en større plads. Jo, Ravn #6 er i topklasse.
Første tredjedel var jævn at komne igennem og jeg frygtede, at Ravn-magien var væk. Men så tog tingene en drejning og plottet blev foldet ud. Karaktererne lever og Ravn er klar til nye opgaver.
Sommerlæsning med gang i den? Husbåde i Christianshavns Kanal? Skuddrama i den københavnske metro? Lidt til hovedet? – Du får det hele i denne veldrejede pageturner af en sommerkrimi…
Det er jo lidt hyggeligt at scenen er sat i et genkendeligt København med livet i husbåde, lagkagehus og Kødby… men du får også lidt til hovedet i denne velskrevne pageturner af en sommerkrimi. Den er en del af en serie, men kan sagtens læses uden at man har læst andre bøger i serien.
Romanens handling er dog alt andet end hyggelig, for der sker masseskyderier og mord i byen. Fremstillingsformen er i høj grad scenisk – næsten filmisk – med mange dialoger, og historien er elementært spændende med adskillige uforudsigelige plot twists. Den indeholder dog meget andet end overfladisk tjuh-bang, men giver også stof til eftertanke i form af et troværdigt indblik i kriminelle miljøer og ikke mindst ganske dybe psykologiske portrætter af tidligere udsendte Afghanistansoldater med traumer, deres vilkår og tilværelse. Mennesker som vores velfærdssamfund ikke har været i stand til at hjælpe…
Læs flere anmeldelser og bogomtaler på min blog peterodel.com
Hyggeligt Christianhavnermiljø. En psykopatisk skydegal veteransoldat som nedlægger god bokserven, og som spreder død og ødelæggelse omkring sig. Maskulin, men dog menneskelig detekktivhero med hund, som har et personligt motiv til at opklare sagen, og som har en god næse for løsning af forbrydelser. Flot finale med opgør i kirkespir, tilsat marchmusik, hvor knive bliver kastet og en Derringer-pistol bliver affyret. Jovial udtoning mod næste bind. Plotforviklinger. Klassiske spændingskurver. Synsvinkelskift mellem detektiv Ravn og psykotisk massemorder. Korte sætninger med prunkløse formuleringer. Ingen overflødig lyrik eller lange tankestrømme. Det er nogenlunde opskriften på Skytsengel, som minder mig om en Toyata. Den kører godt. Der er tale om gedigen og lydeløst kram, men uden de helt store overraskelser og særheder. Måske har jeg det lidt på samme måde, efter endt læsning, som rockmusikkeren Johnny Madsen sang i begyndelsen af sin karriere: æ kør' o a motorvej, men a vil hellere flyve en flyvemasksine. Det er sgu meget godt, men taget løfter sig ikke.
Sigtekornet er indstillet på ferie, og selv om ferien først officielt er i næste uge, så er jeg tystartet med et par fridage. Den første formiddag blev brugt på de sidste linjer af Michael Katz Krefelds "Skytsengel".
Som altid er det en fornøjelse at følge Ravn, Møffe og alle vennerne på Christianshavn, også selv om det er blodigt alvor.
"Skytsengel" holder fint niveauet fra de øvrige bøger, dog er slutningen lige hurtig nok, i forhold til hvordan, der er bygget op til den. Som altid blæser man dog gennem Katz Krefelds kapitler - og igen får man også lyst til at gå på opdagelse i de kvarterer, som bogen foregår. Vi har virkelig fat i en forfatter, der evner at holde læseren fanget, så man næsten ikke kan få sig til at lægge bogen ned.
I modsætning til "Sekten", så bliver Sydhavsøerne denne gang ikke genstand for voldsomme begivenheder, selv om Fejø spiller en (lille, men ikke ubetydelig) rolle i fortællingen. Men hvordan må du selv finde ud af, hvis du ikke allerede har læst bogen.
Sjette bog i Ravn-serien handler om noget, som kan skræmme de fleste - i hvert fald mig! En galning skyder løs på Christianshavn og flere uskyldige mister livet og såres. Blandt de sårede er en af Ravns gode venner, og det får ham selvfølgelig til at interessere sig yderligere for sagen. Da en advokat fra hans afdøde kones tidligere arbejdsplads kontakter ham og beder om hjælp til at finde en mulig mistænkt i sagen, siger han ja. Jagten sættes ind, og den fører ham vidt omkring. Virkelig en spændende og uhyggelig krimi med Ravn og Møffe i hovedrollerne. Den er godt skruet sammen, og siderne vendte nærmest sig selv. Et must read for alle Ravn-fans.
Jeg er kørt død!...- Er han igang med at skrive manus til en film?..- Der er intet overladt til fantasien - alt beskrives som var du døv og blind. Selve historien er tam. Jeg synes han var allerbedst i begyndelsen. Det dufter af penge og ikke af ‘nu vil jeg skrive fordi jeg har noget på hjertet og en fantastisk historie at fortælle’... ærgerligt - for han plejer at være god...- Jeg stopper med at læse hans bøger.
Det er sjældent en krimi/spændingsroman får fem stjerner af mig, men efter at have fulgt Ravn fra bind 1, må jeg hoste op med top-karakterer til den sjette bog i serien...Det fungerer simpelthen og spiller fra første side. Karaktererne er efterhånden veletablerede (i litterær forstand), Christianshavn er skøn som baggrundskulisse for dramaet, og hele historien drives fremad af krydsklip mellem "Skytsenglen" og Ravn.