Klimaændringerne rammer nu med ubønhørlig kraft. Samtidig eskalerer den økonomiske ulighed mellem mennesker i de fleste lande. Denne dobbelte har udløst to bevægelser: De unges klimaoprør for at få forældregenerationen til at tage ansvar samt et spirende socialt oprør med krav om retfærdig omfordeling – tilsammen et krav om grundlæggende forandringer af måden, vi har indrettet økonomien og samfundet på.
I SOM GJALDT DET LIVET advarer Jørgen Steen Nielsen om de truende perspektiver, beskriver det nye oprør og appellerer om reaktivering af demokratiet og aktiv inddragelse af borgerne som eneste vej ud af den dobbelte krise. Er det muligt? ”Vi ved ikke, at det er umuligt,” svarer forfatteren.
Jørgen Steen Nielsen (f. 1952) er biolog, forfatter, tidligere chefredaktør og mangeårig miljøjournalist på Dagbladet Information, hvor han har dækket den økologiske krise i mere end 30 år. Vinder af Cavlingprisen i 2003. Forfatter til Fra Frihedens slagmarker (2004), Den store omstilling – fra systemkrise til grøn økonomi (2012), På den anden side – en rejse i omstillingens grænseland (2015), og Hvad skal vi med landbruget? (2016).
En interessant og bestemt vigtig bog om klimakrisen. Et emne, som burde belyses mere.
Dette er ikke en selvhjælpsbog til at leve mere klimavenligt, men derimod en opsang og et hav af fakta til at bakke op om vigtigheden af vores fokus på klima. Noget vi i langt højere grad burde tage meget mere seriøst end vi gør.
En engageret, velskrevet og vedkommende bog om et overordentlig vigtigt emne: Den stadig mere akutte dobbeltkrise, som truer verdenssamfundet i form af bæredygtighedproblemer og stadigt mere grotesk ulighed. Forfatteren underbygger løbende med henvisninger til en aktuel, interessant litteratur. Og fremsætter afslutningsvis nogle lige så interessante forslag til revitalisering af demokratiet gennem bl.a. borgerforsamlinger udvalgt ved lodtrækning som modgift til parlamenternes stadig mere skæve repræsentation af befolkningerne.
Den største svaghed - eller måske mere præcist, den svagest udviklede del af bogen er den underliggende magtanalyse: hvad stiller vi op med de superriges aktive korrumpering af demokratiet (som det fx ses i det amerikanske Senat)? Hvad stiller vi op med facebook, Google og andres uacceptable, monopolistiske magt?
Og mere grundlæggende: Hvad med en tidssvarende kapitalismekritik? Er det givet, at vi kan løse problemerne uden at overskride denne samfundsform (som vi gjorde det med enevælde og patriarkat)?