What do you think?
Rate this book
Flygtningen
Iraq, 2005. L’inviata danese Rikke Lyngdal viene rapita da una cellula terroristica e mutilata in diretta tv: se la Danimarca non ritira le sue truppe morirà. Il governo non cede, la tensione è al culmine, quando il mondo apprende incredulo della sua fuga. Rikke è promossa a eroina nazionale, e politici, giornali e tv se la contendono per farne il simbolo della propria causa. Ma la sua storia è troppo perfetta per essere vera. E se avesse mentito? E se fosse complice di Nazir, il giovane iracheno dai penetranti occhi azzurri che la guerra ha spinto al terrorismo, ora comparso sul suolo danese? Una serrata caccia all’uomo mette a nudo l’altra faccia della civile Danimarca, dove un partito populista fomenta le ansie xenofobe per guadagnare consensi, e i media sono al servizio del profitto più che della verità. Al brivido del thriller si unisce la critica graffiante di una società vittima delle proprie paure, di una politica fatta di slogan dove vince chi urla più forte e in cui risuonano echi sorprendentemente familiari.
395 pages
First published January 1, 2006
3 people are currently reading
39 people want to read
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 14 of 14 reviews
July 23, 2018
Quando una nazione perde il rispetto per l’individuo e non si lascia più turbare dalla sofferenza, dal lutto e dal dolore che la vita infligge al singolo, nel suo orizzonte si profila il totalitarismo.
E il fatto che nel vostro caso si tratti di un totalitarismo fondato su un ampio sostegno popolare e democratico, non lo rende meno raccapricciante.
C’è del marcio in Danimarca.
2005. Il governo conservatore danese ha il pieno appoggio dei suoi cittadini nella guerra che combatte in Iraq a fianco degli Stati Unit e anche la politica per contrastare l’immigrazione e negare il visto a chi richiede l’asilo politico trova concordi la maggioranza degli elettori: la Danimarca ha quindi promulgato la legge europea più restrittiva in materia di immigrazione, rifiutandosi di firmare gli accordi comunitari e interpreta in maniera controversa i trattati umanitari che ha sottoscritto in modo da cacciare dal paese tutti coloro che chiedono asilo senza preoccuparsi di considerare casi singoli che invece, con una interpretazione (sempre entro i confini della legge) meno restrittiva potrebbero beneficiare del permesso di soggiorno. I Danesi, ci dice Olav Hergel, sono terrorizzati dal rischio di perdere la loro identità danese e cristiana e si oppongono a qualsiasi ipotesi di società multiculturale nonostante la percentuale di immigrati nel loro paese sia tra le più basse d’Europa e anche la criminalità sia un problema sotto controllo. Questa ovviamente è l’opinione dell’autore ma non quella dei suoi connazionali che pensano che il loro stile di vita sia sotto attacco nonostante i dati economici dicano il contrario: la Danimarca è un paese molto ricco, dove la famiglia media vive in case molto lussuose e va in vacanza in Austria d’inverno e a Bali d’estate.
L’attrice danese Sofie Grabol è protagonista di una serie tv (The Killing, 2007-2012) dove sono affrontati, tra gli altri, i temi dell’intervento danese in Iraq e l’intolleranza verso gli immigrati musulmani.
Le forze politiche di governo (ma anche quelle all’opposizione) avallano questa percezione (che gli garantisce il sostegno politico); le testate giornalistiche fomentano l’odio e l’intolleranza se proprio devono trattare d’immigrazione, anche se, generalmente, cercano di pubblicare solo il genere di notizie che fa piacere ai loro lettori tipo: battaglie per avere più parcheggi, diminuzione delle imposte, manutenzione delle autostrade, trucchi per rimanere in forma nonostante gli impegni lavorativi e familiari. Mai parlare di immigrati come casi singoli soprattutto se sono minori: i bravi lettori borghesi non vogliono sentirsi in colpa per il loro status sociale e, al contempo, non vogliono che le loro tasse vadano a finanziare sussidi agli stranieri immigrati o rifugiati né, tantomeno, politiche per l’integrazione. Quindi, i minori stranieri in attesa di aver lo status di rifugiato non possono frequentare le scuole danesi e chi ha meno di 24 anni non può sposare un cittadino straniero (che, a sua volta, deve avere almeno 24 anni).
La Danimarca ha però ancora una via di uscita, come ricorda Olav Hergel ai suoi compatrioti, cioè recuperare i valori di libertà e solidarietà che hanno animato i partigiani che lottarono contro i tedeschi e aiutarono seimila ebrei a raggiungere la Svezia (aggiungo io: la Svezia, appunto, non se li hanno certo accolti loro).
Le autorità svedesi e quelle danesi spesso devono cooperare nelle indagini di polizia nonostante le legislazioni dei due paesi siano differenti, soprattutto in materia di immigrazione. The bridge (nota con il titolo Bron in lingua svedese e Broen in danese) è una serie tv dano-svedese incentrata sulla collaborazione tra la polizia di Malmö e quella di Copenaghen.
Questo, in breve, lo sfondo sociale e politico su cui si sviluppa la storia e, secondo me, l’aspetto più interessante del romanzo: Olav Hergel è un giornalista pluripremiato soprattutto per le sue inchieste in materia di immigrazione, quindi sa di cosa parla e lo argomenta molto bene.
Diversa è la mia opinione rispetto all’intreccio romanzesco e alla caratterizzazione dei personaggi. Il fuggitivo è un romanzo che vuole dimostrare una tesi: per me non è una scelta negativa in sé ma in questo caso l’intento è troppo evidente. La trama ha alcuni elementi caricaturali che hanno il solo obiettivo di mettere in ridicolo l’esercito danese e le politiche di ingerenza degli USA ma, alla fine, si tratta di linee narrative non ben sviluppate né integrate con l’intera vicenda, anzi direi che sono superflue. I personaggi sono stereotipati e caricaturali: la giornalista molto sexy ma con una vita difficile alle spalle, lo yuppie che riesce a pensare solo alle cifre del suo conto in banco, il giornalista sgraziato e squallido in attesa di una rivalsa professionale per citare solo i tre protagonisti. Nel complesso però è una lettura interessante, anche perché è difficile trovare un saggio sulla politica danese in materia di immigrazione tradotto in italiano (se si è interessati all’argomento, ovviamente).
March 18, 2020
Underholdning for alle pengene. Jeg nød personernes lighed med offentligt kendte personer, jeg nød udstillingen af vores magtliderlige politikere og jeg nød at alle personer trods deres politiske tilhørsforhold og stilling i livet var beskrevet på en måde så man kunne se at det de gjorde ofte ikke var af ondt hjerte. Dog synes jeg at bogen startede meget trivielt og man skulle et stykke hen i bogen før den fangede. Men da den så fangede gjorde den det godt.
May 17, 2023
Virkelig spændende, og beskrivende den tilstand den danske flygtninge og indvandrerpolitik befinder sig i. OH forstår om nogen at beskrive hvordan vores asylsystem fungerer - både her i romanen og også i reportager i avisen….
August 4, 2020
Romanzo abbastanza scadente (gli stereotipi umani abbondano), ma ottima la parte sociologica. Peccato non averlo letto 3 anni fa in Danimarca.
May 25, 2019
For meget politisk fnidder. For mange gentagelser. For mange henvisninger til Danmarks glorværdige historie med jøderne over sundet. Alligevel giver jeg tre stjerner for en grundlæggende god historie og et interessant dilemma omkring sandhed, løgn og dobbelt moral.
May 23, 2021
Jeg er i tvivl. Jeg i tvivl om, hvordan jeg skal udtrykke mig om en roman af Olav Hergel. Igen. Det må betyde, at der er noget at tænke over, hvilket som regel er et godt tegn.
Jeg faldt for Hergels forfatterskab, da jeg lidt ved et tilfælde læste Punktum for nogle uger siden, og jeg læser derfor bøgerne i "forkert" rækkefølge. Flygtningen er den første og Punktum den sidste, men da de ikke handler om de samme mennesker, er der ingen skade sket. Bortset fra, at Punktum satte mine forventninger til de andre bøger så højt, at Flygtningen nok kommer til at lide lidt under det.
Med det sagt, så er Flygtningen en ganske velskrevet debutroman med kun få plothuller af mindre betydning, og dem kan jeg leve med. Dilemmaerne står i kø, og de er usædvanligt fint opstillet, og det er nok dét jeg elsker allermest ved Hergels romaner. Man er både for og imod - intet er sort eller hvidt. Mine egne holdninger bliver udfordret, men aldrig gjort til skamme, fordi holdningerne på begge (alle) fløje af det politiske spektrum bliver udfordret med de mange forskellige synsvinkler, og modsat andre læsere føler jeg ikke, at jeg får stoppet noget politisk korrekt ned i halsen. Jeg får serveret et dilemma og en masse for og imod, men jeg danner selv min mening. Jeg er normalt ikke så begejstret for alvidende fortællere, men i Flygtningen og Punktum fungerer det vanvittigt godt og giver historierne de ekstra vinkler på det overordnede dilemma, som ellers ville have været svære at få frem.
Flygtningen er noget længere tid om at komme i gang end Punktum. Især i starten blev den lidt langtrukken, og jeg tror, det handler om, at meget af starten er fra Rikkes synsvinkel. Og Rikke er for mig Flygtningens svageste led, fordi hun er lidt for perfekt, altid træffer de rigtige valg, er selvsikker så det grænser til det utålelige, og aldrig nogensinde for alvor er i tvivl om sine valg. Jeg er ellers vild med persongalleriet, og selv de allermest usympatiske personer vækker min medfølelse. Men Rikke kan jeg slet ikke mærke. Hun føles som en tom skal, der med lethed og robotagtig præcision agerer fejlfrit i alt, hvad hun gør, og jeg forstår slet, slet ikke de følelser, der opstår for Nazir. Jeg som læser føler en masse for ham, men jeg mærker på ingen måde at Rikke gør det, før hun pludselig gør det sort på hvidt. Jeg forstår taknemmeligheden, men ikke de andre følelser, som opstår fra det ene øjeblik til det andet (og for ikke at spoile det for andre læsere, undlader jeg at elaborere yderligere).
Når det er sagt, så er følelser ellers velbeskrevne bogen igennem, og beskrivelserne er generelt på plads. Igen sammenligner jeg lidt uretfærdigt med Punktum, hvor beskrivelserne var helt fænomenale, men hvis jeg forsøger at se ud over det, så beskriver Hergel også i sin debutroman levende og fængende og sjældent kedeligt. Jeg er fascineret af, hvor let det er at høre de forskellige personers stemmer, hvilket måske er årsagen til, at de mange synsvinkler fungerer så godt. Man kan sagtens høre, at det ikke er samme person, der taler (tænker), og det gør det let at manøvrere i de mange fortællere, selv når det skifter midt i en scene.
Hvad angår de mere redaktørrelaterede aspekter, så savner jeg kapitler i stedet for de længere dele, som bogen er inddelt i. Det hjalp ikke på læselysten i starten, at der ingen kapitler var. Men det gik over efterhånden, som historien tog mere fart, og det var ikke til kæmpe gene til sidst. Opsætningen er ellers fin, korrekturlæsningen halter lidt men er trods alt over gennemsnittet, og bogen er let at læse. Den kan derfor også snildt læses af alle, men desværre vil de, som ville have mest gavn af at læse den, næppe tage den ned fra hylden.
For mig ligger Flygtningen et sted omkring tre en halv stjerne, men da man ikke kan give halve, runder jeg som altid op og ender derfor på fire stjerner. Og så glæder jeg mig i øvrigt stadig til at læse mere af Hergel. ⭐⭐⭐⭐
Jeg faldt for Hergels forfatterskab, da jeg lidt ved et tilfælde læste Punktum for nogle uger siden, og jeg læser derfor bøgerne i "forkert" rækkefølge. Flygtningen er den første og Punktum den sidste, men da de ikke handler om de samme mennesker, er der ingen skade sket. Bortset fra, at Punktum satte mine forventninger til de andre bøger så højt, at Flygtningen nok kommer til at lide lidt under det.
Med det sagt, så er Flygtningen en ganske velskrevet debutroman med kun få plothuller af mindre betydning, og dem kan jeg leve med. Dilemmaerne står i kø, og de er usædvanligt fint opstillet, og det er nok dét jeg elsker allermest ved Hergels romaner. Man er både for og imod - intet er sort eller hvidt. Mine egne holdninger bliver udfordret, men aldrig gjort til skamme, fordi holdningerne på begge (alle) fløje af det politiske spektrum bliver udfordret med de mange forskellige synsvinkler, og modsat andre læsere føler jeg ikke, at jeg får stoppet noget politisk korrekt ned i halsen. Jeg får serveret et dilemma og en masse for og imod, men jeg danner selv min mening. Jeg er normalt ikke så begejstret for alvidende fortællere, men i Flygtningen og Punktum fungerer det vanvittigt godt og giver historierne de ekstra vinkler på det overordnede dilemma, som ellers ville have været svære at få frem.
Flygtningen er noget længere tid om at komme i gang end Punktum. Især i starten blev den lidt langtrukken, og jeg tror, det handler om, at meget af starten er fra Rikkes synsvinkel. Og Rikke er for mig Flygtningens svageste led, fordi hun er lidt for perfekt, altid træffer de rigtige valg, er selvsikker så det grænser til det utålelige, og aldrig nogensinde for alvor er i tvivl om sine valg. Jeg er ellers vild med persongalleriet, og selv de allermest usympatiske personer vækker min medfølelse. Men Rikke kan jeg slet ikke mærke. Hun føles som en tom skal, der med lethed og robotagtig præcision agerer fejlfrit i alt, hvad hun gør, og jeg forstår slet, slet ikke de følelser, der opstår for Nazir. Jeg som læser føler en masse for ham, men jeg mærker på ingen måde at Rikke gør det, før hun pludselig gør det sort på hvidt. Jeg forstår taknemmeligheden, men ikke de andre følelser, som opstår fra det ene øjeblik til det andet (og for ikke at spoile det for andre læsere, undlader jeg at elaborere yderligere).
Når det er sagt, så er følelser ellers velbeskrevne bogen igennem, og beskrivelserne er generelt på plads. Igen sammenligner jeg lidt uretfærdigt med Punktum, hvor beskrivelserne var helt fænomenale, men hvis jeg forsøger at se ud over det, så beskriver Hergel også i sin debutroman levende og fængende og sjældent kedeligt. Jeg er fascineret af, hvor let det er at høre de forskellige personers stemmer, hvilket måske er årsagen til, at de mange synsvinkler fungerer så godt. Man kan sagtens høre, at det ikke er samme person, der taler (tænker), og det gør det let at manøvrere i de mange fortællere, selv når det skifter midt i en scene.
Hvad angår de mere redaktørrelaterede aspekter, så savner jeg kapitler i stedet for de længere dele, som bogen er inddelt i. Det hjalp ikke på læselysten i starten, at der ingen kapitler var. Men det gik over efterhånden, som historien tog mere fart, og det var ikke til kæmpe gene til sidst. Opsætningen er ellers fin, korrekturlæsningen halter lidt men er trods alt over gennemsnittet, og bogen er let at læse. Den kan derfor også snildt læses af alle, men desværre vil de, som ville have mest gavn af at læse den, næppe tage den ned fra hylden.
For mig ligger Flygtningen et sted omkring tre en halv stjerne, men da man ikke kan give halve, runder jeg som altid op og ender derfor på fire stjerner. Og så glæder jeg mig i øvrigt stadig til at læse mere af Hergel. ⭐⭐⭐⭐
December 29, 2018
Εξαιρετικό. Όλες οι αλήθειες για την υποκρισία των ΜΜΕ την αναλγησία του δήθεν δημοκρατικού πολιτεύματος και την ανησυχία των πλούσιων λαών να μη διαταραχτεί η γαλήνη κι η ευμάρεια τους από τη δυστυχία που οι ίδιοι προκαλούν.
March 17, 2020
Flyktingen har en del svagare tekniska partier, som Janne Guillou mycket riktigt påpekat, men det är en stark historia. De etiska dilemman som bygger upp spänningen är levande och alltid aktuella. En bok att läsa när världen nu får allt fler flyktingar att ta hand om. Läs boken.
September 20, 2017
Bello, un libro per pensare.
February 15, 2020
Medrivende og spændende, men også perioder hvor jeg ikke bliver fanget. Relativt velskrevet.
January 6, 2022
Περιγράφει με πολύ εύστοχο τρόπο το πλέγμα κεντρικής πολιτικής-ΜΜΕ-ρατσισμου.
July 7, 2012
Det er altid dejligt med ideologikritisk litteratur, når man føler, at man er på samme side som forfatteren. Det er en god bog med en god handling, men rent sprogligt og litteraturteknisk er det en svag bog. Ideologikritikken er overdreven, så det næsten bliver uudholdeligt, selvom man er enig i kritikken, og bogen efterlader generelt alt for lidt til læserens egen fantasi og tolkning.
Jeg føler lidt, at jeg er blevet hjernevasket med en morale, jeg allerede havde i forvejen. Og hvorfor gå i bad, når man er ren i forvejen. Jeg er ikke blevet meget klogere af at læse denne bog, men jeg har bare fået bekræftet mine egne holdninger over for mig selv, og fået et endnu mere negativt billede på den nation, jeg selv er borger i.
Jeg ville ønske, at denne bog kunne blive et opråb til nationen om, at vi skal have ændret landets kurs, før det er for sent. Men dem råbet i så fald skulle være rettet imod, vil lukke bogen i før de når at blive påvirket af den medlidenhed, man let kan få for selv en terrorist, når man får åbnet øjnene ordentligt op, og ser en person ud fra sit miljø og den situation, han er endt ud i enten af fri vilje eller tvang.
Jeg føler lidt, at jeg er blevet hjernevasket med en morale, jeg allerede havde i forvejen. Og hvorfor gå i bad, når man er ren i forvejen. Jeg er ikke blevet meget klogere af at læse denne bog, men jeg har bare fået bekræftet mine egne holdninger over for mig selv, og fået et endnu mere negativt billede på den nation, jeg selv er borger i.
Jeg ville ønske, at denne bog kunne blive et opråb til nationen om, at vi skal have ændret landets kurs, før det er for sent. Men dem råbet i så fald skulle være rettet imod, vil lukke bogen i før de når at blive påvirket af den medlidenhed, man let kan få for selv en terrorist, når man får åbnet øjnene ordentligt op, og ser en person ud fra sit miljø og den situation, han er endt ud i enten af fri vilje eller tvang.
Read
August 24, 2011Egentlig synes jeg, at den var den meget godt skrevet, og historien var også god. Men jeg havde virkelig svært ved at håndtere handlingen - havde det nærmest fysisk dårligt, når jeg læste i bogen.
August 14, 2011
Illustre parfaitement le côté moins "joli" du pays de la petite sirène...
Displaying 1 - 14 of 14 reviews