Denna dagen, ett liv - En biografi över Astrid Lindgren

by Jens Andersen, Cecilia Walton Agrell (Narrator), Urban Andersson (Translator)

Den första nordiska Astrid Lindgren-biografin på 40 år! Jens Andersen har fått tillgång till privata familjearkiv som ger oss helt nya sidor av Astrid. Denna dagen, ett liv bygger på en mängd okända och aldrig tidigare publicerade brev, dagböcker och fotografier. Men också på samtal med Astrid Lindgrens dotter Karin Nyman, som på nära håll följde sin berömda mors karriär och kluvenhet inför berömmelse, rikedom, ensamhet, makt - och män.

Genres: Biography, Nonfiction, Swedish Literature, Audiobook, History, Biography Memoir, Scandinavian Literature

Audiobook

First published October 30, 2014

About the author

Mr. Andersen has a Ph.D. in Nordic Philology from the University of Copenhagen. He is a former soccer player and coach in Denmark. He has won several Danish literature prizes and recognitions over the years.

Reviews

[Rikke · Rating 4 out of 5]

Aldrig i mit liv har jeg læst en biografi så hurtigt. Det skyldes nok først og fremmest, at den er ubærligt velskrevet og levende fortalt – af en mand, der tydeligvis beundrer Astrid Lindgren akkurat lige så meget som resten af verden gør. Inklusiv mig selv.

[Manybooks · Rating 1 out of 5]

Maybe if I had not been so much looking forward to reading Jens Andersen's (and I guess by extension Caroline Waight's, as she is listed as translator) Astrid Lindgren: The Woman Behind Pippi Longstocking I might not be so massively disappointed and yes indeed, more than a bit angry. But sorry, a biography that for almost the entire 360 pages spends far more time tediously listing and cataloging the minutiae of Astrid Lingren's personal problems (her unwanted pregnancy at the age of nineteen, her marital issues with her husband Sture and so on and so on) and to such an extent that what really interests me regarding Astrid Lindgren (namely her writing, her attitudes regarding children's literature, her advocation for children's and women's rights), while indeed to a certain point present, are deeply buried in piles and piles of boring and to me totally uninteresting and often unnecessary bits and pieces, perhaps and well true scenarios, but reading very much like gossip and innuendo, such a biography in my humble opinion only deserves but one star at best (and I refuse to feel guilty, albeit I do I guess feel a trifle curmudgeonly).

And while I was for a few hours last night after having finished reading still toying with a low two star rating for Astrid Lindgren: The Woman Behind Pippi Longstocking, the fact that the book basically ended up giving me a massive and sick headache, that I kept hoping for Jens Andersen to calm down a bit, that every time Astrid Lindgren's literary output, her life as an author, her attitudes towards children and children's literature were mentioned (and I was left hoping for something a bit better and less monotonous to finally emerge, and also to continue) the author very quickly reverted back to dissecting Astrid Lindgren's family life, the personal and social problems she was facing and in such an info-dumping tediously listing and limiting manner that I was very much tempted to not finish, well all of this quickly and lastingly has made me decide on a one star ranking and the sad conclusion that Astrid Lindgren: The Woman Behind Pippi Longstocking is absolutely one of the (if not actually the) most disappointing and painfully sad, horrifyingly boring and to and for me almost unreadable biographies I have read to date (well researched yes, but really, the only positive quality of this tome indeed is the detailed bibliography at the back, and this has not and cannot in any way redeem Astrid Lindgren: The Woman Behind Pippi Longstocking for me, and remove or even mitigate my memories of annoyance, frustration, boredom and a feeling that both Astrid Lindgren and her fans, that those of us mostly and primarily interested in her as an author, as a literary icon, do deserve oh so much better).

[Liesa · Rating 4 out of 5]

Anlässlich des Internationalen Frauentags, der diese Woche ja war, erschien es mir passend, über die Biografie von Astrid Lindgren, geschrieben vom Dänen Jens Andersen, der 2006 schon Hans Christian Andersen porträtierte, zu reden – viele von euch werden wissen, dass ich generell etwas verrückt nach Skandinavien bin und speziell eine Schwäche für Tove Jansson und eben auch Astrid Lindgren habe. Für mich war sie schon immer eine Art Kindheitsheldin und auch heute, wo ich bereits erwachsen bin oder es zumindest sein sollte, ist sie für mich eine der inspirierendsten und faszinierendsten Persönlichkeiten.

Ich muss gestehen, ich schaue nicht oft über den Bücherrand und widme mich dem Lebensweg der Autoren und Autorinnen, die mir gefallen. Meist ist die traurige Wahrheit, dass mich einzig und allein die Werke interessieren, nicht die Person, die dahintersteckt. Über Astrid Lindgren wusste ich dagegen schon immer viel – ich weiß gar nicht, warum sie in der Hinsicht eine solche Ausnahme bildet, aber ihre Geschichte fand ich schon immer spannend und ich habe auch schon die ein oder andere Dokumentation über ihr Leben geschaut. Ihre Bücher waren durchweg Lieblingsbücher in meiner Kindheit und ich konnte mir gar nicht vorstellen, dass all diese wunderbaren Geschichten ein und demselben Kopf entsprungen sind. Für mich war es unbegreiflich, wie so viele Ideen und so viele tolle Figuren von nur einer Person erfunden werden konnten. Ich möchte in dieser Rezension aber dennoch weniger auf Astrid Lindgrens Biografie eingehen – wer sich dafür interessiert, der sollte nämlich selber zum Buch greifen, denn ich möchte keinesfalls irgendetwas vorwegnehmen oder ihren Lebensweg in Kurzfassung niederschreiben – sondern eher auf das Buch im Allgemeinen und wie sich das Lesen angefühlt hat.

Andersen schreibt sehr klar und detailliert und ich war von Anfang an begeistert davon, in diesen Lebensstrudel von Astrid Lindgren eingesogen zu werden. Der Autor widmet sich ausführlich jedem bedeutsamen Punkt in ihrem Leben und das nicht nur von außen, sondern indem viele persönliche Schriftstücke von Lindgren mit einbezogen wurden. Das gefiel mir unheimlich gut, denn so hatte ich das Gefühl, dass das alles wirklich stimmte, was dort stand und darüber hinaus fühlten sich viele Dinge wesentlich vertraulicher und intimer an, so, als würde eine gute Freundin einem etwas erzählen. Für mich war es ein großer Pluspunkt, dass Andersen die Lebensgeschichte von Astrid Lindgren nicht distanziert beschrieben hat, sondern wirklich mühsam passende Tagebuchausschnitte, Briefe oder andere Notizen zur Ergänzung herangezogen hat. Dazu zählen auch die zahlreichen Fotografien oder Notizbuchausschnitte, die in das Buch eingefügt wurden und alles so viel lebendiger und schöner gemacht haben.

Ohne viel um den heißen Brei zu reden, aber auch, ohne der schwedischen Kinderbuchautorin Honig um das Maul zu schmieren, zeichnet Andersen ein faszinierendes Bild dieser außergewöhnlichen Frau und versucht dabei stets, ihrer großartigen Persönlichkeit gerecht zu werden, ihre Gefühle in der jeweiligen Lebenssituation nachzuvollziehen und für den Leser anhand der persönlichen Schriftstücke zu belegen. Astrid Lindgren hatte es fürwahr nicht immer so leicht, wie es scheint. Viele Niederschläge und Krisen begleiteten sie durch ihr Leben – umso bewundernswerter, dass sich diese Frau nie hat unterkriegen lassen, dass sie immer stark geblieben ist, sich selbst treu geblieben ist und ihren Einfluss, den sie dank ihrer unglaublichen schriftstellerischen Karriere hatte, auch für politische Dinge genutzt hat, sich stark gemacht hat für die Schwächeren, immer ihrem Moralgefühl gefolgt ist und das nie auf eine gewaltsame oder bäsartige Art und Weise, sondern mit Verstand, Fingerspitzengefühl und auch Humor. Ich hatte schon vor dem Lesen dieser Biografie ein positives Bild der Autorin, aber diese Biografie hat mir noch einmal gezeigt, was für ein beeindruckender Mensch Astrid Lindgren wirklich war. Vielen Dinge, die in dem Buch Erwähnung fanden, habe ich nicht einmal gewusst – etwa, dass Astrid Lindgren damals die von Tove Jansson illustrierte Ausgabe von Tolkiens “Der kleine Hobbit” initiiert hat – für mich war das vermutlich das Highlight des Buches, weil ich beide Frauen wie gesagt unheimlich gerne mag und sympathisch finde.

Positiv ist daneben übrigens auch, wie hochwertig sich dieses Buch angefühlt hat. Die ganze Aufmachung war unglaublich schön und auch die Fotografien, die sich im Inneren befunden haben, waren hochauflösend und hochwertig. Man merkt geradezu, dass viel Arbeit in dieses Buch gesteckt wurde und das verdient wirklich Anerkennung.

Wer mit Astrid Lindgrens Büchern aufgewachsen ist, aber sonst nicht viel über die Autorin weiß, dem würde ich auf jeden Fall dazu raten, zu dieser bewegenden Biografie zu greifen, denn sie gewährt einen eindrucksvollen Blick hinter die Fassade dieser einzigartigen Frau. Die Einbindung von Astrids persönlichen Schriftstücken sowie zahlreicher Fotografien machen diese Biografie in meinen Augen besonders spannend und hochwertig und sorgen dazu für eine besonders persönliche Note – und das, obwohl diese Biografie ohne jegliche Mitarbeit der bereits verstorbenen Autorin entstanden ist. Für diesen wunderbaren Abriss über Astrid Lindgrens Leben vergebe ich deswegen 4.5 von 5 Sternen.

[Елена Суббота · Rating 3 out of 5]

Писать биографию хорошего человека всё же трудная задача. Как удержаться от апологетики и не опуститься до скучных сентенций, а по-настоящему понять другого человека?
Как мне кажется, Андерсену не стоило так сильно закапываться в эпистолярное наследие Линдгрен. Господи, да живы же ещё люди, которые лично знали Линдгрен и выросли на её книгах. Как здорово было бы услышать воспоминания её внуков, например. Или тех людей, которым она помогала. Или тех, кого её книги как-то поменяли. Или тех, кто находился на съёмочной площадке вместе с Линдгрен. Тех, кто с ней работал, в конце концов. Линдгрен живёт в памяти и в сердцах тысяч людей, а в биографии это почти не отражено. Уверена, что Астрид Линдгрен заслуживает другого жизнеописания - такого, которое было бы соразмерно масштабу её личности.

[Antje · Rating 3 out of 5]

Zur Abwechslung fange ich hier einmal mit den großen Pluspunkten an: Dies sind die unendlich vielen Fotografien, die emsigen Recherchen des Autors sowie eine Bibliografie der in deutscher Übersetzung erschienen Lindgren-Werke.

Nun, und dann hört es auch schon auf. Das Buch wäre bei weitem interessanter gewesen, hätte Astrid Lindgren es persönlich verfasst. Andersen gelingt es einfach nicht, seinem Buch Schwung und Einzigartigkeit zu verleihen. Es liest sich vielmehr wie eine öde Facharbeit, in der der Autor Werke analysiert und interpretiert. Statt permanent ellenlange Zitate, Tagebucheintragungen und Korrespondenzen einzufügen, hätte er besser daran getan, in erster Linie mit eigenen Worten Lindgrens Lebensgeschichte niederzuschreiben. Wenn ich mich für eine Episode besonders interessiere, kann ich mir immer noch mit Fußnoten und Quellenverzeichnis weiterhelfen. -
Aber so wirkt das Buch einfach nur statisch, leblos, humorlos und bereitete mir kein Lesevergnügen. Es stopfte mich allein mit Informationen voll. - Sehr schade! (2,5 Sternchen)

[Mai Laakso · Rating 5 out of 5]

Jens Andersen on mielestäni onnistunut hyvin tuomaan esille meidän kaikkien tuntemasta Astrid Lindgrenistä naisen, äidin ja kirjailijan sekä vahvan yhteiskunnallisen vaikuttajan. Kuka tietää, että Astrid oli eläinsuojeluaktivisti, ydinvoiman vastustaja ja suuri hyväntekijä. Hän vaikutti kirjoittamalla lehtiin artikkeleita mm. lehmien oikeudesta olla ulkona auringonpaisteessa niityillä. Hän sai yhden lakialoitteen läpi, joka nimettiin Lex Lindgreniksi, mutta jota hän itse ei hyväksynyt ja oli sitä mieltä, että sillä ei tee mitään.
Toisen maailmansodan aikana Astrid kirjoitti Peppi Pitkätossun, joka julkaistiin 1945. Peppi Pitkätossu vastusti väkivaltaa, niin myös Astrid Lindgren. Hän vastusti lapsille huutamista ja autoritäärisiä kasvatusmenetelmiä, joita vastaan hän joutui taistelemaan omien lastensa puolesta päiväkodeissa ja kouluissa.
Kirja on uskomaton tietoteos ja pohjautuu kirjailijan valtavaan ennen julkaisemattomaan kirjeenvaihtoon ja päiväkirjamerkintöihin.

[Wojciech Szot · Rating 4 out of 5]

Astrid Lindgren z pewnością wierzyła w cnoty niewieście. Zaliczała do nich upór, umiejętność buntu i walkę o swoje. Ale też empatię i czułość wobec słabszych. Dlatego jej książki są evergreenami czytanymi przez kolejne pokolenia. Biografia pisarki okazuje się odbijać w jej twórczości, a Jens Andersen bez hagiograficznych zapędów pokazuje w “Żyje się tylko dziś”, że była kobietą wyjątkową.

W 1924 roku Astrid Lindgren, wtedy jeszcze Ericsson ścięła włosy. Fryzura “na chłopczycę” stawała się modna, ale nie tylko o modę tu chodziło. Pewnie jeszcze dzisiaj w niektórych konserwatywnych domach taki gest byłby odebrany jako niezwykle radykalny, a co dopiero w Vimmerby, niewielkim - liczącym niewiele ponad 3 tysięcy mieszkańców - miasteczku na szwedzkim południu. Nawet jej łagodny i spolegliwy ojciec, Samuel August nie ukrywał zdenerwowania.

Całość tutaj: https://www.empik.com/empikultura/ksi...

[Jonna Higgins-Freese · Rating 5 out of 5]

Well, this was wonderful, and unexpected. Just happened to find it on the library new shelf and picked it up. Long live libraries!

I always feel hopeful when I read biographies of writers who became successful later in life, as at this point that would be my aspiration:). Lindgren worked at a newspaper as a young girl, had an affair with the owner of the paper, who was much older and had many children already with his first wife, and became pregnant. She seemed to know her mind, though -- she refused to marry the man, though she was careful to establish that they were "secretly engaged," which made her child eligible to inherit. She also thought carefully about where to give birth so as not to have to give the father's name on the birth certificate, and found a lovely foster home for her son Lars (Lasse) in Denmark. However, being separated from her was so hard on him that, the author argues, it informed her philosophy of child-rearing, of childrens' need for a strong connection and love quite early in life.

For Lasse's first three years, Lindgren worked in Stockholm and supported herself (the father paid for the fosterage), living frugally in a small room and with a roommate, and visiting Lasse as often as she could. The Danish foster mother and foster brother were wonderful, and Lindgren always considered them a blessing. The foster mother then became ill, and Lindgren brought him to Sweden to live with her, though she wasn't sure who would watch him while she worked. She soon fell in love with Sture Lindgren, who ran the Swedish Automotive Association, married, and had a daughter, Karin, in 1934. Lindgren took on freelance work and office temping jobs to help make ends meet, writing for the automobile club (where her husband worked) or selling children's short stories to magazines.

Throughout her childrens' childhood, she kept diaries of their words and activities, seeing them as interesting and absorbing. In the late thirties, she began keeping a "War Diary," a palimpsest of news clippings and family doings, conceived as an "attempt to document the war and the long shadows it cast over the life of an ordinary family" (129). Pippi had her roots here, "in the horrors of the Second World War, and in Astrid Lindgren's abhorrence of violence, demagoguery, and totalitarian ideologies" (128). Pippi was originally conceived in spring 1941, when Germany was preparing to inviade both "England and the Soviet Union, and the Nazi plan to wipe out all of Europe's Jews was entering an increasingly purposeful phase" (147). From her perspective in Sweden, "The worst thing is that one hardly dare wish for Germany's defeat any longer, because now the Russians have begun to stir again . . . and a weakened Germany can only mean one thing for us in Scandinavia -- we'll be overrun with Russians. And I think I'd rather tbe saying 'Heil Hitler' for the rest of my life than have that happen. it's scarcely possible to imagine anything more terrible . . . . Dear God, don't let the Russians come over here!" (147). Written as a birthday gift for Karin, and was "a cheerful pacifist whose answer to the brutality and evil of war was goodness, generosity, and good humor. When someone approached Pippi aggressively or threateningly -- whether it be hooligans, social authorities, police officers, burglars, or a circus ringmaster and his strongman -- she instinctively believed they wanted to play, dance, or fight just for fun" (146).

The story of Pippi's publication is interesting, as is the extent to which Lindgren rapidly became a phenomenon a la JK Rowling. Lindgren had one book published before Pippi came out, but Pippi had been rejected, and was then accepted by a small publisher. Pippi ended up being that publisher's salvation, making Raben and Sjogren the country's "leading publishing house for children and adult literature" (169). "Pippi fever" spread rapidly in 1945-1946, due in part to the fact that "few Swedish writers of the 1940s had such a natural and unintimidated approach to modern media as Astrid Lindgren, and she was one of the first people in Scandinavia to understand how essential it was to use platforms beyond paper-based ones to tell a good story. In the 1950s and 1960s, long before the term 'novelization' came into use, she wrote radio and film scripts that were reworked rapidly into literary best sellers" (171).

The speed and extent of her fame and success are breathtaking -- even for her -- ""In the world of children's literature she was by far the year's highest flyer, having published four major books inside twelve months. Two years after her debut, Astrid Lindgren had two Pippi books on the market, as well as two novels for girls, two plays, and a children's detective novel; althogether they had sold 100,000 copies. She had also won four literary prizes, signed a film contract, and sold translation rights to Pippi to several counties" (175).

I was startled to find that Lindgren had referenced a Chinese proverb that was important to me at a dark time in my own life: "The big black bird accompanies Mio throughout most of his journey, reminding us that sorrow is a condition of life, on an equal footing with happiness. No one can avoid it. Astrid Lindgren liked to explain it with the aid of a Chinese proverb, which she would repeat to dejected or anxious friends . . . 'You can't prevent the birds of sorrow flying over your head, but you can prevent them building nests in your hair" (207).

Describing her father as a "valmanske," a "Smaland word which Lindgren used to refer to people who spread positivity and created a good atmosphere without making a show of it -- people who did nice things for others, who pitched in and helped out when needed, often spontaneously and on instinct" (257).

"The coherence and wholeness of Astrid Lindgren's perspective on life hinged on the fact that amid all the nuisances, the disappointments, and the frustrations at striving after wind, there was also time for happeiness, time for pleasure, time for poetry, time for love, and time for play. And who better to embody this capacity for presence in the now than children - and the child within adults? As Anders explains at the beginning of Bill Bergson and the White Rose Rescue: "Life was short, and what mattered was playing while you still could."

"This day, one life.

"Life can be over in a single day, and a single day can feel like a lifetime. In its essence, Astrid Lindgren's philosophy was about getting the most and best you could out of your brief time on earth . . .

"I just live . . . I always think the now is so exciting and rich in content that I don't really have time to brood about what will happen next. I take each day's knocks as they come. I think you should treat every day as if it's the only one you've got. 'This day, one life.' But now and again I feel there's still so much I want, and I realize I won't manage all of it . .. I think, really, that life is a swiftly fleeting absurdity, and afterward comes the great silence. But the short span you're here on earth you have to fill with things." (319).

[Marie Lund Alveberg · Rating 5 out of 5]

“I drømme løper vi av og til rundt og leter. Det er noe vi må finne. Og vi har det så travelt. Vi løper i redsel, og leter og leter mens angsten vokser, men aldri finner vi det vi leter etter. Alt er forgjeves” (Vi på Saltkråkan 1964, s. 237).

Sitatet stammer fra et av de mange litterære univers Astrid Lindgren rakk å skape gjennom “sin korte tid her på jorda”, ifølge forfatteren selv. Teksten kunne ha vært hentet rett fra en av det gamle testamentets mest poetiske stykker, "Forkynneren". I siste del av "Vi på Saltkråkan" kommer en voksen forteller til syne midt i skjærgårdsidyllen, med en eksistensiell grunnopplevelse formulert like lyrisk som i de mest udødelige og sprengbare tekstene vi mennesker kjenner.

Kanskje er det nettopp dette som fanget meg så sterk i "Denne Dag, Et Liv", en medrivende biografi om Astrid Lindgren (1907-2002), forfattet av danske Jens Andersen. Jeg utsatte i det lengste å høre ferdig lydboka, vakkert innlest på norsk av Inger Teien. Straks jeg var ferdig, måtte jeg lytte til den igjen. Om den bare kunne ha vært dobbelt så lang! Astrid Lindgrens enorme kapasitet til å balansere mellom livets mørke og lyse sider, med stor integritet, varme og handlekraft, er dypt inspirerende. Andersen gir et helhjertet, innsiktsfullt portrett av en av verdens mest kjente barnebokforfattere.

Ikke bare er det rørende å lære historien bak alle Lindgrens litterære univers. En forståelse for hvordan det har vært mulig for Lindgren å skape udødelige figurer som Jonatan og Kavring og Pippi og Tjorven og Ronja og Mio og Emil, og alle de andre vi tar for gitt som en del av vår mest sentrale kulturarv. Forøvrig startet ikke Lindgren sin forfatterkarriere før hun nærmet seg 40. Hva hun klarte å utrette av litterære prestasjoner de neste 30-40 årene av sitt voksne liv, er utrolig. Arbeidsmoralen og kompromissløsheten alene, er noe vil alle kan ta lærdom av.

Særlig fengende var det å forstå mer av Astrid Lindgrens vesen, og livsvalg. Levende formidlet gjennom brev og dagbøker, intervjuer og taler. Lindgren var et menneske, en kvinne, som etterhvert fikk mye makt. Jeg kan ikke huske å ha lest om andre mennesker, som forvaltet makten klokere eller mer handlekraftig enn hun gjorde. Som filantrop, som humanist, som debattant, som journalist, som mor, som kvinne, som brevvenn, som forkjemper for barn og dyrs rettigheter, som forfatter skinner hennes livsfilosofi gjennom i alt hun foretok seg. Det forstår jeg som at hun møtte verden og livet “nedenfra og opp”. Evnen til å se, forstå og handle gjennom de svakes blikk. Evnen til å forbli rotfestet og engasjert på andres vegne, også når egen karriere svevet eventyrlig avsted. Astrid Lindgren ser ut til å ha vært ett av disse unike menneskene med ukrenkelig integritet, som klarte å gripe tak i sin egen og livets sårbarhet, anerkjenne den, og handle deretter.

Du, så mye jeg lærte av denne biografien! Boken flyter over av vakre sitater, rørende brevvekslinger og nyanserte resonnementer. Etter sin første graviditet som 19 åring, og påfølgende erfaring med og måtte gi slipp på sitt eget barn, ble Lindgren formet som utrettelig forkjemper for barns rettigheter. I 1933 ble hun inspirert av den libanesiske dikteren Kahlil Gibrans bok "Profeten". Sitatet fra boka, som Astrid skrev ned i en notatbok dette året, kan forstås som en rettesnor for hennes forfatterskap, og mye av hennes engasjement:

“Deres barn er ikke deres barn. De er livets sønner og døtre, med egne lengsler. De kommer gjennom dere, men ikke fra dere. Og selv om de er sammen med dere, tilhører de dere ikke. Dere kan gi dem deres kjærlighet, men ikke deres tanker. For de har egne tanker. Dere kan gi hus til deres kropper, men ikke til deres sjeler, for deres sjeler bor i morgendagens hus, som dere ikke kan besøke, selv ikke i deres drømmer. Dere kan strebe etter å ligne dem, men prøv ikke å få dem til å ligne dere. For livet går ikke bakover, eller dveler ved i går.”

Ved å ta barna på dypeste alvor, åpnet Lindgren opp rom med lov til å sette ord på livets mørke sider. Utformet på barns premisser, men like aktuelt for alle som lever. “Denne dagen, et liv, er å vite og erkjenne at døden alltid vil være en del av livet. Ingenting varer evig”. Lindgren nølte ikke med å vende intens livsglede til dyp, kullsvart sorg i sine litterære univers. I mange av de mest kjente barnebøkene skildres sorgens realitet og ensomhetens nødvendighet, med troverdig intensitet.

Var det ikke nettopp Astrids bevissthet om livets forgjengelighet, som gjorde at hun klarte å leve et så rikt og gnistrende liv? At hun klarte å få mest mulig, og det beste ut av sin korte tid her på jorda? Inget annet sted i biografien fremkommer dette tydeligere enn i et av de siste kapitlene, min favorittdel: “Livet og leken”. I vår egen samtid, hvor stadig flere mennesker blir ensomme - midt i en hypersosial, digital "virkelighet", kunne vi alle ha trengt en Astrid Lindgren. Heldigvis har hun etterlatt seg en overdådig litterær arv, som vi alltid kan vende tilbake til. Livet kan være flyktig, ensomt og forbigående, men også dypt meningsgivende og fullt av glede.

“Noen ganger er det som om livet valgte ut en av sine dager og sa: Du skal få alt! Du skal bli en av de rosenrøde dagene som skimrer i minnet når alt annet er glemt. Dette er en slik dag” (Vi på Saltkråkan 1964, s. 247).

Skal du lese èn biografi i 2018? Les denne!

[Natalia · Rating 4 out of 5]

Астрид Линдгрен - невероятная. Кроме того, что читать ее биографию было просто очень интересно, она еще и разбудила во мне множество всяческих мыслей - о воспитании детей, человечности, фантазии, чувстве собственного достоинства и, как ни странно (хотя, в общем, что тут странного?) - о демократии и том, как она должна работать.

4 звезды не потому, что книга не дотягивает, а потому, что можно было бы изложить все это еще круче, как мне кажется). Нет пределов совершенству.

[Anastasiia · Rating 4 out of 5]

Астрід Ліндґрен - моя найулюбленіша дитяча письменниця. Я зберігаю в серці теплі спогади про її книги. Тому мене зацікавила її біографія. Книга насичена фактами і спочатку може здатися нудною і розтягнутою. Але чим ближче автор книги підходить до творчості Ліндґрен, тим стає цікавіше. Хоча не можу рекомендувати цю біографію тим, хто незнайомий з творчістю письменниці.
В першу чергу, вражає історія популярності найвідомішої першої книги "Пеппі Довгопанчоха", яку знають в усьому світі. Книга, театральна постановка, сценарій до радіоспектаклю, сценарій до екранізації і декілька продовжень - простий рецепт успіху! Зараз цим нікого не здивуєшся, але тоді це було вперше)
Також мені сподобалося читати про процес написання різних книг, які я читала в дитинстві. Астрід Ліндґрен завжди ставала на сторону дітей. Саме ця філософія і розуміння психології пояснює чому її книги унікальні і так відгукуються в дитинстві. Мене сильно вразили "Міо, мій Міо" та "Брати Левове серце". Те, як по-дорослому, авторка розмовляла з дітьми через книги.
Крім творчості та написання книг, Астрід Ліндґрен запам'яталася активною позицією щодо справ в країні. Податкова політика, екоактивізм, захист тварин, захист дітей-біженців та спротив ядерній енергетиці. І це проявлялося не тільки в іронічних статтях та відкритих листах до уряду, а й в наданні значних матеріальних коштів організаціям, які цього потребували.
Це чудова біографія про дивовижну письменницю Астрід Ліндґрен, яка сподобається давнім фанатам її історій!

[Christina Stind · Rating 3 out of 5]

Let me just start by saying that I think Astrid Lindgren is amazing. I have loved her books since I was very young and I credit her to a large extent with making me a reader. I also now turn to her when trying to make readers out of my two young daughters - so far, we share the love.
It was hardly surprising for me to choose to read a biography on Astrid, especially since our summer vacation this year went to Småland, Sweden; birthplace of Astrid Lindgren.
Jens Andersen's book 'Denne dag, et liv' (This day, a life) made me even more impressed with Astrid, not just as a writer, but as a person. She was extraordinary in the way she treated other people and how she went about living her life and using her fame. She helped whenever she could and fought for children - of course - and for better lives for animals (among other things).
I do think the book has issues, though. Jens Andersen chooses to begin sort of in the middle with a correspondence Astrid had for some years with a teenage girl. I do understand the author's decision as the correspondence sheds a clear light on how Astrid was and he uses the way Astrid cares for this teenage girl to show us that because of her own personal challenges, Astrid was able to relate to other people's challenges and issues - but it also means that when the author then returns to a chronologically ordered account of Astrid's life, it gets a bit weird when he gets to the point where this correspondence rightly belongs.
I got also a bit confused with Astrid's son who was referred to as both Lasse and Lars, even within the same paragraph, and without it being ever explained. As far as I have gathered from other sources, her son's name was Lars, but she mostly called him Lasse.
I also think it's a bit messy at time. One minute she's 35, the next she is retiring. And I missed hearing what her parents thought of her career. How they responded to their young daughter who had to leave home after getting pregnant with a much older man and who ended up being the most loved Swedish author. We get so many quotes from her letters to them - but none of their letters to her. We get a few hints when she reads Emil to her father when he is dying and she gives her brother The Brothers Lionheart when he is dying, but it doesn't really answer my question. What did they think of her career choice?
The book is certainly as it's strongest after Astrid started writing - but that is probably also the most interesting part of her life as this is when she starts to really confront what has happened in her life and what is happening around her to create art. I loved reading about her inspirations and how she used stories from the people around her to incorporate in her stories.
When you read a biography of a person who has been dead since 2002, the ending shouldn't surprise you. And well, it didn't. But it still made me very sad and I had tears in my eyes when I finished the book.
What a magnificent person. What a life!

[Tanja Berg · Rating 4 out of 5]

Vilken fantastisk bok om Astrid! Var hade jag varit utan hennes underbara sagor? Det var fascinerande att få en inblick i hennes liv och vad som påverkat och inspirerat henne. Astrid blev efterhand hela Sverige kloka gumma, med säckvis av post från folk som ville ha råd och hjälp.

Jag måste erkänna att jag inte visste nästan nånting om Astrid före den här boken, och jag blev djupt imponerad. Den beskriver hennes affär med en äldre man, och sonen Lars hon var tvungen att lämna ifrån sig de tre första åren av hans liv. Hon tog honom tillbaka och gifte sig sedan med en annan man, äldre än henne själv.

Pippi kom inte ut förrän Astrid var närmare 40 år gammal. Även om Astrid publicerat historier och nån flickbok före Pippi, så blev detta hennes verkligt stora genombrott. Jag antar att Bonnier förlag, som avslog Astrid två gånger, ångrar det djupt ännu idag.

Astrid hade en insyn i barns värld som var helt unik. Hon skrev från barnens perspektiv utan nån förmanande vuxen i närheten eller med färdigtuggade moralkakor på slutet. Fantastiskt befriande. Det var som att bli hörd, bli tagen på allvar.

Själv är jag uppvuxen med de flesta av Astrids historier - Barnen i Bullerbyn, Emil i Lönneberga, Pippi, Karlsson på taket, Bröderna Lejonhjärta, Mio min Mio. Sistnämnda var länge en av mina absolut favoriter. Jag fick den läst för mig i skolans bokklubb när jag var sju år gammal. Den stora boken om Pippi fick jag i födelsedagspresent när jag var 7 eller 8 år. Jag läste den många gånger! Fast Pippi kunde vara lite jobbig, jag tyckte bättre om Emil. Mycket av min läslust och att jag hittade böcker så tidigt är tack vare Astrid.

[Nadia Zeemeeuw · Rating 3 out of 5]

I liked the first part of a book better. Then I got tired of it. There are too many quotations to be a smooth story, too many jumps back and forth in time and the writing style is just so dry. I agree that a biographer must be unbiased and academic to make a good biographer. But a little bit more warmth would do good. I must admit though that I learned quite a lot about Astrid Lindgren’s life and I definitely understood more about her personality now, after reading a book, than I did before.

[Paula Lukkariniemi · Rating 5 out of 5]

Tänään 2.3.2025 sain loppuun kirjan nimeltä Astrid Lindgren tämä päivä, yksi elämä. Astrid Lindgren tämä päivä, yksi elämä oli mielestäni hyvä, ihana, hauska, vauhdikas, innostava, koskettava, kaunis, mukava, mukaansa tempaava, mielenkiintoinen ja koukuttava kirja. Aloin lukemaan kirjaa nimeltä Astrid Lindgren tämä päivä, yksi elämä 16.2.2016 ja nyt sitten luin sen loppuun.
Lukiessani kirjaa nimeltä Astrid Lindgren tämä päivä, yksi elämä minulle tuli sellainen tunne että Astrid Lindgren ja hänen omaisensa olisivat kertoneet minulle kaiken.
Minulle tuli todella erittäin oikein hyvä mieli.
Vähän ennen kyyneleitä (El Angel de la Guarda)
Vähän ennen kyyneleitä pääsi poispäin käännä, etten niitä nää.
Vähän ennen kyyneleitä vielä hyvästelyyn aikaa vähän jää.
On vielä sanottava, kuinka hyvä mulla on sinun lähelläsi ollutkaan.
On vielä sanottava etten koskaan tulla luoksesi voi enää uudestaan.
Vähän ennen kyyneleitä jokin merkki mulle anna sanaton.
Kasvot vaikka käsiin peitä, silloin tiedän, milloin mentävä mun on.
Silmissäsi kyyneleitä en voi vastustaa, ja mentävä mun on.
Vähän ennen kyyneleitä pääsi poispäin käännä, etten niitä nää.
Vähän ennen kyyneleitä vielä hyvästelyyn aikaa vähän jää.
On vielä sanottava, kuinka hyvä mulla on sinun lähelläsi ollutkaan.
On vielä sanottava etten koskaan tulla luoksesi voi enää uudestaan.
Vähän ennen kyyneleitä jokin merkki mulle anna sanaton.
Kasvot vaikka käsiin peitä, silloin tiedän, milloin mentävä mun on.
Silmissäsi kyyneleitä en voi vastustaa, ja eron hetki on.
https://youtu.be/Y0CPIKBxtHA?si=xrIHm...
😍🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍🎄🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍 🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍😍🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍🎄🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍 🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍😍🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍🎄🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍 🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍😍🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍🎄🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍 🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍😍🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍🎄🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍 🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍🎄😍

[Мария Бахарева · Rating 4 out of 5]

Многое я уже знала и раньше, но в целом фигура Астрид оказалась еще грандиознее, чем я представляла себе.

[Ispirian Hovhannes · Rating 5 out of 5]

Восхищён историей этой простой на первый взгляд девушки Астрид, оставшейся в 17 лет одной с незаконорожденным ребёнком в традиционном патриархальном обществе Северной Европы. В ней почувствовал всё то несчастье, которым была охвачена женщина в буржуазной Европе в 20-ом веке, ведь таких, как Астрид одиноких матерей были миллионы.

Эта хрупкая на вид женщина научилась преодолевать раз за разом на протяжении всей своей жизни страх одиночества и отчуждения, отвечая главным, что даёт человечеству Женщина и Мать - безусловной любовью к детям. Сперва к своим, затем детям Швеции и всего мира, и, наконец, нам, взрослым детям.

Линдгрен писала, что так никогда и не испытывала тех высших любовных чувств к мужчине, которые описываются в книгах. Она умела погружаться в работу и дарить по-настоящему прекрасные произведения. А уже в зрелом возрасте всю жизненную энергию направляла на помощь всем, кто нуждался в ней, а это, на минуточку, около тысячи писем в год с абсолютно всевозможными просьбами, на все из которых она реагировала.

"Прежде всего я хочу быть с моими детьми. Затем — с моими друзьями. А еще я хочу быть с собой. Целиком и полностью. Человек мало и ненадежно защищен от ударов судьбы, если не научился оставаться один. Это едва ли не самое главное в жизни"

"В центре мировоззрения Астрид Линдгрен была мысль о том, что среди всех мучений, огорчений и разочарований из-за погони за ветром есть время и для радости, наслаждения, поэзии, любви, игры. И кто же лучше всех умеет жить в настоящем, как не дети — и внутренний ребенок во взрослом? "

Теперь знаю, какое место посещу в первую очередь при посещении Швеции, и какие книги буду читать детям.

[Maya Skagegård · Rating 5 out of 5]

En av de särdeles bästa biografier jag läst. Tårarna droppade och blötte ner sidorna i den första halvan av boken och i den andra kände jag förundran och lockades till både skratt och gråt (igen)!

[Sabina_bere · Rating 5 out of 5]

(*Knjigo sem brala v slovenskem prevodu, ki je izšel pri Mladinski knjigi, ampak knjige še ni na portalu.)

Kdo ne pozna Pike Nogavičke, Ronje, Erazma itd.? Nisem vedela, da je imela avtorica res zelo pestro (včasih tudi tragično) življenje in ta biografija predstavlja velik poklon njeni osebnosti. Astrid je bila najprej novinarka, potem tajnica, pisateljica in v pokoju tudi aktivistka za okolje, ženske, otroke in politiko. Bila je vsestranska ženska in nam je lahko v velik navdih. ❤️

[Gitte Hørning · Rating 4 out of 5]

Til trods for Astrid Lindgrens status som en af verdens mest læste børnebogsforfattere, fandtes der kun én biografi om hende (Margareta Strömstedt, 1977), før danske Jens Andersen udgav sin store biografi i 2014. Strömstedt var en nær veninde af Lindgren, så hendes biografi anskuede livsværket indefra, mens Jens Andersen, der har en række velmeriterede biografier bag sig, tilføjer en udvendig, samfundsperspektiverende vinkel på værket.

Astrid Lindgren har været skrivende hele sit liv. Skolestile, som skilte sig ud fra den gængse standard, dagbøger (herunder krigsdagbøger) og en enorm brevveksling med familie og venner, forretningsforbindelser samt ensomme børn og unge, der kontaktede hende. Alle hendes originalmanuskripter er håndskrevne – stenograferet, mens hun lå i sengen, og når der var sider til overs i stenografiblokken, brugtes de til personlige optegnelser. Kungliga biblioteket ligger inde med et uhørt stort materiale på Lindgren, og Jens Andersen er den første, der har fået ubegrænset adgang til det hele.

Lindgren startede også sin professionelle karriere som skribent, nærmere bestemt som journalistelev på Vimmerby Avis. Uheldigvis blev hun gravid med avisens 30 år ældre redaktør, der i forvejen var gift for anden gang og far til syv. Lindgrens søn, Lasse, blev født i hemmelighed i København, hvor hans første tre år blev tilbragt hos en højt elsket plejemor. Efterfølgende boede han 1 ½ år hos Lindgrens forældre på gården Näs i Småland, så først som 5-årig kom han til at bo sammen med den mor, der havde savnet ham utroligt meget, men hvis personlige forhold ikke hidtil havde tilladt hende at tage drengen til sig.

Lindgrens forliste journalistkarriere blev afløst af en kontoruddannelse i KAK, Kungliga Automobil Klubben. Også her fik Lindgren et forhold til sin (fraskilte) chef, men her førte det til ægteskab og fødsel af datteren Karin, hvorefter også Lasse – fra 1941 – kom til at indgå i kernefamilien i den 4-værelses lejlighed i Dalagatan 46, Stockholm, hvor Lindgren boede frem til sin død 61 år senere.

Hendes første spæde forsøg ud i skrivning af fiktion var bidrag til julehefter med sentimentale historier. I 1944 kom den første roman: en pigebog, hvormed hun vandt en pris i en konkurrence på forlaget Rabén og Sjögren. Denne efterfulgtes af endnu en ungdomsroman, inden Lindgren i årene 1945-48 markerede sig på verdensplan med det revolutionerende børnelitterære udspil: ’Pippi Langstrømpe’. Ud over at Lindgrens eget store forfatterskab over de efterfølgende 30 år kom til at udfolde sig på Rabén og Sjögren, blev hun fra 1946 ansat som en engageret forlagsredaktør, der som leder af børnebogsredaktionen fik udgivelsernes antal til at stige fra 40 titler om året i halvtredserne til 70 årlige titler i 1970, da Lindgren takkede af.

Et så flittigt liv kaster i den sidste ende også penge af sig, og disse blev bl.a. brugt på rejser, men også på en udstrakt grad af velgørenhed. Ikke bare af den institutionaliserede slags, nej, masser af privatpersoner henvendte sig direkte til Lindgren med begrundede ’ansøgninger’ om støtte, og mennesker omkring hende skønner, at omkring 10 mio. kr. af formuen blev uddelegeret på denne måde. Nærig var Lindgren derfor langt fra, så når hun i sidste halvdel af 1970’erne indledte en karriere som politisk aktivist med et mediebårent angreb på socialdemokraternes skattelovgivning, så var det, fordi skattesystemets guldfugl, Astrid Lindgren, nu havde rundet en helt urimelig skatteprocent på 102. Ene kvinde fik hun igangsat en revolte, der væltede den socialdemokratiske regering, som ellers havde haft monopol på magten i 44 år.

Jens Andersen demonstrerer et imponerende overblik over sit stof. Elementer fra forfatterens liv udgør forståelsesrammen for gennemgangen af de mest prægnante titler i forfatterskabet: ’Pippi Langstrømpe’, ’Mesterdetektiven Blomkvist’, ’Alle vi børn i Bulderby’, ’Mio, min Mio’, ’Emil fra Lønneberg’, ’Vi på Krageøen’, ’Brødrene Løvehjerte’ og ’Ronja røverdatter’. Men forfatterskabet sættes også i relief i forhold til tidsånden i diverse tiår. Jeg var selv litteraturstuderende i de marxistiske 1970’ere, hvor man stillede helt andre krav til børnelitteraturen end dem, som Lindgren indlysende indfriede. ””Al litteratur er politisk”, lød parolen på den litterære venstrefløj, hvor man anså den socialistiske børnebog for at være et våben i klassekampen, der skulle løfte børn og unge ind i en marxistisk verden, renset for overnaturlige fantasivæsener.” Sven Wernström blev det lysende forbillede for den nye generation af børnebogsforfattere, hvis ’opskrift’ på børnebøger, Lindgren gjorde tykt nar ad. Og man må jo nok sige, at Lindgrens forfatterskab, inklusive ”overnaturlige fantasivæsener”, har overlevet ikke så lidt længere end Wernströms ’Trællene’ 1-10, som genfortæller den svenske arbejderklasses historie fra år 1000 til slutningen af 1900-tallet. Endvidere ’Oprøret’, som skildrer den cubanske revolution, og ’Kammerat Jesus’, hvor Jesus skildres som en partisan, der dræbes af de romerske undertrykkere.

Jens Andersen skriver med let hånd hen over Lindgrens søns skæbne. Lasse forblev livet igennem præget af de svigt, han oplevede i sine turbulente første leveår, og i øvrigt døde han som kun 59-årig. Lindgrens ægtemand, Sture, gås der også meget lidt i dybden med; han var alkoholiker og døde som 54-årig af skrumpelever. Dette er angiveligt bevidste fravalg fra Andersens side, der har villet lade sin beskrivelse hvile på respekt for og betagelse af Lindgren, som var i stand til at gøre ”denne dag, et liv” til sit personlige bonmot: Man skal leve hver dag, som var det den sidste.

Og biografien er da også (rigeligt) stor, uden at fokus skal spredes fra Astrid til Lasse og Sture. Heldigvis er der indlagt mange fotografier, hvoraf også en del er hidtil ukendte. Og for mit eget vedkommende kan jeg selv sætte endnu flere billeder på det beskrevne liv i Dalagatan 46 med udsigt til Vasaparken, for jeg besøgte lejligheden i 2016. Med sit slidte interiør og med bøger overalt, formelig emmer lejligheden af levet liv og produktivitet igennem 61 år. Man ser blandt meget andet den seng, hvor Pippi fødtes, forstået på den måde, at sengen var datteren Karins, og da hun i en lang periode var syg, improviserede Lindgren en fortløbende historie, som siden blev til ’Pippi Langstrømpe’. Man ser naturligvis også forfatterens arbejdsværelse med den gamle ikke-elektriske skrivemaskine, stærke briller og en enorm lup, da hun i den sidste ende havde svære øjenproblemer.

Skulle man herud over have lyst til at få levende billeder på Astrid Lindgren, så er Kristina Lindquists fremragende 2014-dokumentar i tre dele fortfarende tilgængelig på YouTube:

https://www.youtube.com/watch?v=AWncJ...

https://www.youtube.com/watch?v=PA6RQ...

https://www.youtube.com/watch?v=hqVgS...

[Liisa | kirjavuori · Rating 2 out of 5]

No niin! Olen alusta asti ihan pursunnut halua sanoa tästä jotakin, ja nytpä sitten sanon. Ensinnäkin: tähtiä on sinänsä vaikea antaa, sillä Astrid Lindgren on ehkä maailman paras ihminen, viisas ja lempeä ja terävä-älyinen. Mutta — tämä kirja oli elämäkertana oikeastaan tosi huono. Lukeminen turhautti moneen otteeseen ihan hirveän paljon, mutta ahmin silti kauheaa vauhtia, koska halusin tietää Astridista kaiken. No, enpä kyllä edelleenkään tiedä.

Perusasioita: Kauhean epäinformatiiviset lukujen nimet. Huono sisällysluettelo. Hassu etenemisjärjestys ja paljon poukkoiluja. Kummallinen aloitus. Hyvin epätasainen keskittyminen elämän eri vaiheisiin. Muutamia poikkeuksia lukuunottamatta enemmän työ- kuin elämäkerta. Monet Astridin elämän tärkeät asiat ohitettiin kuin ohimennen.

Ärsyynnyin hirveästi tähän kirjoittajaan, koska hän tuntui olevan tulkintoineen ja analyyseineen ihan liikaa läsnä kirjassa. Kertoja myös kauheasti hoki ”vastakkaista sukupuolta” ja piti huolenaan mainita, jos Astridin ystävä on ”miespuolinen”. Herranjestas! Kirjoittaja myös jäi usein vähän jaarittelemaan ja pyörittelemään asioita, joihin ei ole vastausta.

Kirjoittaja käytti paljon tilaa myös Astridin teosten analysointiin, ja analysoi niitä tietysti sitten ihan eri tavalla kuin itse analysoisin. Kirjoittamisvaiheista kerrottiin jonkun verran, mutta usein teokset ilmestyivät analyysin kohteiksi aika yllättäen. Teoksia tulkittiin myös varsin biografisesti, ja vielä lopussakin uudelleen palattiin pohtimaan, johtuvatko teosten lukuiset hyljeksityt orpopojat Astridin aviottomasta pojasta, joka asui kolmevuotiaaksi asti (onnellisessa!) sijaisperheessä.

Ihailtavan tarkasti pureuduttiinkin 19-vuotiaan Astridin raskauteen ja Lassen ensimmäiseen elinvuosiin. Oli kiinnostavaa lukea 1900-luvun alun suhtautumisesta aviottomaan lapseen, teiniäitiyteen ja avioeroon. Ihailin todella paljon Astridia, joka päätti olla solmimatta avioliittoa Lassen isän kanssa ja kasvattaa lapsensa viisivuotiaasta eteenpäin itse.

Sen jälkeinen Astridin henkilökohtainen elämä jäi harmillisen vajaalle käsittelylle — olisin hirveästi halunnut lukea esimerkiksi Astridin avioliitosta Sture Lindgrenin kanssa ja toisen lapsen syntymästä. Mutta niin vain naimisiin mentiin ja lapsi syntyi jossain välihuomautuksessa (vähän liioittelen, mutta silti). Erityisesti Sturen alkoholismi jäi todella kauas taustalle, eikä pahaa aviokriisiäkään, varsinkaan sen ratkeamista ja sitä seuraavia vuosia, käsitelty lainkaan riittävästi.

Joo-o. Hirveä halu tuli lukea taas Astrid Lindgreniä, ja sorruinkin jo tilaamaan Sotapäiväkirjat... Odotan sitä tosi innolla, koska tässäkin parasta olivat totteet Astridin kirjeistä ja päiväkirjoista.

[Margot Derycke · Rating 4 out of 5]

-Op aanraden van mijn papa.-

Ik las de biografie van Astrid Lindgren. Ik had niet verwacht dat die ook voor mij zoveel zou betekenen. Want ja, leg alle opvoed- en zelfhulpboeken aan de kant en lees haar verhaal. Het is een ode aan het kind. Over het belang van de natuur, de spelende mens en de kracht en de noodzaak van eenzaamheid. Ik heb heel veel opgepikt.

Vreugde en verdriet stonden bij Lindgren altijd op één lijn. In haar privéleven en haar verhalen. Daarover schrijft ze: "Je kunt de treurvogels niet beletten over je hoofd heen te vliegen, maar je kunt ze beletten in je haar een nest te bouwen."

Gisteren zag ik tijdens een vergadering een nest uit een hoge boom vallen. Het zag er dramatisch uit en de weg naar beneden leek oneindig lang. Boven leken de vogels te kibbelen over wie de schuldige was. Slecht vakwerk dacht ik eerst. Te vroeg, niet bestand tegen de wind. Of zouden het treurvogels geweest zijn?

Anyway. Ik neem me voor om net als die boom op tijd uit te waaien, zodat er zich ook bij mij geen treurvogels nestelen.

[Eva Forslund · Rating 5 out of 5]

Älskar Astrid Lindgren. Stör mig ibland på författarens blandande av svenska och engelska men på det stora hela väldigt vackert. Grät många gånger av hur rörande det var. Inspirerande person

[Elin Willinder · Rating 5 out of 5]

En så vacker biografi, om en så vacker kvinna. Astrid ❤️

[oliviasbooks · Rating 5 out of 5]

I had already read several biographies and books about Astrid Lindgren, the unchallenged heroine of my childhood, and her work, but I think this one is definitely the best and most thoroughly researched. I have to certainly admit, that a person's demise makes researching their past somewhat easier for a biographer. Family members and friends tend to speak more openly about their personal interpretation of key situations and character traits. Thus Anderson assembled his material at a perfect time for constructing a detailed puzzle.

It is entertaining, well-written, illustrated with photos I had not already seen in twenty other publications, eye-opening, critical, but also subtly pointing out, how extraordinary the "world's most famous children's book writer", who also worked as an editor, a movie script writer, a radio moderator and as a secret agent (during the war at the national postal service), was as a - sometimes rather sad or desperate - person, as a woman, as a friend, as a clever business woman and as a tenacious and successful fighter for children's rights, for animal rights, for the environment, for many other things and against her country's government.

Although I have read and reread most of her work for many, many times, I never noticed, that loneliness in all shapes and colors is one of her very central themes. And I didn't realise that before her (starting with the first Bullerbü volume in forties!) no one dared to write books from the view of a young child, in first person, not as part of a narration aimed at adults, but for the sake of admitting the importance of the child's singular point of view as such, of respecting a child as a person.

I highly recommend this book.

[Helle Krog · Rating 5 out of 5]

En fantastisk bog om et fantastisk menneske. En blændende livsbeskrivelse – spækket med masser af gode billeder, som det bør sig i en god biografi. Og tænk, at det skulle blive en dansker, der skrev den sikkert indtil nu bedste biografi om en af Sveriges største forfattere! Flot arbejde af Jens Andersen.

Det var en oplevelse at få indsigt i Astrid Lingrens både private og professionelle liv. Med den fine perspektivering til hendes værker forstår man pludselig, hvorfor Pippi blev Pippi, eller hvorfor Brødrene Løvehjerte blev en nyskabende og kontroversiel børnebog om døden... 'Denne dag, Et liv' beskriver et menneske, der fik en vuggegave, som hun gennem hele livet delte med alle os andre – et menneske, som trods succes, rigdom og en sjældent set international berømmelse og anerkendelse til det sidste forblev uimponeret, ydmyg og ikke mindst tro mod sig selv. Hele livet var hun nysgerrig og i udvikling, og glemte aldrig det barn, der boede i hende.

Efter denne bog har jeg fået lyst til at genlæse hendes bøger – og ikke mindst læse dem, som jeg endnu ikke har læst! En hel del desværre, er det gået op for mig ...

[Mette Rønne · Rating 5 out of 5]

Dejlig bog om Astrid Lindgrens liv og værk. Som altid har Jens Andersen gjort sit research-arbejde uhyre godt, og som altid formår han at komponere sin biografi, så den ikke forløber kronologisk fra fødsel til død, men han anslår et tema midt i Astrid Lindgrens liv, og lader derefter bogen folde sig ud. Den bliver undervejs nogenlunde kronologisk, så man får rækkefølgende med debuten med Pippi, Mio min Mio osv, men samtidig sørger Jens Andersen hele tiden for at samle forfatterskabet i tematiske "klumper", der hæver sig over det helt konkrete. Man får masser af citater fra bøgerne (og dagbøgerne, brevene, avisartiklerne mm), og man får dem også i nogen grad fortolket. Vild med Jens Andersen og Astrid Lindgren!

[Doronike · Rating 5 out of 5]

Nesen sarakstīta Astrīdes Lingrēnes biogrāfija atklāj jaunas lappuses viņas dzīvē pirms kļūšanas par pasaulslavenu bērnu rakstnieci, kā arī stāsta par Lindgrēnes ikdienu jau kā sabiedrībā pazīstamam cilvēkam. Interesantas detaļas par ģimenes dzīvi un izvērsti par sabiedrisko darbu pusgadsimta garumā.

[Ariadne Oliver · Rating 3 out of 5]

A solid biography, if a bit uncritical.

[Elida (elidaleser) · Rating 4 out of 5]

Meget god biografi om Astrid Lindgren som passa perfekt inn i avslutninga av mitt Astrid Lindgren-år.

Min anmeldelse: http://serieavhengig.blogspot.no/2017...