Lysvirksomheden Hesalight fra Roskilde er fortællingen om et forrygende erhvervseventyr, der viste sig at være et fatamorgana.
Selskabets stifter og ubestridte hovedfigur, Lars Nørholt, lykkedes med at forblænde en hel finansverden, så Hesalight fremstod som en gigantisk succes. Virkemidlerne var løgne, groft manipulerede regnskaber og karismatisk charme.
Han nåede at blive fremhævet af en statsminister, købe sportsvogne og millionvillaer på Mallorca, være milliardær på papiret og på vej på børsen i USA, før korthuset ramlede med et brag.
Hesalight viste sig at være en af danmarkshistoriens største erhvervsskandaler, og Lars Nørholt fik Bagmandspolitiet og SKAT på nakken. I januar 2019 modtog han en dom på syv års ubetinget fængsel for omfattende svindel for mere end 400 mio. kr. Tilbage stod investorer, ansatte, bestyrelsesmedlemmer, rådgivere, bankfolk, advokater og politikere i granatchok. Alle stillede de det samme spørgsmål: Hvordan kunne det ske?
Et virkelig flot stykke journalistisk arbejde! Dette er dybdeborende erhvervsjournalistik som informerer, afdækker og underholder. Montageformen er valgt som en fortalt historie og det fungerer rigtig godt. Jeg har måske, underbevidst, hørt om sagen den gang den rullede, men det var absolut ikke noget jeg havde bidt mig fast i. Historien omkring hvordan teknologi-begejstring og storhedsvanvid på bedste vis går hånd i hånd og skaber en virkelighed som overgår selv de vildeste fantasier. Selvom hverken sagerne eller bøgerne kan sammenlignes direkte, så bringer denne fortælling minder om Charlotte Langkildes bog om Nordisk Fjer. Bogen er kort og tæt, så den læses hurtigt og nemt.
En spændende historie om et af de helt store svindelnumre i dansk erhvervsliv.
Bogen er udgivet netop som dommen på syv års fængsel til hovedmanden, Lars Nørholt, bliver stadfæstet i Landsretten. Historien fortælles, så læseren har indblik i svindlen lige fra starten, hvor Lars Nørholt og hans to hovedhjælpere, advokaten Lars Jørgensen og revisoren Frank Bergmann Hansen, går i gang med at opbygge virksomheden Hesalight. En virksomhed, der på meget kort tid går fra at være en af de helt store succeser i dansk erhvervsliv til at være et mareridt for alle involverede.
Mange bliver taget ved næsen undervejs, herunder også bogens forfatter, der efter at have skrevet en rosende artikel om Hesaligt får et tip om, at der nok ikke er så pænt bag facaden. Herefter ruller afsløringsarbejdet.