What do you think?
Rate this book
Rosarium
En vildtvoksende slægtsroman om en ung pige som slår rod i skoven, et kloster fuld af nonner, ogen botaniker på jagt efter en rose med usædvanlige egenskaber. ROSARIUM strækker sig fra slutningen af det 19. århundrede, til nutidens USA og videre ind i fremtiden, og er en fortælling om at bære kimen til en livsform, hvor mennesker og natur indgår i en mere organisk sammenhæng.
ROSARIUM er en eventyrlig fortælling i tre dele: I første del flygter bror og søster fra krigen og ud i skoven. Det er en urskov og zarens jagtrevir, og mens søster langsomt glemmer sit sprog, bliver hun mere og mere en del af det organiske liv, der udfolder sig dér. Zarens søn interesserer sig for botanik og bliver betaget af det grønlige væsen, søster er blevet, da han senere finder hende under en jagt. I anden del får vi fortællingen om søsters barn, som botanikeren Johanne, født Johannes, møder på et kloster under en videnskabelig rejse. Formålet er at indsamle planter fra forskellige kontinenter for at bevise teorien om urkontinentet Pangæa. Johanne bliver forælder til Viola og Lilly, som vi møder i tredje del, hvor de efter års adskillelse mødes i USA for at fejre Johannes 100 års fødselsdag. Violas datter, Marie, er rejst med og har måtte efterlade sin syge datter hjemme. Maries datter er ligesom Viola og Lilly lav af vækst, og hun trives bedst med plantebaseret mad. I USA når de frem til Johannes hus, men fødselaren er forsvundet. De leder efter spor i huset, drivhuset og den nærliggende skov, alt imens gåden om Johanne, det videnskabelige arbejde og familiens egentlige ophav, synes at vokse sig større.
ROSARIUM er en eventyrlig fortælling i tre dele: I første del flygter bror og søster fra krigen og ud i skoven. Det er en urskov og zarens jagtrevir, og mens søster langsomt glemmer sit sprog, bliver hun mere og mere en del af det organiske liv, der udfolder sig dér. Zarens søn interesserer sig for botanik og bliver betaget af det grønlige væsen, søster er blevet, da han senere finder hende under en jagt. I anden del får vi fortællingen om søsters barn, som botanikeren Johanne, født Johannes, møder på et kloster under en videnskabelig rejse. Formålet er at indsamle planter fra forskellige kontinenter for at bevise teorien om urkontinentet Pangæa. Johanne bliver forælder til Viola og Lilly, som vi møder i tredje del, hvor de efter års adskillelse mødes i USA for at fejre Johannes 100 års fødselsdag. Violas datter, Marie, er rejst med og har måtte efterlade sin syge datter hjemme. Maries datter er ligesom Viola og Lilly lav af vækst, og hun trives bedst med plantebaseret mad. I USA når de frem til Johannes hus, men fødselaren er forsvundet. De leder efter spor i huset, drivhuset og den nærliggende skov, alt imens gåden om Johanne, det videnskabelige arbejde og familiens egentlige ophav, synes at vokse sig større.
416 pages, Hardcover
First published February 24, 2021
29 people are currently reading
648 people want to read
About the author
Charlotte Weitze
21 books28 followersDansk forfatter, som debuterede i 1996 med novellesamlingen Skifting.
Hun har i en periode boet i Bakkehusets Gæstebolig, og er især kendt for at skrive magisk realisme om mennesker i hverdagsagtige situationer, der møder noget som er en smule mere fantastisk end det normalt er muligt.
Hun har i en periode boet i Bakkehusets Gæstebolig, og er især kendt for at skrive magisk realisme om mennesker i hverdagsagtige situationer, der møder noget som er en smule mere fantastisk end det normalt er muligt.
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 30 of 75 reviews
December 12, 2022
Jeg er en sucker for cli-fi, magisk realisme og mystik, og denne her bog gav mig alt hvad jeg nogensinde kunne ønske mig indenfor hver af de tre områder! Er helt benovet og glad og fyldt op indeni af alt hvad den gav mig.
June 27, 2024
Väga, no kohe väga võluv tekst. Lugu ise kaldub pigem maagilise realismi poole, seega selline omamoodi. Hetkel minu puhul läks küll nagu kuumale kerisele.
Olulisel kohal loodus, taimed, inimese ja taimede omavaheline suhe. Siinkohal on sellise suhte iseloomustamiseks mõiste botaaniline kväär väga asjakohane. Samas võib seda lugeda ka kui läbi mitme põlvkonna kulgevat suguvõsalugu.
Olulisel kohal loodus, taimed, inimese ja taimede omavaheline suhe. Siinkohal on sellise suhte iseloomustamiseks mõiste botaaniline kväär väga asjakohane. Samas võib seda lugeda ka kui läbi mitme põlvkonna kulgevat suguvõsalugu.
May 6, 2021
På mange måder minder Charlotte Weitzes skrivestil om Olga Tokarczuks, og det er i den grad et kompliment. Rosarium minder om "Rejsende" som har været en af mine bedste læseoplevelser i det forgangne år. Rosarium er en meget fin blanding af biologi, naturgeografi, fantasy og filosofi. Weitze smider en lang række aktuelle emner i spil som: kønsroller, meningen med livet, menneskets plads i verden og ikke mindst den måde vi behandler planeten på. Det er ikke prætentiøst, belærende eller forudindtaget. Historien er medrivende og der var intet tidspunkt hvor jeg ikke var underholdt.
September 10, 2024
Väga kahetine lugemiselamus, mille puhul ma tunnistan, et teatud võtted, mida ma enamasti ei talu, kannavad siin efekti välja ja kokkuvõttes on tegemist väga hea raamatuga.
Pikemalt siin: https://marcamaa.blogspot.com/2024/09...
Pikemalt siin: https://marcamaa.blogspot.com/2024/09...
August 8, 2024
Tror Naturstyrelsen ved Tisvilde Hegn ryster af skræk over denne bog:
En slægtsroman om hvordan hybenrosen på 4 menneske generationer overtager verden.
Genren kunne kaldes magisk-botanisk realisme. Mennesker der kan lave fotosyntese, blomstre og sprede sine frø gennem afføringen. Ja, hvorfor kan vi egentlig ikke det? At blive lidt solbrun er desværre ikke det samme som at fotosyntesere. Det havde ellers gjort 'Solarium' til en oplagt titel.
En bog proppet med botanik, lidt en blanding af Wohleben og Peter Friis-Møller, så jeg skulle virkelig holde tungen lige i munden. Alt sammen på en god måde
En slægtsroman om hvordan hybenrosen på 4 menneske generationer overtager verden.
Genren kunne kaldes magisk-botanisk realisme. Mennesker der kan lave fotosyntese, blomstre og sprede sine frø gennem afføringen. Ja, hvorfor kan vi egentlig ikke det? At blive lidt solbrun er desværre ikke det samme som at fotosyntesere. Det havde ellers gjort 'Solarium' til en oplagt titel.
En bog proppet med botanik, lidt en blanding af Wohleben og Peter Friis-Møller, så jeg skulle virkelig holde tungen lige i munden. Alt sammen på en god måde
April 14, 2021
Jeg kan godt se, at denne roman har fået meget positiv respons, men jeg er altså desværre ovre i den anden grøft.
Dette er ikke en bog for mig - jeg gav op halvvejs.
Jeg kan godt se, at det magiske element forsøger at koble plantelivet med det menneskelige...
Men handlingen fanger mig ikke, og jeg bliver ikke fyldt af fascination over den specielle kombination, som jeg kan se at andre er så begejstret for. I don't get it!
Men heldigvis er smag og behag forskellig :-)
Dette er ikke en bog for mig - jeg gav op halvvejs.
Jeg kan godt se, at det magiske element forsøger at koble plantelivet med det menneskelige...
Men handlingen fanger mig ikke, og jeg bliver ikke fyldt af fascination over den specielle kombination, som jeg kan se at andre er så begejstret for. I don't get it!
Men heldigvis er smag og behag forskellig :-)
July 1, 2024
Maaagilise realismi sugemetega omapärane suguvõsalugu, mile keskmes on ühtaegu intrigeeriva ja hirmutavana küsimus sellest, kas või kuidas inimesed ja taimed saavad liikidena seguneda.
Sedasorti lugemine, mis on korraga nii liigutav kui ka häiriv.
Eva Velskeri tõlget tuleb ka kiita muidugi.
Sedasorti lugemine, mis on korraga nii liigutav kui ka häiriv.
Eva Velskeri tõlget tuleb ka kiita muidugi.
April 11, 2025
Jeg kunne godt have været foruden beskrivelserne af kropslige funktioner🤢
May 27, 2025
Pomalo nedorečeno u nekim djelovima, istovremeno lijepo i uvrnuto štivo. Prva priča je bila prečudna za moj ukus, ali kako je išlo dalje postajalo je sve zanimljivije (ne manje čudno, ali barem zanimljivije i jasnije 😅).Definitivno nešto drugačije od onog na što smo navikli.
May 23, 2025
En ganske god bog. Kan anbefales. Elsker når man følger flere personer og tider, hvor der er en rød tråd imellem.
November 23, 2024
Wenn mich jemand nach der größten Enttäuschung des Jahres fragen würde, ich würde ‚Rosarium‘ von Charlotte Weitze, übersetzt von Ursel Allenstein, nennen. Ich hatte so hohe Erwartungen, die Mischung aus Cover und Klappentext versprach, dass es eine Geschichte werden würde, die mich begeistern könnte. Leider weit gefehlt.
Die Story ist in drei Abschnitte aufgeteilt, die generationsübergreifend eine etwas andere Familiengeschichte erzählt. Der erste Teil war dabei schon etwas abgefahren, aber sehr mystisch und doch auch vielversprechend. Es fielen keine Namen, es wurde von Schwester, Bruder, dem Kronprinzen erzählt. Warum letzterer eine Rolle spielte, erschließt sich mir allerdings nicht. Er wurde nie wieder erwähnt. Die kurzen Sätze unterstrichen die kindliche Erzählperspektive. Also selbst wenn der Stil etwas gewöhnungsbedürftig war, war ich doch in gewisser Weise fasziniert.
Der zweite Teil ergeht sich in Infodumping zu Botanik und Biologie, seitenweise wird von Fortpflanzung und Entdeckungsgeschichten geschwafelt. Eigentlich bin ich grundsätzlich sehr interessiert, lerne gerne und nehme noch lieber bemerkenswerte Fakten aus Büchern mit. Doch das war viel zu viel und nur noch langweilig. Da war die Hauptgeschichte umso bemerkenswerter: Es erzählt eine Frau, die auf der Suche nach ihrer Geschlechtsidentität ist. Ihr Kampf gegen die Eltern und die Gesellschaft war dabei noch sehr interessant und ich dachte mir, dass es eventuell doch noch eine tolle, queere Geschichte werden könnte.
Doch dann kamen Szenen, die mich nur noch abgestoßen haben. Ich hatte überlegt, ob ich den höheren Sinn nicht verstehe, bin aber zu dem Schluss gekommen, dass, wenn einer bestehen würde, es mir schlichtweg egal wäre. Die Protagonistin identifiziert sich als Frau, wurde aber als Mann geboren. Sie gibt ihren Trieben nach und verg3w@ltigt mehrfach ein menschenähnliches Wesen.. Aber dieser Trieb, da kann sie ja eigentlich nichts dafür oder? Mit einem ihrer Gedanken wird mir als Leserin klar, dass sie sich bewusst ist, was sie tut. Aufarbeitung oder Reue? Scham? Selbsthass? Fehlanzeige! Hier wird anscheinend nur das transfeindliche Narrativ bedient, Trans*menschen würden nur verg3w@ltigen wollen. Ich habe noch nie so eine Abscheu für eine Buchfigur verspürt und war kurz davor, das Buch abzubrechen.
Allerdings hatte ich die Hoffnung, dass der dritte Teil nochmal.. besser?.. angenehmer?.. werden könnte. Ich hätte besser abgebrochen, denn der zweite Abschnitt hat mir das ganze Buch verdorben. Ich hatte immer die abscheulichen Taten der Frau im Kopf. Doch auch isoliert betrachtet, war der letzte Abschnitt nichts. Eher langweilig und nichtssagend. ‚Rosarium‘ ist ein Buch, das ich schnell wieder vergessen möchte. Empfehlen kann und will ich es auf keinen Fall. 2 Sterne.
Die Story ist in drei Abschnitte aufgeteilt, die generationsübergreifend eine etwas andere Familiengeschichte erzählt. Der erste Teil war dabei schon etwas abgefahren, aber sehr mystisch und doch auch vielversprechend. Es fielen keine Namen, es wurde von Schwester, Bruder, dem Kronprinzen erzählt. Warum letzterer eine Rolle spielte, erschließt sich mir allerdings nicht. Er wurde nie wieder erwähnt. Die kurzen Sätze unterstrichen die kindliche Erzählperspektive. Also selbst wenn der Stil etwas gewöhnungsbedürftig war, war ich doch in gewisser Weise fasziniert.
Der zweite Teil ergeht sich in Infodumping zu Botanik und Biologie, seitenweise wird von Fortpflanzung und Entdeckungsgeschichten geschwafelt. Eigentlich bin ich grundsätzlich sehr interessiert, lerne gerne und nehme noch lieber bemerkenswerte Fakten aus Büchern mit. Doch das war viel zu viel und nur noch langweilig. Da war die Hauptgeschichte umso bemerkenswerter: Es erzählt eine Frau, die auf der Suche nach ihrer Geschlechtsidentität ist. Ihr Kampf gegen die Eltern und die Gesellschaft war dabei noch sehr interessant und ich dachte mir, dass es eventuell doch noch eine tolle, queere Geschichte werden könnte.
Doch dann kamen Szenen, die mich nur noch abgestoßen haben. Ich hatte überlegt, ob ich den höheren Sinn nicht verstehe, bin aber zu dem Schluss gekommen, dass, wenn einer bestehen würde, es mir schlichtweg egal wäre. Die Protagonistin identifiziert sich als Frau, wurde aber als Mann geboren. Sie gibt ihren Trieben nach und verg3w@ltigt mehrfach ein menschenähnliches Wesen.. Aber dieser Trieb, da kann sie ja eigentlich nichts dafür oder? Mit einem ihrer Gedanken wird mir als Leserin klar, dass sie sich bewusst ist, was sie tut. Aufarbeitung oder Reue? Scham? Selbsthass? Fehlanzeige! Hier wird anscheinend nur das transfeindliche Narrativ bedient, Trans*menschen würden nur verg3w@ltigen wollen. Ich habe noch nie so eine Abscheu für eine Buchfigur verspürt und war kurz davor, das Buch abzubrechen.
Allerdings hatte ich die Hoffnung, dass der dritte Teil nochmal.. besser?.. angenehmer?.. werden könnte. Ich hätte besser abgebrochen, denn der zweite Abschnitt hat mir das ganze Buch verdorben. Ich hatte immer die abscheulichen Taten der Frau im Kopf. Doch auch isoliert betrachtet, war der letzte Abschnitt nichts. Eher langweilig und nichtssagend. ‚Rosarium‘ ist ein Buch, das ich schnell wieder vergessen möchte. Empfehlen kann und will ich es auf keinen Fall. 2 Sterne.
January 8, 2023
Nogle gange kan man godt opleve det, at en anmelderrost bog, som man virkelig har glædet sig til at læse, som lyder til at have alt det, som man godt kan lide i en bog alligevel falder ved siden af. Dette oplevede jeg med denne bog.
Jeg værdsætter dens budskab og synes på mange måder at det er en virkelig, virkelig smuk bog - både sprogligt og tematisk, men… jeg synes også at den var ret forvirrende. Jeg læste den første del fysisk og måtte flere gange bladre tilbage, eller starte forfra, fordi jeg simpelhen ikke forstod, hvad der skete. Herefter skiftede jeg til lydbog. Jeg blev grebet af historien i del 2 og 3, men oplevede alligevel at mine tanker vandrede andre steder hen og at jeg havde svært ved at følge med.
Jeg tror den vinder rigtig meget ved genlæsning, i hvert fald for mig personligt. Det er også en af de bøger, som jeg virkelig gerne ville have læst i en læsegruppe, have analyseret og brugt mere tid sammen med, det synes jeg egentligt både at den og jeg fortjener.
Jeg værdsætter dens budskab og synes på mange måder at det er en virkelig, virkelig smuk bog - både sprogligt og tematisk, men… jeg synes også at den var ret forvirrende. Jeg læste den første del fysisk og måtte flere gange bladre tilbage, eller starte forfra, fordi jeg simpelhen ikke forstod, hvad der skete. Herefter skiftede jeg til lydbog. Jeg blev grebet af historien i del 2 og 3, men oplevede alligevel at mine tanker vandrede andre steder hen og at jeg havde svært ved at følge med.
Jeg tror den vinder rigtig meget ved genlæsning, i hvert fald for mig personligt. Det er også en af de bøger, som jeg virkelig gerne ville have læst i en læsegruppe, have analyseret og brugt mere tid sammen med, det synes jeg egentligt både at den og jeg fortjener.
October 19, 2023
Vrlo neobična knjiga
March 20, 2021
Rosarium er en på samme tid magisk makaber slægtsroman og et gennemresearchet naturvidenskabeligt plante-panorama.
Charlotte Weitze har skrevet en magisk-realistisk slægtsroman fortalt i 3 dele, der både divergerer i lokation, tid, person og stil. Det er sådan en bigger-than-(human)-life fortælling, som strækker sig fra zarernes Rusland over besættelsesårenes København til vores tids USA og frem mod en ubestemmelig dystopisk/utopisk fremtid. Fortællingen er indstillet på planternes langsommelige tid og geografisk omfangsrige rodnet, og jeg nød at følge dens årringe slægtsled for slægtsled. Det er sjældent, jeg støder på en sådan voluminøsitet i dansk litteratur. Fællesnævneren? En smuk og tornefyldt rose, på en gang dødsbringende og livsgivende. Rosarium efterlod mig med en følelse af samhørighed med og ny respekt for vores grønkornsfyldte samboere og en voldsom trang til at plante mine fødder i skovens muld.
I første del præsenteres vi for en både vederstyggelig og forundelig historie, der har noget næsten brødrene Grimmsk over sig. Bror og Søster flygter ind i Polens urskove, hvor Søster planter sig selv som et træ. Zarens naturglade søn forelsker sig i hende og også lidt i sin mystiske rose, som synes at reagere på menneskelig kontakt. Det er grumt og det er smukt.
Anden del er skrevet som ét langt brev fra danske Johanne, født Johannes, til sine døtre. I Johannes søgen efter rosen møder hun Esther, Søsters datter, som er mere plante end menneske. Weitzes skildrer utrolig godt Johannes kamp med sin kønsidentitet, og ligesom alt andet i romanen kobles det til planteriget. Vidste I, at det ligger i takstræets natur at skifte køn? Dog tabte anden del mig lidt, måske pga. brevformatet, dens til tider planteopslagsværk-agtige gennemgange eller dens voldsomme beskrivelser af Esther og Johannes forhold. Det er nok en smagssag.
Men så kom sidste del, og jeg forelskede mig på ny. Rosens rødder har nu spredt sig til nutidens USA, hvor Johannes efterkommere bringer både Siri og klimakrise med ind i det eventyrlige rosarium, og lader fortællingen blomstre videre ind i en fremtid, hvor grønkron og menneskehud ikke kan adskilles.
Charlotte Weitze har skrevet en magisk-realistisk slægtsroman fortalt i 3 dele, der både divergerer i lokation, tid, person og stil. Det er sådan en bigger-than-(human)-life fortælling, som strækker sig fra zarernes Rusland over besættelsesårenes København til vores tids USA og frem mod en ubestemmelig dystopisk/utopisk fremtid. Fortællingen er indstillet på planternes langsommelige tid og geografisk omfangsrige rodnet, og jeg nød at følge dens årringe slægtsled for slægtsled. Det er sjældent, jeg støder på en sådan voluminøsitet i dansk litteratur. Fællesnævneren? En smuk og tornefyldt rose, på en gang dødsbringende og livsgivende. Rosarium efterlod mig med en følelse af samhørighed med og ny respekt for vores grønkornsfyldte samboere og en voldsom trang til at plante mine fødder i skovens muld.
I første del præsenteres vi for en både vederstyggelig og forundelig historie, der har noget næsten brødrene Grimmsk over sig. Bror og Søster flygter ind i Polens urskove, hvor Søster planter sig selv som et træ. Zarens naturglade søn forelsker sig i hende og også lidt i sin mystiske rose, som synes at reagere på menneskelig kontakt. Det er grumt og det er smukt.
Anden del er skrevet som ét langt brev fra danske Johanne, født Johannes, til sine døtre. I Johannes søgen efter rosen møder hun Esther, Søsters datter, som er mere plante end menneske. Weitzes skildrer utrolig godt Johannes kamp med sin kønsidentitet, og ligesom alt andet i romanen kobles det til planteriget. Vidste I, at det ligger i takstræets natur at skifte køn? Dog tabte anden del mig lidt, måske pga. brevformatet, dens til tider planteopslagsværk-agtige gennemgange eller dens voldsomme beskrivelser af Esther og Johannes forhold. Det er nok en smagssag.
Men så kom sidste del, og jeg forelskede mig på ny. Rosens rødder har nu spredt sig til nutidens USA, hvor Johannes efterkommere bringer både Siri og klimakrise med ind i det eventyrlige rosarium, og lader fortællingen blomstre videre ind i en fremtid, hvor grønkron og menneskehud ikke kan adskilles.
September 22, 2021
Anmelder eksemplar fra forlaget.
Rosarium er en slægtsroman i 3 dele, om en familie med et særligt bånd til naturen, og hele bogen rummer en masse botanik og emmer af dyb kærlighed til naturen i alle afskygninger.
Jeg syntes det er en rigtigt svær anmeldelse at skrive, for bogen er velskrevet og rummer rigtigt mange elementer der fungere, men skrivestilen er speciel, og kan være svær at læse, i hvert fald for mit vedkommende.
Og så er der nogle elementer i bogen der gør den ganske grænseoverskridende at læse, jeg vil ikke spoile en masse, men man kan godt sidde tilbage som læser med en lidt ulækker fornemmelse i kroppen, kan man komme over den hurdle, tror jeg at den for mange kan være en spændende og givende bog.
Men jeg havde personligt svært ved at komme videre derfra, og jeg ville ønske der havde været en trigger warning, så man er forberedt på de elementer, især da det for nogle måske vil være meget voldsomt, især for lidt yngre læsere..
Rosarium er en udemærket bog, hvis man kan lide en lidt anderledes skrivestil, og som sagt kommer igennem den første del af bogen uden at føle sig lidt iffy omkring det hele.
Rosarium er en slægtsroman i 3 dele, om en familie med et særligt bånd til naturen, og hele bogen rummer en masse botanik og emmer af dyb kærlighed til naturen i alle afskygninger.
Jeg syntes det er en rigtigt svær anmeldelse at skrive, for bogen er velskrevet og rummer rigtigt mange elementer der fungere, men skrivestilen er speciel, og kan være svær at læse, i hvert fald for mit vedkommende.
Og så er der nogle elementer i bogen der gør den ganske grænseoverskridende at læse, jeg vil ikke spoile en masse, men man kan godt sidde tilbage som læser med en lidt ulækker fornemmelse i kroppen, kan man komme over den hurdle, tror jeg at den for mange kan være en spændende og givende bog.
Men jeg havde personligt svært ved at komme videre derfra, og jeg ville ønske der havde været en trigger warning, så man er forberedt på de elementer, især da det for nogle måske vil være meget voldsomt, især for lidt yngre læsere..
Rosarium er en udemærket bog, hvis man kan lide en lidt anderledes skrivestil, og som sagt kommer igennem den første del af bogen uden at føle sig lidt iffy omkring det hele.
July 22, 2022
Anderledes - meget anderledes - dejlig fantasifuld og forunderlig. Herlig med al den naturvidenskabelige viden om planternes forunderlige verden og store vigtighed, som man får med i købet i denne meget utraditionelle slægtsroman. Måske er det en lidt vild og underlig sammenligning, men jeg kom til at tænke på Stephen King - fordi der er to spor; en insisteren på at det hele er sandt og gyldigt og realistisk, og et fantasispor, som rosenvæsner, som er roser med menneskelige egenskaber eller mennekser med rosens egenskaber.... ret så eventyrligt. Jeg har altid været vild med Charlotte Weitzes fortællinger, når de folder sig ud i sådan et sted mellem gammel folketro, nutid og grumme eventyr. Det er særdeles forfriskende med sådan en slags forfatterhjerne. At der så er en kritik af og et budskab omkring nutidens holdning til naturen og andre levende væsner, som f.eks. planterne, som vi er 100% afhængige af, det pakkes jo ind i denne her herlige fortælling, og det er en rigtig god idé.
July 24, 2024
Lille 3...
Jeg sidder tilbage med manglende ord. Jeg har på mange måder utrolig svært ved at forstå, hvad det er, jeg lige har læst. Flere gange var det ved at kamme over til at blive for mærkeligt, men synes alligevel bogen formår at holde sig inden for grænsen til bare at være weird.
Sproget er utrolig flot og fængende. Dog tænker jeg, at folk, der ikke interesserer sig for biologi, vil finde nogle passager utroligt kedelige.
Der var nogle momenter, hvor jeg var ved at føle, jeg vidste, hvad bogen ville fortælle, men efter endt læsning er jeg alligevel i tvivl.
Den her anmeldelse er nok lige så forvirrende, som jeg føler mig
Jeg sidder tilbage med manglende ord. Jeg har på mange måder utrolig svært ved at forstå, hvad det er, jeg lige har læst. Flere gange var det ved at kamme over til at blive for mærkeligt, men synes alligevel bogen formår at holde sig inden for grænsen til bare at være weird.
Sproget er utrolig flot og fængende. Dog tænker jeg, at folk, der ikke interesserer sig for biologi, vil finde nogle passager utroligt kedelige.
Der var nogle momenter, hvor jeg var ved at føle, jeg vidste, hvad bogen ville fortælle, men efter endt læsning er jeg alligevel i tvivl.
Den her anmeldelse er nok lige så forvirrende, som jeg føler mig
November 10, 2024
Minu arvamuse raamatust leiab blogist https://triinuraamatud.wordpress.com/...
January 19, 2025
Drieënhalf? Sprookjesachtig maar ook rauw realistisch. Veel uitleg over natuur. Bijzonder om te lezen.
Read
September 10, 2025Hat mich maximal verwirrt. Man verpasst nichts, wenn mans einfach nicht liest.
Triggerwarnung für sexuelle Gewalt & Vergewaltigung.
Triggerwarnung für sexuelle Gewalt & Vergewaltigung.
February 27, 2021
HOLD NU K***, dette er en vild roman. Er fuldstændig slået bagover af denne enestående og så meget anderledes roman, end noget jeg før har læst (og jeg har læst meget). Den står så stærkt og er samtidig så utrolig svær at gengive handlingen af.
Rosarium af Charlotte Weitze er en eventyrlig slægtsroman i tre dele, som strækker sig fra begyndelsen af det 20. århundrede og til nutidens USA og videre ind i fremtiden.
I første del følger vi bror og søster, der flygter fra den polsk/russiske krig og ud i skoven.
Her bliver søster mere og mere en del af det organiske liv, der udfolder sig i skoven og da hun bliver fundet af den botanikinteresserede zar, kan han ikke modstå det grønlige væsen, hun er blevet til og tager hende med sig.
I andel del møder vi søsters barn, Ester, som botanikeren Johanne, født Johannes, møder på et kloster under en naturvidenskabelig rejse. Ester er blevet holdt fanget af nonnerne og Johanne flygter med Ester tilbage til København, hvor Ester føder tvillingerne Lilly og Viola.
I tredje del mødes tvillingerne i USA efter flere års adskillelse for at fejre Johannes 100 års fødselsdag. Viola har sin datter Marie med. Marie har måtte efterlade sin egen datter Fine hjemme i Danmark. Fine er syg og minder i det hele tager meget om tvillingerne med den lave vækst. Hun trives bedst med plantebaseret føde og mærker naturen så tydeligt. Johanne er dog forsvundet og gåden om hende vokser sig større og større.
Gennem hele romanen følger vi samtidig rosen, som reagerer på menneskelig kontakt.
Lyder det syret? Det er det også. Romanen overraskede mig på så mange planer. Jeg var fra starten indfanget af det sanselige sprog, karaktererne står knivskarpe og handlingen (med temaer som kønsidentitet, klima og tanken om hvor tæt forbundne mennesker og natur egentlig er) er bare for vild! GO READ.
Rosarium af Charlotte Weitze er en eventyrlig slægtsroman i tre dele, som strækker sig fra begyndelsen af det 20. århundrede og til nutidens USA og videre ind i fremtiden.
I første del følger vi bror og søster, der flygter fra den polsk/russiske krig og ud i skoven.
Her bliver søster mere og mere en del af det organiske liv, der udfolder sig i skoven og da hun bliver fundet af den botanikinteresserede zar, kan han ikke modstå det grønlige væsen, hun er blevet til og tager hende med sig.
I andel del møder vi søsters barn, Ester, som botanikeren Johanne, født Johannes, møder på et kloster under en naturvidenskabelig rejse. Ester er blevet holdt fanget af nonnerne og Johanne flygter med Ester tilbage til København, hvor Ester føder tvillingerne Lilly og Viola.
I tredje del mødes tvillingerne i USA efter flere års adskillelse for at fejre Johannes 100 års fødselsdag. Viola har sin datter Marie med. Marie har måtte efterlade sin egen datter Fine hjemme i Danmark. Fine er syg og minder i det hele tager meget om tvillingerne med den lave vækst. Hun trives bedst med plantebaseret føde og mærker naturen så tydeligt. Johanne er dog forsvundet og gåden om hende vokser sig større og større.
Gennem hele romanen følger vi samtidig rosen, som reagerer på menneskelig kontakt.
Lyder det syret? Det er det også. Romanen overraskede mig på så mange planer. Jeg var fra starten indfanget af det sanselige sprog, karaktererne står knivskarpe og handlingen (med temaer som kønsidentitet, klima og tanken om hvor tæt forbundne mennesker og natur egentlig er) er bare for vild! GO READ.
March 29, 2021
Lad os starte med selve historien. Den opdeles i tre dele og i første del er selvfølgelig starten på fortællingen om en slægt, der har botanik tæt på livet - ja, som faktisk har familiemedlemmer, der har botanikken levende i sig og ånder naturen mere og mere ind i kroppen for hvert åndedrag. I første del møder vi broro og søster, der flygter fra krigen til et liv i skoven. Søster bliver fundet af Zarens søn, som er betaget af botanik og derfor naturligt også bliver betaget af søster.
I anden del møder vi søsters barn, som botanikeren Johanne, født Johannes, finder i en mørk celle i et kloster. Johanne er på en videnskabelig botanisk rejse, for at indsamle beviser om teorien om urkontinentet Pangæa, i form af planter fra forskellige kontinenter. Johanne tager søsters barn under sine vinger og bliver forælder til tvillingerne Viola og Lilly.
Viola og Lilly er hovedpersonerne i tredje del, hvor de efter mange års adskillelse forenes for, at fejre Johannes 100 års fødselsdag. Violas datter, Marie, er med på rejsen og har måtte efterlade sin datter Fine syg i Danmark. I USA når de frem til Johannes hus, men fødselaren er forsvundet. De leder efter spor i huset, drivhuset og den nærliggende skov, alt imens gåden om Johanne, det videnskabelige arbejde og familiens egentlige ophav, synes at vokse sig større
Ja, det her er ikke en slægtshistorie, som du kommer sovende til eller bare lige læser på en aften, for den fortjener din opmærksomhed 100%. Den indeholder SÅ meget mere end jeg egentlig vil være i stand til at forklare - men på en helt igennem fantastisk og fortyllende måde. Det her er en eventyrlig slægtshistorie, som omringes af poesi og botaniske elementer, i en grad, som jeg aldrig har oplevet før. Jeg er en ekstremt hurtigtlæsende bogblogger, men den her bog rørte og overvældede mig så meget, at jeg var nødt til at splitte den op over to dage - ikke fordi den ikke fangede mig, men fordi jeg havde brug for tid til, at bearbejde det jeg havde læst. Både for at forstå hvad det egentlig var, at jeg havde læst, men også fordi jeg følelsesmæssigt gik igennem mange forskellige faser. Historien er så syret og dunkel, men alligevel fyldes den med liv igennem livshistorierne (og det skal lige siges, at det er en ren fiktiv historie).
Botanikken er on point i denne bog og jeg har så meget respekt for de timer, som Charlotte må have lagt i sin research for at skabe det her vidunderlige univers og de mærkværdige personer, for det er ikke bare historien om et frø, der lægges i jorden, vandes og blomstrer til den smukkeste rose. Nej, det er historien om den natur, som vi er omgivet af, den natur som lever i os og den natur, som vi ikke har en forklaring på. En historie og personer, der går langt over grænsen i jagten på videnskabelige botaniske resultater.
Rosarium er en fantastisk god bog, men den er helt sikkert ikke for alle, da den er super speciel. Men speciel på voldsomt fængede måde. I første del af bogen var jeg et øjeblik i tvivl om, hvorvidt jeg ville kunne læse bogen færdig, da jeg både skulle få en forståelse for universet og blev udfordret meget på følelsesmæssige parametre(mere specifikt kan jeg simpelthen ikke gøre det uden, at jeg spoiler noget, så sorry for cliffhangeren). Men da jeg først var nået over det første følelsesmæssige "chok"(ja, okay, den er virkelig også uhyggelig på sin helt egen måde- næsten som var det en Von Trier-film) og fattede bare en del af universet, så var jeg ikke i tvivl om, at jeg ikke ville kunne stoppe før, jeg vidste hvordan historien udfoldede sig. "Rosarium" tog fusen på mig - altså virkelig. Den var slet ikke som forventet og jeg blev positivt opslugt af universet. Jeg er spændt på, om jeg nogensinde vil få en oplevelse som denne igen.
Jeg kan ikke undgå lige at knytte en kommentar til selve bogens forside, der er så utroligt smuk. Den illustrerer det botaniske aspekt i historien og hvordan den vikles ind i livet på de tre generationer(ja, faktisk 4). Forsiden frodig, grøn, rosenrød og emmer af natur - naturligt liv - naturen som vi alle bør passe ekstra på. Hvis du er interesseret i at læse "Rosarium", så køb lige den fysiske udgave og nyd forsiden samt første side.
Er du til en omstændig, eventyrlig og syret slægtshistorie, så få fat i denne smukke bog. Ja, for jeg kan KUN anbefale den, hvis du har modet til et syretrip eller vil have en oplevelse for livet.
I anden del møder vi søsters barn, som botanikeren Johanne, født Johannes, finder i en mørk celle i et kloster. Johanne er på en videnskabelig botanisk rejse, for at indsamle beviser om teorien om urkontinentet Pangæa, i form af planter fra forskellige kontinenter. Johanne tager søsters barn under sine vinger og bliver forælder til tvillingerne Viola og Lilly.
Viola og Lilly er hovedpersonerne i tredje del, hvor de efter mange års adskillelse forenes for, at fejre Johannes 100 års fødselsdag. Violas datter, Marie, er med på rejsen og har måtte efterlade sin datter Fine syg i Danmark. I USA når de frem til Johannes hus, men fødselaren er forsvundet. De leder efter spor i huset, drivhuset og den nærliggende skov, alt imens gåden om Johanne, det videnskabelige arbejde og familiens egentlige ophav, synes at vokse sig større
Ja, det her er ikke en slægtshistorie, som du kommer sovende til eller bare lige læser på en aften, for den fortjener din opmærksomhed 100%. Den indeholder SÅ meget mere end jeg egentlig vil være i stand til at forklare - men på en helt igennem fantastisk og fortyllende måde. Det her er en eventyrlig slægtshistorie, som omringes af poesi og botaniske elementer, i en grad, som jeg aldrig har oplevet før. Jeg er en ekstremt hurtigtlæsende bogblogger, men den her bog rørte og overvældede mig så meget, at jeg var nødt til at splitte den op over to dage - ikke fordi den ikke fangede mig, men fordi jeg havde brug for tid til, at bearbejde det jeg havde læst. Både for at forstå hvad det egentlig var, at jeg havde læst, men også fordi jeg følelsesmæssigt gik igennem mange forskellige faser. Historien er så syret og dunkel, men alligevel fyldes den med liv igennem livshistorierne (og det skal lige siges, at det er en ren fiktiv historie).
Botanikken er on point i denne bog og jeg har så meget respekt for de timer, som Charlotte må have lagt i sin research for at skabe det her vidunderlige univers og de mærkværdige personer, for det er ikke bare historien om et frø, der lægges i jorden, vandes og blomstrer til den smukkeste rose. Nej, det er historien om den natur, som vi er omgivet af, den natur som lever i os og den natur, som vi ikke har en forklaring på. En historie og personer, der går langt over grænsen i jagten på videnskabelige botaniske resultater.
Rosarium er en fantastisk god bog, men den er helt sikkert ikke for alle, da den er super speciel. Men speciel på voldsomt fængede måde. I første del af bogen var jeg et øjeblik i tvivl om, hvorvidt jeg ville kunne læse bogen færdig, da jeg både skulle få en forståelse for universet og blev udfordret meget på følelsesmæssige parametre(mere specifikt kan jeg simpelthen ikke gøre det uden, at jeg spoiler noget, så sorry for cliffhangeren). Men da jeg først var nået over det første følelsesmæssige "chok"(ja, okay, den er virkelig også uhyggelig på sin helt egen måde- næsten som var det en Von Trier-film) og fattede bare en del af universet, så var jeg ikke i tvivl om, at jeg ikke ville kunne stoppe før, jeg vidste hvordan historien udfoldede sig. "Rosarium" tog fusen på mig - altså virkelig. Den var slet ikke som forventet og jeg blev positivt opslugt af universet. Jeg er spændt på, om jeg nogensinde vil få en oplevelse som denne igen.
Jeg kan ikke undgå lige at knytte en kommentar til selve bogens forside, der er så utroligt smuk. Den illustrerer det botaniske aspekt i historien og hvordan den vikles ind i livet på de tre generationer(ja, faktisk 4). Forsiden frodig, grøn, rosenrød og emmer af natur - naturligt liv - naturen som vi alle bør passe ekstra på. Hvis du er interesseret i at læse "Rosarium", så køb lige den fysiske udgave og nyd forsiden samt første side.
Er du til en omstændig, eventyrlig og syret slægtshistorie, så få fat i denne smukke bog. Ja, for jeg kan KUN anbefale den, hvis du har modet til et syretrip eller vil have en oplevelse for livet.
September 18, 2025
3.5
Olen täiesti kahe vahel. Kas mulle raamat meeldis või ei meeldinud. See on nii tohutult veider lektüür, et ta on lausa eriline ja unikaalne, kuid kipub minema liiga diibiks, mis jälle tekitab tunde, et kas loetu on sama sügav kui ookean või, hoopis, kui porilomp. Meta ja diibiga on see, et tihtipeale varjatakse selle taha tühja õhku ja autor püüab lihtsalt üleolev ja upsakas oma stiili ning süžeega olla. Ta ei saa isegi aru, mida tahab öelda, seega ajab pealiskaudselt väga geniaalsena näivat sogamoga. Kas selles ülbuses võib antud teost süüdistada? Mingi kraadini küll, sest ma teravalt tundsin, et kuidas ma ei saa kõigist seostest või viidetest või sõnumitest täienisti aru. Samas, kas alati peabki? Tähtis on ju emotsioon ning see lugemiskogemus tekitas minus hämmingut ja ka ohtralt vastikust. Sellist ebamugavustunnet, sest kohati oli tunne, et loed nagu tulnukatest, kes pärit siit samalt maalt. Olendid, kelledest me midagi ei tea ega keda mõista. Nagu loodus. Osati nagu muinasjutt õekesest ja vennakesest koos printsiga, siis väga modernse mentaliteediga vales-kehas-vale-sugu saaga koos eri liikidest isikute äärmiselt kahtlase väärtusega "romansiga" ja lõpuks perekonnalugu, kus keegi teineteist ei mõista, minevik kummitab kõiki tegevusi ja otsuseid, ilma, et perele oleks avaldatud neid kummitavaid salapäraseid põhjuseid. Tegu on justkui kolme eraldiseisva looga ühes, liikudes ajas edasi, alates enne I maailmasõda perioodist kuni tänapäeva välja. Kõik looliinid on omavahel arusaadavalt seotud, nagu ka tegelased. See on ühe kentsaka ja müstilise perekonna lugu.
Kesksel positsioonil on loodus, eriti taimed ja n-ö eluta loodus. Mitmed tegelased on bioloogid või inimesed, kelledel on rohelusega eriline side, huvi või sunnitus end loodusega ühele lainele viia. Palju leidub teoses kirjeldusi eri taimedest, taimede funktsioneerimisest ja nende saladustest. Antakse mõista, et inimene on samuti osa loodusest. Kes tunneb seda tõmmet intensiivsemalt, kes vähem. Ja, et inimeste ja taimede vahel tegelikult suuri erinevusi ei olegi, üks kopeerib teist ja vastupidi --saavad nad ka ühte heita. Siis on teoses välja toodud need eriti erilised, isikud, kes kuuluvad mõlemasse maailmasse, on nii taimed kui inimesed. Omades iseloomujooni mõlemast. Alguse sai kõik vennakesest ja õekesest, kes olid sunnitud metsast ulualust leidma ja üks hetk muutusid ise osaks ümbruskonnast. Võtsid vastu metsa iseloomu ja omadused ning lõid otsekui uue liigi inimesest. Toimus evolutsioon ja tulemuseks sümbioos. See oli äärmiselt põnev kontseptsioon, kuid üpris eemaletõukav, nt kui taimedel ei ole vast vahet, et kellega järglasi saadakse, siis õde-venda ühinemine, kuigi antud kontekstis arusaavad, mõjus tohutult eemaletõukavalt ning üleüldse, oli loo seksuaalne pool natuke nina kirtsutama panev. Aga, jällegi, siin tuleb teadvustada, et kui eemaldada inimelement, siis taimede maailmas on paljunemine bioloogiline vajadus, mitte alati teadlik valik, kes millal, kus ja kellega, ning mis on sünnis. Seda n-ö kõrvalekallet sotsiaalselt aktsepteeritud normist illustreeris ka teine lugu, kus Johannes ei tundnud end mehena, vaid juba lapsena adus, et on mehe kehas naine, hoopis Johanne. Kusjuures ta räägib väga huvitavalt, lisaks, taolisest näidetest taimemaailmast, kus sugu ei eksisteeri, mingi olend saab muuta sugu või ei ole sool mingit vahet.
Mis mulle aga ebamugavust valmistas oli Johanne suhe Estheriga, mis mitmeid punaseid lippe agressiivselt lehvitvalt tõstatas. Lõpuks, ma ei saanudki aru, et kes tegelikult keda ära kasutas, iseäranis seksuaalselt. Kas see oli ühepoolne väärkasutus või kahepoolne? Üks hetk nagu oli kaldu ühele küljele, siis jälle teisele. Ja, kui võtta inimeprillid eest ja vaadata, jälle, läbi loodumaailma, siis kas üldse eksisteeris n-ö ärakasutamine või oli tegu lihtsalt looduse vajadusega sigineda. Ilma emotsioonide ja ratsionaalsuseta. Igasugu moraalselt ja emotsionaalselt vaadeldavad aspektid romaanis tekitasid minus vastakaid tundeid ja ma ei saanud ideaalselt aru, et mis on õige ja mis väär. Kas üldse need kontseptsioonid looduses on olemas või on need inimeste ja ühiskonna väljamõeldised. Rohelus elab omasoodu, oma reeglite järgi, laskmata ennast kahejalgsete tegevusel kuidagi segada, v.a. kui nood ise roheluse rüppe oma hävinguga ilmuvad, muidugi. Samas, rääkides instinktist ja ratsionaalsusest, kumas süžeest läbi tugev kiht armastust. Seda oli igal pool, oma eri vormides ja mitte alati traditsionaalses mõttes, kuid hoolimine, kiindumus ja vajadus kellegi teise järgi -- kas hetkeks või enamaks -- kas kindlal eesmärgil või tundeküllaselt -- peegeldus pea kõigis tegelastes. Samuti, looduse komme alguses hoolida ja siis, kohati julmalt, järglased ja lähedased lendu lasta. Kogu teosel oli minu jaoks terava naiseliku pilgu ja energia foon. Fookuses olid suuresti just naiskarakterid, nende kontakt oma muutuva keha ja olemusega, sünnid ja järglased, kaaslase leidmine, side teiste naistega. Puudutati ka teemasid nagu laste kaotus, lastetus ja kuidas see võib feminiinsele sugupoolele mõjuda.
Raamatus sai kaasatud nii mitmeid erinevaid teemasid ja ideid, mida lahata ning kõike ei jõuagi mainida ja kõnetada. Nt väga huvitav lähenemine oli valgusesse ja aastaaegadesse. Nunnand kloostris püsisid elus vaid päikesevannide põhjal ning pime versus päikeseline aeg mõjutas tegelasi, kes oma taimse poolega enam kontaktis, väga tugevalt. Talv oli justkui talveuneks, ka inimestel, ning kevadel aktiviseerus keha ja paljunemissoov, kas siis kaaslasega või seemnete väljutamisega, nagu ühe kummalise tegelase puhul. Üks korduv teema oli ka salapärase roosi otsimine ja üldse roosid kui tähtsad ning kaunid taimed. See seostub jälle selle naiseliku energiaga, kus võib isegi öelda, et roos oli loos kui naiselikkuse sümbol või metafoor naisele ja ehk ka tema üsale. Isegi kui üks karakter ei olnud otseselt taime ja inimese hübriid, siis oli ta omaks võtnud palju rohelusest ning huvitav oli tõdeda, et surema läks ta just nii nagu loomad, eemale, kaugele, ilma kellelegi ütlemata, vaid tundes, kui aeg on käes, ja olles rahus ning üksinda. Siis oli juttu palju roheliselt helgist või kumast nahal, mis jälle andis võimaluse tõmmata paralleele tulnukate vahel. Igatahes, ma vist lõpetan nüüd siin, sest, nagu mainisin, teemasid mida arutleda ja välja tuua leidus selles raamatus metsikult (pun intended) ning ma ei ole kindel, et kas kõiki mõistsin nii nagu neil oli eesmärk. Kokkuvõtvalt, ei ole ma siiski jõudnud otsusele, et kas mulle romaan meeldis või mitte. Ta eksisteerib oma eraldi dimensioonis ja mina, kui inimene, ei osanud temaga alati ühist keelt leida. Samas, oskasin vahel temaga kenasti ühise keele leida. Põhimõtteliselt, kummaline ja paeluv teos, kuid ka ebamugav ja eemaletõukav mingil teatud imelikul viisil. Lõpp jäi liiga lahtiseks, kuigi ühe teekonna finaal sai punkti.
Olen täiesti kahe vahel. Kas mulle raamat meeldis või ei meeldinud. See on nii tohutult veider lektüür, et ta on lausa eriline ja unikaalne, kuid kipub minema liiga diibiks, mis jälle tekitab tunde, et kas loetu on sama sügav kui ookean või, hoopis, kui porilomp. Meta ja diibiga on see, et tihtipeale varjatakse selle taha tühja õhku ja autor püüab lihtsalt üleolev ja upsakas oma stiili ning süžeega olla. Ta ei saa isegi aru, mida tahab öelda, seega ajab pealiskaudselt väga geniaalsena näivat sogamoga. Kas selles ülbuses võib antud teost süüdistada? Mingi kraadini küll, sest ma teravalt tundsin, et kuidas ma ei saa kõigist seostest või viidetest või sõnumitest täienisti aru. Samas, kas alati peabki? Tähtis on ju emotsioon ning see lugemiskogemus tekitas minus hämmingut ja ka ohtralt vastikust. Sellist ebamugavustunnet, sest kohati oli tunne, et loed nagu tulnukatest, kes pärit siit samalt maalt. Olendid, kelledest me midagi ei tea ega keda mõista. Nagu loodus. Osati nagu muinasjutt õekesest ja vennakesest koos printsiga, siis väga modernse mentaliteediga vales-kehas-vale-sugu saaga koos eri liikidest isikute äärmiselt kahtlase väärtusega "romansiga" ja lõpuks perekonnalugu, kus keegi teineteist ei mõista, minevik kummitab kõiki tegevusi ja otsuseid, ilma, et perele oleks avaldatud neid kummitavaid salapäraseid põhjuseid. Tegu on justkui kolme eraldiseisva looga ühes, liikudes ajas edasi, alates enne I maailmasõda perioodist kuni tänapäeva välja. Kõik looliinid on omavahel arusaadavalt seotud, nagu ka tegelased. See on ühe kentsaka ja müstilise perekonna lugu.
Kesksel positsioonil on loodus, eriti taimed ja n-ö eluta loodus. Mitmed tegelased on bioloogid või inimesed, kelledel on rohelusega eriline side, huvi või sunnitus end loodusega ühele lainele viia. Palju leidub teoses kirjeldusi eri taimedest, taimede funktsioneerimisest ja nende saladustest. Antakse mõista, et inimene on samuti osa loodusest. Kes tunneb seda tõmmet intensiivsemalt, kes vähem. Ja, et inimeste ja taimede vahel tegelikult suuri erinevusi ei olegi, üks kopeerib teist ja vastupidi --saavad nad ka ühte heita. Siis on teoses välja toodud need eriti erilised, isikud, kes kuuluvad mõlemasse maailmasse, on nii taimed kui inimesed. Omades iseloomujooni mõlemast. Alguse sai kõik vennakesest ja õekesest, kes olid sunnitud metsast ulualust leidma ja üks hetk muutusid ise osaks ümbruskonnast. Võtsid vastu metsa iseloomu ja omadused ning lõid otsekui uue liigi inimesest. Toimus evolutsioon ja tulemuseks sümbioos. See oli äärmiselt põnev kontseptsioon, kuid üpris eemaletõukav, nt kui taimedel ei ole vast vahet, et kellega järglasi saadakse, siis õde-venda ühinemine, kuigi antud kontekstis arusaavad, mõjus tohutult eemaletõukavalt ning üleüldse, oli loo seksuaalne pool natuke nina kirtsutama panev. Aga, jällegi, siin tuleb teadvustada, et kui eemaldada inimelement, siis taimede maailmas on paljunemine bioloogiline vajadus, mitte alati teadlik valik, kes millal, kus ja kellega, ning mis on sünnis. Seda n-ö kõrvalekallet sotsiaalselt aktsepteeritud normist illustreeris ka teine lugu, kus Johannes ei tundnud end mehena, vaid juba lapsena adus, et on mehe kehas naine, hoopis Johanne. Kusjuures ta räägib väga huvitavalt, lisaks, taolisest näidetest taimemaailmast, kus sugu ei eksisteeri, mingi olend saab muuta sugu või ei ole sool mingit vahet.
Mis mulle aga ebamugavust valmistas oli Johanne suhe Estheriga, mis mitmeid punaseid lippe agressiivselt lehvitvalt tõstatas. Lõpuks, ma ei saanudki aru, et kes tegelikult keda ära kasutas, iseäranis seksuaalselt. Kas see oli ühepoolne väärkasutus või kahepoolne? Üks hetk nagu oli kaldu ühele küljele, siis jälle teisele. Ja, kui võtta inimeprillid eest ja vaadata, jälle, läbi loodumaailma, siis kas üldse eksisteeris n-ö ärakasutamine või oli tegu lihtsalt looduse vajadusega sigineda. Ilma emotsioonide ja ratsionaalsuseta. Igasugu moraalselt ja emotsionaalselt vaadeldavad aspektid romaanis tekitasid minus vastakaid tundeid ja ma ei saanud ideaalselt aru, et mis on õige ja mis väär. Kas üldse need kontseptsioonid looduses on olemas või on need inimeste ja ühiskonna väljamõeldised. Rohelus elab omasoodu, oma reeglite järgi, laskmata ennast kahejalgsete tegevusel kuidagi segada, v.a. kui nood ise roheluse rüppe oma hävinguga ilmuvad, muidugi. Samas, rääkides instinktist ja ratsionaalsusest, kumas süžeest läbi tugev kiht armastust. Seda oli igal pool, oma eri vormides ja mitte alati traditsionaalses mõttes, kuid hoolimine, kiindumus ja vajadus kellegi teise järgi -- kas hetkeks või enamaks -- kas kindlal eesmärgil või tundeküllaselt -- peegeldus pea kõigis tegelastes. Samuti, looduse komme alguses hoolida ja siis, kohati julmalt, järglased ja lähedased lendu lasta. Kogu teosel oli minu jaoks terava naiseliku pilgu ja energia foon. Fookuses olid suuresti just naiskarakterid, nende kontakt oma muutuva keha ja olemusega, sünnid ja järglased, kaaslase leidmine, side teiste naistega. Puudutati ka teemasid nagu laste kaotus, lastetus ja kuidas see võib feminiinsele sugupoolele mõjuda.
Raamatus sai kaasatud nii mitmeid erinevaid teemasid ja ideid, mida lahata ning kõike ei jõuagi mainida ja kõnetada. Nt väga huvitav lähenemine oli valgusesse ja aastaaegadesse. Nunnand kloostris püsisid elus vaid päikesevannide põhjal ning pime versus päikeseline aeg mõjutas tegelasi, kes oma taimse poolega enam kontaktis, väga tugevalt. Talv oli justkui talveuneks, ka inimestel, ning kevadel aktiviseerus keha ja paljunemissoov, kas siis kaaslasega või seemnete väljutamisega, nagu ühe kummalise tegelase puhul. Üks korduv teema oli ka salapärase roosi otsimine ja üldse roosid kui tähtsad ning kaunid taimed. See seostub jälle selle naiseliku energiaga, kus võib isegi öelda, et roos oli loos kui naiselikkuse sümbol või metafoor naisele ja ehk ka tema üsale. Isegi kui üks karakter ei olnud otseselt taime ja inimese hübriid, siis oli ta omaks võtnud palju rohelusest ning huvitav oli tõdeda, et surema läks ta just nii nagu loomad, eemale, kaugele, ilma kellelegi ütlemata, vaid tundes, kui aeg on käes, ja olles rahus ning üksinda. Siis oli juttu palju roheliselt helgist või kumast nahal, mis jälle andis võimaluse tõmmata paralleele tulnukate vahel. Igatahes, ma vist lõpetan nüüd siin, sest, nagu mainisin, teemasid mida arutleda ja välja tuua leidus selles raamatus metsikult (pun intended) ning ma ei ole kindel, et kas kõiki mõistsin nii nagu neil oli eesmärk. Kokkuvõtvalt, ei ole ma siiski jõudnud otsusele, et kas mulle romaan meeldis või mitte. Ta eksisteerib oma eraldi dimensioonis ja mina, kui inimene, ei osanud temaga alati ühist keelt leida. Samas, oskasin vahel temaga kenasti ühise keele leida. Põhimõtteliselt, kummaline ja paeluv teos, kuid ka ebamugav ja eemaletõukav mingil teatud imelikul viisil. Lõpp jäi liiga lahtiseks, kuigi ühe teekonna finaal sai punkti.
July 1, 2024
Anmeldelse af:
Rosarium
Charlotte Weitzes "Rosarium" er en slægtsroman i flere dele, med kærlighed, botanik, mystik og familierelationer som omdrejningspunkt.
Forfatter:
Charlotte Weitze
Charlotte Weitzes forfatterskab er præget af det eventyrlige men også naturen bruges flittigt i hendes romaner. Her er ”Rosarium” ingen undtagelse. Charlotte Weitze står bag mere end ti romaner og endnu flere noveller og artikler.
Læsemetode:
Modtog et anmeldereksemplar i form af en E-bog fra Gutkind forlag i bytte for min ærlige anmeldelse. Meget tak før det.
Personligt:
Sidste 5. januar fik jeg min højre langfinger stukket ind i bildøren på fuld kraft. Min højre hånd og finger er hårdt forslået. Derfor lyttede jeg til bogen via Bookbeat. Randi Winther læste den. At stryge en e-bog er stadig meget smertefuldt.
At holde tabletten er også stadig meget smertefuldt. Nu og da lytter og læser jeg historien. Mens jeg først kun kunne lytte. Heldigvis er dette en god løsning lige nu.
Jeg beklager oprigtigt, at det har taget mig så lang tid at læse og anmelde denne bog. Ud over problemet med min finger blev min søster dødssyg. Hun kæmper en indædt kamp mod lymfeknudekræft. Denne sygdom er i fase fire. Hun går i kemobehandling hver anden uge. Vi mistede hende næsten et par gange. Men takket være lægernes fremragende pleje er hun der stadig. Så meget som jeg gerne ville læse, manglede jeg koncentration og motivation. Denne begivenhed har stor indflydelse på mine følelser. Jeg skal også håndtere min erhvervede hjerneskade. Altid træt, dårlig korttidshukommelse og koncentration. Dette forstærkes yderligere af følelserne omkring min søster. Gudskelov gør Prednisonen nu gode forretninger for min søster. Men hvordan kommer hun ud af kampen og ud af den?
Forlægger: Gutkind
Genre: roman
Cover og blurb:
Coveret har et smukt billede af frodig grønt med røde roser. Det gør mig nysgerrig på denne historie.
Blurben er spændende og gør dig nysgerrig efter, hvad jeg synes er en unik historie.
Citere:
Fin tekst:
Historien:
I første del af "Rosarium" møder vi bror og søster. Der er krig i bror og søsters land, og de flygter ud i skoven og væk fra zaren. Her glemmer søster sine evner fra den anden verden og overgiver sig til planternes magiske verden. Snart løber hun ind i zarens søn, der er på jagt i skoven, og han finder stor begejstring i det væsen, søster er blevet til efter tiden i skoven. I anden del møder vi søsters barn, som ved et tilfælde møder en botaniker, der er på jagt efter forskellige planter fra alle kontinenterne. Botanikeren får to børn, som vi møder, da de tager til USA for at fejre botanikerens 100-års fødselsdag. Da de når frem til botanikerens hus, er hun forsvundet. Gåden om botanikerens ophav, forskning og relationer vokser sig større, alt imens hun forsat ikke er til at finde.
Min læseoplevelse:
Dette er en historie i tre dele. Først begyndte jeg at læse om bror og søsters livshistorie. Overlevelse i polsk natur. I anden del lærer vi botaniker Johanne (født Johannes) at kende gennem et brev, hun skriver til sine børn. Anden del følger efter del ét. Fordi bror og søsters barn er fundet af Johanne. Tvillinger er født fra dette forhold. I tredje del vokser tvillingerne op og tager til Amerika for at lede efter Johanne. Denne historie er ikke kun en erklæring om fakta. Men det er en historie med flere dybe lag. Det handler om mennesker, der er tvunget til at overleve i et miljø, der er nyt for dem. Med kun de velkendte ting fra dem, du voksede op med i samme familie. Den undertrykkelse du føler for at leve godt skjult. Hertil kommer ønsket fra en mand, der er tvunget af fødsel til at tjene sit imperium, om at opgive dette. Om ansvaret for livets åg, at leve med en ægtefælle og vente på nyt liv. Mens du meget hellere vil følge en blomsts livsrejse fra foden. Og denne blomst forkæler og plejer dig helt ned til rødderne. Så den kan vokse og blomstre og dermed garantere naturens fremgang. Kærligheden til denne blomst, et naturkunstværk. Føler dig tryg og sikker, når du kommunikerer med den.
Den håndgribelige smerte ved at blive født i den forkerte krop. Sorgen, lidelsen og ikke at blive set og accepteret af dem omkring mig gjorde mig følelsesladet. Så meget værdifuld botanisk viden, så meget hunger efter at studere naturen i al dens pragt.
Menneskehedens bevidsthed om, at vi skal værne om naturen og klimaet. For at sikre menneskehedens overlevelse. Den pædagogiske information om botanik kombineret med rejser til andre kulturer og dermed landskaber og natur. Kombineret med en eventyrlignende magisk kulisse, der også har et noget gyseragtigt præg. Men det efterlader dig konstant fascineret og fascineret af at læse.
Det sidste stykke, tredje del, som samler alle historierne. Og hvor man ikke så plottet komme. Jeg savnede karaktererne, dem der var udviklet så detaljeret. Den visuelle skrivestil og førstepersonsformen gjorde alting endnu mere intenst.
Jeg finder den poetiske og metaforiske skrivestil unik. Der er så smukke sætninger i denne bog. Derfor er det umuligt at finde et godt citat, der yder historien retfærdighed. Man skal opleve denne bog med alle sanser. Men tag dig også tid til at lade alle tekstens særlige betydninger trænge ind i alle fibre i din krop.
Min mening:
Jeg giver 5 stjerner
Charlotte Weitzer har formået at formidle sit budskab om naturen og klimaet til mig. På en metaforisk, poetisk og magisk måde. Kombineret med en rig visuel skrivestil får hun karaktererne til at komme til live for mine øjne. Så jeg kan følge deres livsrejse til slutningen, historiens plot, deres livsrejse.
Jeg kan varmt anbefale denne bog.
Jeg ville elske at læse flere bøger af denne forfatter i fremtiden. Efter at have læst denne bog er jeg en stor fan.
Jeg vil også gerne takke Randi Winther. På grund af hende forstår jeg nu dansk endnu bedre. Læser også. En værdifuld gave.
Desværre slutter mit Bookbeat-abonnement, så jeg kan ikke fortsætte med at øve mig i at tale og lytte dansk. Jeg fik lov til at dele en kode blandt følgerne af min anmeldelsesside. Ingen blev medlem, hvilket betyder, at mit abonnement ophører.
Rosarium
Charlotte Weitzes "Rosarium" er en slægtsroman i flere dele, med kærlighed, botanik, mystik og familierelationer som omdrejningspunkt.
Forfatter:
Charlotte Weitze
Charlotte Weitzes forfatterskab er præget af det eventyrlige men også naturen bruges flittigt i hendes romaner. Her er ”Rosarium” ingen undtagelse. Charlotte Weitze står bag mere end ti romaner og endnu flere noveller og artikler.
Læsemetode:
Modtog et anmeldereksemplar i form af en E-bog fra Gutkind forlag i bytte for min ærlige anmeldelse. Meget tak før det.
Personligt:
Sidste 5. januar fik jeg min højre langfinger stukket ind i bildøren på fuld kraft. Min højre hånd og finger er hårdt forslået. Derfor lyttede jeg til bogen via Bookbeat. Randi Winther læste den. At stryge en e-bog er stadig meget smertefuldt.
At holde tabletten er også stadig meget smertefuldt. Nu og da lytter og læser jeg historien. Mens jeg først kun kunne lytte. Heldigvis er dette en god løsning lige nu.
Jeg beklager oprigtigt, at det har taget mig så lang tid at læse og anmelde denne bog. Ud over problemet med min finger blev min søster dødssyg. Hun kæmper en indædt kamp mod lymfeknudekræft. Denne sygdom er i fase fire. Hun går i kemobehandling hver anden uge. Vi mistede hende næsten et par gange. Men takket være lægernes fremragende pleje er hun der stadig. Så meget som jeg gerne ville læse, manglede jeg koncentration og motivation. Denne begivenhed har stor indflydelse på mine følelser. Jeg skal også håndtere min erhvervede hjerneskade. Altid træt, dårlig korttidshukommelse og koncentration. Dette forstærkes yderligere af følelserne omkring min søster. Gudskelov gør Prednisonen nu gode forretninger for min søster. Men hvordan kommer hun ud af kampen og ud af den?
Forlægger: Gutkind
Genre: roman
Cover og blurb:
Coveret har et smukt billede af frodig grønt med røde roser. Det gør mig nysgerrig på denne historie.
Blurben er spændende og gør dig nysgerrig efter, hvad jeg synes er en unik historie.
Citere:
Fin tekst:
Historien:
I første del af "Rosarium" møder vi bror og søster. Der er krig i bror og søsters land, og de flygter ud i skoven og væk fra zaren. Her glemmer søster sine evner fra den anden verden og overgiver sig til planternes magiske verden. Snart løber hun ind i zarens søn, der er på jagt i skoven, og han finder stor begejstring i det væsen, søster er blevet til efter tiden i skoven. I anden del møder vi søsters barn, som ved et tilfælde møder en botaniker, der er på jagt efter forskellige planter fra alle kontinenterne. Botanikeren får to børn, som vi møder, da de tager til USA for at fejre botanikerens 100-års fødselsdag. Da de når frem til botanikerens hus, er hun forsvundet. Gåden om botanikerens ophav, forskning og relationer vokser sig større, alt imens hun forsat ikke er til at finde.
Min læseoplevelse:
Dette er en historie i tre dele. Først begyndte jeg at læse om bror og søsters livshistorie. Overlevelse i polsk natur. I anden del lærer vi botaniker Johanne (født Johannes) at kende gennem et brev, hun skriver til sine børn. Anden del følger efter del ét. Fordi bror og søsters barn er fundet af Johanne. Tvillinger er født fra dette forhold. I tredje del vokser tvillingerne op og tager til Amerika for at lede efter Johanne. Denne historie er ikke kun en erklæring om fakta. Men det er en historie med flere dybe lag. Det handler om mennesker, der er tvunget til at overleve i et miljø, der er nyt for dem. Med kun de velkendte ting fra dem, du voksede op med i samme familie. Den undertrykkelse du føler for at leve godt skjult. Hertil kommer ønsket fra en mand, der er tvunget af fødsel til at tjene sit imperium, om at opgive dette. Om ansvaret for livets åg, at leve med en ægtefælle og vente på nyt liv. Mens du meget hellere vil følge en blomsts livsrejse fra foden. Og denne blomst forkæler og plejer dig helt ned til rødderne. Så den kan vokse og blomstre og dermed garantere naturens fremgang. Kærligheden til denne blomst, et naturkunstværk. Føler dig tryg og sikker, når du kommunikerer med den.
Den håndgribelige smerte ved at blive født i den forkerte krop. Sorgen, lidelsen og ikke at blive set og accepteret af dem omkring mig gjorde mig følelsesladet. Så meget værdifuld botanisk viden, så meget hunger efter at studere naturen i al dens pragt.
Menneskehedens bevidsthed om, at vi skal værne om naturen og klimaet. For at sikre menneskehedens overlevelse. Den pædagogiske information om botanik kombineret med rejser til andre kulturer og dermed landskaber og natur. Kombineret med en eventyrlignende magisk kulisse, der også har et noget gyseragtigt præg. Men det efterlader dig konstant fascineret og fascineret af at læse.
Det sidste stykke, tredje del, som samler alle historierne. Og hvor man ikke så plottet komme. Jeg savnede karaktererne, dem der var udviklet så detaljeret. Den visuelle skrivestil og førstepersonsformen gjorde alting endnu mere intenst.
Jeg finder den poetiske og metaforiske skrivestil unik. Der er så smukke sætninger i denne bog. Derfor er det umuligt at finde et godt citat, der yder historien retfærdighed. Man skal opleve denne bog med alle sanser. Men tag dig også tid til at lade alle tekstens særlige betydninger trænge ind i alle fibre i din krop.
Min mening:
Jeg giver 5 stjerner
Charlotte Weitzer har formået at formidle sit budskab om naturen og klimaet til mig. På en metaforisk, poetisk og magisk måde. Kombineret med en rig visuel skrivestil får hun karaktererne til at komme til live for mine øjne. Så jeg kan følge deres livsrejse til slutningen, historiens plot, deres livsrejse.
Jeg kan varmt anbefale denne bog.
Jeg ville elske at læse flere bøger af denne forfatter i fremtiden. Efter at have læst denne bog er jeg en stor fan.
Jeg vil også gerne takke Randi Winther. På grund af hende forstår jeg nu dansk endnu bedre. Læser også. En værdifuld gave.
Desværre slutter mit Bookbeat-abonnement, så jeg kan ikke fortsætte med at øve mig i at tale og lytte dansk. Jeg fik lov til at dele en kode blandt følgerne af min anmeldelsesside. Ingen blev medlem, hvilket betyder, at mit abonnement ophører.
August 21, 2021
Rosarium af Charlotte Weitze ⭐️⭐️⭐️⭐️ ~ 🎧
Det tog mig noget tid at falde på plads i fortællingen, men den vokser på en. Det er et moderne eventyr, som at bevæge sig i et maleri. Da jeg droppede at forsøge at følge med og forstå selve historien og bare bevægede mig i billederne blev det så fint og mærkeligt og fantastisk i ordets oprindelige betydning.
#rosarium #charlotteweitze #gutkind
Det tog mig noget tid at falde på plads i fortællingen, men den vokser på en. Det er et moderne eventyr, som at bevæge sig i et maleri. Da jeg droppede at forsøge at følge med og forstå selve historien og bare bevægede mig i billederne blev det så fint og mærkeligt og fantastisk i ordets oprindelige betydning.
#rosarium #charlotteweitze #gutkind
April 6, 2022
Jeg ved ikke rigtigt, hvad forfatteren vil med denne bog. Er planterne vores venner eller fjender?
This entire review has been hidden because of spoilers.
reziexemplare
November 15, 2024Charlotte Weitzes „Rosarium“ ist ein Roman, der wie eine seltsame, botanische Traumlandschaft wirkt und gleichzeitig vertraut und fremd erscheint. Ich war überrascht, wie schnell mich die Geschichte in ihren Bann zog, obwohl sie sich jeglicher konventioneller Erwartung entzieht. Weitze hat ein Werk geschaffen, das die Grenzen zwischen Mensch und Natur sprengt und zugleich eine intime Familienchronik erzählt – mit Pflanzen und Menschen, die auf ungeahnte Weise miteinander verwoben sind.
Im Zentrum steht eine Familie über mehrere Generationen hinweg, deren Mitglieder eine fast mystische Verbindung zur Pflanzenwelt besitzen. Dieses „botanisch-magische“ Element ist nicht nur ein reizvolles Motiv, sondern ermöglicht es Weitze, die Grenzen zwischen Realität und Fiktion verschwimmen zu lassen. Da sind Menschen, die buchstäblich zu Pflanzen werden, in der Sonne Photosynthese betreiben oder ihre Samen über absonderliche Wege weitergeben. Das mag auf den ersten Blick irritierend klingen, aber Weitze gestaltet diese Szenen mit so viel sprachlicher Eleganz und Poesie, dass man den Eindruck gewinnt, hier geht es um mehr als nur um eine bizarre Erzählung. Es ist vielmehr eine subtile Reflexion über die Symbiose zwischen Mensch und Natur, ein Gedanke, der sich während des Lesens immer tiefer eingräbt.
Der Vergleich zu Olga Tokarczuk liegt auf der Hand, und ich sehe hier tatsächlich viele Parallelen – nicht nur in der erzählerischen Weite und der Nähe zur Mythologie, sondern auch in der präzisen Sprache und der Fähigkeit, das Fantastische mit dem Alltäglichen zu verweben. Weitzes Schreibstil besitzt eine ähnlich hypnotische Kraft, und während des Lesens fühlte ich mich oft in einer Art gedanklichem Schwebezustand, wie ein Besucher in einer Welt, die vertraut scheint, jedoch völlig eigene Gesetze hat.
Thematisch deckt „Rosarium“ eine breite Palette ab: Von der Erkundung ökologischer Fragen über Genderrollen bis hin zur Suche nach dem Sinn des Lebens. Doch was mich besonders beeindruckt hat, ist die Weise, wie Weitze diese Themen behandelt. Sie neigt nie dazu, belehrend oder plakativ zu wirken. Die Gedanken über Mensch und Natur, die ökologische Verantwortung oder die menschlichen Beziehungen in diesem Erzählkosmos tauchen fast beiläufig auf, als leise Untertöne, die jedoch nachhallen. Das Werk ist reich an Symbolik und bringt Fragen mit sich, die man nicht einfach beiseitelegen kann.
Gleichzeitig muss ich aber zugeben: „Rosarium“ ist keine leichte Lektüre. Der Einstieg hat mich durchaus gefordert, und ich kann verstehen, dass manche Leser anfangs zögern oder gar abgeschreckt werden könnten. Die Handlung ist nicht immer linear, es gibt Abschnitte, die in ihrer Rätselhaftigkeit Geduld verlangen, und die fast surreale Atmosphäre sorgt dafür, dass man sich gelegentlich verloren fühlt. Besonders in den ersten Kapiteln gibt es irritierende Momente, die eine starke Reaktion hervorrufen – eine gewagte Herangehensweise, die nicht jedem gefallen dürfte. Doch Weitze belohnt die Geduldigen: Im weiteren Verlauf entwickelt die Geschichte eine Art Sog, und spätestens ab der zweiten Hälfte wird klar, wie feinfühlig die Autorin ihre Ideen verwebt hat.
Was mich besonders beeindruckt hat, ist der unerwartete Mix aus botanischem Wissen und fantastischer Imagination. Die detaillierte, fast wissenschaftliche Beschreibung der Pflanzen und deren symbolische Bedeutung fügt eine zusätzliche Ebene hinzu, die ich selten in Romanen finde. Man könnte „Rosarium“ fast als „botanischen Realismus“ beschreiben, ein eigenwilliges Genre, das Weitze wie keine andere beherrscht.
Am Ende ist „Rosarium“ ein Werk, das mich herausgefordert und bereichert hat. Es ist ein Roman, der weit über eine gewöhnliche Familiengeschichte hinausgeht und tiefgreifende Fragen aufwirft, die man nicht sofort beantworten kann – und vielleicht auch nicht sollte. Charlotte Weitze hat hier ein literarisches Unikat geschaffen, das eigenwillig, beunruhigend und doch bezaubernd ist. Sicherlich ist es nicht für jedermann geeignet, und ich kann verstehen, wenn man sich mit der Thematik oder dem Stil schwer tut. Doch für Leser, die bereit sind, sich auf ein unerwartetes Abenteuer einzulassen und die sich in der Grauzone zwischen Realität und Fantasie wohlfühlen, könnte „Rosarium“ zu einem der eindrucksvollsten literarischen Erlebnisse gehören.
Im Zentrum steht eine Familie über mehrere Generationen hinweg, deren Mitglieder eine fast mystische Verbindung zur Pflanzenwelt besitzen. Dieses „botanisch-magische“ Element ist nicht nur ein reizvolles Motiv, sondern ermöglicht es Weitze, die Grenzen zwischen Realität und Fiktion verschwimmen zu lassen. Da sind Menschen, die buchstäblich zu Pflanzen werden, in der Sonne Photosynthese betreiben oder ihre Samen über absonderliche Wege weitergeben. Das mag auf den ersten Blick irritierend klingen, aber Weitze gestaltet diese Szenen mit so viel sprachlicher Eleganz und Poesie, dass man den Eindruck gewinnt, hier geht es um mehr als nur um eine bizarre Erzählung. Es ist vielmehr eine subtile Reflexion über die Symbiose zwischen Mensch und Natur, ein Gedanke, der sich während des Lesens immer tiefer eingräbt.
Der Vergleich zu Olga Tokarczuk liegt auf der Hand, und ich sehe hier tatsächlich viele Parallelen – nicht nur in der erzählerischen Weite und der Nähe zur Mythologie, sondern auch in der präzisen Sprache und der Fähigkeit, das Fantastische mit dem Alltäglichen zu verweben. Weitzes Schreibstil besitzt eine ähnlich hypnotische Kraft, und während des Lesens fühlte ich mich oft in einer Art gedanklichem Schwebezustand, wie ein Besucher in einer Welt, die vertraut scheint, jedoch völlig eigene Gesetze hat.
Thematisch deckt „Rosarium“ eine breite Palette ab: Von der Erkundung ökologischer Fragen über Genderrollen bis hin zur Suche nach dem Sinn des Lebens. Doch was mich besonders beeindruckt hat, ist die Weise, wie Weitze diese Themen behandelt. Sie neigt nie dazu, belehrend oder plakativ zu wirken. Die Gedanken über Mensch und Natur, die ökologische Verantwortung oder die menschlichen Beziehungen in diesem Erzählkosmos tauchen fast beiläufig auf, als leise Untertöne, die jedoch nachhallen. Das Werk ist reich an Symbolik und bringt Fragen mit sich, die man nicht einfach beiseitelegen kann.
Gleichzeitig muss ich aber zugeben: „Rosarium“ ist keine leichte Lektüre. Der Einstieg hat mich durchaus gefordert, und ich kann verstehen, dass manche Leser anfangs zögern oder gar abgeschreckt werden könnten. Die Handlung ist nicht immer linear, es gibt Abschnitte, die in ihrer Rätselhaftigkeit Geduld verlangen, und die fast surreale Atmosphäre sorgt dafür, dass man sich gelegentlich verloren fühlt. Besonders in den ersten Kapiteln gibt es irritierende Momente, die eine starke Reaktion hervorrufen – eine gewagte Herangehensweise, die nicht jedem gefallen dürfte. Doch Weitze belohnt die Geduldigen: Im weiteren Verlauf entwickelt die Geschichte eine Art Sog, und spätestens ab der zweiten Hälfte wird klar, wie feinfühlig die Autorin ihre Ideen verwebt hat.
Was mich besonders beeindruckt hat, ist der unerwartete Mix aus botanischem Wissen und fantastischer Imagination. Die detaillierte, fast wissenschaftliche Beschreibung der Pflanzen und deren symbolische Bedeutung fügt eine zusätzliche Ebene hinzu, die ich selten in Romanen finde. Man könnte „Rosarium“ fast als „botanischen Realismus“ beschreiben, ein eigenwilliges Genre, das Weitze wie keine andere beherrscht.
Am Ende ist „Rosarium“ ein Werk, das mich herausgefordert und bereichert hat. Es ist ein Roman, der weit über eine gewöhnliche Familiengeschichte hinausgeht und tiefgreifende Fragen aufwirft, die man nicht sofort beantworten kann – und vielleicht auch nicht sollte. Charlotte Weitze hat hier ein literarisches Unikat geschaffen, das eigenwillig, beunruhigend und doch bezaubernd ist. Sicherlich ist es nicht für jedermann geeignet, und ich kann verstehen, wenn man sich mit der Thematik oder dem Stil schwer tut. Doch für Leser, die bereit sind, sich auf ein unerwartetes Abenteuer einzulassen und die sich in der Grauzone zwischen Realität und Fantasie wohlfühlen, könnte „Rosarium“ zu einem der eindrucksvollsten literarischen Erlebnisse gehören.
October 21, 2025
Charlotte Weitze w swojej hipnotyzującej powieści #rosarium zaprasza nas do świata, w którym te pytania stają się niepokojąco realne. To nie jest zwykła saga rodzinna, to mroczna baśń dla dorosłych, która wplątuje czytelnika w gęstwinę ludzkich pragnień, tajemnic i nierozerwalnej więzi z naturą.
Ta powieść serwuje nam głęboką analizę psychologiczną kilku pokoleń kobiet, które dziedziczą niezwykłą przypadłość wchodzenia w symbiozę ze światem roślin. Ta niezwykła cecha staje się dla nich zarówno darem, jak i przekleństwem. Weitze mistrzowsko ukazuje wewnętrzne rozdarcia postaci, które zmagają się z poczuciem inności i wyobcowania. Ich walka o tożsamość, o to, gdzie kończy się „ja” ludzkie, a zaczyna roślinne . To przejmujące studium alienacji. To opowieść o wstydzie skrywanym pod warstwami ubrań, o lęku przed odrzuceniem i desperackim pragnieniu bycia zaakceptowanym i kochanym takim, jakim się jest. Każda z kobiet na swój sposób próbuje oswoić swoją naturę, co prowadzi do bolesnych wyborów i nieodwracalnych konsekwencji.
„Rosarium” to także subtelny, lecz mocny komentarz społeczny. Rodzinna tajemnica musi być strzeżona za wszelką cenę, ponieważ świat zewnętrzny nie jest gotowy na zaakceptowanie tak radykalnej odmienności. Strach przed osądem, medycznym eksperymentem czy społecznym napiętnowaniem zmusza bohaterki do życia w izolacji, w bezpiecznym azylu ich ogrodu. To również potężna alegoria ekologiczna, kwestionująca antropocentryczny porządek świata. Książka pyta wprost: czy człowiek jest panem natury, czy jedynie jej częścią? Odpowiedź, jakiej udziela, jest niepokojąca i zmusza do refleksji nad naszą arogancją wobec planety.
Ta opowieść to doświadczenie pomiędzy baśnią, realizmem magicznym, analizą psychospołeczną, czy wędrówką w poszukiwaniu swojej życiowej drogi. Niezwykła oniryczna narracja jest pełna symboli, niedopowiedzeń, mitologii, a nawet zmysłowego i mrocznego lasu wyjętego z baśni braci Grimm.
To w jaki sposób autorka posługuje się słowem i stylem, to majstersztyk. Tą powieść chłonie się wszystkimi zmysłami, a czytanie jest niczym wędrówka po lesie. Czujemy zapachy, wilgoć ziemi, gładkość liści. Widzimy soczystą zieleń drzew i różnorodność kwiatów. Słyszymy szum drzew i odgłosy ptaków. Możemy poczuć gładkość skóry jelenia.To proza, która działa na wszystkie zmysły i zostaje pod skórą na długo po odłożeniu książki.
#Rosarium to powieść wymagająca i nieoczywista, ale dająca w zamian niezwykłe literackie doświadczenie. To opowieść o dziedziczeniu traumy, poszukiwaniu akceptacji i nierozerwalnym splocie ludzkiego losu z cyklem natury. Charlotte Weitze stworzyła dzieło piękne i potworne zarazem, które zapuszcza w czytelniku korzenie i nie pozwala o sobie zapomnieć.
"Rosarium" to literackie wyzwanie i uczta dla czytelników ceniących nieszablonowe powieści. Jest to opowieść o potędze natury, kobiecości, życiu i śmierci, gdzie granice między światem ludzi i roślin pulsują i zacierają się. Polecana miłośnikom realizmu magicznego i tym, którzy poszukują w literaturze głębokiej, interdyscyplinarnej refleksji.
Jeśli szukacie literatury, która wymyka się schematom i zmusza do myślenia. Czytanie jej na długo zapadnie Wam w pamięć.
Ta powieść serwuje nam głęboką analizę psychologiczną kilku pokoleń kobiet, które dziedziczą niezwykłą przypadłość wchodzenia w symbiozę ze światem roślin. Ta niezwykła cecha staje się dla nich zarówno darem, jak i przekleństwem. Weitze mistrzowsko ukazuje wewnętrzne rozdarcia postaci, które zmagają się z poczuciem inności i wyobcowania. Ich walka o tożsamość, o to, gdzie kończy się „ja” ludzkie, a zaczyna roślinne . To przejmujące studium alienacji. To opowieść o wstydzie skrywanym pod warstwami ubrań, o lęku przed odrzuceniem i desperackim pragnieniu bycia zaakceptowanym i kochanym takim, jakim się jest. Każda z kobiet na swój sposób próbuje oswoić swoją naturę, co prowadzi do bolesnych wyborów i nieodwracalnych konsekwencji.
„Rosarium” to także subtelny, lecz mocny komentarz społeczny. Rodzinna tajemnica musi być strzeżona za wszelką cenę, ponieważ świat zewnętrzny nie jest gotowy na zaakceptowanie tak radykalnej odmienności. Strach przed osądem, medycznym eksperymentem czy społecznym napiętnowaniem zmusza bohaterki do życia w izolacji, w bezpiecznym azylu ich ogrodu. To również potężna alegoria ekologiczna, kwestionująca antropocentryczny porządek świata. Książka pyta wprost: czy człowiek jest panem natury, czy jedynie jej częścią? Odpowiedź, jakiej udziela, jest niepokojąca i zmusza do refleksji nad naszą arogancją wobec planety.
Ta opowieść to doświadczenie pomiędzy baśnią, realizmem magicznym, analizą psychospołeczną, czy wędrówką w poszukiwaniu swojej życiowej drogi. Niezwykła oniryczna narracja jest pełna symboli, niedopowiedzeń, mitologii, a nawet zmysłowego i mrocznego lasu wyjętego z baśni braci Grimm.
To w jaki sposób autorka posługuje się słowem i stylem, to majstersztyk. Tą powieść chłonie się wszystkimi zmysłami, a czytanie jest niczym wędrówka po lesie. Czujemy zapachy, wilgoć ziemi, gładkość liści. Widzimy soczystą zieleń drzew i różnorodność kwiatów. Słyszymy szum drzew i odgłosy ptaków. Możemy poczuć gładkość skóry jelenia.To proza, która działa na wszystkie zmysły i zostaje pod skórą na długo po odłożeniu książki.
#Rosarium to powieść wymagająca i nieoczywista, ale dająca w zamian niezwykłe literackie doświadczenie. To opowieść o dziedziczeniu traumy, poszukiwaniu akceptacji i nierozerwalnym splocie ludzkiego losu z cyklem natury. Charlotte Weitze stworzyła dzieło piękne i potworne zarazem, które zapuszcza w czytelniku korzenie i nie pozwala o sobie zapomnieć.
"Rosarium" to literackie wyzwanie i uczta dla czytelników ceniących nieszablonowe powieści. Jest to opowieść o potędze natury, kobiecości, życiu i śmierci, gdzie granice między światem ludzi i roślin pulsują i zacierają się. Polecana miłośnikom realizmu magicznego i tym, którzy poszukują w literaturze głębokiej, interdyscyplinarnej refleksji.
Jeśli szukacie literatury, która wymyka się schematom i zmusza do myślenia. Czytanie jej na długo zapadnie Wam w pamięć.
November 3, 2025
🌿🌸 Rosarium Charlotte Weitze to powieść, która wymyka się prostym kategoriom i zachwyca niecodzienną atmosferą. Autorka proponuje czytelnikowi historię wyrastającą wprost z ziemi – wilgotnej, pachnącej, pełnej pyłku i pulsującej życiem, które nie zawsze jest ludzkie. To nie jest tylko opowieść o rodzinie, lecz także o niezwykłym splocie losów człowieka i rośliny, o świecie, w którym granice między tym, co organiczne, a tym, co ludzkie, zaczynają się rozmywać.
🌿🌸 W centrum narracji stoją trzy bohaterki – dziewczyna zakorzeniona w glebie, botaniczka oddana poszukiwaniu nieuchwytnego kwiatu oraz jej prawnuczka, w której ciele i duszy toczy się dialog natury i człowieczeństwa. Każda z nich jest inna, ale wszystkie łączy tajemnicza więź z przyrodą, przekraczająca ramy biologii i rozsądku. Weitze zderza ich historie, pozwalając im się przeplatać i rosnąć jak pnącza – w nieoczywisty, czasem bolesny sposób, lecz zawsze prowadzący ku głębszemu zrozumieniu świata.
🌿🌸 Największą siłą Rosarium jest język – gęsty, liryczny, pełen sensualnych obrazów. Autorka kreśli obrazy szklarni, klasztornych murów i lasu tak sugestywnie, że niemal czuć wilgoć mchów i zapach zasuszonych liści. Botanika w tej książce nie jest suchą nauką, lecz metaforą ludzkiego istnienia. Kwiaty, liście i korzenie stają się symbolami emocji, dziedziczenia i przemian, jakie dokonują się w bohaterkach. To literatura, która przenika zmysły, zmuszając czytelnika, by zwolnił i zanurzył się w jej organiczny rytm.
🌿🌸 Weitze podejmuje również temat posthumanizmu, stawiając pytanie o to, czy człowiek faktycznie jest centrum wszechświata. Jej wizja przyszłości opiera się na idei nowego bytu – hybrydy człowieka i rośliny, formy życia, która lepiej rozumie planetę i jej potrzeby. To perspektywa odważna, ale podana z poetycką subtelnością, dzięki czemu nie odstrasza, lecz zaprasza do refleksji. Powieść otwiera czytelnika na myśl, że może nadejść czas, kiedy człowiek i natura nie będą odrębnymi bytami, lecz jedną tkanką.
ㅤ
🌿🌸 Nie jest to książka łatwa ani szybka. Jej akcja toczy się w tempie wzrostu rośliny – powoli, konsekwentnie, wymagając cierpliwości i uważności. Dla niektórych czytelników może to być wyzwanie, ale ci, którzy pozwolą sobie na dostosowanie się do tego rytmu, zostaną wynagrodzeni niezwykłym doświadczeniem literackim. To opowieść, która nie tylko porusza wyobraźnię, lecz także pobudza wszystkie zmysły, niczym spacer po szklarni pełnej egzotycznych kwiatów.
ㅤ
🌿🌸 Rosarium to literacki eksperyment, który jednocześnie zachwyca i prowokuje do zadumy. Łączy baśniową narrację z naukowymi detalami, oniryczną aurę z refleksją o kondycji człowieka. To książka, która pachnie, smakuje i brzmi – żyje własnym rytmem. Charlotte Weitze stworzyła dzieło niezwykłe, dla tych, którzy szukają w literaturze czegoś więcej niż klasycznej fabuły: doświadczenia graniczącego z rytuałem, intymnego spotkania z tym, co kruche, piękne i nieuchwytne jak pyłek unoszący się w powietrzu.
🌿🌸 W centrum narracji stoją trzy bohaterki – dziewczyna zakorzeniona w glebie, botaniczka oddana poszukiwaniu nieuchwytnego kwiatu oraz jej prawnuczka, w której ciele i duszy toczy się dialog natury i człowieczeństwa. Każda z nich jest inna, ale wszystkie łączy tajemnicza więź z przyrodą, przekraczająca ramy biologii i rozsądku. Weitze zderza ich historie, pozwalając im się przeplatać i rosnąć jak pnącza – w nieoczywisty, czasem bolesny sposób, lecz zawsze prowadzący ku głębszemu zrozumieniu świata.
🌿🌸 Największą siłą Rosarium jest język – gęsty, liryczny, pełen sensualnych obrazów. Autorka kreśli obrazy szklarni, klasztornych murów i lasu tak sugestywnie, że niemal czuć wilgoć mchów i zapach zasuszonych liści. Botanika w tej książce nie jest suchą nauką, lecz metaforą ludzkiego istnienia. Kwiaty, liście i korzenie stają się symbolami emocji, dziedziczenia i przemian, jakie dokonują się w bohaterkach. To literatura, która przenika zmysły, zmuszając czytelnika, by zwolnił i zanurzył się w jej organiczny rytm.
🌿🌸 Weitze podejmuje również temat posthumanizmu, stawiając pytanie o to, czy człowiek faktycznie jest centrum wszechświata. Jej wizja przyszłości opiera się na idei nowego bytu – hybrydy człowieka i rośliny, formy życia, która lepiej rozumie planetę i jej potrzeby. To perspektywa odważna, ale podana z poetycką subtelnością, dzięki czemu nie odstrasza, lecz zaprasza do refleksji. Powieść otwiera czytelnika na myśl, że może nadejść czas, kiedy człowiek i natura nie będą odrębnymi bytami, lecz jedną tkanką.
ㅤ
🌿🌸 Nie jest to książka łatwa ani szybka. Jej akcja toczy się w tempie wzrostu rośliny – powoli, konsekwentnie, wymagając cierpliwości i uważności. Dla niektórych czytelników może to być wyzwanie, ale ci, którzy pozwolą sobie na dostosowanie się do tego rytmu, zostaną wynagrodzeni niezwykłym doświadczeniem literackim. To opowieść, która nie tylko porusza wyobraźnię, lecz także pobudza wszystkie zmysły, niczym spacer po szklarni pełnej egzotycznych kwiatów.
ㅤ
🌿🌸 Rosarium to literacki eksperyment, który jednocześnie zachwyca i prowokuje do zadumy. Łączy baśniową narrację z naukowymi detalami, oniryczną aurę z refleksją o kondycji człowieka. To książka, która pachnie, smakuje i brzmi – żyje własnym rytmem. Charlotte Weitze stworzyła dzieło niezwykłe, dla tych, którzy szukają w literaturze czegoś więcej niż klasycznej fabuły: doświadczenia graniczącego z rytuałem, intymnego spotkania z tym, co kruche, piękne i nieuchwytne jak pyłek unoszący się w powietrzu.
Displaying 1 - 30 of 75 reviews