Klæd dig bedre er en fin lille bog.
Den er let at gå til og er opbygget i overskuelige kapitler, smukt illustreret.
Den er opdelt i følgende kapitler:
1. Se dit tøj i øjnene – Garderobeanalyse om passivt tøj og aktivt tøj, og hvad man kan lære af begge. Lidt af en mundfuld at få ”lektier” præsenteret i første kapitel – dog, og jeg læste hurtigt videre, selv om jeg er yderst bevidst om, at der er virkelig meget viden at hente i en garderobeanalyse.
2. Brug dit tøj mere. Om at bruge tøjet, normer og ”tøjkoder” og forskellige tøjdiæter som 333 og Capsule Wardrope.
3. Reparation og vedligehold. Om at reparere eller tilpasse og om at gå til skrædder.
4. Vask og opbevaring. Om hvordan (og hvornår) man vasker og plejer og opbevarer sit tøj korrekt.
5. Om genbrugsmarkederne. En indføring i genanvendelse og genbrugskoncepter.
6. Stil nye krav. Hvorfor køber vi egentlig tøj? En opfordring til at stille bevidste krav som forbruger. Hvad er kvalitet, pasform, bæredygtighed og produktion.
7. Fremtidens tøjkultur. Ved at beskrive fortiden kan vi forestille os fremtiden, og bogen slutter i dette afsnit med at beskrive en masse scenarier som måske er fremtidens tøjscenarier. Dette afsnit skiller sig ud fra de øvrige afsnit, ved at være mere vidtløftigt. Sproget flydere lidt lettere, og højere. Det er et drømmescenarie fra forfatternes side – vil jeg tro, men det beskrives ikke nærmere om det er forfatterne der selv ”finder på” de mange bud på fremtidige scenarier (som dog virker både realistiske og relevante).
Bogen kommer vidt omkring i de 7 kapitler, og hvert og et kapitel er yderst relevant i samtalen om vores tøj og tøjkultur. Oveni er bogen er godt skrevet og let læst. Derfor piner det mig, at jeg sidder tilbage med ét spørgsmål efter at have læst bogen: Hvem er målgruppen for bogen? Hvem skal købe bogen, og hvem skal læse den?
Jeg vil forsøge at tale mig selv igennem et bud...:
Jeg anser mig selv som tøj-nørd, og derfor måtte jeg selvfølgelig læse denne bog. Jeg synes som sagt at bogen opsummerer en mængde relevant viden og data, og supplerer op med nyere forskningsdata, hvilket også gør den relevant for sådan en som mig. Men er jeg kernelæseren? – Næppe?
Ville min mor læse bogen? Næppe. Hun er af den generation hvor den viden der står i bogen, blev overgivet fra hendes mor til hende, og ud over nyere viden fra forskningen, som hun i øvrigt nok er ret ligeglad med, så vælger hun ikke en bog der beskriver dette for hende.
Ville læseren så være min datter, som er 11? Næppe. Hun er for ung til at være interesseret i den information der står beskrevet i bogen. Selv om hun som 11årig allerede er en erfaren forbruger på tøjmarkedet og har stærke holdninger og en lille økonomi der kan underbygge hendes forbrug og behov. Måske kunne bogen komme på en pensumliste i folkeskolen? – se nu taler vi om noget der kunne rykke noget! Måske i en "light version"?
Ville kernelæseren så være kvinder på min alder? Måske. Jeg vil dog vurdere målgruppen som værende kvinder fra 16-50, som er interesseret i tøj, og som mener at vi som forbrugere og samfund skal gøre det bedre.
Jeg vil ikke blive overrasket, hvis denne bog bliver en bog der kan være på markedet i mange mange år, og bliver en bogtype som unge kvinder får samtidig med klassikeren kvinde kend din krop. Den er et gedigent lille værk. Dog kunne den efter min mening stå lidt stærkere hvis den ud over den saglige og relevante information om alt hvad der er relevant at vide om tøj, havde nogle små drys af den viden som vi ikke kender til som common sense, som fx bogen Look af Ida Holmegaard formår at gøre det (fx om Franske buschaufførers nederdelsoprør for at få lov at gå i shorts på arbejdet), eller andre fortællinger der sætter vores daglige beklædning lidt i perspektiv. På den måde ville anmeldelser som: ”Fin bog, som dog ikke præsenterer særlig meget nyt.” Eller ” …et par nyttige tips vedrørende tøjvaner.” måske blive mindre, fordi flere ville føle at de ud over nogle praktiske og gode råd, også fik en smule ”ekstraviden” med.
Uanset, så er det en fin lille bog. Jeg må lægge hovedet i blød ift. hvornår jeg kan præsentere den for min datter, som kunne drage god nytte af den viden der er i bogen. Min søn kunne også bruge den viden, men det er som om, at bogen fortrinsvis henvender sig til kvinder... hvilket i virkeligheden er helt skørt og ude af trit med tiden.