What do you think?
Rate this book
Enken
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 of 1 review
August 6, 2020
Thomas Krag er uden tvivl een af mine yndlingsforfattere - bøger som Tubal den Fredløse og Fru Beates Hus og Daudmandsholmen og Kong Aagon er alle fantastiske bøger, hvis skjønhed, ømfindtlighed, og prægtige atmosphære viser Thomas Krags dygtighed og competence som forfatter. Med det sagt haver han skrevet flere middelmaadige, ja endog daarlige, bøger, og af alle Thomas Krags bøger, jeg haver læst (hvilket er de fleste af dem), er Enken utvivlsomt den uinteressanteste og forglemmeligste.
Efter at have læst fire-og-tyve bøger af Thomas Krag, synes jeg at have mærket, at hans forfatterskab kan deles ind i tvende (grove) dele - nemlig hans krøniker og hans ikke-krøniker; hans krøniker omfatter bøger som Ada Wilde, Det glade Hjørne, og Ulf Ran, for at nævne nogle af dem. Disse krønikerne omhandler et individ - Thomas Krag skriver somoftest om piger i sine krøniker, skjønt ikke udelukkende - sit hele liv, ligefra barndommen og helt til sin død (eller idetmindste ved sit livs 'ende', altsaa naar personen resignerer sig fra samfundet og ikke mere vederfares noget).
Jeg foretrækker hans ikke-krøniker. Skjønt nogle af hans krøniker er gode, som f.ex. Kobberslangen og kanhænde kan ogsaa Frank Hjelm classificeres som en af hans krøniker, er de fleste af dem meget mangelfulde og ofte rent kjedelige.
I hans krøniker er der stort seet to problemer, der gaar igjen, og sænker bogens qvalitet betydeligt (i Enken er der et tredie og et fjerde problem, der gjør netop denne krønike til den værste).
Det første problem, er dét, at meget af handlingen føles inconseqvent og meningsløs; der er ofte lange capitler og detailerede skildringer, der ikke egentlig paavirker fortællingen i sin helhed. Ofte er det netop starten af krønikerne, som er den værste synderen i denne henseelse. Tit aabner hans krøniker med en skildring af hovedpersonens forfædre, der sjældent er af megen conseqvens. Jo jo, i Enkens indledende capitler fremhæves det, at Gabrielle haver 'vildt blod' i sig - men dette kunde komme frem et andet sted i fortællingens forløb. Dét, at det er en indledning, der ingenlunde hænger sammen med resten af fortællingen, er noksaa frustrerende - dette problem gaar ogsaa igjen i flere af Bjørnsons fortællinger, som f.ex. Det Flager og Fiskerjenten.
Og ikke ikkun de indledende capitler føles tit meningsløse og usammenhængende, idethele føles de fleste skildringer af de forskellige stadier i hovedpersonens liv pointløse. De præger sjældent historien, ofte kan de bent frem hoppes over og man vil ikke mangle nogensomhelst vigtig kundskab for videre forstaaelse af handlingen.
Det er meget frustrerende naar man læser saadanne krøniker, og man læser capitel efter capitel om een specifik hændelse, der strax viser sig at være aldeles uden følge eller vigtighed, og ligesaagodt kunde været hoppet over.
Nogle af disse meningsløse capitler, hvis handling ikke er af videre consequence, vil nogle kanhænde beskytte ved at sige, at disse capitler er ikke ment for at faa handlingen frem, men for at skildre personligheden og hvis udvikling. Ja, characterens personlighed kommer tit frem gjennem disse meningsløse capitler - men man kan have udvikling af characterens personlighed samtidig som handlingen gaar fremover; en god forfatter vil kunne faa begge til paa een og samme tid.
Det andet problem, er at de allerfleste af hans krøniker er meget lige. Der er lidet variation, og alle hans pige-characterer og hans dreng-characterer er næsten identiske. Det synes mig, som følger forfatteren kun en opskrift under skrivningen af sine krøniker - ting hænder ikke, fordi dét og dét er den logiske følge af det, som er hændt, men heller fordi det paatide at dette og dette hænder efter den stensatte opskrift, som forfatteren følger. Efter at have læst mange af Thomas Krags krøniker, synes jeg, at jeg ligesom véd hvad som vil hænde længe før det haver hændt, netop eftersom hans krøniker altid følger den samme rhytme og den samme structur.
Det tredie problem, som haardt rammer denne roman især, er at jeg ikke kunde lide personerne. Ingen af de betydelige characterer brød jeg mig om - idethele fandt jeg dem stort seet irriterende.
Dette er et meget stort problem naar fortællingen handler om characterers liv og udfoldelse - en krønike om en ucharmerende og ulidelig person (som det er ment at man skal heie paa) vil uafvendelig mislykkes. Jeg interesserede mig ikke for een eneste person i bogen.
Dette tredie problem bæres over til dett fjerde problem i denne roman- nemlig længden. Baade Gunvor Kjeld og Det glade Hjørne havde ulidelige characterer, men de var idetmindste ikke altfor lange - skjønt handlingen føltes ubetydelig og pointløs, hændte der iallefald noget, hvilket gjorde at jeg kom mig igjennem begge dise bøger (skjønt det var noget af en lidelse).
Enken, derimod, kom jeg mig ikke gjennem. Halvveis gjennem bogen gav jeg op. Jeg orkede rent ikke læse mere, jeg syntes at hele bogen var meningsløs og uinteressant, og skjønt jeg kan komme mig igjennem to-hundrede til tre-hundrede sider uden videre interesse, bliver fem-hundrede sider altfor meget. Man skulde muligvis tænke, at eftersom bogen er saameget længere end de fleste andre af hans bøker, maa der være betydelig mere handling - det er ikke tilfældet.
For at opsummere er Enken af Thomas Krag en høist forglemmelig bog af en somoftest dygtig forfatter.
Efter at have læst fire-og-tyve bøger af Thomas Krag, synes jeg at have mærket, at hans forfatterskab kan deles ind i tvende (grove) dele - nemlig hans krøniker og hans ikke-krøniker; hans krøniker omfatter bøger som Ada Wilde, Det glade Hjørne, og Ulf Ran, for at nævne nogle af dem. Disse krønikerne omhandler et individ - Thomas Krag skriver somoftest om piger i sine krøniker, skjønt ikke udelukkende - sit hele liv, ligefra barndommen og helt til sin død (eller idetmindste ved sit livs 'ende', altsaa naar personen resignerer sig fra samfundet og ikke mere vederfares noget).
Jeg foretrækker hans ikke-krøniker. Skjønt nogle af hans krøniker er gode, som f.ex. Kobberslangen og kanhænde kan ogsaa Frank Hjelm classificeres som en af hans krøniker, er de fleste af dem meget mangelfulde og ofte rent kjedelige.
I hans krøniker er der stort seet to problemer, der gaar igjen, og sænker bogens qvalitet betydeligt (i Enken er der et tredie og et fjerde problem, der gjør netop denne krønike til den værste).
Det første problem, er dét, at meget af handlingen føles inconseqvent og meningsløs; der er ofte lange capitler og detailerede skildringer, der ikke egentlig paavirker fortællingen i sin helhed. Ofte er det netop starten af krønikerne, som er den værste synderen i denne henseelse. Tit aabner hans krøniker med en skildring af hovedpersonens forfædre, der sjældent er af megen conseqvens. Jo jo, i Enkens indledende capitler fremhæves det, at Gabrielle haver 'vildt blod' i sig - men dette kunde komme frem et andet sted i fortællingens forløb. Dét, at det er en indledning, der ingenlunde hænger sammen med resten af fortællingen, er noksaa frustrerende - dette problem gaar ogsaa igjen i flere af Bjørnsons fortællinger, som f.ex. Det Flager og Fiskerjenten.
Og ikke ikkun de indledende capitler føles tit meningsløse og usammenhængende, idethele føles de fleste skildringer af de forskellige stadier i hovedpersonens liv pointløse. De præger sjældent historien, ofte kan de bent frem hoppes over og man vil ikke mangle nogensomhelst vigtig kundskab for videre forstaaelse af handlingen.
Det er meget frustrerende naar man læser saadanne krøniker, og man læser capitel efter capitel om een specifik hændelse, der strax viser sig at være aldeles uden følge eller vigtighed, og ligesaagodt kunde været hoppet over.
Nogle af disse meningsløse capitler, hvis handling ikke er af videre consequence, vil nogle kanhænde beskytte ved at sige, at disse capitler er ikke ment for at faa handlingen frem, men for at skildre personligheden og hvis udvikling. Ja, characterens personlighed kommer tit frem gjennem disse meningsløse capitler - men man kan have udvikling af characterens personlighed samtidig som handlingen gaar fremover; en god forfatter vil kunne faa begge til paa een og samme tid.
Det andet problem, er at de allerfleste af hans krøniker er meget lige. Der er lidet variation, og alle hans pige-characterer og hans dreng-characterer er næsten identiske. Det synes mig, som følger forfatteren kun en opskrift under skrivningen af sine krøniker - ting hænder ikke, fordi dét og dét er den logiske følge af det, som er hændt, men heller fordi det paatide at dette og dette hænder efter den stensatte opskrift, som forfatteren følger. Efter at have læst mange af Thomas Krags krøniker, synes jeg, at jeg ligesom véd hvad som vil hænde længe før det haver hændt, netop eftersom hans krøniker altid følger den samme rhytme og den samme structur.
Det tredie problem, som haardt rammer denne roman især, er at jeg ikke kunde lide personerne. Ingen af de betydelige characterer brød jeg mig om - idethele fandt jeg dem stort seet irriterende.
Dette er et meget stort problem naar fortællingen handler om characterers liv og udfoldelse - en krønike om en ucharmerende og ulidelig person (som det er ment at man skal heie paa) vil uafvendelig mislykkes. Jeg interesserede mig ikke for een eneste person i bogen.
Dette tredie problem bæres over til dett fjerde problem i denne roman- nemlig længden. Baade Gunvor Kjeld og Det glade Hjørne havde ulidelige characterer, men de var idetmindste ikke altfor lange - skjønt handlingen føltes ubetydelig og pointløs, hændte der iallefald noget, hvilket gjorde at jeg kom mig igjennem begge dise bøger (skjønt det var noget af en lidelse).
Enken, derimod, kom jeg mig ikke gjennem. Halvveis gjennem bogen gav jeg op. Jeg orkede rent ikke læse mere, jeg syntes at hele bogen var meningsløs og uinteressant, og skjønt jeg kan komme mig igjennem to-hundrede til tre-hundrede sider uden videre interesse, bliver fem-hundrede sider altfor meget. Man skulde muligvis tænke, at eftersom bogen er saameget længere end de fleste andre af hans bøker, maa der være betydelig mere handling - det er ikke tilfældet.
For at opsummere er Enken af Thomas Krag en høist forglemmelig bog af en somoftest dygtig forfatter.
Displaying 1 of 1 review