Bare et par måneder efter første lockdown i coronakrisen sætter den bulgarske politolog Ivan Krastevs sig for at analysere coronakatastrofen som fænomen. Krastevs ærinde er ikke at forudse, hvad det hele ender med efter coronatiden, men i stedet forstå hvad der er på spil for os i alt det, som coronakatastrofen får os til at forholde os til.
Bogen er et langt essay - eller en kort bog - som Krastev selv skriver. Det er ikke målet at komme med en overordnet hypotese og forklaring vedrørende corona, men derimod at dykke ned i konkrete analyser og ofte fremvise nogle paradokser (eller man kan sige modbevægelser), som corona har været med til at synliggøre om vores tid. Altså en tanke om, at coronakatastrofen er en slags fremkaldervæske for at forstå vores forskellige samfund. Krastev har især fokus på, hvad der sker i Europa og hvad der sker for forståelsen af Europa og det europæiske. Til sidst i bogen fremlæser Krastev 7 forskellige paradokser (s. 88-92). Se nederst i denne tekst for et gennemskriv af disse syv paradokser.
For Krastev har corona afsløret, at der er et helt andet spillerum for det politiske, og at det politiske ikke er underlagt økonomi og markedet. Det er en erkendelse, som nogle vil kunne tage med videre ift. håndteringen af klimaudfordringerne.
Krastev siger, at det, vi oplever som hjem, blev synligt for os under lockdown. Hvor vi søgte hen for at tilbringe lockdown var det sted, hvor vi følte os mest trygge og kunne holde ud at være i længere tid.
Krastev kommer ind på at coronakatastrofen fik verden til at blive én verden for en tid (en synkroniseret verden) - forstået på den måde, at vi alle blev ramt af det samme på nogenlunde samme tid, og derfor måtte forholde os til dette; men at samfundene og lagene i samfundene selvfølgelig var forskellige, og derfor blev vilkårene og udkommet også forskelligt. Så selv om vi alle pludselig levede i én verden ramt af noget bestemt, så var der ikke tale om at corona blev en equalizer.
Coronakatastrofen gør, at verden på den ene side bliver mere global - fordi den viser, at vi er nødt til at arbejde sammen for at finde løsninger på katastrofen, men samtidig har coronakatastrofen også skabt modbevægelsen at man gerne vil undgå afhængigheder fra hele verden i forsyningskæderne og derfor i højere grad søger mod nationale eller regionale forsyningskæder fremover. Her har Krastev især fokus på de mindre nationer i Europa (først og fremmest Bulgarien og andre østeuropæiske lande, men selvfølgelig også særligt relevant for Danmark), idet han mener, at de mindre nationer i
Europa især vil komme til at sande, at de ikke kan stå alene som nation ift. f.eks. forsyningskæder, og at de heller ikke længere kan være fuldt afhængige af det globale, og derfor vil det europæiske som EU stå stærkere som et regionalt sted at løse problemer og skabe nye forsyningskæder på.
Krastev har en sjov analyse af turisten og flygtninge. Turisten er velkommen i den enkelte nation, fordi han lægger penge og er på besøg midlertidigt. Flygtningen er upopulær og ønskes bare ud af den enkelte nation, fordi han koster penge og gerne vil være der i lang tid eller permanent.
Krastev kalder det for "demokrati som sammenligningsdikatur" at vi under corona har sammenlignet de enkelte nationers måde at håndtere corona på. Det har bl.a. også gjort det ekstra hårdt for sejlivede diktatorer, fordi de ikke som normalt har kunnet vælge de kriser, som de ville synliggøre og være en heroisk skikkelse i forhold til - men at diktatorerne i stedet har været eksponeret ift. om de har formået at levere en god pandemihåndtering for deres befolkning (Brasilien, Rusland, måske USA hvis man kan kalde Trump diktator...)
De 7 paradokser, som Krastev beskriver sidst i bogen, er:
1) COVID udstiller globaliseringens mørke side (at den rammer hårdest de steder, hvor globaliseringen er tættest forbundet (turisme, flyforbindelser mv.), og samtidig fungerer COVID globaliserende (fordi vi alle på planeten er blevet synkroniseret ved at vi alle er blevet ramt af det samme)
2) COVID har acceleret udviklingen mod afglobaliseringen (modstanden mod globaliseringen, som allerede blev igangsat af finanskrisen), men samtidig udstiller COVID begrænsningen ved gen-nationaliseringen - en pandemi gør det muligt for menneskeheden at mærke vores gensidige afhængighed og fællesskab
3) COVID vækkede i første omgang til sammenhold, men vil/kan på sigt forværre allerede eksisterende social og politisk splittelse. Og et ekstra paradoks er her, at de lande, der har været mest effektive med at inddæmme virus, vil være steder hvor offentligheden rettet hårdest kritik mod regeringen for nedlukningen (ud fra logikken: var det nu nødvendigt at lukke så hårdt - se det gik jo ret godt alligevel)
4) COVID har sat demokratiet på pause med undtagelsestilstande i Europa, men det har samtidig begrænset folks ønske om mere totalitært styre
5) EU brillerede ved sit fravær i pandemiens tidlige stadier, men pandemien kan blive afgørende for EUs fremtid - enten falder unionen helt sammen, eller også bliver der mere union, fordi mange har fornemmet behovet for større samarbejde
6) COVID får os i Europa til at genoverveje den måde vi har håndteret de tre forrige kriser på:
a) ift. terrorkrisen som følge af 9/11 har vi i Europa været tilbageholdende med at gå på kompromis med privatlivets fred (imodsætning til i USA), men som følge af corona er vi i Europa blevet mere villige til at gå på kompromis nu med overvågning af smitte mv.
b) ift. flygtningekrisen blev vi i Europa efterhånden enige om, at det var umuligt at lukke vores interne grænser mellem de europæiske lande; men med corona har vi besluttet netop at lukke vores interne grænser
c) ift. finanskrisen var vi i Europa modstandere af fælles gældsforpligtelse jf. Grækenland vs. Tyskland; men med corona har vi i Europa accepteret fælles gæld
7) EU betragtede sig før coronakrisen som bannerfører for åbenhed og gensidig afhængighed (og opretholdelse af, at de enkelte nationer har frihed til selv at beslutte hvad de gør); med corona kan det betyde, at vi uddelegererer flere nødretsbeføjelser til Bruxelles
(Krastev har siden han skrev denne bog også præciseret, at EU kun er så stærk, som vi europæiske lande beslutter at gøre EU til. Sålænge vi har besluttet at EU ikke har et fælles sundhedssystem, så kan vi ikke klantre EU for, at EU ikke kan håndtere sundhed ordentligt)