Da Johannes farfar dør, sendes Johannes på forunderlig vis tilbage til 1945, og ser med egne øjne, det som hans farfar havde så svært ved at fortælle om, mens han var i live
Klappentext Der 15-jährige Johannes trifft seinen Großvater nach dessen Tod auf wundersame Weise wieder: Es ist das Jahr 1945, und Dänemark ist von Nazi-Deutschland okkupiert. Johannes erlebt mit seinem gleichaltrigen Großvater, der auf den Namen Raf hört, den Alltag unter der Besatzung hautnah mit und erfährt Freundschaft und Zusammenhalt, aber auch Ängste und Repressalien. Eines Tages regnen plötzlich Bomben über den Kopenhagener Stadtteil Vesterbro, die beiden Jungs stürzen sich in die Rettungsaktion und geraten dabei selbst in Lebensgefahr.
Meine Meinung Das Cover des Buches ist sehr gelungen, es passt einfach perfekt zur Geschichte!
Der Hauptcharakter der Buches ist Johannes. Johannes war mir von Anfang an sympathisch, ich konnte mich gut in ihn hineinversetzten und mich in einigen Punkten mit ihm identifizieren.
Der Einstieg in die Geschichte ist unfassbar emotional. Die ganze Situation und die Gefühle von Johannes wurden so eindrucksvoll und nachvollziehbar beschrieben. Mich hat das sehr mitgenommen. Auch im weiteren Verlauf des Buches bleibt es sehr emotional. Das Geschehen hat mich so sehr bewegt, dass ich einfach Gänsehaut hatte. Jonas Kleinschmidt ist es gelungen mich an die Seiten zu fesseln und mich unfassbar zu berühren. Es hat mir wirklich gut gefallen wie Jonas das Leben seines Großvaters 1945 kennenlernt, die damalige Zeit, das Lebensgefühl, und die Jugend erlebt. Das konkrete geschichtliche Ereignis, welches der Autor in seiner Geschichte thematisiert war mir persönlich noch nicht bekannt, sodass ich beim Lesen auch etwas dazu gelernt habe. Wirklich toll ist auch wie Johannes seine Erlebnisse verarbeitet und damit umgeht nachdem er in die heutige Zeit zurückgekehrt ist. Eine wirklich gelungene Geschichte gegen das Vergessen!
Der Schreibstil des Autors ist wirklich angenehm und einnehmend. Es ist ihm hervorragend gelungen dem Leser die damalige Zeit und das Lebensgefühl näher zu bringen, allgemein hat der Autor alles so, so nachvollziehbar beschrieben.
Fazit „Engel über der Stadt“ ist eine sehr bewegende und fesselnde Geschichte gegen das Vergessen. Klare Leseempfehlung!
Jeg nød historien og kom lidt for sent i seng da jeg bare måtte have næste kapitel med igen og igen🙂 starten af bogen er meget teen men så snart vi er tilbage i 1945 er historien fantastisk, skildringen af datidens ungdom i lyset at nutidens ungdom er fantastisk, tankerne om venskab, og behovet for at gøre nogen skyldig i krigens sidste måneder kolliderer og illustrere smuk hvorfor vi i dagens danmark har så svært ved at forstå det had folk fra krigsramte lande kan have. Drenge og piger fra 12 år vil nyde denne roman og lære en masse af den.
Er ikke normalt til historiske romaner. Men denne fangede mig. Måske fordi vi ser det igennem nutidens øjne og kan derved næsten smage støvet efter bombningen af den franske skole. Kæmpe anbefaling 6. Klasse
Da jeg vendte sidste side i denne her bog, vidste jeg godt, hvor mange stjerner den skulle have. Jeg sad, og stirrede på det blanke stykke papir i lang tid. Så vente jeg en til side. Blank papir. En til, og så var der ikke flere. Jeg gik tilbage. Læste sidste sætning. Igen. Og igen. Hvordan fanden gør han det? Altså ham der gutten Jonas Kleinschmidt. Hvad er det, han gør? Hvordan er det, han gør? Da jeg havde vendt den sidste side i denne her bog, var min tanke. “Hold da kæft, det giver jo mening.” Det var en fantastisk slutning. Den var fantastisk skrevet. Det var fantastiske beskrivelser. Især beskrivelserne. Hvordan fanden gør han det? Det føles lidt som om, han har skrevet “støvsuger, støvsuger, støvsuger” overalt i bogen, den sugede mig så meget ind i historien. Men på en eller anden måde fik ham gutten skrevet ordet “støvsuger” gennem hele bogen, uden at skrive det, for han placerede bogstaverne mellem linjerne. Og hold kæft, han gjorde det sgu godt.
Men... jeg ved ikke rigtig, om jeg var den eneste, der lagde mærke til det... Men det virkede altså ret meget som om, at Johannes var lidt tiltrukket af sin bedstefar? Sig hvad du vil, det virkede virkelig sådan. Jeg ved ikke, om forfatteren har lagt mærke til det, men Johannes’ beskrivelser af Raf, og hvordan han konstant forklarer, hvordan han bliver beroliget når han er der. Hvordan han helst ikke vil adskilles fra ham. Sig hvad du vil, det virker lidt sådan. Jeg ved ærlig talt ikke hvordan man skal forklare det her i et review, for det kommer til at lyde lidt spøjst.
Men altså come on. Det var mere end 1000 gange mere levende og ægte, end Magnus når han snakkede om hende der pigen.
Det her er den form for bog, som muligvis ville kunne miste noget af det fantastiske, hvis man læste den i skolen, så lad venligst være med det. Og... altså den virker virkelig som en bog, man læste i skolen. Måske var den ikke helt så barnlig osv, som alle de andre er, så måske når man er lidt ældre eller sådan noget, jeg ved det ikke rigtig. Og altså... slutningen, der hvor man er tilbage til nutiden osv, så bliver den lidt ligesom alle de andre. Jeg syntes før, den var mega fed at læse osv, og det er ikke fordi, den stopper med at være det, men det svinger bare meget hurtigt tilbage til “voksnemennesker,derprøverathuskehvordandeteratværeteenager” hvilket bare er... lidt nederen? Ærgerligt? Begge dele? Det er sådan, alle skolebøger er, ikke?
Men alligevel. Jeg levede den der bog. Karaktererne var virkelig godt skrevet. Jeg elsker opbygningen gennem hele historien, hvordan vi får de forskellige indblik i Raf’s liv på de få dage, Johannes kender ham. Og altså jeg synes, det var fantastisk, hvordan det hele hænger sammen, og alle de der små bemærkninger, de små clues osv, det giver sgu bare mening. Jeg elskede Raf og Johannes og ret meget Edith. Jeg elskede omkring slutningen, hvor det ikke var det, at der blev bombet, der gjorde det? Nej... det omformulerer jeg lige. Jeg elskede, at det var de små ting, der virkelig fik dig til at føle historien. Ham manden, der stod fortvivlet og sagde “Min søn er død.” Den lille dreng, Johannes så den morgen. Jeg sværger, jeg vidste bare ham den lille dreng var dødsdømt, da han blev nævnt. Og det med, at de automatisk bare holder med de fremmede mænd, der, ligesom dem, går ind i ruinen og for at redde børnene. At de ikke tvivler et sekund, for hvad skulle de tvivle på? De her mennesker risikerer hele deres egen liv, det samme gør de, så hvor forskellige er de enlig? Jeg ratede den 5/5 stjerner.
Fantastisk bog.
This entire review has been hidden because of spoilers.
i read this book bc I am really interested in the bombing of the French school in Copenhagen during World War 2. Good book, but please show me the plot.