Bogen handler om den næsten ukendte, muligvis afdøde lyriker Svante Svendsen, som bad Benny Andersen om at sætte musik til sine viser.
Foruden viserne og noderne, som er aftrykt i bogen, giver Benny Andersen et humoristisk og nuanceret portræt af den ulykkelige skjald, der foretrak at præsentere sig således:
Svante Svendsen, født Svensson, blev væk fra mine skånske forældre på en Malmöfærge august 1935 og har siden måttet klare mig selv ved andres hjælp.
Utrolig fint skrevet beretning om den melankolske eksilsvensker, Svante, der kan understøttes smukt af den tilhørende musik. Det er så Benny Andersensk skrevet, man kan forestille sig, med finurlige betragtninger og formuleringer.
Kanonsmukt værk af Benny Andersen som jeg fortærede tilbage i december.
En digte-fortælling om kærligheden mellem dem brovtne alkoholiserede Svante og den smukke Nina men inde i en rammefortælling om digteren Bennys forhold til skolekammeraten og digteren den forsvundne Svante, måske hjemvendt til barndommens land det hedengangne Sverige? Hvem ved?
Bliver det mere Bolanosk i dansk litteratur, en digter der udgiver en anden måske forsvunden digter af mystisk staturs digte efterladt ham i en mærkværdig pose for at han kan lægge musik til dem! Og der er jo netop noder!!
Og selve viserne er jo kendte for mange i Danmark, de kan næsten ikke læses uden at Dissings spidse stemme klangrer i baghovedet. Sjove flotte hverdagsskildringer om livets skærmydsler og ja Svante er fuld og han har det godt … siger han
En dejlig dialog mellem Svante og forfatteren, som jeg opfatter som en indre dialog. OK, det er trist, men sikkert også meget almindeligt/universelt:
“Gid jeg var en smule selvglad. // Jeg fortryder min fortid og min fødsel // som jeg ikke har haft glæde af. // Det ville være rart om man kunne glemme // hvem man er og blive født påny // befriet for selvhad // og en lille smule selvglad.”