To unge mennesker ønsker et bedre liv. Hun forsøger at slippe væk fra mishandling, han vil væk fra en underordnet stilling. I løbet af et år får de begge alt, hvad de kunne bede om, og mere til. Hun bliver skilt, han bliver biskop, og en livslang kærlighedshistorie begynder imellem de to.
I en anden del af landet finder en ung mand fred og livsindhold i et kloster, mens en ung nonne må flygte fra sin indespærring. Om lidt vil de alle fire møde hinanden, og deres verden vil forandres for altid.
For hvad ingen af dem ved er, at stormene er på vej. Politiske, moralske og kristne strømninger spreder sig op til Danmark og får konsekvenser for ikke bare de fire protagonister, men det danske samfund som hele.
Den er lang, eventyrlig lang men den er nu alligevel spændende, da den på alle måder er fiktiv. Meget få historiske fakta om bisp stygge og Elsebeth gyldenstjerne er korrekte. Det skuffer mig altid når en historie om personer der virkeligt har levet slet ikke følger de fakta der forelægger. Men men historien er god, kærligheden beskrevet utroligt flot og Elisabeth en kvinde man må beundre. Kvinder der har nydt sandemo serierne vil kunne lide denne roman tror jeg.
I og for sig en god historisk roman. En noget anden fremstilling af personerne end i klassikeren "Stygge Krumpen" af Thit Jensen Dog er den dobbelt så lang som nødvendigt, og med alt for mange gentagelser. Start med Thit Jensen's version, selv om sproget er lidt gammeldags.
Det er fantastisk, hvordan Maria Helleberg formår at gøre 500 år gamle, afdøde mennesker, lyslevende igen. Det er lige før, at man kan lugte dem, se dem, og hvis man lytter godt efter, kan man nærmest høre Stygge hviske "min cunnus dulcis" til Elisabeth. En sand fryd at læse, og jeg blev totalt følelsesmæssigt investeret i hovedpersonernes liv. Som jeg altid gør med Marias fortællinger.