Da Anne-Grethes otteårige søn bliver dødeligt syg, forandrer hendes liv sig fra en velfungerende tilværelse til et ubærligt mareridt. Ægteskabet bliver sat på en hård prøve, familie og venner forsvinder, og bønnerne til Gud bliver ikke hørt. At se sin lille dreng være syg af cancer, at vide han kan dø, er for en mor en umenneskelig situation. Fanget i isolation på Rigshospitalet og afskåret fra omverdenen sniger følelser af ensomhed, uretfærdighed og svigt sig ind i Anne-Grethes hjerte. Følelser som hun kun kender alt for godt, og brudstykker fra hendes barndom dukker nu op i hendes erindring.
Vi møder den otteårige Anne-Grethe og hendes familie, som fl ytter fra det civiliserede Herning og ud til de øde og spøgelsesagtige brunkulslejre i Søby i 70’ernes Midtjylland. Mørke familiehemmeligheder trækkes frem i lyset og udspiller sig et gudsforladt sted blandt forsømte skæbner, svineavl og kviksand og åbenbarer, at en ætsende forbandelse hersker gennem generationerne.
I Guds rige er en rystende og rørende fortælling om forhold mellem mennesker og om at søge ned i barndommens mørke fortrængninger og møde sig selv. Romanen er en beretning om liv og død, om skyld og svigt og om at bevare et håb i selv – en roman, som opfordrer til at søge kærligheden trods smertelige mærker i sjælen og til at tilgive og være taknemmelig for livet.
Efter at have set dokumentaren "Til Gilbert fra mor", gik jeg en sen aften (med tårerne stadigt trillende) hen og hev "I Guds rige" ned fra bogreolen, hvor den efterhånden havde stået et par måneder og gik igang med det samme. Bogen er delt op i to spor, sønnen Gilbert's sygdomsforløb og Anne-Grethe's langt fra ukomplicerede barndom og familiehistorie, som begynder at fylde mere og mere i Anne-Grethe's bevidsthed, undervejs i Gilbert's sygdomsforløb. Jeg synes bogen er virkelig velskrevet og hudløst ærlig og jeg har stor respekt for Riis' ønske om, at ville nedbryde tabuet omkring den ensomhed og opløsning af familien, som alvorlig sygdom kan medføre. Jeg blev helt klart mest grebet af sporet om Gilbert, mens barnsdomssporet til tider blev en anelse uvedkommende. Men altså- hold da op en historie! Helt klart en anbefalelse værdig.
Stilen her er ”Thomas Korsgaard med et kvindeligt ansigt” – masser af vanrøgt, incest, druk, vold og seksuelle overgreb, dårlig mad og dårlige huse, grimt aflagt tøj, folk der snyder hinanden og folk der mobber tungt gennem generationer. Det er ret frygteligt.
Bogens nutidige ramme er en seriøst kedelig historie om forfatterens 7-8-årige søn, der rammes af leukemi. Rammen består af detaljerede beskrivelser af sygdommens natur, medicineringen, forfatterens forgæves forsøg på at være ”on top of things” og de lange ophold på Rigshospitalets afdelinger. Dertil lægges så forfatterens seriøst kedelige beskrivelser af hendes parforhold og de nedture, parret oplever i forbindelse med sønnens langstrakte sygdom. Der er utroskab, vold og mistro – og en hel masse gange, hvor man siger, at man elsker hinanden over alt på jorden. Uh jeg ville blive småstresset af at være syg (eller søskend) i den familie.
Hvis jeg skulle fremhæve noget positivt, så er det de nøgterne beskrivelser af diverse artefakter fra 1970erne og 80’erne (Club 8-møbler f.eks.) OG også de topografiske beskrivelser fra området omkring Herning, Kølstrup, Søby, Vildbjerg, Fasterholt og Sdr. Felding er spændende og med til at udvide min horisont på et stykke af Danmark, som man ikke nødvendigvis kender, hvis man ikke har relationer dertil. Sidst jeg hørte fra de kanter, var da jeg læste Knud Simonsens roman om brunkulslejrene i Søby: ”Brunkul. Børster og baroner” fra 2012.
Forfatterens angivelige nøgternhed og mod til at beskrive ting, som de vitterligt var eller oplevedes, er imponerende. For mig havde bogen dog været bedre, hvis den havde holdt sig til at fortælle familiens historie og hendes egen opvæksthistorien. Sønnens sygdomsforløb har for mig mere karakter af en ikke-redigeret dagbog med registreringer af dagligdags praktikaliteter.
Jeg har selv stiftet bekendtskab med Rigshospitalet, og ved godt, hvor frustrerende systemet er, når man ikke føler sig set eller taget ved hånden. Og når man simpelthen bare ikke har overskud til at få en parkeringsbillet / skrive sig op til maden / overskue at ordne medicinen til hjemmebesøget endsige forstå hvad lægerne fortæller ved stuegang. Måske er det bare mig, men jeg synes det er gudsjammerligt kedeligt at læse om. Maria Gerhards beskrivelser fra Riget var bedre.
Når alt det er sagt, så er det jo fedt med happy ending i den virkelige verden: forfatterens søn blev heldigvis helt rask efter leukemien.
Gilbert er 8 år, da han får diagnosen leukæmi. Som et lynnedslag og fra den dag er verdenen i familien Bjarup Riis ikke længere den samme. Der venter nu 2½ års cancer behandling, som medfører et reelt skifteholdsarbejde for mor og far. Dette samtidig med at familien skal se angsten for at miste i øjnene, føle afmagten over at være tilskuer til behandlingens rædsomme bivirkninger, mærke afsavnet til datteren og ægtefællen derhjemme og kunsten bliver nu at jonglere med dette virvar af følelser. Undervejs får forfatteren associationer til især en 4-årig periode fra egen barndom midt i den jyske muld, da familien flytter fra Herning ud til brunkulslejren i Søby. Denne del kunne egentlig godt stå helt alene i en anden bog, men det er fantastisk godt set, at historien hænger sammen. Bogens force er netop disse overgange mellem nutids- og datidsspor, for de fungerer som den lim, der samler bogen og denne virksomme metode højner kvaliteten af læsningen. Læs min fulde anmeldelse her - https://anettesbookshelf.dk/i-guds-rige/
Fantastisk skrevet - eminent vekslen mellem og sammenbinding af tre generationers historier. Og sikke historier - det er svært at tro på, at det ikke er fiktion. Hold nu op!
Jeg må sige, jeg blev virkelig overrasket over hvor modig og udleverende den er. Positivt overrasket fordi AGBR virker meget ærlig og tør vise sine egne svage sider også. Skønt at hun dykker ned i familiens fortid, for det viser at hun har forståelse for, at de mennesker, der har såret hende, også er produkter af de oplevelser, de har haft, hvad jeg har manglet i andre skæbnebøger, hvis man kan kalde genren det.