Hvordan livet bliver smukkere med døden i baghovedet.
Under et ophold i New York for at skrive en bog om Hillary Clinton oplever Morten Sabroe, hvordan han med hende som spejl trækkes ind i den dramatiske historie om den vinternat for mange år siden, hvor han hjalp sin døende mor hinsides.
Langsomt optrevler Morten Sabroe den årelange og ødelæggende kamp mellem ham og moren, en stærk og viljefast kvinde forud for sin tid.
Det er både barsk, hudløs og også meget morsom læsning, når Sabroe gør op med en kvindetype, han har brugt en stor del af sit liv på at gøre op med.
Du som er i himlen er en gribende beretning om hvordan vi på en gang kan hade og elske, rase og tilgive, og hvordan vi først med pistolen for tindingen, forstår vigtigheden af at få sagt, hvad vi virkelig føler, inden det er for sent.
En kedelig, søgt og usammenhængende bog i min optik. Morten Sabroes tanker omkring sin mor og forholdet til hende forbliver personlige i stedet for almengyldige. Og bogens første del, der handler om, at han egentlig skal skrive en bog om Hillary Clinton (og ikke moderen), kommer til at virke påklistret i forhold til bogens sidste del, der netop handler om moderen (som i Sabroes øjne minder om Hillary Clinton).
Sabroes hang til det manierede bliver her holdt i tømme af et temmelig nådesløst opgør med en fjern og antagonistisk mor. Det er kompliceret, mildt sagt, og familiens liv på tilværelsens solside overskygge af en mangel på nærvær og næstekærlighed. Sabroe knytter det sammen med et eklatant mislykket forsøg på at skrive en bog om den køligt distante politikermatriark Hillary Clinton. Det er medrivende fortalt og med dramatisk nerve.
Altid velskrivende og fandenivoldsk Morten Sabroe - hans skarpe pen vil blive savnet. Her er det semi-biografisk, men spændende - om Mortens intention om at skrive om Hillary Clinton - der på mange måder minder ham om hans mor - og derfor bliver det en bog om moderen. Trist og tankevækkende, men også sjov og sarkastisk
Virkelig interessant bog, der fangede mig fra side 1. Der er lidt moderne-mand-skriver-tanke-dagbog over den, han beskriver og favner sin egen angst, nervøsitet og uperfekthed.
Meget poetisk skrevet, mange åbne spørgsmål, nogle gange mistede den mig lidt i sin abstraktion eller beskrivelser. En stærk fortælling om det besværlige forhold mellem Morten Sabroe og moderen
Giver et godt begreb om, hvordan det må være at sidde som psykolog bag en patient, der på sin briks ligger og gennemgår traumer i en kloakflydende galdestrøm af ord og historier.
Kamikazesætninger og dødspiraler er mestendels god underholdning, men jeg fik ikke en stor aha-oplevelse med videre eller stof til eftertanke. Mindede noglegange om at sidde på Bobi-bar og lægge øre til en lidt for fuld stamgæst.
Fordi det er biografisk bliver det navlebeskuende i stedet for historisk udsyn, som hvis det var fiktion.
Virkelig velskrevet, men samtidig også personlig på en lidt vel flydende og navlepillende måde. Ingen tvivl om, at historien er vigtig at få fortalt for Sabroe selv. Og som læser kan man da heller ikke undgå at blive revet med i hans hæsblæsende, nærmest lidt desperate forsøg på at nå en eller anden form for fred. Man accepterer villigt at rejse med Sabroe gennem Skovshoved, Djursland og New York for at forsøge at komme bare en smule tættere på denne tårnspringske af en mor. Læseværdig. Men på grænsen til det selv-terapeutiske.
Sabroe skriver utroligt morsomt i hele sit metaskriveri om Hillary, New York, Thailand, ham selv og hans mor. Men halvvejs i bogen, hvor Sabroe beslutter sig for kun at skrive om sin mor, mister bogen gevaldig pust. Sikkert vigtigt for Sabroe at komme ud med sine tanker, men jeg fik desværre ikke meget ud af at læse om hans forkvaklede forhold til sin mor.
This entire review has been hidden because of spoilers.
Jeg fattede intet af det, og dog var det så genialt. Genial essay-agtig skrivestil, der blandede fakta og fiktion på en måde, så jeg aldrig vil forstå, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Jeg ser frem til at skulle læse "Kærlighedskrigeren".