I 2005 boede jeg i en nabokommune til København, men arbejdede i byen. I valgkampen prøvede jeg, om jeg proforma kunne flytte min adresse ind i kommunen, så jeg kunne få lov at stemme på Pind, så han kunne blive overborgmester. Det lykkedes ikke for mig, og det lykkedes heller ikke for Pind at blive overborgmester. Lang historie kort: Jeg har lyttelæst Sørens Pinds "Frie ord" med fornøjelse. Armen altså hvor er det sjovt mange steder; han tager mig med tilbage i min egen levetids lille og store historie - og måden han beskriver datidens identitetsmarkører som smalle strikkede slips, Cavalet-tasker, sejlersko, Lacoste-bluserne etc. er morsom. Det samme er hans fremstilling af sin egen vej ind i politik. De mange mennesker han har mødt på sin vej, samarbejdet med etc. Og han gør det med selvironi og sædvanlig patos, når det skal til. Anbefaler, hvis det er muligt, at man lytter til bogen, fordi han selv har indlæst den. Ikke at det er "perfekt" eller specielt "godt" læst op, (faktisk japper han en del, og udtaler næsten konsekvent ikke "t'et" i roligT, alvorligT etc.) en skuespiller kunne sikkert gøre det bedre, men det giver noget ekstra til teksten, at høre hans stemme. Mange store og små politiske begivenheder, som har defineret vores levetid, omtales: Den kolde krig, 1989 og genforeningen af Tyskland, terrorangrebet den 11. september 2001, skolekulturen i hhv. 70erne, 80erne og universitetskulturen i moderne tid - altsammen bundet sammen af selvoplevede hændelser og møder med de involverede. Nogle afsnit i bogen er måske en smule "kedelige", dem omkring ministertiden især, men alt i alt en fin fortælling om tiden der var. Vi kender Pind, så nu venter vi bare på bogen om hvordan vi bør begribe tiden der ligger foran os. At der er problemer med det politiske system, som det er i dag, har han i hvert fald forsøgt at beskrive mere eller mindre med bogen her. Jeg ser frem til "næste omgang" :-).