En kvinde flytter til Den Usikre og Megalomane Landsby med sin viltre børneflok og sine børns far. I Landsbyen overvåges kvinders reproduktion, og livet er en lollet drøm, så længe man spiller efter reglerne.
Men hovedpersonens ensomhed er dyb. Børnenes far er fraværende. Familielivet – og samfundet udenfor – er klaustrofobisk, i en verden, hvor patriarkalsk vold danner bagtæppe for kærligheden.
Afmagt og længsel fører hovedpersonen til mødet med middelklassefruen Minty, den unge kvinde Tessa, de udknaldede veninder Hjertekam, Kødskam og Røvskam og en hær af illegale au pairs. En modstandsbevægelse hacker Landsbyens fælles forplantningscyklus. Sådan opstår et fællesskab, der åbner lommer af lyst for kvinden.
Romanen springer konsekvent i tid og rum. Parforholdet kuldsejler, vi møder elskeren BOB, og hovedpersonens vrede vokser og vokser med en fabulerende energi, der omslutter alt, hun møder.
Samtidig bliver hun inviteret til en offentlig afstraffelsesceremoni, designet af Landsbyens bureaukrati.
Suget eller Vasker du vores fuckfingre med dine tårer? er en roman om begærets og moderskabets ambivalens, og om underkastelse, venskab, sorg og fantasier.
Den er virkelig vild denne her bog, og efter at have læst den har jeg det lidt sådan: Hvad i alverden er det lige, der har ramt mig? I Suget flytter en female ind i en gul villa i den megalomane landsby og bor omgivet af en mere eller mindre uendelig børneflok og så selvfølgelig den dystopiske, patriarkalske verdens big brother-instanser. Bogen er fuld af skedesaft, menstruationsblod, sæd og andre klistrede kropsvæsker, der løber gennem revnerne i det paranoiavækkende patriarkat. Hovedpersonen møder veninderne hjerteskam, røvskam og kødskam, der bliver en slags redning i den voldsomme tilværelse og en vej til oprør. Bogen trækker på alverdens popkultur og gør også nar af den og sine egne referencer. Det er kaotisk, men alligevel fik jeg en følelse af, at handlingen gik i tomgang en to tredjedele inde i bogen, men måske jeg ikke har fuldt godt nok med, haha. Bogen er stadig virkelig sjov og skør og ikke som noget andet, jeg nogensinde har læst, og det er den på en meget fantastisk måde!
Ida Marie Hede har skrevet en hæsblæsende, kaotisk roman om at være en krop, om at være en kvinde, og om at være en mor. Den undersøger følelsen af at være i forfald og følelsen af at være i forbedring, at være ensom, at være omringet, at være en del af en gruppe og at stå udenfor den. Romanen er både hudløs og ekstremt kropsfikseret; udflåd, modermælk, urin, lort, tårer, savl og menstruation løber ud af alle huller konstant og blander sig i karnivalistiske akvareller på romanens sider.
Derudover er Suget noget så sjældent som et både fornøjeligt og forståeligt stykke surrealisme - en tekst, hvor drøm og mareridt og fantasi og virkelighed blander sig til noget helt nyt, et forsøg på at løfte en mondæn landsbyvirkelighed op til alle de usikkerheder, frihedsforsøg, tankestrømme og opmærksomheds- og kropsstrukturer, der ligger bag. Ved at gøre det opnår Hede, som også mange yngre forfattere gør det i disse år, en ny form for økonomi, der agerer fundament for handlingen i bogen, en økonomi baseret på opmærksomhed og materie, én som samtidig langer ud efter den kapitalistiske, patriarkalske etablerede økonomi.
Men romanen er ikke uden sine problemer, det største er længden. Lige så medrivende, fascinerende og provokerende som Hedes hvirvelstrøm af kropsvæsker, kærlighed og venskabsritualer er, så kan den ikke bare tordne ufortrødent derudaf i 300+ sider, uden at man som læser oplever en følelse af gentagelse og en sjælden gang imellem tomgang. Tekstens chokerende råhed efterlod mig enkelte gange følelsesløs i sin altid-skruet-op-på-11-hed. Det bliver ikke hjulpet af, at det med meget få undtagelser først er i løbet af bogens sidste 50 sider, at noget, der kan minde om en egentlig handling dukker op. Ellers er romanen en kaotisk serie af sanseindtryk, oplevelser og filosoferen.
Men Hedes interessante valg er i klart overtal over de betænkelige. Hendes mands navn bliver aldrig nævnt, børnenes skifter hver gang, de nævnes, ingen af dem har nogle permanente, hångribelige personlighedstræk, ingen af dem får for alvor noget at sige i løbet af romanen. For selvom bogen handler om at være mor, kvinde, kone, elsker, så er den interesseret i alt det set, fortalt og oplevet fra kvindens eget synspunkt, og hvis nogen andres perspektiv får lov at stå frem, er det først medieret gennem kvindens oplevelse af det synspunkt. Ved helt at springe over kommentarer og perspektiver fra andre, får Hede skrevet en ret unik fortællerposition frem, der giver plads til nogle ligeså ret unikke oplevelser og indtryk. Og det er måske den bedste beskrivelse af Suget, ret unik.
Romanen er på en gang rædselsfuldt klaustrofobisk og fuldstændig fri. Den er rørende og ækel i sin sanselighed, kropslighed og klistrethed. Den er ophidsende og frastødende. Den er smuk og ulækker. Den er en tour de force, som efterlod mig i stresset mangel på ilt og fandenivoldskhed.
Overdådigt svulmende strøm af hændelser og gavmildt sprog i et landsbyunivers af kvindelige, ægdryppende fødemaskiner. Sjov på sin vis. En slags karikatur af livet som menneske i parforhold og småbørnsfamilie.
Den danske Handmaid’s Tale? Den er klog, og sjov, og vidUNDERLIG. 5 stjerner til indholdet og den verden, forfatteren har skabt (eller, oversat fra vores). -1 stjerne for at være lidt for all over the place.
Vanvittig og vanvittig velskrevet roman i en dystopisk ikke al for fjern fremtid - lidt Black Mirror agtigt i sit tidsperspektiv. Trækkende tråde tilbage til Hawthornes The Scarlett Letter, om udskamning af kvinders seksualitet helt bogstaveligt i en ceremoni; og så A Handmaid's Tale som metafiktionelt bliver "udskammet" for at være for poleret i sin casting.
Vreden og paranoiaen flyder fra skriften i al sin formegethed af væsker, lugte, lyde og kvindelig fænomenologi på steroider. Har aldrig læst noget lignende!
Men også meget repetetiv - vekslende mellem det underholdende, satiriske og intetsigende.
Et kaotisk feministisk mesterværk, der får én til at ville lave oprør, stille spørgsmålstegn og være barn igen. Den er så kaotisk og grænsesøgende at jeg til tider blev ned til at lægge den ned længe, fordi min Big Brain energy simpelhen ikke kunne følge med på Ida Marie Hedes niveau. Men den er nu færdig gjort, og den var besværet værd! Ville stikke den i hænderne på alle feministiser og mennesker der søger ny litteratur der udfordre, både måden du ser verden på, men også hvordan du forventes en bog forløber, lyder og ender.