For nogle år siden fandt jeg en bog ved titlen ”Alle tiders dinosaurer” af en svensk forfatter og kunstner ved navn Johan Egerkrans, fyldt med farverige og humoristiske illustrationer af dinosaurer som meget mere fuglelignende og mindre reptilagtige end jeg nogensinde havde set dem afbildet før. Omslaget afbildede fx tyrannosaurer, som lignende kæmpestore gribbe uden vinger, mens den arktiske rovdinosaur Cryolophosaurus blev skildret med en lignende fjerdragt som en moderne sneugle. Egerkrans' udgave af Deinonychus lignede til gengæld en kæmpestor Roadrunner-jordgøg og hans illustrationer af langhalsede planteædende dinosaurer lagde vægt på deres ligheder med gæs og svaner. Her i 2025 så jeg, at Egerkrans også havde lavet en bog om vampyrer, varulve, genfærd og andre udøde væsner fra forskellige kulturers folklore, så jeg lånte den straks da jeg fandt den på mit lokale bibliotek. Min personlige favorit blandt de gengangere, Egerkrans skriver om i ”De Udøde”, er de kropsløse rullende hoveder som dukker op i flere indianske kulturers folketro. (s. 84) Disse plejer at komme fra utro kvinder, der bliver myrdet af deres ægtemænd, og derefter ruller rundt på jorden for at overraske og sluge levende mennesker. Bortset fra hos irokeserne, hvor disse hoveder kaldes kunenhrayenhnenh og flyver med flagermuslignende vinger, hvor deres ører burde være!
Det første plus er selvfølgelig, at det er virkelig interessant at se Egerkrans anvende sin humoristiske og farverige stil indenfor denne meget anderledes sammenhæng. Her kan man virkelig se hans inspiration fra Hellboys skaber Mike Mignola. Der er også nogle morsomme hentydninger til Egerkrans' dinosaur-illustrationer. Et godt eksempel er illustrationen på s.79, der afbilder en Impundulu – en dæmon fra de sydafrikanske zuluers folklore, hvis navn betyder ”tordenfugl” og tit viser sig i en mystisk rovfugls skikkelse. Egerkrans' tegning af den sydafrikanske tordenfugl trækker helt klart på de tobenede rovdinosaurer, der mest mindede om moderne fugle. Så har vi hans fortolkning af Chupacabraen på s. 94, hvor han har afbildet dens krop som meget lig en tobenet dinosaurus... vel at mærke forældede rekonstruktioner af sådanne. Fra før videnskaben fandt ud af, de fleste af dem havde lige så mange fjer som moderne fugle. Egerkrans inkluderer selvfølgelig en illustration af en vampyr modelleret på det berømte maleri af Vlad Tepes, på s. 13.
Andre opfindsomme idéer i Egerkrans' illustrationer af de udøde kan ses i, hvordan han afbilder den græske Lamia (s. 40-41), den skotske Glaistig (s. 52-53) og den irske Banshee (s. 54-55) som en mellemting mellem arketypiske fantasy-elverfolk og de grå rumvæsner, der i øjeblikket belejrer UFO-abductees. Jeg forestiller mig, at Egerkrans er blevet inspireret af de ufologer, der udpeger lighederne mellem moderne beretninger om kontakt med rumvæsner og ældre folklore omkring elverfolk, feer og den slags. (fx Jacques Vallée, John A. Keel og Whitley Strieber)
Egerkrans fortjener også at blive lovprist for at udpege forskellene mellem de oprindelige folkesagn om forskellige typer gengangere og moderne popkulturelle fremstillinger. Blandt andet nævner han, at det blotte syn af et krucifiks ikke oprindeligt skræmmer vampyrer væk i folkesagnene, og vampyrer i folkesagnene heller ikke nødvendigvis dør i sollys. Det var noget, filminstruktøren F. W. Murnau fandt på til ”Nosferatu” i 1922. Selv i Bram Stokers roman ”Dracula” kan vampyrer sagtens gå rundt i daglys, men de kan bare ikke bruge deres overnaturlige evner fx at skifte skikkelse til dyr. Opslaget om zombier på s. 92-93 udpeger også, hvor langt zombierne i George Romeros film ”Night of the Living Dead” og dens utallige efterligninger ligger fra dem i haitiansk folketro.
Der er desværre en svipser: Egerkrans afbilder Windigoen, et vampyrlignende væsen i Algonquin-indianernes folketro, med hjortelignende gevir på s. 83, uden at nævne at dette træk kun nævnes i historier om møder med Windigoer fra europæiske nybyggere og deres efterkommere, ikke i indfødte folkeslags beretninger. (det faktum, at vidner fra forskellige kulturer beskriver de angiveligt samme væsner så forskelligt, finder jeg uhyre interessant)
Heldigvis inkluderer Egerkrans en lang læseliste til sidst i ”De Udøde” med alle sine kilder, som læseren kan følge op på.