'Filmisk virus', 'en tekstlig parasit' eller sågar 'en snigmorder, der dræber al originalitet'. Remakes, sequels og spin-offs bliver ofte set som en omsiggribende tendens i tiden og et udtryk for Hollywood-industriens kommercialisme og manglende opfindsomhed.
Der er imidlertid hverken tale om en ny trend i Hollywood eller et fænomen, som er afgrænset til den amerikanske filmindustri. Hollywood har tværtimod arbejdet med en form for reproduktionsøkonomi siden de tidligste spillefilm, og den samme genbrugskultur kan man finde i andre lande og medieindustrier.
I denne bog introducerer Andreas Halskov en række forskellige fænomener, der knytter sig til en reproduktionsøkonomi, som nok er karakteristisk for det moderne medielandskab, men som går helt tilbage til Pathé, Edison og de gamle grækere.
Han løser sådan set projektet med at belyse og kategorisere genbrugskultur indenfor film men nogle steder bliver det ret "nørdet" hvor det akademiske mål overskygger formidlingen. Fanger mig mest når Halskov sammenligner og analyserer film og tv-serier, formidler filmhistorie, og kigger på nostalgi med nutidens briller. Hovedvægten er på det amerikanske, med plads til at diskutere det danske og nordic noir, og nogle sporadiske ikke-amerikanske eksempler. På grund af bogens korthed (158 sider) henviser forfatteren til andre publikationer, egne og andres, hvis man ønsker en grundigere undersøgelse af emner og værker.
Han skriver på en nøgtern facon, dog mærkes en nostalgi for nogle titler, især Karate Kid, Stephen King filmatiseringer, og Twin Peaks, sidstnævnte har Halskov skrevet om tidligere. Reproduktion har et lidt dårligt ry og der forsøges på en ukynisk måde at nuancere fortsættelser og remakes. Konklusionen synes at være, at der til alle tider har været genbrug, ikke kun nu. En pointe jeg i princippet godt vidste i forvejen men det lykkedes at gøre denne læser lidt mindre kynisk.
Del af serien Kort og præcist om medier og kommunikation.