Henrik Nordbrandt was a Danish poet. His first volume, Digte (Poems), came out in 1966. In 2000 he was awarded the Nordic Council's Literature Prize for Drømmebroer (Dream Bridges).
þetta er örugglega góð bók ef þú kannt dönsku. Málið er að ég kann ekki dönsku og skildi mjög litið og það sem ég skildi/translateaði var bara svo ruglandi af því að bókin er skrifuð í ráðgátum og setningum sem að þýða ekki neitt.
Read this for class and didn't like it as much as I thought I would. Of the collection's about 40 poems, I only enjoyed and understood a handful - I didn't find the material appealing and the writing style was boring. Maybe it's because I don't understand the poems properly that I found them boring, I'm not sure.
Når vinden blæser, værker det i de rødder jeg så ofte har benægtet var mine. - Fra 'Nogle uger efter sankthans'
Ordet "jeg" er tilgængeligt for alle Men af angst for at blive set tør ingen gå det i møde. - Fra 'Eksempel'
Jeg drømmer stadig om det sted også denne sætning giver afkald på at beskrive. (..) Ordet sted optager mere og mere plads på et for hver gang mere fremmed sted i en stadig snævrere betydning. - Fra 'Forår i Katalonien'
Mange år senere fik jeg en kæreste der kunne have været hende og muligvis har været det bortset fra at ingen længere kan have været hende. I drømme siger det sig selv hvorfor men den viden kan man ikke tage med sig - Fra 'Drøm om bagperron'
Det forekommer mig at jeg har læst bedre Nordbrandt? Ikke at det er dårligt, det er bare ikke det bedste? Men det er denne her han fik Nordisk råds litteraturpris for. Der er mange drømme - om sporvogne, om kvinder og lidt fra både Tyrkiet (går jeg ud fra) og Danmark.