Jump to ratings and reviews
Rate this book

Rampen

Rate this book
Litteraturanmelder, forfatter og gymnasielærer Finn Stein Larsen forlader efter 29 års ægteskab sin kone til fordel for en elev. I hjemmet på Rampen i Risskov står reolerne gabende tomme, og den unge Jesper Stein er ladt alene tilbage med en fortvivlet, bitter og bedøvet mor, der kræver hans uforbeholdne loyalitet. Han kommer i klemme mellem forældrene og lever et dobbeltliv udadtil som den festende pigeglade dødspilot og indadtil som sjælesørger for sin mor i en relation, der er grænseoverskridende tæt.

Skilsmissen forandrer alles liv radikalt og sætter sit præg på dem i årtier efter – for forældrenes vedkommende helt frem til deres død. Hovedparten af romanen foregår i årene 1981-83 i Risskov, men den fører også læseren tilbage til forældrenes opvækst i Esbjerg i slutningen af 1920’erne og frem tilderes endeligt i Aarhus i 2010’erne.

Rampen er fortalt og sat i scene af den voksne forfatter, der gennem livet har gjort sig sine egne erfaringer med at svigte, blive skilt og drikke sig væk fra det smertefulde i livet. Den kan læses som et forsøg på at forstå og forlige sig med fortidens svigt og finde fred med
forældrene og med sig selv.

352 pages, Hardcover

Published November 12, 2020

10 people are currently reading
316 people want to read

About the author

Jesper Stein

15 books155 followers
Jesper Stein er født i Århus i 1965. Han er uddannet journalist og har arbejdet som litteraturskribent, rets- og kriminalreporter i København. I dag er han fuldtids forfatter.

I 2008 skrev han bestselleren Man jager et bæst og fanger et menneske sammen med Bent Isager-Nielsen.
I 2012 udkom hans skønlitterære debut Uro, der indbragte ham Det Danske Kriminalakademis Debutantpris.
I 2013 udkom bind 2 i serien om Axel Steen, Bye Bye Blackbird. De udenlandske rettigheder er solgt til Italien, Tyskland, Island, Norge, Rumænien, Holland og Sverige.
I 2014 udkom 3. bind i serien om Axel steen, Akrash.
I 2015 udkom 4. bind i Axel Steen serien, Aisha som indbragte Jesper Stein De Gyldne Laurbær.

Romanerne er solgt til udgivelse i adskillige lande ligesom filmrettighederne er købt af SF Studios - Første film om Axel Steen forventes at få premiere i efteråret 2018

Ratings & Reviews

What do you think?
Rate this book

Friends & Following

Create a free account to discover what your friends think of this book!

Community Reviews

5 stars
347 (41%)
4 stars
386 (45%)
3 stars
94 (11%)
2 stars
15 (1%)
1 star
3 (<1%)
Displaying 1 - 30 of 57 reviews
Profile Image for Krimiormen Seidler.
451 reviews21 followers
November 11, 2020
”Rampen” er fortællingen om krimiforfatteren Jesper Steins oplevelser, da hans forældre blev skilt efter 29 års ægteskab. Jesper Stein kalder ”Rampen” for en fiktiv roman, da det er tiden omkring og efter skilsmissen, som han husker den. Som læser sidder man nu tilbage med en følelse af, at det er de faktiske begivenheder forfatteren beskriver.

Det er selvfølgelig set ud igennem Jesper Steins øjne og med de følelser han har været præget af i den ulykkelige tid og årene efter. Alle navnene i romanen er de faktiske navne på personerne, der figurerer i ”Rampen”. ”Rampen” er en meget stærk, skræmmende og rørende fortælling om 2 sønner, der kommer i klemme imellem 2 forældre, der ikke helt kan finde ud af at navigere som voksne individer, rundt i deres ”nye” liv som fraskilte.

De glemmer lidt at tage det rette hensyn til deres børn. De oplevelser som sønnerne står i midt i adskillelsen, præger dem stærkt, formodentligt, resten af deres liv. Sønnerne sidder tilbage med en følelse af at blive Svigtet, overset, forsømt og uelsket til en vis grad.

Jesper er lige startet i 2. G den dag hans far, Finn Stein Larsen har tænkt sig at være Jespers mor, Jytte utro. Jespers fransktimer er blevet aflyst, så han ankommer til hjemmet på Rampen i Risskov ved Aarhus, 3 timer før planlagt. Finn har besøg af en af hans tidligere elever, Gitte.

Finn underviste i en længere årrække på Aarhus Katedralskole og Aarhus Universitet. Han skrev utallige artikler om litterære emner samt adskillige bøger. Det var ikke usædvanligt, at Finn havde besøg af tidligere elever. Finn og Jytte havde, på dette tidspunkt, været gift i 28 år.

Jytte havde, indtil da været den eneste kvinde i Finns liv. Jytte var sygeplejerske på Sindssygehospitalet i Risskov. Den 20-årige Gitte, var helt klart forelsket i den 53-årige Finn. Finn beder Jesper om ikke at fortælle sin mor noget om besøget.

Jesper beder sin far om at gøre det et andet sted end i huset på Rampen. Affæren ender ud i at Finn forlader Jytte til fordel for den unge elskerinde. Nu starter en meget vanskelig tid for Jytte, Peter og ikke mindst Jesper, der som den eneste hjemmeboende af de 2 brødre, sidder lige midt i orkanens øje.

En tid hvor de voksne glemmer at VÆRE de voksne. En tid der former Jesper som menneske og forfatter til krimiserien om vicekriminalkommissær Axel Steen. Vel i virkeligheden forfatterens alter ego. Kender du ikke forfatteren Jesper Stein, så vil jeg komme med en, synes jeg selv, modig påstand.

Man behøver ikke nødvendigvis at kende forfatteren Jesper Stein for at få et stort udbytte af ”Rampen”. ”Rampen” er i højeste grad en hverdagshistorie. I mine øjne er det litteratur der kan gøre os alle meget klogere på, hvorfor fraskilte forældre skal vise sig som de voksne og passe på, at deres børn ikke bliver klemt i skilsmissen.

”Rampen” er en lærerig, bemærkelsesværdig, filosofisk, smuk og tankevækkende roman, som vi alle kan blive meget klogere af. I tilgift er den så vanvittig velskrevet, så siderne næsten vender sig selv. Mine varmeste anbefalinger til” Rampen” som litteratur, som man ikke må snyde sig selv for.

Vurdering: 6/6 Roser.

Krimiormen.dk
Profile Image for Mie Jonassen.
156 reviews11 followers
March 20, 2021
Velskrevet, rørende og hjerteskærende beretning om Stein’s families deroute ovenpå forældrenes skilsmisse.
Fokus i bogen ligger fortrinsvis på Stein’s ungdom og da han bliver voksen er fokus mest rettet mod forældrenes fortsatte deroute og tiltagende misbrug.
Jeg savnede personligt at høre mere om Stein’s egne kampe i sit voksenliv- bla. skilsmisserne og alkohol misbruget.
Man kan forestille sig, at han ikke har ønsket at gå mere i dybden med dette for at beskytte sine ekskoner og børn, som jo fortsat lever modsat forældrene.
Eller måske kommer der en efterfølger, hvor han går i dybden med netop dette?
Det kunne man jo håbe...
Profile Image for Rune Jensen.
6 reviews
April 3, 2024
Hudløst ærlig og rå, med tunge emner. Slutningen var helt fænomenal og fuld af følelser. Stein skriver så nuanceret og poetisk at det nærmest er surrealistisk. Jeg glæder mig til at læse "Ædru".
Profile Image for Lone Damgaard.
522 reviews11 followers
May 18, 2021
En rigtig god bog som jeg tror mange kan genkende sig selv i. Om det er blandt de bedste udgivelser i år ved jeg ikke om jeg synes men den er bestemt læseværdig.
127 reviews6 followers
December 30, 2020
Rampen handler om krimiforfatteren Jesper Stiens forældre, den kendte litteraturkritiker Finn Stein Larsen, som forlader sin kone til fordel for 20. årige, tidligere elev, Gitte. Det svigt kommer Jesper Steins mor sig aldrig over. Hun gør Jesper til sin fortrolige, imens drikkeriet tager til, og ensomheden og bitterheden tager over. Et usundt og nærmest incestuøst forhold.
Gennem nedslag følger vi forældrenes liv. Fra de unge, uskyldige år, hvor den lidt kejtede, men begavede universitetsstuderende møder den smukke og udadvendte sygeplejerske og til ægteskabet sander til i akademikerghettoen Risskov og så til de skilles - og begge går i opløsning og dør på grund af et årelangt misbrug.
Jesper er den rastløse unge mand, som søger nydelse og spænding, men i modsætning til sin bror har været svært ved at engagere sig i gymnasiet og studierne.
Akademikkermiljøet og de tidligere 80'eres tidsånd er godt ramt.

Jesper Stein har skulle træffe mange valg i forhold til, hvordan har skullet servere historien. Det betyder, at hovedvægten er lagt på forældrenes liv og historie. Tilmed er moderen indimellem fortælleren. Til gengæld fortæller han mindre om sig selv, bortset fra de unge år, hvor forældrene bliver skilt, og han bor sammen med den ensomme og drikfældige moder, som han agerer sjælesørger for.
Jeg kunne måske godt have ønsket mig, at Stein var gået lidt mere i dybden med sit liv; drikkeriet og skilsmisserne. Der mangler han måske lidt at sætte kniven ind, selv om de formative år, hvor han tager sig af moderen vel bliver en slags forklaring på et utroligt og rastløst sind, som skal dulmes med alkohol.

Bogen er udmærket skrevet og letlæst. Tiden hvor Stein tager sig af moderen og forældrenes deroute og død fremstår mest overbevisende. Til gengæld kan man undre sig lidt over den lange fødselsscene i begyndelsen af bogen, hvor hovedpersonen kommer til verden. Der må have været nok af stof at vælge imellem, hvilket den store research Stein har gjort som baggrund for bogen, dokumenterer.
25 reviews
May 14, 2021
Går lige i hjertet. Bogen har for mig sat gang i tanker om, hvor meget følelser - og forsøgene på at drukne følelser i vrede, alkohol og dårlig samvittighed - styrer vores livsbane og vores identitet. I hvor høj grad meget ulykkelige kærlighedshistorier kan påvirke ikke bare det enkelte familie men hele familier i nutiden og langt ind i fremtiden.
Profile Image for Lise Højer Rømeling.
95 reviews18 followers
March 27, 2021
3 stjerner. Virkelig velskrevet. Fine detaljer, trist historie. Men jeg sidder en smule tomhændet tilbage og er lidt i tvivl hvad jeg skulle med denne historie, desværre.
Profile Image for Søren.
173 reviews7 followers
April 6, 2021
Rampen af Jesper Stein er en stor læseoplevelse. Hudløs autofiktion med ekstrem udlevering af forfatteren selv og hans kendte litteratur-far og knap så kendte mor. Autofiktive bøger har enkle handlinger. Vi følger Jespers fødsel, opvækst, forældrenes skilsmisse, deres alkoholmisbrug og død og derefter forfatterens eget misbrug og vej ud af det.

Blandt forfattere hed det sig engang, at man ikke måtte hæve af hovedstolen. Man måtte ikke fortælle sin egen historie, for hvad skulle den næste bog så handle om? Det er der ikke mange der bekymrer sig om længere. Og tak for det.

Der er så mange fremragende passager i Rampen. Titlen, alene, som både refererer til barndommens gade, men som naturligvis også er et billede på hvordan hjemmet var affyringsrampen til en eksplosion af lige dele litteraturforskning, opdragelse, pænt borgerligt liv, vildskab, druk, had osv.

Ligesom hos Knausgaard er forfatteren lillebroren, som oplever skilsmissen for fuld musik, mens storebroren når væk, og kan betragte hjemmets smuldren på afstand, og ligesom hos Knausgaard får man som skilsmissebarn af 70'erne ufatteligt meget med om sit eget liv.

Tog Tolstoj fejl? Er alle mennesker ulykkelige på den samme måde?
Profile Image for Signe Lundøer.
58 reviews
September 9, 2021
Der veksles mellem nutid og fortid, når fortælleren (med Jesper Steins perspektiv) undersøger hvorfor og hvordan hans far forlader hans mor for en yngre kvinde og tidligere elev.
Litteratur har spillet en særlig rolle i hjemmet, og hans far får ham også til at få øjnene op for litteraturanalyse (nykritikken) som her, hvor faren har hjulpet ham med en opgave i gymnasiet: “Det føles som at have stået foran en lukket dør og pludselig få udleveret et nøglebundt. Og forstå, at hvert ord betyder noget. At intet ord er tilfældigt. Og at mængden af gennemlæsninger hele tiden åbner teksten. […] Jeg har før fået lektiehjælp af min far, men aldrig på denne måde.” (S. 73)
Romanen giver et indblik i Peters familie på godt og ondt: Hvordan han føler sig svigtet af både sin mor og far, selvom han samtidig har følt sig elsket og har fået en masse med fra sine forældre.
Bogen er virkelig god, fordi man kan mærke det levede liv og de stærke følelser, der ofte er på spil, når det handler om familie. At det samtidig er autofiktion gør det for mig endnu stærkere. Som da jeget kigger på lysbilleder: “Og jeg får ondt i maven af savn og længsel efter denne lange og smukke historie om to mennesker, der delte håb og bekymringer, skabte hinanden, dannede familie og fik et liv sammen, hvor de håb blev til virkelighed i stedet for den historie, jeg fik med mig ind i voksenlivet: katastrofen, hadet, ydmygelsen.” (S. 123)
Profile Image for Kirsten Hansen.
27 reviews
July 28, 2021
Godt skrevet, meget personligt, meget tæt på. For tæt på efter min smag.
406 reviews1 follower
June 12, 2021
Når man først lige kommer ordentligt i gang, er det en virkelig god og medrivende bog. Det er egentlig ufatteligt, at man kan skrive 400 sider om et forældrepars ulykke, men ikke desto mindre er det lykkedes forfatteren enormt godt. Den er velskrevet, og på nær et kort stykke omkring forfatterens tidlige teenageår, kedede jeg mig på intet tidspunkt.
Historien var ikke som sådan relaterbar for mig, men den rørte mig alligevel, og alle der har bare lidt komplicerede forhold til deres forældre, vil sikkert kunne genkende mange elementer.
Hørt som lydbog læst op af forfatteren selv. Skulle lige vænne mig til at høre en lydbogsoplæser med tydelig dialekt, men det endte med at blive en god del af lytteoplevelsen.
Profile Image for Kieran.
395 reviews7 followers
Read
December 18, 2020
Jeg mener autofiktion er en gang yuks, men denne bog fascinerede mig. Jeg beundrer dens åbenhed og al den smerte der er i den.
Har jeg lærte noget? Ja; at folk er deres egen værste fjende, og at man kan dø af at være ensom. Også tabet af kærligheden er dødbringende.
Så i aften får min kone og min kat en ekstra krammer, og jeg sender kærlige beskeder til min datter, barnebarn og resten af familien.
Profile Image for Lida Wengel.
610 reviews
Read
December 14, 2020
Fremragende roman om en barndom med svigt og alkohol. Så meget genkendeligt fra Århus. Så rørende og bevægende og SÅ smukt skrevet ❤️
Profile Image for Peter Odel.
133 reviews18 followers
September 22, 2022
Hvad sker der med en gymnasieelev i et akademisk og velfungerende hjem når forældrene efter 29 års ægteskab skal skilles? Hvordan skal drengen skabe sin egen identitet når faderen flytter fra villaen med en ung kvinde, og moderen samtidig i sorg fuldstændig går i hundene og fyldes af håbløshed, bitterhed, selvmedlidenhed og selvdestruktion..?

Jesper Stein forsøger i denne roman gennem sin skriveproces at forlige sig med sin fortid, oplevelsen af forældrene og deres svigt - samt ikke mindst sig selv... Der er ingen tvivl om at han er en eminent skribent og kompetent forfatter. Han er observant og skriver præcist, scenisk - ja, ofte billedligt og sanseligt. Han er nådesløs og kommer tæt på i sin skildring af forældrene, skilsmissen, vennerne og miljøet - ikke mindst i tiden efter skilsmissen. Han skriver om kærlighed og had til forældrene, om en livslang forbundethed, om forældresvigt i en familie der ellers burde have mentale ressourcer, om selvdestruktion, bundende i alkoholisme der tilsyneladende præger dem alle.

Jesper Steins evne til at levendegøre miljøer betyder at der i især i den første del af bogen findes mange scener som jeg har haft stor glæde af at læse. Jeg kender lidt til dansklærermiljøet i Aarhus og er stødt på faderen Finn Stein Larsens navn mange gange. Jeg nød i den grad tidsbilledet fra Risskov i 80'erne... - f.eks. Rampen, scenerne med tilblivelsen af 'Skønheden og Udyret' af filminstruktøren Nils Malmros der delvis er optaget i Stein Larsens hus...

Jeg blev grebet af de smukke beskrivelser af den spirende og unge kærlighed. Mulighederne ligger tilsyneladende klar på et sølvfad for den unge Jesper Stein i det overskudsprægede akademikerhjem. Og netop derfor kommer fortsættelsen til at virke ekstra grum og nådesløs, ja uforståelig...

Men bogen er i sin helhed ikke for mig. Jeg har det svært med autofiktion generelt og foretrækker en distance. Selv om især moderen undertiden har synsvinklen, får jeg hurtigt indtryk af at læse selvbiografi hvor Jesper Stein søger at forlige sig med fortiden og finde fred gennem hudløst ærlige og undertiden særdeles private, udleverende og nærgående tableauer. Netop de sceniske elementer, koblet med navlepillende og selvdestruktive egne overvejelser - ofte døvet af indtagelse af alkohol - giver mig fornemmelsen af noget håbløst og privat der ikke rager mig, lidt ligesom hvis jeg skulle snige mig til at kigge i fremmede folks toiletskabe eller sovekammermøbler...

Jeg bryder mig desuden ikke om at mennesker offentligt hænger deres forældre, familie, venner ud selv om de er døde. Omtalen står jo for al evighed mejslet på tryk uden at forældrene kan tage til genmæle. Det gør det i mine øjne ikke bedre at Finn Stein var en ganske kendt person i dele af det offentlige liv hvis eftermæle nu bliver påvirket af sønnens forsøg på at finde sig selv. Den sidste del af bogen var næsten ulidelig for mig at komme igennem, præget som den er side op og side ned af tanker og beskrivelser af egen og især forældrenes alkoholisme og selvdestruktion. Jeg håber at der trods alt er lidt mere håb i Jesper Steins nyeste bog 'Ædru'....

Se mine bogomtaler og anmeldelser på peterodel.com
Profile Image for Charlotte.
77 reviews1 follower
May 18, 2021
De taler meget om litteratur i Jespers akademiske og kultiverede barndomshjem i Risskov. I en scene forarges faren og Jesper over en anmelder, som omtaler et hovedværk i litteraturhistorien så simpelt som, at den handler om livet. "Bare det - livet." Jeg tror ikke, det er tilfældigt, at den omtale er taget ind i historien, for Rampen handler også (bare) om livet. Den helt unge kærlighed er sindsygt gribende og smukt beskrevet, så funklende og ren som en tidlig pinsemorgen. I begyndelsen ligger mulighederne foran Jesper og forældrene er hele og beundringsværdige mennesker. Men som i Marcel Prousts "På sporet af den tabte tid" - sætter tiden ubønhørligt sine spor og ungdommen bliver gennem bogen til uskøn alderdom. Kærligheden falmer. (Ligesom hos Proust er der i øvrigt også en interesse i kærlighedens forskellige mulige veje.) Det er ikke skønt at blive gammel, ensom, forladt, svigagtig, fordrukken, kroppen forfalder, sindet formørkes. Døden indfinder sig hos de for længst faldne forældreskikkelser, da Jespers liv omsider er på toppen ift. en drømmekarriere som forfatter, og også hans liv har for længst taget en helt anden bane end den han forstillede sig som ung - et skred der begyndte, da forældrenes ægteskab revnede efter 27 år i det hus, Jespers barndomshjem, som lå på vejen, med samme navn som bogen; Rampen. Det er en betagende, spændende og tragisk historie, der griber en om hjertet, fordi faldet - syndefaldet i ethvert menneskes liv - rummer sin egen fascinerende skønhed og Jesper Stein går planken ud i sin ubønhørlige rå og ærlige skildring af både forældrene og sig selv. Den er som livet selv og den giver ligesom Proust heller ikke kærligheden en eneste reel chance. Det betyder mærkeligt nok ikke, at man dermed mister troen på kærlighedens mulighed af at læse historien. Den har det bare ikke så gode vækstbetingelser, når den skal gro mellem livets realiteter. Den er en sart plante, en drøm. En flygtig og værdigfuld drøm, som måske er det hele værd.
Profile Image for Louise Juelskjær Hansen.
11 reviews
January 13, 2021
🌷 BOGANBEFALING 🌷

Titel: "Rampen"
Forfatter: @jesper_stein
Forlag: @politikensforlag

Hvad sker der med et ungt menneske, når ens forældre efter 29-års ægteskab skal skilles, fordi den far man troede man kendte, er blevet forelsket i sin elev? Hvordan skal man, mit i sin egen identitetsdannelse, kunne navigere i en verden, der pludselig ser anderledes ud, og hvor ens mor går fuldstændig i hundene og fyldes af selvmelidenhed, alkohol og forfald?

"Rampen" er en fortælling om forfatter Jesper Steins liv, hvori han holder fokus på sine forældres valg og den påvirkning det har haft på ham selv igennem ungdommen og voksenlivet.
Bogen er også en beretning om de modsatrettede følelser Jesper har stået i som ung, hvor han udadtil var festglad og ubekymret, men i hjemmet skulle tage sig af sin sørgende mor, som ofte optræder fuldstændig grænseløs i sit samvær med sønnen.

Kærlighed og hudløs ærlighed er store temaer bogen igennem, for selvom påvirkningerne fra forældrenes skilsmisse og især moderens efterfølgende nedtur er rystende og har efterladt dybe ar hos Jesper Stein, så skinner kærligheden til begge også igennem i bogen.

Bogen er hudløs ærlig og fortæller på fantastisk vis, hvor svært det kan være at finde fodfæste i en verden, hvor de valg andre tager, også vil have indvirkning på en selv og de beslutninger, som præger en som menneske senere i livet.
Jesper Stein kæmper således, som begge forældre, også med et alkoholmisbrug og skilsmisse.

Jeg synes bogen er så levende og ærlig i sin beskrivelse at en families forfald, at den ikke kunne undgå at påvirke mig. Helt sikkert en stor læseoplevelse, som jeg kun kan anbefale.
Profile Image for Marlene Bentsen (Boggrippen).
738 reviews25 followers
April 29, 2024
3.5***
Jesper Steins Rampen er en hudløst ærlig og ret hjerteskærende autofiktiv beretning om en familie, der splintres efter farens affære med en yngre kvinde.

Det er Jesper Steins egen fortælling og den veksler lidt mellem ham selv i nutiden og familiens udvikling i fortiden før og efter forældrenes brud.

Historien foregår mest i firserne og i starten har familien det tilsyneladende godt og lever et godt liv på Rampen i Risskov.

Men faren Finn, som er litteraturanmelder og gymnasielærer, forlader en dag familien og 29 års ægteskab, til fordel for en tidligere elev.

Jespers mor Jytte går i total opløsning og i en tåge af sorg, druk og piller, klamrer hun sig til til Jesper, der selv forsøger at tackle ungdomslivet med alt for meget fravær i gymnasiet, fester og sex.

Jeg blev desværre ikke helt så fanget af historien, som jeg havde håbet - mine forventninger var også skyhøje. Jeg var helt klart mest optaget af bogens midterste og sidste del, da det var meget bevægende at læse om selve bruddet og de mange år efter skilsmissen, hvor de alle mere eller mindre kæmper for at få familieforhold og sammenkomster til at gå op.

Der er altid et eller andet helt særligt ved at læse de her autofiktive beretninger og jeg har dyb respekt for de forfattere, der tør (måske ligefrem har behov for) at komme ud med deres inderste tanker om noget, der kan være meget privat og ofte tabubelagt. Jeg kan mærke jeg også vil læse Ædru, for ligesom at få afrundet det hele😊




127 reviews
August 6, 2021
Resume Rampen af Jesper Stein 2021
Om forfatteren, Jesper Steins liv I forbindelse med forældrenes skilsmisse efter 29 års ægteskab, hvordan han må trøste sin mor, leve op til sin far Finn, gymnasielærer, der åbner Jespers øjne for at analysere tekster, han giver det skub, som hjælper til at Jesper i dag kan skrive så godt, som han gør. Finn flytter sammen med Gitte, som var een af hans gymnasieelever, 18 år.
Moderens bitterhed, ensomhed, Jespers seksuelle udskejelser, faderens tristhed, da Gitte kortvarig har en anden kæreste: fantastisk detaljeret beskrevet.
Efter to år finder moderen en kæreste, Jørgen, som mere er praktiker end akademiker. Moderen, det har brug for kontrol: designmøbler, slankemad, overvældende stilfuldhed i hjemmet, skal have styr på alt for ikke at komme i en zone, hvor alt går i opløsning, som da moderen dør, inden man et voksen, eller at ægtefælle går efter 29 års ægteskab.
Jesper er i en dobbelt rolle, som sjælesørger for sin mor og pigernes charmetrold. Han følges, efter at være blevet gift, fået barn. Han skilles fra Lotte igen
De lever i familien med hinandens sårede følelser, misforstået hensynsfuld, moderens og senere faderens alkoholmisbrug. En gribende bog, og selv om det er fiktion, så er følelserne almenmenneskelige og genkendelige i familier, hvor krisen kradser.
15 reviews
September 3, 2021
Det er svært at gå fra Knausgård til.. ja noget som helst andet.. men hvis man endelig skal, hvorfor så ikke tage fat i en, som er nomineret til Læsernes bogpris?

Jeg har brugt de sidste par dage på at lytte til Jesper Steins Rampen, som er indlæst af manden selv. Det er som en offentlig oplæsning, der aldrig ender, og jeg er vild med det, for alle ord og pauser er derfor lige præcis som tiltænkt.

På mange måder minder Rampen faktisk om Knausgårds Min Kamp. De er begge autofiktive værker med udgangspunkt i deres eget liv, og de beskriver begge fortiden, mens de samtidigt tillægger den nutidens perspektiv. Rampen adskiller sig dog, fordi den også forholder sig intensivt til forældrenes og især moderens liv.

I begyndelsen havde jeg egentligt lidt svært ved at leve mig ind i omgivelserne for Steins opvækst, som foregår hos den øvre sociale klasse i Risskov med deres daglige problemer blandt designermøbler og dyr kunst på væggene. Men handlingen er så medrivende og flot skrevet, at jeg alligevel fik det hele under huden; alt det gode og mindre gode, der følger livets gang.

Designermøblerne ender da også med at danne en skarp kontrast til familiens kollektive og individuelle forfald, hvor alkohol bliver en slags unævnelig og usynlig familielim. Det er en meget menneskelig og ærlig roman, som jeg i høj grad blev opslugt af.

Fire flotte stjerner ud af seks fra mig: ⭐⭐⭐⭐
Profile Image for Alex Gynnild.
22 reviews1 follower
September 4, 2021
Rampen er en autofiktiv roman som er forbandet velskrevet.
Jesper Stein skriver levende og i et let og flydende sprog med sans for dramaturgi og historiens rytmik.
Man kan ikke undgå at blive draget ind af de fantastiske beskrivelser der giver historien liv hos læseren, uden at man skal sidde og kæmpe for det, eller irriteres over at der bruges ord i stedet for billeder.

Historien handler om Jesper Stein, men i høj grad også om hans mor og hans far, og til dels hans bror Peter. Der er trukket på både tragedier og lykkelige begivenheder, kædet sammen af tid.
Jesper er ikke bange for at udlevere sig selv, men jeg føler i en grad at han gør det for et aflad for at udlevere sine forældre, som han dog ikke udleverer i samme grad, men jeg føler også han gør det for balancen i historien, balancen i ret og uret, balancen i skyld, skam, uskyld og stolthed og selvværd.

Det er lang tid siden jeg har læst en dansk bog hvor forfatteren er så ærekær og gør sig den fornødne umage at skrive på følelser og den nysgerrige energi der kommer af at gå på opdagelse.

Læs den hvis du vil røres.
Profile Image for Thomas Rasmussen.
266 reviews9 followers
November 2, 2023
Hmmm, hm-hmmm, hm-hmmm…

Normalt skal man jo anerkende to gange inden man kritiserer…, men det bliver ikke lige denne gang.

Rampen lider alvorligt under den idé, at hvis noget er sandt - altså sket i virkeligheden - så er det også sandt i litteraturen. Men sandhed efter sandhed giver altså ikke litteratur. Og kronologi giver ikke narrativ. Aarhus er muligvis et mytisk sted, men myter skal også fremmanes… de vokser ikke ud af stednavne og et lokalt persongalleri.

Det er muligvis en stikpille til det motto jeg-fortælleren har fået mast ned i panden, at han altid springer over hvor gærdet er lavest.

Men det er altså dovent. Refleksionerne er også dovne. Blindvinklerne havde skabt en bedre bog.

Bortset fra det, så er dialogen skarp. Specielt omkring moderen - og den sproglighed hun kaster af sig mellem brødrene og mellem Jesper og hans venner. Beskrivelsen af moderens forfald er skarp. Og beskrivelsen af misbruget kan også noget.

Men der mangler simpelthen en dybde ud over det. For mig, altså.


Profile Image for Charlotte Ceejay.
29 reviews16 followers
April 30, 2025
Rampen af Jesper Stein er en af de bøger, hvor man allerede efter 30 sider begynder at overveje, om man kan få refunderet den tid, man har brugt. Det virker lidt som om, Jesper Stein har tænkt: “Nu har jeg solgt en stak krimier, så selvfølgelig vil folk da også gerne høre om min barndom, mine forældres ægteskab og mit helt generelt elendige følelsesliv.” Og… det ville måske have været sandt, hvis han havde haft noget nyt at sige. Eller noget interessant. Eller bare noget andet end "min far forlod min mor for en gymnasieelev, min mor gik i opløsning, og alle i familien skyllede følelserne ned med rødvin i rigelige mængder, mens jeg selv knaldede mig følelseskold gennem hele mit ungdomsliv".

Det er et familieportræt. Et sørgeligt et. Men også et virkelig uengagerende et. Far Finn forlader mor Jytte til fordel for elev Gitte (og ja, det føles præcis så banalt som det lyder), og resten af bogen er én lang rødvinsmarineret deroute. Alle lider, men uden egentlig refleksion. Det hele er bare… gråt. Trist. Og ret ligegyldigt.

Jeg har det også bare grundlæggende svært med autofiktion. Det er en genre, jeg synes er én lang gang yuks – og Rampen gør desværre intet for at ændre det indtryk. Det føles som at læse en meget lang og meget trist dagbog, hvor man ikke rigtig forstår, hvorfor man blev inviteret med.

Bevares, jeg er da imponeret over al den smerte, Jesper formår at klemme ind på 350 sider. Det er næsten en præstation i sig selv. Og har jeg lært noget? Ja, faktisk. Jeg har lært, at folk er deres egen værste fjende, og at man godt kan dø af at være ensom. At tabet af kærligheden ikke bare er hjerteskærende, men decideret dødbringende. Det er barske erkendelser – men ikke nødvendigvis nogen, der krævede denne bog for at blive formuleret.

Der er ikke rigtig nogen forløsning. Ikke nogen tydelig grund til, at denne historie skulle fortælles – andet end måske Jespers egen trang til at skrive den. Og det må han gerne. Han må bare ikke forvente, at jeg som læser skal være med til den omgang selvterapeutisk røvtrækkeri.

⭐️ Én stjerne, fordi selv en endeløs monolog om forfald stadig kræver, at nogen sætter sig ned og skriver den. Men hold da op, hvor ville jeg ønske, at han lod være.
Profile Image for Ulla.
329 reviews10 followers
November 29, 2021
Det er en virkelig svaer biografi at laese. Den handler om en skilsmisse af apokalyptiske proportioner, hvor de voksne ikke formaar at opfoere sig som voksne mennesker og skaerme deres boern og soerge for, at de kan bevare et godt forhold til begge foraeldre, som alle boern har brug for. Det er tragisk og jeg indser igen, igen, at jeg selv har vaeret meget heldig som skilsmissebarn. Min soester og jeg blev stort set altid taget i betragtning foerst af begge vores foraeldre. Vi havde meget lidt indsigt i hvad der foregik dem imellem, og saadan skal det vaere. De faa oplevelser jeg har haft, der paa en vis maade kan sammenlignes med de mange, mange ting der sker med Jesper og hans bror igennem rigtig mange aar, kan taelles paa een haand. Det er mig en gaade hvordan de har kunnet gennemleve dette uden at gaa helt i hundene.
Profile Image for Cæcilie Otzen.
104 reviews6 followers
January 3, 2021
Jeg troede, at jeg var færdig med at læse autofiktion efter det dominerede min læseliste i 2019.

Jeg troede aldrig, at jeg skulle læse om en familie i et overklasse-hus i Risskov, hvor litteratur flyder ned af væggene som naturlige referencerammer. Men så gik jeg alligevel i gang med Rampen.

På lydbog fortæller Jesper Stein selv historien om Jesper. Jeppe. Det er historien om, hvordan en familie i opløsning på en og samme tid kan rumme kærlighed og sætte spor så dybt, at det føles som om, de valg man træffer i livet er gravet på forhånd. Jeg har grædt, når jeg kunne genkende den evige higen efter at få lov at slippe ansvaret for sin mors liv. Jeg har grint højt, når Jesper rent faktisk betragtes som barnet, der må belæres.
Profile Image for Allan Sørensen.
55 reviews
August 23, 2021
Jesper Stein skriver formidabelt i en dog lidt anonym historie.

Det er lidt svært at forstå hvad Jesper vil med historien, hvad er læren eller moralen. Fortællingen, på nær delen om hans forældres deroute falder mig meget anonym og banal og derfor når han ikke helt op på højde med andre danske forfattere som har kastet sig over Autobiografi/familie kronikker såsom Leonora Christine Skov, eller Merete pryds Helle.

Ud over et lækkert sprogbrug, er det også morsomt at kunne nikke genkendende til steder beskrevet i bogen fra Århus by
This entire review has been hidden because of spoilers.
Displaying 1 - 30 of 57 reviews

Can't find what you're looking for?

Get help and learn more about the design.