Willi er på flugt. På flugt fra Den Røde Hær, fra flygtningetilværelsen i DDR, på flugt fra sin biologiske mor og fra de forfærdende årsager til hans eksistens. Willi udspringer direkte af nazisternes umenneskelige ideologi om racehygiejne, og som for mange andre tyskere hviler Hitler-regimets tunge skygge over ham hele hans liv. For Willi er skyggen bare mere konkret end for de fleste. Han er nemlig Lebensborn-barn – et resultat af Hitlers vanvittige drøm om at skabe en ren arisk race.
Spørgsmålet om hans ophav dukker konstant op igennem hans omtumlede liv, der bringer ham fra Østpreussen under russernes fremrykning mod Berlin, over DDR’s kollektivisering og flugten til Vesttyskland og til sidst til Paradisgården og kærligheden i Danmark. Da muren falder, og Willi som familiefar bliver ramt af en tragedie, forsøger han for alvor at forsone sig med sig selv.
Lebensborn er en historisk roman om at være undfanget af ondskab, men at ville det gode. Og så er den baseret på en sand historie.
Charlotte Blay, f. 1938, har ud over en lang række bøger for børn og unge udgivet romanerne Flyvefærdig (1986), Hallas ånd (1989), Blå By (1997) og Stjerneskud og halvmåne (1994), som hun samme år modtog Drassows Fredslegat for.
Jeg havde aldrig hørt om Hitlers Lebensborn før jeg læste denne roman. Rørende og velskrevet fortælling om lille Willy der skal så meget igennem før han ender på en gård i Danmark.