Lisa har tidligere været præst i Hvium. Nu bor hun i København og er tilknyttet en telefontjeneste, hvor folk anonymt kan ringe ind. En aften er der en stemme i røret, som river op i den femten år gamle tragedie, hvor Lisas syvårige søn blev dræbt af en flugtbilist.
Ida Jessen, Danish author. Born 1964 in Sønderjylland. She holds an M.A. in History of Literature and Communication from Århus University 1990. Ida Jessen made her literary debut in 1989 with the collection of short stories Under sten (Under Stones) and has since then written a number of novels and short stories for both children and adults. Since 1995 she has lived on Sealand. Jessen has translated a number of novels also for young adults from Norwegian and English to Danish, amongst others novels by Lars Saabye Christensen and Karin Fossum.
Ida Jessen has been awarded a long list of prizes and awards for her work: The Danish Art Foundation (several times), The Danish Arts Council (several times), Gyldendal’s Book Grant, The Egholt Prize, The Albert Dam Grant, The Holger Drachmann Grant, The Jytte Borberg Prize and BG Bank’s Literature Prize to name but a few. In April 2009 Ida Jessen was awarded the prestigeous Søren Gyldendal-Prize. Since 1958, on Søren Gyldendal’s birthday the 12th of April, the Prize has been awarded an author with a strong and distinctive work of creation. In the justification is said: Through gentle descriptions of atmosphere and conflicts and with a firm grip on the Danish language Ida Jessen shows great insight in modern individuals. Along with the honour Ida Jessen receives 200.000 Dkr.
In January 2010 Ida Jessen was awarded The Golden Laurels 2009 for her latest novel, Børnene (the Children). This is the biggest and most significant prize awarded by the Danish booksellers which also has an important impact on the Danish market.
Ida Jessen was nominated for the Prize of the Nordic Council 2010 for Børnene.
Ida Jessen's novels have been sold to a long list of publishers world-wide.
Hovedpersonen Lisa har lagt sit professionelle virke som præst bag sig og arbejder nu med frivilligt arbejde som nattevagt på en telefontjeneste, hvor ensomme mennesker anonymt kan ringe ind for at få afløb for deres sorger. Lisa bor i København, og i sin nye funktion som sjælesørger har hun altså telefonen som sit primære arbejdsredskab, og det er da også den, der er ophøjet til ’titelperson’ i Ida Jessens roman fra 2018.
Til sin vagt er Lisa blevet tildelt lejlighedens mindst attraktive rum – et rum, der lyder det lidet charmerende navn Musestuen, fordi det er udsmykket med alskens nips i museform. I de mange timer, hvor hun skal fungere som ’det store øre’, er Lisa forsynet med head-set. Dette lader hende have hænderne fri til at doodle, hvilket er betegnelsen for de ubevidste skriblerier, som hånden udfører, mens den skrivendes bevidsthed som regel er fokuseret på noget helt andet. Lisas personlige udvidelse af doodle-begrebet bliver, at hun ikke bare tegner på papir, men derimod på lærred, og når lærredet er fuldt, går hun videre med at omsætte tegningerne i broderede billeder. Og dette mærkværdige indslag i handlingen kommer yderligere til at tjene som forklaring på det gammeldags omslag, som Ida Jessens roman er forsynet med: En fotografisk gengivelse af et musebrunt lærred, hvor bogens data er prentet med en håndskrift, der siden er omsat i kontursting af en ikke overdrevent professionel hånd.
Siderne 18 til 88 (i alt 70 sider!) er nøgen dialog, idet det simpelthen er udskrifter af Lisas samtaler med diverse klienter. Dette er et meget enerverende indslag i hvad, man forventer, skal være en roman. Via omslagets bagside er læserne på forhånd opmærksomme på, hvad de skal være vågne overfor: Samtaler, der rummer en reference til en stor sorg i Lisas eget liv, nemlig da hendes lille søn blev dræbt af en flugtbilist 15 år tidligere.
Med dette tilbageblik refererer ’Telefon’ til den såkaldte Hvium-trilogi, der udkom 2001-2009. Selv om forlaget hævder, at ’Telefon’ kan læses uafhængigt af de øvrige, vil jeg mene, at et vist mål af genopfriskning er nødvendig for den fulde forståelse. Lisa var i nullerne præst i Hvium, gift med Frederik og mor til to, da Gustavs 7-års fødselsdag endte med hans død på landevejen som offer for en flugtbilist. Dette hændelsesforløb fylder meget i de to sidste bind af Hvium-trilogien, men efter at have skrevet andre romaner i de ni år, der er gået siden ’Børnene’ (2009), vender Ida Jessen i 2018 tilbage til problematikken omkring Gustavs død. Skyldsbegrebet bliver mildest talt endevendt endnu engang, idet det sidste ord ikke er sagt om hvem, der kørte flugtbilen, hvem, der havde sendt Gustav alene på landevejen, og hvem, der ufrivilligt kom til at lukke den fulde opklaring ned i 2009.
Ingen kan betvivle, at et barns død, er den største tragedie, der kan ramme et forældrepar. Men uden at anfægte denne sandhed vil jeg alligevel hævde, at der er grænser for, hvor mange romaner ét og samme dødsfald kan bære hos en given forfatter. Hvis det så bare var sådan, at denne tredje behandling af emnet var litterært givende i forhold til de hidtidige beskrivelser, men dette er langt fra tilfældet. Beskrivelsen er nærmest nødtørftig. Fiktionens Lisa begynder nok med at skitsere sine doodle-objekter i form af kontursting, men siden giver hun objekterne liv ved hjælp af forskellige farver garn og en varieret brug af fladsting samt korte og lange sting. En sådan fremgangsmåde deles ikke af romanens forfatter; Ida Jessen begrænser sig denne gang til at tegne sine personer i og med kontursting.
Telefon er en lille fortælling om langtidseffekten af en traumatisk hændelse i en familie. Jeg var lidt i tvivl om stjernerne for romanen fejler intet. Den er bare så kort, og selvom jeg som udgangspunkt ikke er tilhænger af lange bestsellers, så kan bøger også blive så korte, at man ikke rigtig når i dybden med personerne før det hele er slut.
Måske er Ida Jessens bog sådan en man kan tage ned fra hylden, bladre i og pludselig har man læst den igen. Den er god og tankevækkende. Sætter ord på de ting som man ikke kan tale om, men som man skal tale om.
Smuk beretning med fokus på samfundets stille eksistenser og menneskelige relationer.
Hver gang jeg læser denne bog, får jeg en ubeskrivelig lyst til at leve livet. Om det er den måde, hvorpå Ida Jessen skildrer samfundets skæve eksistenser og det ofte så usynlige Underdanmark. Eller om det er karakteren Lisas egen personlige erkendelsesrejse, der gør dette, ved jeg ikke. Men ikke desto mindre river jeg hvert år i sommerferien denne lille bog ned af reolen og rejser ind i dialogkonventionens forunderlige verden.
Jeg vil anbefale alle at læse denne skønne roman på et tidspunkt i løbet af deres liv. Den er ikke en page-turner og ej heller en poetisk sprogblomst. Den er noget midt i mellem, hvilket gør den til noget ganske særligt.
Tak til Ida Jessen for denne smukke skildring af det usynlige. Georg Brandes ville have været stolt.
Lisa, som vi kender fra Hvium-bøgerne, har tidligere været præst i Hvium. Nu 15 år senere bor hun i København og er blevet frivillig på en telefontjeneste, hvor selvmordstruede og andre i krise kan ringe ind. I bogen læser man de første mange intetsigende samtaler, før der kommer en meget lang samtale med en kvinde, der kalder sig Rosa. Efterhånden viser det sig, at det er pigen Manne, der dengang var pige i huset i præstegården, da præstens søn blev kørt ned og dræbt af en flugtbilist. Lisa får talt ud med Manne/Rosa og drager renset hjem efter en lang nat.
This entire review has been hidden because of spoilers.
Telefon war ganz nett zu lesen. Vor allem die Telefongespräche waren bisweilen recht interessant und vor allem gut geschrieben. Wenn man allerdings nur einmal verrutscht, ist es schwierig wieder herauszufinden wer was sagt. Die Beschreibungen und Gedanken zwischen den Gesprächen dagegen waren ein wenig trostlos und wenig spanned. Vielleicht hätte das ganze mehr sinn für mich ergeben, wenn ich die Hvium Triologie gelesen hätte. Vielleicht hätte ich dann mehr Verbindung zu den Figuren aufbauen können.
Not the audiobook version, but I can't be bothered to find the other version on Goodreads right now.
Helt klart den bedste bog i Hvium-serien, men kan sige den saa ogsaa var helt anderledes. Jeg kunne godt lide den maade telefon-samtalerne ud over den hovedsagelige naesten fungerede som smaa noveller.
En lille historie om hemmeligheder og om at savne kontakt, med måske ikke helt ville have den. På 'telefontjenesten' arbejder Lisa frivilligt - og mellem opkald fra ensomme, syge og utilpassede oprulles hendes egen ulykkelige fortid på en aftenvagt på Musestuen. Det er elegant som historien folder sig ud og deler sine hemmeligheder.
En trilogi, skal virkelig kun bestå af tre bøger. Ida Jessen forsøg på at samle løse ender op fra hvium trilogien, er en lidt flad oplevelse. Uspændende og ligegyldig.
Så fint. Historien åbner sig lige så stille, i en tempo der giver en lov til at kontemplere. Noget som jeg ikke gør ret ofte, dog med denne bog gav jeg mig tid til det.
Om det man ikke tie, må man tale, sådan lyder slutreplikken i Ida Jessens bog Telefon. Lisa er tidligere præst og frivillig telefonarbejder på et art socialt værested, hvor folk kan ringe ind og fortælle om deres problemer. En meget stor del af bogen udspiller sig som telefonsamtaler mellem Lisa og folk, der ofte har store personlige og sociale problemer. I pauserne lader Lisa tankerne fare til tidligere oplevelser i hendes liv, f.eks. dengang hendes søn blev kørt ihjel. Især en samtale fylder en del, da den dyreglade, men socialt forhutlede Manne ringer ind, som tidligere har været barnepige for Lisas pige Maria, men som forlod dem uden varsel. Dette bliver vi dog først klar over i slutningen af bogen.
Ida Jessen har som altid et godt blik for hverdagens stille dramatik. Gennem telefonsamtalerne får vi et subtilt indblik i de forskellige sociale og personlige skæbner, ligesom vi får et nuanceret indblik i Lisa og Mannas liv. Der er tale om klog og stille hverdagsrealisme, hvor de forskellige stemmer er gengivet med stor præcision og menneskekundskab. Det er dog til tider også en lille smule kedeligt, da store dele af bogen enten former sig som monologer eller lange reflekterende tilbageblik. Personligt synes jeg, at der mangler lidt dramatisk nerve og intensitet.
Bogen starter ud med at være næsten løsrevet fra de andre historier fra Hvium, men bliver så langsomt til nok et opkog på hovedhistorien om det ihjelkørte barn. Det er både rart og lidt skuffende. Jessen skriver som altid ligeud af posen og samtidig fint observerende. Der er også som altid noget religiøst over historien. Det skyldes måske skyldtemaet. Men nok også citaterne fra biblen og diskussionerne af bibelbidder.