En roman om kærlighed og erindring. Om at finde vej gennem steder, tider og skæbner – for måske at finde sig selv.
I romanen vender hovedpersonen Kristina tilbage til USA for at gense sin ungdomskæreste, som hun ikke har set i tyve år. Besøget, der ikke varer mere end en lille uge, bringer et hav af minder op om det forhold hun havde til Marlon i 1990’erne, de år de tilbragte sammen i København og i Californien, de begivenheder der fandt sted imellem dem, men også i verden på det tidspunkt.
I ’Paradis først’ undersøger Kristina Stoltz, hvordan erindring fungerer. Er det vi husker sandt i forhold til, hvad der virkelig skete, eller forrykker minderne sig hele tiden, så de kommer til at spejle den nutid, vi befinder os i? Og hvordan ændrer kærligheden sig i takt med erindringen – den der var engang, og den der er nu?
Debut: Seriemordere og andre selvlysende blomsterkranse.
Opvokset på Torvegade på Christianshavn. Bosiddende på Nørrebro. Tidligere moderne danser fra Skolen for Moderne dans i København og Danshögskolan i Stockholm. Har studeret litteraturvidenskab og teologi ved Københavns Universitet. Deburerede i 2000 med digte i tidskriftet Øverste Kirurgiske.
Svæver lidt mellem 3 og 4 stjerner. Bogen udforsker erindring, hvordan man husker, hvad man husker, her fra den første store kærlighed. Der er konstant en blanding af nutid og datid, af han/hun og du/jeg om de samme personer, hvilket er vildt spændende. Det gør den meget drømmende, fordi hver erindring er upålidelig, og sammenblandingen gør det svært at skelne mellem dengang og nu. På en måde bliver det så abstrakt, at jeg har svært ved at forstå det konkrete, jeg kan ikke helt sætte en finger på, hvad der skete. Skal måske give det lidt tid, så den kan synke ind.
Nutid og erindring der blandes og stykker en historie sammen om et gammelt forhold, et af dem, ingen af dem er kommet helt fri af. Jeg sidder lidt tilbage med en følelse af at det er dygtigt. Lige lidt for kunstfærdigt skrevet, lige lidt for lidt historie - meget dygtigt. Men jeg er ikke helt fanget selv om meget af det er genkendeligt og burde give genklang.
En meget smuk vævet historie om en tabt kærlighed. Et paradise lost. Fuld af vindpust af erindringer. Fortiden huskes forskelligt fra tid til anden men huskes af kroppen.
Utrolig velskrevet og nuanceret portræt af al den ambivalens, parforhold kan rumme, ungdommelig naivitet, vold, racisme og rastløshed.
Jeg hørte bogen som lydbog og var meget forbløffet over, hvordan man konstant kunne finde rundt i kronologien, trods det er skrevet så tæt sammen og ofte skifter både i tid og stedord i samme sætning.
Måske lidt glat i sin formfuldendthed, men trods det en utrolig stærk oplevelse.
Historien er interessant og Stoltz kan skrive, ingen tvivl om det. Jeg elskede 'Som Om' og 'Cahun'. I paradis først besøger hovedpersonen sin sorte eksmand i USA og deres historie og hans kamp mod sig selv og racistiske strukturer flettes sammen med nutidssporet. Der er noget fortænkt over formen, når der hoppes tilsyneladende tilfældigt mellem nutid/datid og mellem personlige pronominer (han/du og hun/jeg), hvilket gør læsningen forvirrende og langsommelig.
En fin bog om ungdomskærliged der blomstrer ind i voksenlivet. Beskrivelse af kærlighed og ambivalens, dyb tilknytning i et brutalt møde med livets gang, var meget smuk.
Jeg fandt umiddelbart formen og de forskellige tider, bogen er skrevet i, forvirrende og lidt søgt. Og så sad jeg med en følelse af en bog der er skrevet for forfatterens skyld og ikke for læserens. Jeg oplevede den som en fortælling der lukkede sig meget om sig selv.
Den føler jeg desværre overhoved ikke. Skiftet fra ‘du’-form til ‘ham’-form fra hver anden sætning og skiftet mellem tiderne gjorde mig sindsyg (det ikke føles som det er særligt planlagt eller et stilistisk virkemiddel).