Om natten havet fortsætter, hvor Johanne Kirstine Falls debutroman Der er altid nogen at befri slap: Hovedpersonen Katrina udskrives fra Odense Universitetshospital efter en længere indlæggelse med anoreksi. Hun indleder et forhold til Markus og hans ven Sebastian.
De introducerer hende til et nyt liv fyldt med stoffer, vold og eksperimenterende sex. Vi får, som i Der er altid nogen at befri, hele forløbet skildret gennem Katrinas på en gang følsomme og nøgterne, på grænsen til det brutale, blik, der til tider brænder sammen i en verden af vrangforestillinger og selvdestruktivitet. Hele læsningen igennem sidder man uvægerligt på kanten af stolen og tænker: Nej! Hvor længe kan hun holde til det.
Johanne Kirstine Fall, født 1993. Debuterede i 2017 med romanen Der er altid nogen at befri, som blev shortlistet til Bogforums Debutantpris og Munch-Christensens Debutantpris. Om natten havet er den selvstændige efterfølger.
Johanne Kirstine Fall (f. 1993) studerer litteraturvidenskab ved Københavns Universitet og har en bachelor i teater-og performancevidenskab. Hun er en aktiv del af den selvstændige redaktion Lycius, fungerer som gæsteunderviser ved forlagets skoler og har skrevet efterord til Lauritz Petersens roman Gadens Roman, som er udgivet i Sandalserien. Debuterede i 2017 med romanen Der er altid nogen at befri, som omhandler Katrina, der indlægges på psykiatrisk afdeling med en spiseforstyrrelse. Romanen høstede glimrende anmeldelser fra bl.a. Weekendavisen, Politiken og Kristeligt Dagblad og blev shortlistet til Bogforums Debutantpris og Munch Christensens Debutantpris. Fall har endvidere været nomineret til bibliotekernes litteraturpris, Edvard P. Prisen. I 2020 udkom Om natten havet, som er en selvstændig efterfølger til debuten, og kredser om forelskelse, stofmisbrug og seksuelle overgreb. I maj 2021 udkommer Stræk din krop mod min her på forlaget - en brevveksling mellem Johanne Kirstine Fall og Charlotte Strandgaard.
En brutal og intens bog, der har efterladt mig helt svimmel. Et hæsblæsende virvar af stoffer og grænseoverskridende sex, en jagt efter at være i kroppen, som hele tiden bliver sværere og sværere.
En meget voldsom og chokerende bog. Jeg blev grebet af den, men sad med en kvalme gennem hele bogen. Jeg ved ikke om jeg vil anbefale den til andre, men den var super godt skrevet.
Johanne Kirstine Falls: Om natten havet. For nogle år siden debuterede JKF med bogen “Der er altid nogen at befri”, som foregik på den lukkedes anoreksi afdeling. Weekendavisen kårede den til den bedste debut længe. Og den var også sindssyg god… og hård. Så da fortsættelsen kom, kunne jeg næsten ikke vente. Alligevel har den ligget på min reol og ventet i godt et år, fordi etteren var så intens. I “om natten havet” møder vi igen Katrina, nu udskrevet fra den psykiatriske med godt styr på sin sygdom. Bogen er en hudløs beskrivelse af, hvordan det er at være paranoid skizofren, forelske sig inderligt og udvikle et stofmisbrug. Gennem hele bogen led jeg af lige dele køresyge og kvalme - og tænkte hele tiden, hvorfor læser jeg der her? Hvorforskriver hun det her? Har vi virkelig brug for at kende denne verden? Men ligegyldig hvor meget jeg har brug for at lade som om denne verden ikke eksisterer, så er den der. Det her er en voldsom bog, men også en bog, der minder os om, der lever lidt mere leverpostejsfarvede liv, at vi har brug for en stærk psykiatri. Bogen er desuden fremragende skrevet for ligegyldig, hvor fremmed en verden og hvor voldsom en fortælling, så sørger forfatteren for, at man hele tiden kan spejle sig i Katrina, hvilket gør hendes deroute relaterbar. Læs den, men gerne en dag med tid til fordybelse og en dag, hvor du ikke skal ud at spise.
Næsten ordløs, det er en vild fortælling - dysfunktionelle skygger i samtiden, faldet ned i misbrug og stoffer. Ikke den forventelige to-er men en to-er i anden potens. En to-er på cok3. Helt vildt tempo, og ikke en man ligger væk eller glemmer lige foreløbig. Og stadig smukt skrevet, en følelsesmessig rutsjebane.
Nu skal jeg finde et sted at gemme den for mine unger, så de ikke kommer til at læse den før de måske bliver mindst 35 år.
En super hård bog at læse, må jeg sige. Den er til tider meget monoton, men det er en af grundene til, at den er så svær at læse; fordi hovedpersonen Katrina har det så skidt og er i sådan et forfærdeligt forhold, hele tiden. Dog en velskrevet bog, men jeg kommer nok kun til at læse den 1 gang, fordi den er så hård.
Al den selvhad og selvdestruktive adfærd er en tand for meget, for hvad er pointen? Synes ikke diagnosen hænger sammen med fortællerens ageren. Det er som om de to ikke mødes. Og hvis de gør, så er det for abstrakt til mig. Desuden er bogen for arty-farty med abstrake beskrivelser her og der. Men læst blev den, og der var fart over siderne.
En virkelig stærk og ærlig fortælling. Den gør ondt at læse, men den fortæller også en vigtig historie om hvordan livet kan være, svært at forstå, men let at følge i Johannes beretning.