BOB

by Helle Helle

Flytter Bob og jeg så til Vanløse. Sådan indleder Helle Helle sin nye roman BOB.

Bob ved ikke rigtig, hvad han skal. Hans kæreste har travlt med sit nye studie. Hun er hende fra de. Selv arbejder han lidt på Sømandshotellet, indretter deres nye etværelses og fortaber sig i Københavns gadenavne. Mest af alt ønsker han sig en fremtid med hende. Hun er romanens jeg-fortæller. Men hun fortæller udelukkende om Bobs liv - især det, hun ikke selv er en del af.

- Tænk, at vi på et tidspunkt skal giftes og have børn.

Han havde sagt den sætning tidligere, senest i forrige uge, og bagefter havde han tænkt: Sådan siger jeg ikke igen før om lang tid. Og nu havde han allerede gjort det.

BOB er en selvstændig fortsættelse af de fra 2018.

Genres: Danish, Fiction, Roman, Denmark, Contemporary, Audiobook, Scandinavian Literature

156 pages, Paperback

First published January 8, 2021

About the author

Helle Helle (born 1965) published her first book in 1993. Since then, her work has garnered overwhelming critical and popular acclaim.

Recently awarded the Golden Laurel literary prize, Helle Helle is the recipient of countless literary accolades, among them the Danish Critics’ Prize, the Danish Academy’s Beatrice Prize, the P.O. Enquist Award and the prestigious Lifetime Award of the Danish Arts Council.

Her novels and short stories have been translated into 18 languages.

BIBLIOGRAPHY

Bob / novel / 2021
They / novel / 2018
If You Want / novel / 2014
This Should Be Written in the Present Tense / novel / 2011
Down to the Dogs / novel / 2008
Rødby-Puttgarden / novel / 2005
The Idea of an Uncomplicated Life with a Man / novel / 2002
Cars and Animals / short stories / 2000
House and Home / novel / 1999
Remains / short stories / 1996
Example of Life / novel / 1993

Reviews

[Kirsten · Rating 4 out of 5]

Very melancholic, very empathetic towards the main character, the author once again demonstrates that she masters to create a very dense atmosphere filled with sympathy for the main character. No irony, no poking fingers, only a profound tristesse that he somehow cannot live up to all the expectations, even though he does his very best. Sad, just sad.

[Michael · Rating 5 out of 5]

I dag udkommer Helle Helles roman BOB, og få danske forfattere er som hun både en kritikernes og læsernes forfatter der nyder alles bevågenhed når hun nedkommer med et nyt værk. Vandene deler hun alligevel, andet ville også være mærkeligt når hun skriver som hun gør. Men min egen begejstring har været udelt siden jeg lærte at læse hende med den langsomhed og sproglige opmærksomhed bøgerne fordrer (rettet mod det der siges, måden det siges på, men måske mest af alt det der ikke siges - men som alligevel kan mærkes når man mærker efter, dét og så sukket og suget i brystet bagefter). Hvad er BOB for en bog? Dens handling kan i korte træk gengives på få linjer, det har forlaget allerede gjort i deres omtale af bogen. Men som det er med Helles romaner, er de så fortættede at den egentlige handling slet ikke lader sig referere, den er langt større end den der står i bogen. Den er et ekstrakt; det er som på en børnetegning hvor et træ står for en hel skov. BOB handler om meget: om afstanden imellem to engang elskende der nu er forskellige steder i et forhold, om at miste, først langsomt og umærkeligt og så mere og mere sikkert så det til sidst også går op for én selv, evigt tabes det tabte ("alene tanken om hendes små lyde, de spaltede hårspidser"), om at se og at længes efter selv at blive set (og med 'set': genkendt, anerkendt) og også blive det, men af de(n) forkerte. BOB er hovedpersonen i bogen, men ikke rigtigt i sit eget liv, og slet ikke i kærestens, der samtidig er fortælleren, men som vi næsten ikke hører noget om. Hun er lige så fraværende i bogen som hun har været i forholdet. BOB er virtuost skrevet og stærkt konciperet, og den skal slet ikke læses om, men læses.

[Annegrethe Skov · Rating 5 out of 5]

Den sørgeligste roman jeg længe har læst.

Man kan roligt forberede sig på en hel knude i maven over den fine, men naive hovedpersons skæbne i 1980ernes Vanløse og København. Man opdager det måske ikke med det samme, men det bliver værre og værre som bogen skrider frem. Puh ha. Men alligevel: Hvor ER det bare godt lavet.

Helle Helle skriver stadig nøgternt og underspillet, med gode ord. Og hun må have en god erindring om 1980erne, for endnu engang får hun i hvert fald denne læser lige lukt tilbage i start90ernes København, hvor jeg selv boede i Vanløse. Og så viser hun nænsomt og umærkeligt, hvor svært det er at indgå i relationer i nye omgivelser.

Bob har til sidst ingen kraft i sin hånd. Hul i jakken. Han havde aldrig fået klaget. Men han kan altid lave en suppe. Flække et pitabrød og riste det. Mad indgår på lige fod med andre karakterer. Det samme gælder gadenavne.

Ålekistevej, Jydeholmen, Apollovej, Langdraget, Linde Alle, Kastanie Alle, Bogholder Alle, Jernbane Alle og mange andre... Og turen i bus 29 og især bus 14 har jeg da ikke tænkt på i årevis, men det kom lige durk tilbage til mig med "Bobs" beskrivelser. Det samme gjorde bageren på hjørnet på Ålekistevej, hvor et rugbrød i bogen kostede 12 kroner, og ikke var pengene værd, fordi det var svært at skære. Og hvor der var lukket om mandagen, men så kunne man købe en spandauer i automaten udenfor. Det er så kort tid siden, og så længe siden. Det er fine detaljer, som gør Helle Helles tekst troværdig og læseværdig.

Sjovt var også udflugten til Markvej nær Grøndalskirken, hvor det karakteristiske kvarter med små rækkehuse er godt beskrevet. Der har jeg selv været på besøg hos venner mange gange, hvilket jeg OGSÅ havde glemt, indtil Bob tog turen tilbage.

Nu er det jo langt fra overflade og geografi det hele. Men det er et sted at starte, når man skal fortælle om bogen. Og byens forskellige kvarterer og gader omslutter Bob, og er altså næsten karakterer på linje med Bobs bekendtskaber. De konkrete gader og stræder beskrevet i bogen giver mening for mig, som selv går i de samme gader i det daglige.

Bob havde "...for en tid mistet orienteringen, men så kom Landbohøjskolen"... Ja, det er vanskeligt at finde vej, når man er ny i byen, man kan hurtigt få "spejlvendt Nyhavn" som det sker. Og selvom man står på Kgs Nytorv kan der godt være langt til Sankt Annæ Plads, på en hel masse planer.

Karakteristiske ting fra 80erne er der masser af: bageren der holder mandagslukket, makaroni, Brd. Strecker. Tyvekronesedler, kalkun-cordon bleu. Diesel til 3,74 kr. pr. liter, Nytler (nudler), yaccastueplanter, telefonbokse og tilhørende mønter, fysiske opslagsværker som leksikonet "Focus", hvor man kunne slå ord som fx marketing op. Skibsbrikse, stuebirke, kinasko, strikkede benvarmere, madpandekager og bagte kartofler. Og franskbrød og gifler. Drinks på "Step in" bestående af rom og ananas. Og klippekort som kunne blive så bløde, at man ikke kunne stemple dem i automaterne på stationerne.

For mig personligt var det også morsomt at møde en svigerfamilie, der ligesom min egen har tradition for at komme for tidligt. I bogen kommer de 40 minutter tidligere end tilsagt til morgenmad kl. 8... det ville jeg hade. Og som min egen svigerfamilie også kunne finde på, så gives der en udførlig forklaring om hvordan turen har været, trafikken på Farøbroen, færgetrækket ved Holeby og vejarbejdet ved Tappernøje. Lidt sjovt.

Lidt sætninger, jeg tager med mig:
"Skal du bruge rullen?"
"Har du erfaring med cappucino?"
"Skove var ikke hans gebet..."
"Hareskov mangler en endelse"
"Han vidste godt, han ikke var den store vasker..."
"Han var højt hævet og som nul og niks"
"... generelt blev der talt alt for lidt i de bøger, han fik anbefalet"
"Bob kunne holde vejret hen over en hel weekend. Dagene punkterede, de faldt sammen over ham som teltdug."
"Hvad laver I egentlig om aftenen uden fjernsyn? sagde Bobs lillebror. - Vi sparer sammen, sagde Bob"

Nå. Det var en god bog. Kort og "letlæst" - men så kan man bare læse den igen. Det har jeg allerede gjort. Jeg kan virkelig lide sproget, der er så enkelt på overfladen. Og lige under overfladen får vi så undervejs små bidder af uendelig tristhed, der gemmer sig bag Bobs gøren og laden med den lille lejlighed og med at finde ud af, hvad han vil. Og den glimtvise kynisme i omgivelserne, når Bob franarres sin opsparing i pyramidespil og frastjæles sit nyindkøbte velourstof.

Det er jo helt utroligt, så lang Hvidovrevej er. Det tager jeg også med mig.

[Maria Johansen · Rating 4 out of 5]

Helle Helle fastholder den stramme nøgterne stil, som karakteriserer hendes værker, og allerede i første sætning står det klart for læseren, at man nu er trådt ind i Helle Helles banale hverdagsunivers.

I ’Bob’ følger vi Bob, hvis historie fortælles af en jeg-fortæller, som vi kender fra ’de’. Hende fra ’de’ er nemlig flyttet sammen med Bob, og hun fortæller om hans liv – det nuværende, og det der var før hende.

Bob ved ikke helt, hvad han skal i livet. Han vil gerne have et studierelevant studiejob, men det er lidt svært, når han endnu ikke ved, hvad han skal studere. Der er jo mange muligheder. I stedet finder han arbejde på Sømandshotellet, hvor han hilser gæster velkommen i receptionen. Her får han mange timer til at gå, både når han er på arbejde, men også når han bare ikke lige ved, hvad der skal ske. Hans kæreste, som fortæller historien, hat travlt med sit studie. De er netop flyttet sammen, og mens han drømmer om deres fælles fremtid, indretter han den lille lejlighed og fikser stort og småt.

Bob er meget optaget af ord og sætninger, og han kan bruge timer på at overveje, om han skal sige hej eller velkommen, når nogen træder ind i lobbyen. Han kan falde i staver over gadenavne og stednavne, og hans interesse for sproglige konstruktioner afspejler forfatterens talent for samme. Helle Helle fastholder den stramme nøgterne stil, som karakteriserer hendes værker, og allerede i første sætning står det klart for læseren, at man nu er trådt ind i Helle Helles banale hverdagsunivers:

"Flytter Bob og jeg så til Vanløse, vores hjem var der oven på tanken, og vi fik stavparket. Op og ned ad trappen gik det, Bob bar næsten alt."

Det lyder måske kedeligt, men det er det aldrig. Tempoet snegler sig afsted, men under overfladen lurer dramaet. Det uforløste, usagte indre drama er forfatterens helt store talent. Hun har gjort det til sit varemærke at fortælle store historier med et minimum af ord. Det skrevne drama er måske en løs skrue, en vissen plante eller et forkalket badeværelse. Men i små samtaler åbenbares universelle, eksistentielle temaer såsom rådvildhed og ensomhed:

"– Det må være svært at flytte til storbyen helt alene, sagde Kola.

– Nåh, sagde Bob. – Jeg er jo ikke alene.

– Er du ikke?

– På en måde er jeg måske, sagde Bob."

Selvom jeg brugte lang tid på bogen – sideantallet taget i betragtning – sidder jeg alligevel tilbage med følelsen af, at der er mere at komme efter. Og er det i virkeligheden ikke også bare det bedste? At der er god grund til at tage den ned fra reolen igen snarest for lige at få de sidste brikker på plads. Jeg glæder mig i al fald allerede til gensynet med denne pragtfulde sproglige og stilsikre perle.

’Bob’ er i øvrigt en uafhængig fortsættelse af ’de’ og kan læses udenom sin forgænger, men man snyder sig selv for en masse referencer, hvis man springer ’de’ over. Så hermed en anbefaling om at læse begge.

Det føles passende at slutte anmeldelsen af med dette pragtfulde citat:

"Programmet sluttede. Vi havde valgt tres grader kulørt til det hele."

https://bookmeupscotty.blogspot.com/2...

[Marit Haugaard · Rating 5 out of 5]

En ny bog af Helle Helle er altid mødt med stor forventning, og heller ikke denne gang bliver man skuffet. Den lille bog om Bob er en typisk Helle Helle-roman og dog ikke, for hver bog udvikler hun sig sprogligt og fortællemæssigt, og man ser frem til næste. Læs hele anmeldelsen på Bøgernes Labyrint: https://boegerneslabyrint.wordpress.c...

[Karina Dahl (bøger_bøger_bøger) · Rating 4 out of 5]

ANMELDEREKSEMPLAR MODTAGET FRA FORLAGET GUTKIND

’- Tænk, at vi på et tidspunkt skal giftes og have børn. Han havde sagt den sætning tidligere, senest i forrige uge, og bagefter havde han tænkt: Sådan siger jeg ikke igen før om lang tid. Og nu havde han allerede gjort det.’ Bob er flyttet sammen med sin kæreste fra forældrenes gård på Lolland til en etværelses i Vanløse. Hun er startet på studie og han vil gerne have et studierelevant studiejob. Men det er svært at finde, når man ikke engang ved hvad man vil studere. I stedet får han job på Sømandshotellet i Nyhavn. Når han ikke er på arbejde, indretter han den lille lejlighed, driver rundt og forsøger at få tiden til at gå, mens hun har travlt på studiet og med nye venner og han langsomt mister mere og mere af sig selv.

BOB er en selvstændig efterfølger til romanen ’de’ fra 2018. Bobs kæreste er hende fra ’de’ og hun er også romanens jeg-fortæller. Men hun fortæller udelukkende om Bobs liv – især det, hun ikke selv er en del af. For første gang har Helle Helle skrevet en roman, væk fra det velkendte miljø på Lolland. Og hovedpersonens ensomhed driver ned ad siderne. Bob driver frem og tilbage mellem Vanløse og Nyhavn, mens han opremser gadenavne eller vandrer i ring om Damhussøen. Helle Helles bøger er hurtigt læste, men sidder længe i kroppen. Under den trivielle dagligdag lurer dramaet og bruddet.

Jeg har holdt af Helle Helle og hendes minimalistiske skrivestil i mange år. Og hun bliver ved med at overraske mig med de underliggende tematikker i ’de’ og BOB. Der er sket meget siden fx ’Ned til hundene’ og ’Dette burde skrives i nutid’. Et forfatterskab der ligner sig selv, men samtidig er begyndt en vandring ud af en ny sti. Men jeg elsker stadig Helle Helle. Jeg synes du skal læse BOB. Men måske du skal læse ’de’ først. BOB udkom i går, d. 8 januar fra forlaget Gutkind. Rigtig god læselyst.

[Sophie Kok · Rating 4 out of 5]

'De vaatdoek hing over de waterkraan als nooit tevoren.'

[Lida Wengel]

Fantastisk. Får lyst til at starte forfra for at få historien om Bob gennem hendes øjne igen. ❤️

[Olivia Josefine · Rating 3 out of 5]

(3,5?) Konkluderer at det er sjovere at læse Helle Helle af egen fri vilje i forårssolen med en kop kaffe i hånden, frem for at læse Helle Helle i kompendie format på gymnasiet med hensigten at skulle analysere alle linjerne (og det der står imellem dem). Hun skriver fremragende, og jeg forstår nu godt at det er pensum.

[Anne Bredrup · Rating 5 out of 5]

Quote in danish: «Han ville så gerne begynne at tenke fremad, men et eller andet i ham trakk hele tiden bagud.»

«-Hvor er alting dog besværligt.»

[Henrik Højrup · Rating 4 out of 5]

Det er næsten umuligt at sige, hvad “Bob” handler om, og alligevel vender siderne sig selv, og indlevelsen i Bobs liv, færden og tanker er uundgåelig. Jeg er vild med Helle Helle, og de fortællinger og universer hun kan skabe.

[Tora · Rating 2 out of 5]

Lite förvirrad av boken. Den förmedlar verkligen en känsla och var väldigt melankolisk, samtidigt kändes de lite osl jag inte fattade alls. Hade nog varit roligare ol man hade lite lokalkännedom av Köpenhamn. Hade varit en mkt bra bokcirkel bok

[David Aasen · Rating 2 out of 5]

Bob er en skrue.
2,5 stjerner.

[Anders Jaarvik · Rating 4 out of 5]

Snedig hvordan disse Helle Helle-bøkene er løslig hektet sammen. Denne gangen er det den navnløse hovedpersonen og jenta fra boka «de» som dukker opp som allestedsnærværende – men likevel distansert – forteller. Bob for sin del dukker opp i en kort sekvens i «Hafni forteller».

«Man måtte bare vente. All den ventingen. Bob kunne holde pusten gjennom en hel helg. Dagene punkterte, de falt sammen over ham som teltduk. Bare tanken på de små lydene hennes, de flisete hårtuppene. Til slutt visste han ikke hva som gjorde mest vondt. Å ha mistet eller å miste all den tiden. Så hadde tiden gått.»

[Patricia · Rating 3 out of 5]

so ein buch das man fertiglesen muss aber es zieht sich so dass man anfang und mitte der geschichte schon längst vergessen hat und eigentlich wieder von vorne anfangen muss.
handlung todlangweilig aber wie eine alte aber langweilige freundschaft, man bleibt der geborgenheit willen. und weil dann doch plötzlich ein satz oder abschnitt kommt, der an genialität grenzt und man sich ENDLICH WIEDER MAL ABER DANN SO RICHTIG gehört und gesehen fühlt.

"Bob schlief mit dem rechten Arm über dem Kopf, oder er schlief nicht, er müsste eigentlich Punkte sammeln, er müsste sich einen Job suchen und am besten einen studienrelevanten, aber er wusste nicht, was er studieren wollte oder ob überhaupt studieren. Er hatte auf den Fähren neunzehntausend Kronen zusammengespart, hatte das Geld noch nicht angefasst, und da war auch der blaue Daihatsu, der zum Verkauf stand, zu Hause auf dem Feld. Er wollte nicht Landwirt werden, und er wollte nicht Forstwirtschaft studieren, und er wollte so gar nicht Ingenieur und auch nicht Lehrer werden, oder das wollte er vielleicht schon, aber welche Fächer er dann wählen sollte, wusste er wiederum nicht. Und gleichzeitig war es auch umgekehrt, er könnte doch durchaus Landwirt werden, Forstwirt, Ingenieur, er könnte Deutsch oder Sport unterrichten, sogar Physik, natürlich unter der Voraussetzung, dass er jemals mit irgendetwas anfangen konnte. Doch er hatte zu alldem so gar kein Gefühl, keine Begeisterung. Vorsichtig drehte er sich auf die Seite, liess eine Hand zum Boden sinken. Bewegte sie vor und zurück in kleinen lautlosen Bahnen, bis er das Wasserglas berührte. Er hob es hoch, trank einen Schluck, stellte es wieder ab, leise."


"Es vergingen vier Monate, bis er wieder er selbst war, es war, wie seine Mutter sagte:
- Es dauert doppelt so lange, über Krankheit und Liebe wegzukommen, wie die Krankheit selbst dauert.
Man musste einfach nur warten. All dieses Warten. Bob konnte ein ganzes Wochenende lang die Luft anhalten. Die Tage hatten Platten, sie fielen über ihm zusammen wie Zeltdächer. Allein der Gedanke an ihre kleinen Geräusche, die gespaltenen Haarspitzen. Zuletzt wusste er nicht mehr, was am meisten wehtat. Der Verlust an sich oder all die verlorene Zeit. So war die Zeit vergangen."


"Und hier lief er am Rödby Kanal und schwitzte Bacardi aus. Die Felder rauschten, die altbekannten Lerchen sangen. Es war jedes Wochenende wieder dasselbe. Er wollte dabei sein, und er wollte nicht dabei sein. Fühlte sich höher als high und ganz weit unten. Doch wer wusste, wo mit andere sich herumschlugen. Einer in der Clique hatte eine Schwester verloren."

"Der Tisch deckte sich fast von allein. Bob las im Kaffeesatz, wünschte sich nichts weiter. Vielleicht zu Weihnachten einen Tennisschläger. Aber er spielte ja gar nicht Tennis. Aber er wünschte sich ja auch nichts weiter."

"Bob scheuerte den Herd gerne gründlich, auch wenn nur Kartoffeln gekocht wurden. Er sah fern, schlenderte umher, und wir machten Abendspaziergänge zur Landstrasse hinunter. Der Mond leuchtete, es brauchte also kein Licht. Die Linden warfen Schatten auf Feld und holprigen Kiesweg, eine Maus hastete. Still, sodass man flüstern wollte. Zu zweit über mehrere Jahre so tief zu schlafen, auf neunzig Zentimetern."

genau so ist das leben.

[Thomas Damholt · Rating 5 out of 5]

Jeg læste 'de' af Helle Helle lige før jeg kastede mig over 'Bob', da jeg havde hørt at der er gennemgående karakterer og det er ganske rigtigt den 'Bob', som den 16-årige kvindelige hovedperson deler vennekreds med i Rødby-området i en periode i 'de'.
Bob bor på en gård, hvor hans forældre dyrker roer. Han virker rolig og god til at drikke øl, men træder ikke særligt frem i 'de', selvfølgelig, for det gør kun hovedpersoner og meget få bipersoner i Helle Helles romaner.
Det gør han så til gengæld i 'Bob', hvor han stadigvæk i 1980'erne, er flyttet til Vanløse med sin kæreste, som faktisk er fortælleren i romanen, og hun beskriver hvordan Bob ikke har uddannelsesplaner i København, men lidt tilfældigt får job på et hotel i Nyhavn. Fortælleren er meget væk på uddannelse og i studiegruppe og Bob har således meget tid han skal bruge alene i byen. Han kører med busser og s-tog og går viljeløst rundt meget af tiden i det, som nok kan beskrives som en mild depressionstilstand.
Som i andre Helle Helle bøger sker der tilfældige møder, som der jo gør i livet, men det hele virker meget rodløst og kantet. Bob og kæresten får besøg af hans forældre og lillebror fra Lolland og rødderne til det helt andet liv på landet gør lidt godt, men er jo hurtigt væk igen.
Jeg er helt vild med hvordan Helle Helle i 'de' og nu i 'Bob' på en måde tager temaer op, i 'de' uhelbredelig sygdom og i 'Bob' depression og behandler dem med stor forståelse og kærlighed til sine hovedpersoner, samtidig med at sætningerne bliver mere og mere finslebne. Efter endt læsning sad jeg tilbage med en følelse af at have lyst til at kramme Bob og sige til ham at det nok skal gå for du er blevet set af fortælleren, læseren og Helle Helle og vi er alle i samme båd og må finde ud af det her liv sammen.

[Berit Lund · Rating 5 out of 5]

Kompakt.

[Emilie · Rating 5 out of 5]

Jeg elsker bøger, hvor man MÆRKER noget. Og det gjorde jeg virkelig med “Bob”.

Jeg brød ud i latter og fældende en tåre over Helle Helles spot on menneskebeskrivelser, men mest af alt blev jeg så virkelig dybt og inderligt irriteret over Bob.

Hele hans eksistens minder mig om et sted på ryggen, hvor det klør noget så meget, men som man ikke engang forsøger at nå. Hans magtesløshed minder mig om et blad der ikke har nogen vilje om, hvor det blæser hen og bare hvirvler rundt i livet, styret af tilfældigheder, hvor end vinden blæser hen. For hvor vil Bob hen? Hvad vil han?

Og så er det sproglige univers bare eminent. Især synes jeg fokaliseringen er fantastisk. Man hører aldrig om jeg-fortælleren, der står ingen steder “jeg”, kun “Bob”, “man” eller “vi”. Meget spændende måde at skrive og læse på!

[Julie Bang · Rating 3 out of 5]

Likte og hata forteljarmåten på same tid. Interessant val å la kjærasten (?) til Bob å fortelje historia, når vi aldri får møte kjærasten. Eg likar Bob som karakter, veldig naiv men likande. Språket i boka er nok det som er mest merkverdig

[Mette Caroline · Rating 5 out of 5]

Fin og levende historie fra eget velkendte kvarter. Klassisk Helle Helle.

[Alva Franzon · Rating 5 out of 5]

Jag är ett fan! Ändå otippat känner jag. För att ”vara jag”, men Helle Helle prickar helt rätt hos mig bara

[Pia · Rating 4 out of 5]

Det er ikke noen storslått handling i denne fortellingen; historien fortelles mest mellom linjene. En roman om å bli voksen, om å høre til, finne sin plass og gå fra barndomshjem til ettroms, fra distrikt til storby, fra flørt til samboer - og om når man ikke får helt til noe av dette.

[Laura Klitgård · Rating 4 out of 5]

4.5

[Sofia · Rating 4 out of 5]

*4,5 Bara Helle Helle kan fylla små vardagsdetaljer med sådan innebörd

[Sindre Brennhagen · Rating 3 out of 5]

Den norske kritikerstanden kaster rundhåndet om seg med sekserterninger. Uforståelig for min del. Daff bok.

[Jasper Vandevorst · Rating 3 out of 5]

Niets speciaal. Leest vlot. Duurt eventjes voor je begrijpt waarover het gaat. Uitgelezen op een namiddag en ochtend.

[Emma Sørset · Rating 1 out of 5]

Fant aldri helt ut av denne boken

[Marlene Seljeskog Østebø · Rating 2 out of 5]

Smugleser neste semesters pensum. Åpenbart noe jeg ikke har forstått siden alle andre elsket den

[line rotenberg · Rating 3 out of 5]

Som altid en velskrevet bog fra Helle Helle. Nyder hendes præcise sprog. Men...
Jeg begynder at savne en ny historie. Det er som om hun skriver den samme historie, igen og igen og igen....

[Mette Dyreborg · Rating 4 out of 5]

I “Bob” har Helle Helle taget hovedstaden i brug som kulisse. ”Flytter Bob og jeg så til Vanløse, vores hjem var der oven på tanken, og vi fik stavparket”. Et halvvejs spørgsmål i nutid efterfulgt af konstateringer i datid – i samme sætning. Så er vi i gang.

Bob er introduceret i forfatterens sidste roman, ”de”, hvor han hjælper bogens unge hovedperson med at skaffe blomkål, så hun kan lave gratin til sin syge mor. Nu er de to kærester og sammen flyttet fra Lolland.

Titlen indvarsler romanens hengivne opmærksomhed på at indfange hvordan tid finder sted som oplevelse. Det gør den ved kombinationen af ”B” der har visuel lighed med uendelighedssymbolet og ”O” som det gådefulde ingenting, der er rundt og som sådan et symbol på kredsen, sluttetheden eller genkomsten. Desuden er ”Bob” jo et palindrom, det vil sige et ord, der kan læses i begge retninger. Det peger ingen steder hen, det er selvberoende eller sluttet om sig selv.

Og sådan bliver det: Bob må stå selv, gå selv, og det gør han. Han går og går. Og farer vild. ”Alle veje fører til veje”, som der står i Helles sidste roman. Og det gør de i dén grad i ”Bob”, hvor Københavns vejnet stiller en hel del flere muligheder til rådighed end den velkendte Rødby-egn, hvor Bob kommer fra (endda er han fra en gård ude på landet, hvor vejnettet er overskueligt). Bob forvilder sig ad uforudsete veje ind i relationer og tumler ud igen, på samme tid nysgerrig og rådvild: hvad er der på vej til at ske mellem ham og Kola, som arbejder i “Ravhuset”? Hvilken vej har de betrådt? Alle veje er nye i Bobs nye liv i Vanløse.

Fortællestrukturen i ”Bob” er eksperimenterende: Bobs liv fortælles af den kæreste, som læseren primært lærer at kende ved sit påfaldende fravær – hun fortæller ”Bob” og hun fortæller ”Vi”, men er som et ”jeg” ikke-eksisterende i romanen. Hun har skrevet sig ud som individ, men er samtidig en central del af Bobs liv, og det gør hendes nærvær som fortællerstemme gådefuld og tilbageholdende.

Det formelle fravær spejles i fortællerens fysiske fravær i Bobs liv. Uanset hvor sent Bob kommer hjem – og han gør sig store anstrengelser for at komme sidst hjem! – så er hun der ikke. Opslugt af studier og det sociale liv, der rejser sig omkring dem bevæger hun sig væk, alt imens Bob omvendt bestræber sig på at etablere og lodde det fællesskab, han forestiller sig, at deres samliv skal være. Han er instinktivt loyal i relationen til sin fraværende kæreste, og loyal mod sin forventning om, hvad der skal ske: ”Tænk at vi på et tidspunkt skal giftes og have børn” siger han.

Bob gør rent og planlægger aftensmad i ét væk. Men mere og mere bliver det en kamp for ham. Parrets stuebirk taber bladene som drysser ned over sengen og minder Bob om et kirkegårdstræ, ”og vores seng var gravstedet”, står der. ”Hvad er problemet?”, skriver Bob til sig selv.