What do you think?
Rate this book
Vardari #1
Järnulven
En liten flicka tvingas glömma att hon har sett djävulen. En ung man förråder sin älskade för att få evigt liv. Ett mystiskt urverk börjar ticka efter sexhundra år av stillhet. En hemlighet som har vaktats i generationer är på väg att avslöjas.
Juva hatar blodläsare. De hyllas för att de kan se in i framtiden, men egentligen är de bara svindlare som utnyttjar folks rädslor. Juva är själv av blodläsarsläkt, men har svurit att aldrig bli en av dem. Men när familjen hotas dras Juva in i jakten på blodläsarnas arv: en mörk hemlighet som en gång förändrade världen och som kan komma att göra det igen. För att överleva måste hon konfrontera barndomsminnet som hon har kämpat hela livet för att glömma - den gången hon såg djävulen.
Järnulven är en fängslande historia om blod, begär och besatthet. Det är den första boken i trilogin Vardari, som utspelar sig i samma universum som den hyllade serien Korpringarna.
Juva hatar blodläsare. De hyllas för att de kan se in i framtiden, men egentligen är de bara svindlare som utnyttjar folks rädslor. Juva är själv av blodläsarsläkt, men har svurit att aldrig bli en av dem. Men när familjen hotas dras Juva in i jakten på blodläsarnas arv: en mörk hemlighet som en gång förändrade världen och som kan komma att göra det igen. För att överleva måste hon konfrontera barndomsminnet som hon har kämpat hela livet för att glömma - den gången hon såg djävulen.
Järnulven är en fängslande historia om blod, begär och besatthet. Det är den första boken i trilogin Vardari, som utspelar sig i samma universum som den hyllade serien Korpringarna.
500 pages, Hardcover
First published January 1, 2020
165 people are currently reading
3190 people want to read
About the author
Siri Pettersen
16 books1,531 followersSiri was born in 1971, under the northern lights of Norway, with a severely overactive imagination. It survived countless attacks from the outside world, rendering her an expert escapist, frolicking in a wide range of media: Design, web, comics, illustration, animation and text. Anything for a good story. In 2002 she won a national comic contest with "Anticlimax", the comic strip that made her "Newcomer of the year" in the Norwegian Sproing Awards. Siri has worked as an Art Director for many years, but she is now writing full time, devoted to her fantastical worlds.
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 30 of 298 reviews
May 24, 2024
2024:
se review below
2021:
4,5 stars but rounding up
Järnulven is the first book in Siri’s new fantasy series Vardari, set in the same universe as Ravneringene (the Raven Rings) but long afterwards (I’m not entirely sure exactly when). So, it’s a sequel. But a stand-alone one. You don’t need to read Ravneringene before this one. I read Ravneringene four years ago so I remember very little of it and had no problems reading Järnulven.
The book follows three characters; Juva, Nafraím and Rugen. Juva was honestly the only character I cared for out of the three. Nafraím was kind of a bore to follow and Rugen... I grew to dislike so much! He’s selfish, only “helping” Juva to get inside her pants. His thoughts revolves 98% around sex and has lots of (sexual) jealousy and getting blood (to drink). But enough of them, now let’s talk about my girl Juva.
Juva belongs to a family of “blodläsare” (= “blood readers”), which use to be legit seers long ago. Now they’re a bunch of scammy croonies making money on people’s fears. But she’s vowed to never have anything to do with the blood readers ever.
As a small child, Juva saw the Devil, something that deeply traumatized her and something she still carries with her even now. It’s led her to become a hunter who hunts wolves (their teeth and blood pays an important role but not going into details there because idk how much would be counted as spoilers). She’s happy with that life and the family she made in her hunting team.
But fate wants otherwise. When her family and her own life is put in danger, she has to reconsider her choices and start investigating the blood readers past, as well as facing her childhood demons.
Reading this book almost felt like coming home. Siri creates such a cosy atmosphere and while reading I thought this would be great to read during cold fall or wintry days. Reading it at the doorstep to summer made me slightly sad because I longed for dark cold winters and not sauna hot summer days. (yes I’m Swedish and apparently hating Summer makes me an outlier).
I also loved Gríf and enjoyed the interactions between him and Juva.
THAT ENDING THOUGH, SIRI BE QUICK WITH BOOK TWO PRETTY PLEASE
se review below
2021:
4,5 stars but rounding up
Järnulven is the first book in Siri’s new fantasy series Vardari, set in the same universe as Ravneringene (the Raven Rings) but long afterwards (I’m not entirely sure exactly when). So, it’s a sequel. But a stand-alone one. You don’t need to read Ravneringene before this one. I read Ravneringene four years ago so I remember very little of it and had no problems reading Järnulven.
The book follows three characters; Juva, Nafraím and Rugen. Juva was honestly the only character I cared for out of the three. Nafraím was kind of a bore to follow and Rugen... I grew to dislike so much! He’s selfish, only “helping” Juva to get inside her pants. His thoughts revolves 98% around sex and has lots of (sexual) jealousy and getting blood (to drink). But enough of them, now let’s talk about my girl Juva.
Juva belongs to a family of “blodläsare” (= “blood readers”), which use to be legit seers long ago. Now they’re a bunch of scammy croonies making money on people’s fears. But she’s vowed to never have anything to do with the blood readers ever.
As a small child, Juva saw the Devil, something that deeply traumatized her and something she still carries with her even now. It’s led her to become a hunter who hunts wolves (their teeth and blood pays an important role but not going into details there because idk how much would be counted as spoilers). She’s happy with that life and the family she made in her hunting team.
But fate wants otherwise. When her family and her own life is put in danger, she has to reconsider her choices and start investigating the blood readers past, as well as facing her childhood demons.
Reading this book almost felt like coming home. Siri creates such a cosy atmosphere and while reading I thought this would be great to read during cold fall or wintry days. Reading it at the doorstep to summer made me slightly sad because I longed for dark cold winters and not sauna hot summer days. (yes I’m Swedish and apparently hating Summer makes me an outlier).
I also loved Gríf and enjoyed the interactions between him and Juva.
THAT ENDING THOUGH, SIRI BE QUICK WITH BOOK TWO PRETTY PLEASE
December 29, 2021
Zklamaná nejsem ani trošku. Siri dostála svému slovu. Nepřekonala se, ale ani se nepodkopala. Je to temnější, mysterióznější, ve světě, který svoje základy už dávno dostal a tomuto úvodu v mnohém proklestil cestu. Siri nás sice místy vede očekávatelně, ale jako revanš klade do cesty velkou porci chtivosti. A to mě na tom v kombinaci s tím jak Siri píše a hraje si s emocemi, strašně baví.
November 19, 2021
Siri Pettersen hat sich mit der Rabenringe Trilogie ganz nach oben in den Fantasy Olymp katapultiert. Auch ich war total begeistert von der Reihe und war deshalb gespannt was ihre neue Reihe bereithält:
Juva ist Blutleserin und wollte doch nie eine sein, da diese aufgrund ihrer Macht- und Geldgier keinen guten Ruf besitzen. Doch als die unsterblichen Vardari ihre Familie bedrohen muss sich Juva auf die Jagd nach dem Erbe der Saidagilde machen. Dieses dunkel Geheimnis hat schon einmal die Welt verändert und vermag das wieder zu tun. Doch Juva hat noch ganz andere Probleme, denn sie hat den Teufel gesehen und dieser verfolgt sie schon sehr lange...
Mit Vardari - Eisenwolf erweitert die Autorin ihr Universum, das sie in "Die Rabenringe" geschaffen hat. Die Orte sind über die Reisesteine miteinander verbunden. Dennoch lernen wir hier ganz neue Orte kennen mit ganz eigenen Gegebenheiten. Siri Pettersen hat ihrer Fantasy wieder freien Lauf gelassen und eine wirklich wunderbare aber auch brutale Fantasywelt erschaffen die es in sich hat.
Mit Juva hat die Autorin eine taffe, schlaue und sehr selbstbewusste Protagonistin kreiert. Sie weiß, was sie will und wie sie es bekommt und scheut dabei auch nicht zur Waffe zu greifen. Sie hat einen erlesenen Kreis an loyalen Freunden um sich gescharrt, für die sie alles tun würde. Ich fand Juva als Charakter sehr faszinierend wir erfahren seh viel über sie und bekommen so einen guten Einblick. Doch auch ihre charakterliche Entwicklung im Laufe der Geschichte konnte mich überzeugen und hält einige Überraschungen parat. Was mir gut gefallen hat, ist das wir auch einen der Vardari ein wenig begleiten und diese Sippe dadurch ein wenig kennenlernen. Allerdings bleibt noch vieles im Dunkeln was aber auch den Reiz daran ausmacht.
Mit ihrem einnehmenden und sehr bildhaften Schreibstil schafft es die Autorin einen direkt in eine erbarmungslose Welt zu entführen und dabei eine düstere und angespannte Atmosphäre zu erschaffen. Mit jedem neuen Kapitel steigt die Spannung immer weiter und nach der Einführung in die Welt erzählt die Autorin eine Geschichte, die einen Lesesog entwickelt, der einem bis zum Ende nicht mehr loslässt.
Siri Pettersen hat es wieder geschafft mich mit einer Wucht mitzureißen wie es nur wenige können. Eisenwolf ist ein fantastischer Auftakt der neuen Reihe zwar keine Fortsetzung der Rabenringe bildet die beiden Geschichten aber gekonnt miteinander verknüpft. Die wundervolle Protagonistin, der spannende Plot und die düstere und brutale Atmosphäre machen das Buch zu einem absoluten Highlight. Ich freu mich schon tierisch auf Band 2 und kann das Buch nur jedem absolut empfehlen.
5 von 5 Sternen
Juva ist Blutleserin und wollte doch nie eine sein, da diese aufgrund ihrer Macht- und Geldgier keinen guten Ruf besitzen. Doch als die unsterblichen Vardari ihre Familie bedrohen muss sich Juva auf die Jagd nach dem Erbe der Saidagilde machen. Dieses dunkel Geheimnis hat schon einmal die Welt verändert und vermag das wieder zu tun. Doch Juva hat noch ganz andere Probleme, denn sie hat den Teufel gesehen und dieser verfolgt sie schon sehr lange...
Mit Vardari - Eisenwolf erweitert die Autorin ihr Universum, das sie in "Die Rabenringe" geschaffen hat. Die Orte sind über die Reisesteine miteinander verbunden. Dennoch lernen wir hier ganz neue Orte kennen mit ganz eigenen Gegebenheiten. Siri Pettersen hat ihrer Fantasy wieder freien Lauf gelassen und eine wirklich wunderbare aber auch brutale Fantasywelt erschaffen die es in sich hat.
Mit Juva hat die Autorin eine taffe, schlaue und sehr selbstbewusste Protagonistin kreiert. Sie weiß, was sie will und wie sie es bekommt und scheut dabei auch nicht zur Waffe zu greifen. Sie hat einen erlesenen Kreis an loyalen Freunden um sich gescharrt, für die sie alles tun würde. Ich fand Juva als Charakter sehr faszinierend wir erfahren seh viel über sie und bekommen so einen guten Einblick. Doch auch ihre charakterliche Entwicklung im Laufe der Geschichte konnte mich überzeugen und hält einige Überraschungen parat. Was mir gut gefallen hat, ist das wir auch einen der Vardari ein wenig begleiten und diese Sippe dadurch ein wenig kennenlernen. Allerdings bleibt noch vieles im Dunkeln was aber auch den Reiz daran ausmacht.
Mit ihrem einnehmenden und sehr bildhaften Schreibstil schafft es die Autorin einen direkt in eine erbarmungslose Welt zu entführen und dabei eine düstere und angespannte Atmosphäre zu erschaffen. Mit jedem neuen Kapitel steigt die Spannung immer weiter und nach der Einführung in die Welt erzählt die Autorin eine Geschichte, die einen Lesesog entwickelt, der einem bis zum Ende nicht mehr loslässt.
Siri Pettersen hat es wieder geschafft mich mit einer Wucht mitzureißen wie es nur wenige können. Eisenwolf ist ein fantastischer Auftakt der neuen Reihe zwar keine Fortsetzung der Rabenringe bildet die beiden Geschichten aber gekonnt miteinander verknüpft. Die wundervolle Protagonistin, der spannende Plot und die düstere und brutale Atmosphäre machen das Buch zu einem absoluten Highlight. Ich freu mich schon tierisch auf Band 2 und kann das Buch nur jedem absolut empfehlen.
5 von 5 Sternen
December 19, 2025
Nå som jeg er ferdig brer panikken seg inni meg for hvordan jeg skal klare ventetiden til neste bok!? Dette er helt klart årets beste bok og vel ja ... det beste jeg har lest av fanatsy siden Ravneringene også faktisk?! (Jeg leser mye, og bare fantasy, men det er virkelig noe spesielt med å lese noe som er norsk!)
Dette er en mørk fantasy med krimelementer. Karakterene har en god dybde og skildrer mange viktige elementer vi kan gjenkjenne oss i (med en klype salt): det er erotikk, det er misbruk og avhengighet, angst, maktkamper og penger.
Vi møter vår protagonist Juva, ei 19-år gammel jente som lider av intens angst som hun har hatt siden den dagen hun så djevelen. Et liv fylt av usikkerhet og løgner. Som datter av en blodleser (sannsynt) har hun sine plikter, men som hun har snudd ryggen til for å istedenfor jobbe som ulvejeger, mens en mystisk sykdom sprer seg i hjembyen hennes. Det blir hennes jobb i å løsne knutene på mysteriet!
Vi må ikke glemme de magiske miljøskildringene for shit!-- det er så detaljert at det føles ut som jeg er en del av historien, at jeg går i karakterenes sko. Må bare si jeg ble helt "blown away" av denne boka altså, og det skal mye til for å slå dette nivået! Siri Pettersen er helt klart Norges fantasydronning og lander på et terningkast 5 for meg.
Det er dog ting jeg ikke liker (men som jeg velger å se bort ifra pga min kjærlighet til serien): jeg synes nå slutten var litt for brått utført og manglet den ultimate spenningen som skal være i et klimaks? For meg var en av disse jaktscenene tidligere i boka helt fantastiske og kriblende spennende slik at jeg følte meg stressa, men denne følelsen savner jeg da fra klimakset. Det er også en spesifikk død jeg synes var litt unødvendig, men hva vet da jeg hva det vil si for neste bok? Slutten virker også til å være endende, at det ikke kommer flere bøker, men jeg vet at det gjør det, så noe forvirrende der.
Gyldendal har klassifisert boken for ungdom, men jeg synes den ligger og tipper på grensen til voksne med tanke på språkbruk og noe groteske scener, (hvis vi tenker i forhold til Ravneringene 😂.) Så jeg har satt den anbefalt for 15+. Meget sikker på at krim-elskere også vil kunne sluke denne!
Dette er en mørk fantasy med krimelementer. Karakterene har en god dybde og skildrer mange viktige elementer vi kan gjenkjenne oss i (med en klype salt): det er erotikk, det er misbruk og avhengighet, angst, maktkamper og penger.
Vi møter vår protagonist Juva, ei 19-år gammel jente som lider av intens angst som hun har hatt siden den dagen hun så djevelen. Et liv fylt av usikkerhet og løgner. Som datter av en blodleser (sannsynt) har hun sine plikter, men som hun har snudd ryggen til for å istedenfor jobbe som ulvejeger, mens en mystisk sykdom sprer seg i hjembyen hennes. Det blir hennes jobb i å løsne knutene på mysteriet!
Vi må ikke glemme de magiske miljøskildringene for shit!-- det er så detaljert at det føles ut som jeg er en del av historien, at jeg går i karakterenes sko. Må bare si jeg ble helt "blown away" av denne boka altså, og det skal mye til for å slå dette nivået! Siri Pettersen er helt klart Norges fantasydronning og lander på et terningkast 5 for meg.
Det er dog ting jeg ikke liker (men som jeg velger å se bort ifra pga min kjærlighet til serien): jeg synes nå slutten var litt for brått utført og manglet den ultimate spenningen som skal være i et klimaks? For meg var en av disse jaktscenene tidligere i boka helt fantastiske og kriblende spennende slik at jeg følte meg stressa, men denne følelsen savner jeg da fra klimakset. Det er også en spesifikk død jeg synes var litt unødvendig, men hva vet da jeg hva det vil si for neste bok? Slutten virker også til å være endende, at det ikke kommer flere bøker, men jeg vet at det gjør det, så noe forvirrende der.
Gyldendal har klassifisert boken for ungdom, men jeg synes den ligger og tipper på grensen til voksne med tanke på språkbruk og noe groteske scener, (hvis vi tenker i forhold til Ravneringene 😂.) Så jeg har satt den anbefalt for 15+. Meget sikker på at krim-elskere også vil kunne sluke denne!
Read
April 7, 2022Napis na okładce obiecuje nam "Nordyckie misterium. Krew, pożądanie i tajemnica." - dostajemy dokładnie to i jeszcze więcej. Książka z wyglądu niby niepozorna, a skrywa naprawdę dobrą historię! Tak bardzo klimatyczna, przepełniająca gamą wielu emocji. Strachu, ekscytacji, podniecenia. Intryguje i nie pozwala się oderwać.
Główna bohaterka ma 19 lat i sporo ciężkich przeżyć za sobą. Jest w kiepskim miejscu nie tylko życiowo, ale chyba przede wszystkim psychicznie. Autorka z ogromną wprawą potrafiła oddać uczucie lęku i strachu. Myślę, że warto tutaj zacytować dedykację tej książki, bo jest ona wspaniała i naprawdę idealnie oddaje to, co książka próbuje osiągnąć.
"Ty, który się boisz. Ty, wciąż uwięziony przez niepojęty niepokój. Przez bezlitosny strach, który pojawia się, gdy najmniej się go spodziewasz. Ty, który walczysz ze swoim ciałem i boisz się bicia własnego serca. Oto książka dla ciebie."
Nie znam poprzednich książek autorki (teraz z pewnością chcę je poznać) i nie wiem jak bardzo ta historia się z nimi łączy. Jednak zaczynając tutaj, można bez problemu ogarnąć świat przedstawiony i całą fabułę.
System magiczny jest ciekawy. Magia krwi, wilki i nieśmiertelne istoty intrygują. Chociaż chciałabym dowiedzieć się o tym jeszcze więcej.
"Nie pozwól, aby zobaczyli słabą czytającą z krwi."
Jest to książka Young Adult, ale jednak inna niż wiele pozycji, które czytałam. Nie ma w niej nadmiaru takiej naiwności. Młoda kobieta w konflikcie z wiekowymi, potężnymi istotami nie staje się nagle najpotężniejsza i nie rzuca wszystkich na kolana. Strasznie dużo tutaj prawdziwości, takich surowych emocji. Juva odkrywa siebie na nowo, zmaga się z tym jak postrzegała swoje życie i mimo wszystko jest silną bohaterką. Nie jest to naciągane i to mi się bardzo podobało.
Postać diabła jest tak wspaniale przedstawiona. Magnetyczny, pociągający, przerażający. Tak właśnie jak powinno być.
Książka zakończyła się w taki sposób, że potrzebuję drugiego tomu teraz! Jest to naprawdę dobra historia i warto ją poznać!
---
Otrzymałam książkę do recenzji od Wydawnictwa, dzięki konkursowi na Lubimy Czytać.
Główna bohaterka ma 19 lat i sporo ciężkich przeżyć za sobą. Jest w kiepskim miejscu nie tylko życiowo, ale chyba przede wszystkim psychicznie. Autorka z ogromną wprawą potrafiła oddać uczucie lęku i strachu. Myślę, że warto tutaj zacytować dedykację tej książki, bo jest ona wspaniała i naprawdę idealnie oddaje to, co książka próbuje osiągnąć.
"Ty, który się boisz. Ty, wciąż uwięziony przez niepojęty niepokój. Przez bezlitosny strach, który pojawia się, gdy najmniej się go spodziewasz. Ty, który walczysz ze swoim ciałem i boisz się bicia własnego serca. Oto książka dla ciebie."
Nie znam poprzednich książek autorki (teraz z pewnością chcę je poznać) i nie wiem jak bardzo ta historia się z nimi łączy. Jednak zaczynając tutaj, można bez problemu ogarnąć świat przedstawiony i całą fabułę.
System magiczny jest ciekawy. Magia krwi, wilki i nieśmiertelne istoty intrygują. Chociaż chciałabym dowiedzieć się o tym jeszcze więcej.
"Nie pozwól, aby zobaczyli słabą czytającą z krwi."
Jest to książka Young Adult, ale jednak inna niż wiele pozycji, które czytałam. Nie ma w niej nadmiaru takiej naiwności. Młoda kobieta w konflikcie z wiekowymi, potężnymi istotami nie staje się nagle najpotężniejsza i nie rzuca wszystkich na kolana. Strasznie dużo tutaj prawdziwości, takich surowych emocji. Juva odkrywa siebie na nowo, zmaga się z tym jak postrzegała swoje życie i mimo wszystko jest silną bohaterką. Nie jest to naciągane i to mi się bardzo podobało.
Postać diabła jest tak wspaniale przedstawiona. Magnetyczny, pociągający, przerażający. Tak właśnie jak powinno być.
Książka zakończyła się w taki sposób, że potrzebuję drugiego tomu teraz! Jest to naprawdę dobra historia i warto ją poznać!
---
Otrzymałam książkę do recenzji od Wydawnictwa, dzięki konkursowi na Lubimy Czytać.
March 22, 2021
Mich hat schon länger die Rabenringe Trilogie von Siri Pettersen gereizt und als ich dann gesehen habe, dass sie eine neue Reihe startet, wollte ich diese unbedingt lesen.
Siri Pettersen versetzt uns in eine nordisch angehauchte Welt mit magischen Einflüssen, wer nun Drachen, Orks und Co. erwartet wird enttäuscht. Die Magie bzw. High-Fantasy Einflüsse sind dezenter und ruhiger. Und nun kommt ein kleiner Kruxs, ich würde euch am liebsten nun im Detail vorschwärmen, was sich Siri Pettersen alles ausgedacht hat. Aber es ist so, die Leserschaft entdeckt diese es erst nach und nach.
So weiß man zu Beginn nicht wo einen die Geschichte hinführt und auch wie diese Welt funktioniert, was genau sind die Blutleserin, was hat es mit der Wölfseuche auf sich und warum brauchen sie das Blut von Wölfen. All dies und noch mehr ist unklar und den Leser:innen wird es erst nach und nach offenbart. Oft tue ich mich schwer, wenn ich in eine Welt geworfen werde und keine Details habe, die ganzen Fragen in meinem Kopf mindern dann die Lesefreude. Aber dem war hier nicht so.
Die Autorin hat genau das richtige Mittelmaß getroffen, zwischen offenen Fragen und Beschreibungen und Erklärungen. So war ich permanent angefixt von der Geschichte und wollte immer weiter lesen. Und wenn ich gerade nicht lesen konnte, habe ich an das Buch gedacht und wollte gerne weiterlesen, habe mich gefragt, was wohl noch passiert und wo es hinführt.
Ich lese viel und gerne und es kommt nicht so oft vor, dass mich ein Buch überrascht und ich nicht schon vieles erahne. Das fand ich hier ganz toll, dass es nicht alles nach Plan A verlief und man gleich wusste wie der Hase läuft. Natürlich wurde das Rad nicht neu erfunden, aber die verwendeten Elemente waren für mich etwas Neues und diese Undurchsichtigkeit konnte mich voll überzeugen.
Zu den Charakteren, ich kann nicht sagen, dass ich jemanden wirklich mochte. Aber ich glaube das war auch nicht so gedacht, man bekommt hier keine super Sympathieträger geliefert, sondern echte Menschen, die sich manchmal bescheuert verhalten und Fehler machen, bei denen man sich an den Kopf schlägt und an der geistigen Gesundheit dieser zweifelt.
Ich mochte die Handlung sehr, auch wenn sie nicht immer dynamisch war und manchmal kaum etwas passierte, trotzdem war ich permanent gefesselt. Zu keiner Zeit habe ich mich gelangweilt, obwohl nicht so oft etwas wirklich Spannendes passierte. Die Spannung lag für mich eher im Detail, die Geschichte ist an sich ruhig gehalten, die Ruhe vor dem Sturm. Aber es gab natürlich auch spannende Szenen, aber es reihte sich nicht eine Actionszene an die andere.
Fazit:
Wow, ich bin noch richtig im Bann des Eiswolfes und habe mir sogleich die Rabenringe Trilogie der Autorin gekauft. Weil ich unbedingt mehr von ihr brauche.
Vardari ist eine ruhige und undurchsichtige High-Fanatsy Geschichte, die nicht mit den klassischen Elementen daher kommt. Die Leserschaft bekommt nur Häppchenweise offenbart, um was es wirklich geht und wie alles zusammenhängt, dies machte für mich einen besonderen reiz der Geschichte aus.
Die Charaktere fand ich interessant und authentisch.
Trotz dem Mangel an Actionszenen fand ich die Geschichte zu keinem Zeitpunkt langweilig. Ich wollte immer weiter lesen und wenn ich es gerade nicht konnte, habe ich an das Buch gedacht und wie es wohl weiter geht.
Wer nordisch angehauchte Fantasy Geschichten mag, die eine unterschwellige Spannung haben, sowie eine undurchsichtige Storyline, der sollte sich Vardari genauer anschauen.
Siri Pettersen versetzt uns in eine nordisch angehauchte Welt mit magischen Einflüssen, wer nun Drachen, Orks und Co. erwartet wird enttäuscht. Die Magie bzw. High-Fantasy Einflüsse sind dezenter und ruhiger. Und nun kommt ein kleiner Kruxs, ich würde euch am liebsten nun im Detail vorschwärmen, was sich Siri Pettersen alles ausgedacht hat. Aber es ist so, die Leserschaft entdeckt diese es erst nach und nach.
So weiß man zu Beginn nicht wo einen die Geschichte hinführt und auch wie diese Welt funktioniert, was genau sind die Blutleserin, was hat es mit der Wölfseuche auf sich und warum brauchen sie das Blut von Wölfen. All dies und noch mehr ist unklar und den Leser:innen wird es erst nach und nach offenbart. Oft tue ich mich schwer, wenn ich in eine Welt geworfen werde und keine Details habe, die ganzen Fragen in meinem Kopf mindern dann die Lesefreude. Aber dem war hier nicht so.
Die Autorin hat genau das richtige Mittelmaß getroffen, zwischen offenen Fragen und Beschreibungen und Erklärungen. So war ich permanent angefixt von der Geschichte und wollte immer weiter lesen. Und wenn ich gerade nicht lesen konnte, habe ich an das Buch gedacht und wollte gerne weiterlesen, habe mich gefragt, was wohl noch passiert und wo es hinführt.
Ich lese viel und gerne und es kommt nicht so oft vor, dass mich ein Buch überrascht und ich nicht schon vieles erahne. Das fand ich hier ganz toll, dass es nicht alles nach Plan A verlief und man gleich wusste wie der Hase läuft. Natürlich wurde das Rad nicht neu erfunden, aber die verwendeten Elemente waren für mich etwas Neues und diese Undurchsichtigkeit konnte mich voll überzeugen.
Zu den Charakteren, ich kann nicht sagen, dass ich jemanden wirklich mochte. Aber ich glaube das war auch nicht so gedacht, man bekommt hier keine super Sympathieträger geliefert, sondern echte Menschen, die sich manchmal bescheuert verhalten und Fehler machen, bei denen man sich an den Kopf schlägt und an der geistigen Gesundheit dieser zweifelt.
Ich mochte die Handlung sehr, auch wenn sie nicht immer dynamisch war und manchmal kaum etwas passierte, trotzdem war ich permanent gefesselt. Zu keiner Zeit habe ich mich gelangweilt, obwohl nicht so oft etwas wirklich Spannendes passierte. Die Spannung lag für mich eher im Detail, die Geschichte ist an sich ruhig gehalten, die Ruhe vor dem Sturm. Aber es gab natürlich auch spannende Szenen, aber es reihte sich nicht eine Actionszene an die andere.
Fazit:
Wow, ich bin noch richtig im Bann des Eiswolfes und habe mir sogleich die Rabenringe Trilogie der Autorin gekauft. Weil ich unbedingt mehr von ihr brauche.
Vardari ist eine ruhige und undurchsichtige High-Fanatsy Geschichte, die nicht mit den klassischen Elementen daher kommt. Die Leserschaft bekommt nur Häppchenweise offenbart, um was es wirklich geht und wie alles zusammenhängt, dies machte für mich einen besonderen reiz der Geschichte aus.
Die Charaktere fand ich interessant und authentisch.
Trotz dem Mangel an Actionszenen fand ich die Geschichte zu keinem Zeitpunkt langweilig. Ich wollte immer weiter lesen und wenn ich es gerade nicht konnte, habe ich an das Buch gedacht und wie es wohl weiter geht.
Wer nordisch angehauchte Fantasy Geschichten mag, die eine unterschwellige Spannung haben, sowie eine undurchsichtige Storyline, der sollte sich Vardari genauer anschauen.
October 10, 2023
Maffigt som fan! Detta är en minst lika bra förstadel som Odinsbarn är. Att säga att jag längtar efter fortsättningen är en mild underdrift 😁
Jag har läst om denna, för jag mindes knappt något alls från när jag läste den första gången. Med Sølvstrupen liggande i pipen kände jag att nä, jag läser om denna. Jag gillade den nästan mer än första gången. Det finns vissa grejer som skaver, men när den är bra, då är den jävligt bra. Jag är nästan mer intresserad av bikaraktärerna denna läsning än av Juva. Hoppas de andra - framför allt Kefla - får komma fram mer i tvåan. Förhållandet mellan Juva och Gríf är förbryllande ointressant denna gång. Blir intressant att se hur Siri skruvar till detta, för även om jag finner Gríf ganska trist så är han en karaktär som känns lite för viktig för att slarvas bort. Och hur ska det gå för Náklav? Denna fascinerande stad som jag vill veta mer om.
Jag har läst om denna, för jag mindes knappt något alls från när jag läste den första gången. Med Sølvstrupen liggande i pipen kände jag att nä, jag läser om denna. Jag gillade den nästan mer än första gången. Det finns vissa grejer som skaver, men när den är bra, då är den jävligt bra. Jag är nästan mer intresserad av bikaraktärerna denna läsning än av Juva. Hoppas de andra - framför allt Kefla - får komma fram mer i tvåan. Förhållandet mellan Juva och Gríf är förbryllande ointressant denna gång. Blir intressant att se hur Siri skruvar till detta, för även om jag finner Gríf ganska trist så är han en karaktär som känns lite för viktig för att slarvas bort. Och hur ska det gå för Náklav? Denna fascinerande stad som jag vill veta mer om.
Read
August 25, 2021Erotiken i denna är fullkomligt apropå. Den dyker upp hela tiden och på de mest oväntade platser. Vet inte alls vad syftet är, men det finns knappt en passage som inte tillslut landar i sex:
Jag är inte puritan på något sätt, men erotik, som allt annat, måste fylla en funktion. Här verkar den bara vara en krycka som författaren lutar sig på för att locka en påtänkt målgrupp.
De var omringade av död. Det stod likvagnar utanför, blödaren hade just varit där, och fem lik hade tebjudning i biblioteket. Till och med spishyllan ovanför honom var prydd med djurskallar. Och för allt vad han visste skulle döden komma till Juva också, och till honom själv.
Det kändes obegripligt sjukt, men kuken ljög inte. Han hade aldrig varit kåtare.
Jag är inte puritan på något sätt, men erotik, som allt annat, måste fylla en funktion. Här verkar den bara vara en krycka som författaren lutar sig på för att locka en påtänkt målgrupp.
March 25, 2021
Eigentlich ist Juva ja eine Blutleserin, aber sie will mit dieser Seite von sich nichts zutun haben und verdient sich ihr Geld lieber als Jägerin. Als ihre Mutter in Gefahr gerät, sie sich Juva gezwungen, ihr Erbe anzutreten, aber mit großem Widerwillen. Denn sie hält nichts von den Blutleserinnen und nicht von den Vardari.
Bei diesem Buch handelt es sich um den 1. Teil einer neuen Trilogie der Autorin. Bereits mit ihrer Rabenringe-Trilogie konnte sie mich völlig übrzeugen, deshalb war ich sehr neugierig auf ihre neue Geschichte.
Erzählt wird die Handlung aus der Sicht von 3 Personen. Neben Juva, die die größte Rolle übernimmt wären da noch Rugen und der Vardari Nafraim. Die Geschichte spielt in einer kalten Welt und ist recht brutal und blutig. Der Fantasyanteil ist sehr ungewöhnlich, die Autorin schafft hier einen Mythos um die Blutleserinnen und um die Vardari, der mir unheimlich gut gefallen hat. Die ganze Geschichte ist sehr komplex, aber auch sehr spannend und fesselnd.
Die Beziehungen zwischen den Charakteren sind alles andere als einfach. Die ganze Zeit über weiß man nicht, wem Juva eigentlich vertrauen kann. Immer wieder kommen neue Geheimnisse ans Licht, die für neue Wendungen sorgen. Juva ist ein sehr starker weiblicher Charakter, die entwickelt sich sehr gut. Wen ich persönlich gar nicht einschätzen konnte war Rugen. Ich war mir auch bis zum Schluss nicht sicher, was für eine Rolle er bei dem ganzen spielen wird. Romantik gibt es übrigens auch, aber eher ungewöhnlich und auch nur am Rande erzählt.
Mich konnte der 1. Teil völlig überzeugen und ich freue mich jetzt schon auf den nächsten Teil . Von mir gibt es die volle Punktzahl.
Bei diesem Buch handelt es sich um den 1. Teil einer neuen Trilogie der Autorin. Bereits mit ihrer Rabenringe-Trilogie konnte sie mich völlig übrzeugen, deshalb war ich sehr neugierig auf ihre neue Geschichte.
Erzählt wird die Handlung aus der Sicht von 3 Personen. Neben Juva, die die größte Rolle übernimmt wären da noch Rugen und der Vardari Nafraim. Die Geschichte spielt in einer kalten Welt und ist recht brutal und blutig. Der Fantasyanteil ist sehr ungewöhnlich, die Autorin schafft hier einen Mythos um die Blutleserinnen und um die Vardari, der mir unheimlich gut gefallen hat. Die ganze Geschichte ist sehr komplex, aber auch sehr spannend und fesselnd.
Die Beziehungen zwischen den Charakteren sind alles andere als einfach. Die ganze Zeit über weiß man nicht, wem Juva eigentlich vertrauen kann. Immer wieder kommen neue Geheimnisse ans Licht, die für neue Wendungen sorgen. Juva ist ein sehr starker weiblicher Charakter, die entwickelt sich sehr gut. Wen ich persönlich gar nicht einschätzen konnte war Rugen. Ich war mir auch bis zum Schluss nicht sicher, was für eine Rolle er bei dem ganzen spielen wird. Romantik gibt es übrigens auch, aber eher ungewöhnlich und auch nur am Rande erzählt.
Mich konnte der 1. Teil völlig überzeugen und ich freue mich jetzt schon auf den nächsten Teil . Von mir gibt es die volle Punktzahl.
May 25, 2021
Juva wywodzi się z rodu czytających z krwi. Są one traktowane jak wyrocznie, jednak w rzeczywistości są oszustkami. Dziewczyna obiecuje sobie, że nigdy nie stanie się jedną z nich. Juva zostaje wciągnięta w mroczną tajemnicę, która kiedyś zmieniła świat. Musi zmierzyć się ze swoją przeszłością, ze wspomnieniem dnia, w którym zobaczyła diabła.
Już od pierwszych stron autorka zalewa nas niesamowitym, nordyckim klimatem, którego jestem ogromną fanką. Świat jest mroczny, zimny oraz otoczony mgłą mistycyzmu. Legendy grają bardzo dużą rolę w powieści i niezwykle podoba mi się kierunek, w jaki poszła autorka. Opisy w tej książce są bardzo potrzebne, budują atmosferę i przybliżają nam nordycką kulturę. Uwielbiam opisy obrzędów pogrzebowych, które od razu przywołały w mojej głowie obrazy rodem z Wikingów.
Juva jest postacią bardzo skrytą, przez co na samym początku historii trudno jest się do niej przywiązać. To zmienia się jednak z biegiem czasu i jeszcze przed połową książki bardzo ją polubiłam. Każdy z poznanych bohaterów jest dobrze zbudowany, nie dostajemy tutaj postaci, które byłyby jedynie wypełniaczem. Każdy z nich ma swoją określoną rolę.
Fabuła niesamowicie wciąga, autorka budowała napięcie, stopniowo ujawniając tajemnice rządzące jej światem. Razem z główną bohaterką odkrywałam kolejne jego sekrety i z każdą stroną, byłam coraz bardziej zaangażowana. Niezwykle podoba mi się sposób, w jaki autorka przedstawiła rolę krwi- jednym daje życie, drugim śmierć.
Jestem zakochana w Żelaznym Wilku i czekam na jego kontynuacje! Na pewno sięgnę też po pierwszą serię autorki.
Już od pierwszych stron autorka zalewa nas niesamowitym, nordyckim klimatem, którego jestem ogromną fanką. Świat jest mroczny, zimny oraz otoczony mgłą mistycyzmu. Legendy grają bardzo dużą rolę w powieści i niezwykle podoba mi się kierunek, w jaki poszła autorka. Opisy w tej książce są bardzo potrzebne, budują atmosferę i przybliżają nam nordycką kulturę. Uwielbiam opisy obrzędów pogrzebowych, które od razu przywołały w mojej głowie obrazy rodem z Wikingów.
Juva jest postacią bardzo skrytą, przez co na samym początku historii trudno jest się do niej przywiązać. To zmienia się jednak z biegiem czasu i jeszcze przed połową książki bardzo ją polubiłam. Każdy z poznanych bohaterów jest dobrze zbudowany, nie dostajemy tutaj postaci, które byłyby jedynie wypełniaczem. Każdy z nich ma swoją określoną rolę.
Fabuła niesamowicie wciąga, autorka budowała napięcie, stopniowo ujawniając tajemnice rządzące jej światem. Razem z główną bohaterką odkrywałam kolejne jego sekrety i z każdą stroną, byłam coraz bardziej zaangażowana. Niezwykle podoba mi się sposób, w jaki autorka przedstawiła rolę krwi- jednym daje życie, drugim śmierć.
Jestem zakochana w Żelaznym Wilku i czekam na jego kontynuacje! Na pewno sięgnę też po pierwszą serię autorki.
October 2, 2021
Siri Pettersen on taas onnistunut luomaan hengästyttävän täyteläisen fantasiamaailman, joka on suunnattu varttuneemmille lukijoille kuin Odininlapsi. Aivan samanlaista imua ei syntynyt kuin edellämainitun kanssa, mutta tylsää ei lukiessa kertaakaan tullut. Tosin seksikohtaukset ja "kovana" oleminen olivat hieman vaivaannuttavia ja V-kirosana levähti naamalle aika usein. Juva oli kiinnostava pähenkilö, joka Katnissin tavoin joutuu tahtomattaan johtajaksi. Punaisiin pukeutuva tyttö, joka metsästää susia oli kiehtova uudelleenkerronta Punahilkasta.
December 8, 2021
Ne lepší než Ódinovo dítě, ale fantastický!
Severské, temné, podzimní, fantasy. Všechno, co chcete teď číst :)
4/5*
Severské, temné, podzimní, fantasy. Všechno, co chcete teď číst :)
4/5*
November 27, 2023
Jernulven av Siri Pettersen ble min første bok i 2021. Jeg ble meget betatt av historien, fantasien og spenningen som fanger en inn og får en til å stadig vende tilbake til boken.
Jernulven er første bok i trilogien om vardari. Disse hemmeligsfulle personene som ser ut til å leve evig. Historien knyttes sammen med Ravneringene i beskrivelsen, men også i de sentrale "reisesteinene" som brukes for å reise til andre steder.
Hovedpersonen Juva er kompleks og interessant. Hun rives mellom ulike følelser, forpliktelser og ulike versjoner av sannheten. Hun finner et monster, men klarer ikke tro på at han er bare ond.
Jeg elsket denne boken like mye som jeg elsket Ravneringene og gleder meg skikkelig til neste bok i trilogien. Pettersen kan kunsten å skrive slik at en lengter etter mer.
Hele min omtale finner du på bloggen min Betraktninger
Jernulven er første bok i trilogien om vardari. Disse hemmeligsfulle personene som ser ut til å leve evig. Historien knyttes sammen med Ravneringene i beskrivelsen, men også i de sentrale "reisesteinene" som brukes for å reise til andre steder.
Hovedpersonen Juva er kompleks og interessant. Hun rives mellom ulike følelser, forpliktelser og ulike versjoner av sannheten. Hun finner et monster, men klarer ikke tro på at han er bare ond.
Jeg elsket denne boken like mye som jeg elsket Ravneringene og gleder meg skikkelig til neste bok i trilogien. Pettersen kan kunsten å skrive slik at en lengter etter mer.
Hele min omtale finner du på bloggen min Betraktninger
November 28, 2021
Måske ville jeg have elsket den, hvis jeg havde læst "Ravneringene" først, men plottet interesserede mig ikke, der var for mange usympatiske karakterer for min smag , og så blev sex brugt som et mærkeligt værktøj.
January 3, 2022
Jeg vedholder den rating jeg gav bogen, da jeg læste den på originalsproget (norsk) for et års tid siden.
Jeg er helt med på det her ikke er for alle. Det er intensivt, specielt og boget for sig - men jeg er vild med det, og glæder mig til bog 2 😍😍
Jeg er helt med på det her ikke er for alle. Det er intensivt, specielt og boget for sig - men jeg er vild med det, og glæder mig til bog 2 😍😍
April 24, 2023
Jag vet inte vad jag vill ge den för betyg. Jag måste fundera ett tag på detta. Men antingen en stark trea eller en svag fyra.
March 27, 2021
'Eisenwolf‘ von Siri Pettersen ist der Auftakt der ‚Vardari‘-Trilogie. Was hatte ich hohe Erwartungen an die Geschichte, nachdem ich von der ‚Rabenringe‘-Trilogie so begeistert war. Und meine Erwartungen wurden ja sowas von erfüllt! Düster, eisig, blutig. Ich liebe es! ‚Eisenwolf‘ ist übrigens unabhängig von den ‚Rabenringen‘ lesbar. Es spielt im selben Universum, ein paar Anspielungen weisen auf die andere Reihe hin. Aber es ist auf keinen Fall notwendig, die anderen drei Bücher vorab zu lesen. Auch wenn ich das dringend empfehlen würde, sie sind genial.
Siri Pettersen hat einen Schreibstil, den man mögen muss. Sehr einnehmend, nichts beschönigend, teilweise schon nüchtern die Grausamkeiten beschreibend. Nordisch-kühl würde ich sagen. Aber ich mag das total und konnte mich sofort fallen lassen. Ich empfehle aber vorab, eine Leseprobe zu lesen. Denn wer diese Art des Erzählens nicht mag, wird nicht viel Freude mit der Geschichte und der Welt haben.
Auch bei ‚Eisenwolf‘ wird man in eine unbekannte Welt geworfen, deren Details sich erst nach und nach ergeben. Rau, eisig und für mich schon fast ein bißchen unwirtlich wirkend, finden wir uns in Náklav wieder, einer Stadt, die nordischer nicht sein könnte.
Anfangs fühlte ich mich noch etwas orientierungslos, aber trotzdem war es unglaublich interessant, die ganzen Dynamiken der Stadt und ihrer Bewohner kennenzulernen. Eine komplexe Welt, die sich mir immer noch nicht in ihrer Gänze erschlossen hat. Aber das ist Siri Pettersens Stil und es gelingt ihr mühelos, nach und nach immer mehr Details zu enthüllen, neugierig zu machen, Zusammenhänge zu offenbaren. Einfach nur genial. Und dazu die Intensität der Erzählung, der Ideenreichtum, die dichte Atmosphäre. Und im Hintergrund immer diese Düsternis, diese Rauheit. Hach, ich könnte stundenlang so weiterschwärmen.
Die Story an sich wird aus mehreren Sichtweisen erzählt. Das trägt definitiv zur Komplexität bei, schafft aber auch eine gewisse Rundumsicht über die wichtigen Dinge der Stadt: Blutleserinnen, Vardari, Wolfsblut. Von den drei Charakteren mochte ich eigentlich nur Juva, die als Protagonistin auch die meiste Zeit erhält, ihre Geschichte zu erzählen. Sie hat sich von ihrer Familie entfernt, da sie ihre Ansichten nicht teilt und schlägt sich als Wolfsjägerin durch’s Leben. Doch ein Ereignis zwingt sie, sich mit ihrem Erbe auseinanderzusetzen. Sie ist ein starker Charakter, was anderes hatte ich auch nicht erwartet. Sie traut sich, Risiken einzugehen, ist hier und da aber auch noch etwas gutgläubig und leichtsinnig, was sie umso authentischer macht. Ihre Entwicklung ist richtig gut gelungen und dargestellt, ihre Zerrissenheit genauso spürbar wie ihre Hilflosigkeit, wenn ihr die Dinge entgleiten.
Alle Figuren haben einen vielschichtigen Charakter erhalten, der es teilweise nicht einfach macht, sie einzuordnen. Sind sie gut, sind sie böse? Ist das so einfach zu entscheiden? Denn welche Seite ist die Gute, welche die Böse? Und dann ist da noch dieses kleine Detail, dass Juva als Kind den Teufel gesehen hat. Existiert er wirklich? Oder war es bloß die blühende Fantasie eines Kindes? Ich werde immer noch ganz hibbelig, wenn ich daran zurückdenken, wie es sich während des Lesens angefühlt hat, die ganzen Zusammenhänge zu entdecken und die Beweggründe der Charaktere zu verstehen. Es ist einfach so perfekt..
Die Lobrede auf die Geschichte könnte noch länger werden, doch das Beste wird sein, du liest sie selbst. Sie ist nämlich etwas Besonderes. Sie hebt sich ab von anderen Geschichten, durch ihre Charaktere, ihre Welt, ihre nüchterne Grausamkeit, durch ihren Erzählstil und ihren Ideenreichtum. Und ich garantiere dir, wenn sie dich erst mal in ihren Bann gezogen hat, lässt sie dich nicht mehr los. 5 Sterne.
Siri Pettersen hat einen Schreibstil, den man mögen muss. Sehr einnehmend, nichts beschönigend, teilweise schon nüchtern die Grausamkeiten beschreibend. Nordisch-kühl würde ich sagen. Aber ich mag das total und konnte mich sofort fallen lassen. Ich empfehle aber vorab, eine Leseprobe zu lesen. Denn wer diese Art des Erzählens nicht mag, wird nicht viel Freude mit der Geschichte und der Welt haben.
Auch bei ‚Eisenwolf‘ wird man in eine unbekannte Welt geworfen, deren Details sich erst nach und nach ergeben. Rau, eisig und für mich schon fast ein bißchen unwirtlich wirkend, finden wir uns in Náklav wieder, einer Stadt, die nordischer nicht sein könnte.
Anfangs fühlte ich mich noch etwas orientierungslos, aber trotzdem war es unglaublich interessant, die ganzen Dynamiken der Stadt und ihrer Bewohner kennenzulernen. Eine komplexe Welt, die sich mir immer noch nicht in ihrer Gänze erschlossen hat. Aber das ist Siri Pettersens Stil und es gelingt ihr mühelos, nach und nach immer mehr Details zu enthüllen, neugierig zu machen, Zusammenhänge zu offenbaren. Einfach nur genial. Und dazu die Intensität der Erzählung, der Ideenreichtum, die dichte Atmosphäre. Und im Hintergrund immer diese Düsternis, diese Rauheit. Hach, ich könnte stundenlang so weiterschwärmen.
Die Story an sich wird aus mehreren Sichtweisen erzählt. Das trägt definitiv zur Komplexität bei, schafft aber auch eine gewisse Rundumsicht über die wichtigen Dinge der Stadt: Blutleserinnen, Vardari, Wolfsblut. Von den drei Charakteren mochte ich eigentlich nur Juva, die als Protagonistin auch die meiste Zeit erhält, ihre Geschichte zu erzählen. Sie hat sich von ihrer Familie entfernt, da sie ihre Ansichten nicht teilt und schlägt sich als Wolfsjägerin durch’s Leben. Doch ein Ereignis zwingt sie, sich mit ihrem Erbe auseinanderzusetzen. Sie ist ein starker Charakter, was anderes hatte ich auch nicht erwartet. Sie traut sich, Risiken einzugehen, ist hier und da aber auch noch etwas gutgläubig und leichtsinnig, was sie umso authentischer macht. Ihre Entwicklung ist richtig gut gelungen und dargestellt, ihre Zerrissenheit genauso spürbar wie ihre Hilflosigkeit, wenn ihr die Dinge entgleiten.
Alle Figuren haben einen vielschichtigen Charakter erhalten, der es teilweise nicht einfach macht, sie einzuordnen. Sind sie gut, sind sie böse? Ist das so einfach zu entscheiden? Denn welche Seite ist die Gute, welche die Böse? Und dann ist da noch dieses kleine Detail, dass Juva als Kind den Teufel gesehen hat. Existiert er wirklich? Oder war es bloß die blühende Fantasie eines Kindes? Ich werde immer noch ganz hibbelig, wenn ich daran zurückdenken, wie es sich während des Lesens angefühlt hat, die ganzen Zusammenhänge zu entdecken und die Beweggründe der Charaktere zu verstehen. Es ist einfach so perfekt..
Die Lobrede auf die Geschichte könnte noch länger werden, doch das Beste wird sein, du liest sie selbst. Sie ist nämlich etwas Besonderes. Sie hebt sich ab von anderen Geschichten, durch ihre Charaktere, ihre Welt, ihre nüchterne Grausamkeit, durch ihren Erzählstil und ihren Ideenreichtum. Und ich garantiere dir, wenn sie dich erst mal in ihren Bann gezogen hat, lässt sie dich nicht mehr los. 5 Sterne.
January 20, 2022
2,5.
Järrnulven är första boken i vad som kommer bli en trilogi och det var en bok som jag verkligen såg fram emot att läsa då jag gillade Odinsbarn mycket. Tyvärr blev jag väldigt besviken på denna.
Jag tyckte att boken var långsam och seg och även om den blev spännande mot slutet så kände jag att det inte räckte för att jag skulle tycka om den.
Jag hade också svårt för huvudkaraktären Juva, jag fastnade inte för henne och när jag inte fastnar för en karaktär så blir tyvärr hela boken sämre. Karaktärerna är så viktiga för mig. Jag tyckte att Juva var modig absolut men samtidigt var hon så naiv. Språket var däremot riktigt bra, och jag gillade alla detaljer som fanns med. Kanske läste jag denna vid fel tillfälle, jag vet inte riktigt eller så hade jag för höga förväntningar.
Jag är riktigt kluven om jag ska läsa nästa bok i serien eller inte, vi får helt enkelt se!
Järrnulven är första boken i vad som kommer bli en trilogi och det var en bok som jag verkligen såg fram emot att läsa då jag gillade Odinsbarn mycket. Tyvärr blev jag väldigt besviken på denna.
Jag tyckte att boken var långsam och seg och även om den blev spännande mot slutet så kände jag att det inte räckte för att jag skulle tycka om den.
Jag hade också svårt för huvudkaraktären Juva, jag fastnade inte för henne och när jag inte fastnar för en karaktär så blir tyvärr hela boken sämre. Karaktärerna är så viktiga för mig. Jag tyckte att Juva var modig absolut men samtidigt var hon så naiv. Språket var däremot riktigt bra, och jag gillade alla detaljer som fanns med. Kanske läste jag denna vid fel tillfälle, jag vet inte riktigt eller så hade jag för höga förväntningar.
Jag är riktigt kluven om jag ska läsa nästa bok i serien eller inte, vi får helt enkelt se!
November 10, 2020
I en norrøn verden fins en by som man kan nå ikke bare til fots eller hest på veier, men gjennom "reisesteiner". Disse må fores med blod for å virke. Ulveblod. Juva er en ulvejeger. Dessverre sprer seg ulvesyke i byen, så noen driver tydeligvis med sorte marked salg.
Juva er av blodleser ætt, men vil ikke ha noe med dem å gjøre. Hun liker ikke de enkle løgnene spådamene forer befolkningen med. Og så er det jævelen, som plaget henne siden hennes far døde. Hun kan føle ham.
Dette er nordisk fantasy på sitt aller beste. Medrivende fortelling, karakterer å elske og hemmeligheter som avsløres underveis. Tett og atmosfærisk, med fantastisk world building. Det blir en pine å vente på neste bok i serien!
Juva er av blodleser ætt, men vil ikke ha noe med dem å gjøre. Hun liker ikke de enkle løgnene spådamene forer befolkningen med. Og så er det jævelen, som plaget henne siden hennes far døde. Hun kan føle ham.
Dette er nordisk fantasy på sitt aller beste. Medrivende fortelling, karakterer å elske og hemmeligheter som avsløres underveis. Tett og atmosfærisk, med fantastisk world building. Det blir en pine å vente på neste bok i serien!
October 23, 2021
Ein grandioses Jahres-Highlight für mich. Schon jetzt kann ich die Fortsetzung kaum erwarten. An diesem
Buch habe ich einfach alles geliebt - die Geschichte, die Charaktere, die Mystik, die Geheimnisse. Scheinbar muss ich mir auch die „Rabenringe“-Trilogie von Siri Pettersen zulegen. Phänomenal!
Buch habe ich einfach alles geliebt - die Geschichte, die Charaktere, die Mystik, die Geheimnisse. Scheinbar muss ich mir auch die „Rabenringe“-Trilogie von Siri Pettersen zulegen. Phänomenal!
January 30, 2021
Rating: 2,5
Først vil jeg bare si at jeg har enorm respekt for Siri Pettersen og er en stor tilhenger av Ravneringene, og ut av denne respekten har jeg vært såpass grundig med reviewet.
Jeg likte Jernulven nok til å lese den to ganger på rappen og fortsatt være investert, til tross for flere ting som ikke var like bra. Det første som slår meg er hvor lik den er Ravneringene, og den får bare flere og flere likheter utover. Vardari er dette universets versjon av blodslavene i Ravneringene, så blod og tanntrekking er et sentralt element også her. Ulver er det samme for denne historien som ravner var for Ravneringene. Vardari, som blodslavene, lever «evig» fordi de drikker blod av en blind, fordi – spoiler alert - djevelen er en. Men mer om det senere.
Språklig er det noe med boka som føles uferdig. Språket er litt all over the place, f eks variasjon ved bruk av a- og en-endinger (men jeg er en språknerd så probably var det bare jeg som la merke til dette). Bruken av «?!» og fulle setninger I STORE BOKSTAVER når det ropes føles som noe man ser i barnebøker. Men Siri skriver ellers veldig godt og det er noen fordømte gode skildringer inni her.
Prologen er jeg usikker på nytten for. Den er såpass vag at vi ikke engang vet hva den betyr og den er glemt resten av boka. Vi ser Evna våkne når mekanismen i Veiviseren aktiveres, fra Nafraims synspunkt her også. Samme greie.
Boka forteller oss ting i stedet for å vise. En del av meg beundrer Siri for å slippe unna med dette, når dette er den ene regelen jeg som aspirerende forfatter har fått hamret inn siden jeg var barn. Det viser jo at man kan skrive en suksessfull bok selv om man bryter den gylne regelen gjennom hovedsakelig hele boka, og det er jo litt… betryggende, på en måte? Men jeg skulle ønske Siri viste oss ting mer, i stedet for å prioritere indre dialog så mye.
Et eksempel er at vi til stadighet får høre at Juva ikke har grep om virkeligheten, men det vises aldri, så det føles ikke ekte. Under ulvejakta i begynnelsen av boka havner Juva under en ulv som utløser et traumatisk minne, men hun blir bare litt skjelven og fortsetter helt som før etterpå. Her var en gyllen sjanse til å vise Juvas traumereaksjon, og sett kameratene hennes snakke henne ned og hjelpe henne forstå hva som er ekte og ikke.
Hovedkarakterene innser store åpenbaringer eller drar skråsikre konklusjoner basert på ingenting. Juva forstår f eks at Lagalune ble forgiftet av Nafraim ut ifra en veldig vag setning.
Det er som Siri er redd for at leseren ikke skal forstå hint og symbolikk. Alt må slås inn med hammer. Et eksempel er scenen i våpenbutikken da Nafraim kommer inn. «Mors morder sto foran henne. Mors og Soldes. Mannen som hadde gjort ende på Seidalaugs ledere, og nå var han her for å få det mor ikke hadde villet gi han.» Hvis det rådet noen tvil om noen av disse tingene som vi allerede vet.
Overforklaring som dette er noe man forventer i en barnebok, ikke en bok for unge voksne og voksne. Gjentakelser går også igjen gjennom hele boka. Vi blir ofte fortalt ting, for så å vises det igjen gjennom dialog like etterpå.
I Dukkene-kapittelet myrdes Seidalaug og alt forklares oss øyeblikkelig i Juvas indre monolog. Juva innser så uten noen form for bevis eller antydninger at Jernulven ikke bare er ekte, han finnes et sted i huset. Pga en vag setning som moren sa før hun døde, som ikke antydet dette. Enda en gang får vi en stor avsløring fortalt til oss uten noen oppbygning eller grunn.
Like etter vet Juva at blodleserkortet kan lede henne til djevelen for absolutt ingen grunn. Tingen er at Juva legger merke til mønsteret på kortet litt senere – her burde hun forstått at det var en ledetråd, fordi her gir det mening at hun kunne forstått det.
Juva innser at Rugen er ulvesjuk og velger å gjøre ingenting med det fordi «han hadde tross alt stilt opp for henne», selv om alt hun vil er å bli en rød jeger og virket til å ta den rollen veldig seriøst.
Bein-kapittelet er det mest spennende i boka etter min mening. Det var så gøy å se Juva løse gåter og forsøke å finne seg frem til djevelen, gjennom finurlige mekanismer. Hun skjønner at skuffen nederst i morens kommode er som en trylleboks. Om en slik boks hadde blitt vist oss tidligere i boka, så kunne vi ha forstått og vært med på jakten sammen med Juva, i stedet for å betrakte henne gjøre det alene uten forutsetning for å forstå løsningen på gåtene selv. Det er i hvert fall veldig kult å lese bøker hvor vi har kunnskap om ting så vi kan føle oss smarte når vi forstår ting før hovedpersonen gjør det.
Da Juva blir med Broddmar på jakt etter en ulvesjuk, innser hun at et barn gjemmer seg i pipa mens faren lager lyder bak en dør for å distrahere den ulvesjuke. Alt dette forklares i et avsnitt, i stedet for å antydes og la oss forstå det på egen hånd, og dreper mye av spenningen.
Denne scenen gjør at Juva forstår at en pipe er et godt gjemmested og fører til at hun finner inngangen til djevelen hjemme ned pipa der – dette er en bra og naturlig måte for henne å få denne ideen på. Karakterer burde lære ting som gir de større forståelse, og trekke konklusjoner ut av det, i stedet for at det de trenger å vite plutselig slår ned i dem ut av det blå fordi det er beleilig.
Det som skurret veldig hos meg er at Juva går rett ned til djevelen, kilden til hennes ekstreme traumer gjennom halve livet, uten å nøle.
Det er avsløringen av djevelen som er det største sviket. Jeg kan enda ikke tro at etter all denne oppbygningen, alle disse skildringene av djevelen som et forvridd beist, halvt ulv, halv mann, umenneskelig og forferdelig – er en (SUKK) umpiri.
Jeg fikk sjokk. Det var så forutsigbart at jeg ikke trodde det kunne være så enkelt. No way!
Etter en hel trilogi hvor umpiri sto i sentrum, får vi en splitter ny bokserie hvor umpiri også står i sentrum. Bare at her har de et annet navn som får meg til å tro at dette er en annen undergruppe av umpiri, eller noe. Et flunkende nytt univers med uendelig av muligheter, og Siri gjenbruker de blinde fra Ravneringene. Whyyyyyy?
(Men, okay, la oss late som jeg ikke hadde lest Ravneringene og ikke visste om umpiri. Jeg hadde fortsatt vært underveldet og skuffet. Jeg elsker et bra, skrekkelig monster, et urgammelt vesen med stor visdom og krefter. Det vi fikk var kjekk fyr, som Juva har vittig dialog med og blir kåt på. Jeg er bare… Jeg er så skuffet. Jeg slo av 1 stjerne av boka pga dette.)
I siste akt er det flere avsløringer som ikke leder til noe.
- At Solde var den som drepte Lagalune hadde bare vært effektfullt om Solde fortsatt levde, for det hadde skapt konflikt. Det kunne likså godt vært Nafraim som hadde forgiftet Lagalune. Det endrer ingenting.
- Grif ga Juva evnen til å sanse han. Spiller det noen rolle? Konflikten løses med en gang han forklarer seg.
- Juva blir fortalt at hun kan kontrollere hjertene hun sanser, men hvorfor trenger hun det når hun allerede har (en veldig kul) armbrøst, og både kyndighet og løyve til å bruke den? Denne avsløringen hadde bare fungert om hun faktisk trengte disse evnene, men hun har klart seg helt fint uten dem.
- Ester er ulvesjuk for en eller annen grunn, og Juva må drepe henne. Vet ikke helt hva det var meningen med.
Klimakset er veldig fort over og er ikke spennende, fordi vi har fått absolutt alle detaljer av klimakset forklart til oss før det skjer. Karakterene går igjennom planen, og akkurat det de har etablert skal skje, skjer. Ingen overraskelser, ingen twists. (Hvis du ikke teller at Grif bruker Juva som skjold og klorer henne opp som en twist, som jeg ikke gjør.)
Generelt har jeg lite å si om karakterene. Ingen av dem gjorde store inntrykk hos meg. Nafraim grodde litt på meg, og jeg synes Rugen var den mest definerte karakteren som var veldig enkel å forstå seg på right off the bat. Solde er en mean girl for mean girl’s sake. Hun kunne blitt skildret som en sadistisk, psykopatisk mastermind (slik det fortelles at hun er) men skildres som en utålelig tenåringsjente i stedet. Juvas motivasjoner skjønte jeg aldri. Grif interesserte meg ikke. Dette er mer personlig smak, antar jeg.
Innser at jeg har gjort det vanskelig for folk å tro at jeg likte boka etter disse tankene. Men det gjør jeg! Ish. Siri skaper sinnssykt kule universer, jeg skulle bare ønske hun tonet ned på overforklaringer og indre dialog. Det er mange spennende locations som jeg elsket, og jeg elsket estetikken på det hele. Den røde jegerdrakta var dødskul. Første halvdel av boka var ganske sterk og holdt oppmerksomheten min. Den burde ha fokusert på de sterkeste aspektene utover: jakt (som ulvejakta i skogen i begynnelsen – kjempekult!! - «jakten» på de ulvesjuke føltes ikke som jakt overhodet), og å løse gåter (som når Juva skal finne djevelen – kjempegøy!!) Mer av dette, please!!
Jeg venter tålmodig på oppfølgeren.
Først vil jeg bare si at jeg har enorm respekt for Siri Pettersen og er en stor tilhenger av Ravneringene, og ut av denne respekten har jeg vært såpass grundig med reviewet.
Jeg likte Jernulven nok til å lese den to ganger på rappen og fortsatt være investert, til tross for flere ting som ikke var like bra. Det første som slår meg er hvor lik den er Ravneringene, og den får bare flere og flere likheter utover. Vardari er dette universets versjon av blodslavene i Ravneringene, så blod og tanntrekking er et sentralt element også her. Ulver er det samme for denne historien som ravner var for Ravneringene. Vardari, som blodslavene, lever «evig» fordi de drikker blod av en blind, fordi – spoiler alert - djevelen er en. Men mer om det senere.
Språklig er det noe med boka som føles uferdig. Språket er litt all over the place, f eks variasjon ved bruk av a- og en-endinger (men jeg er en språknerd så probably var det bare jeg som la merke til dette). Bruken av «?!» og fulle setninger I STORE BOKSTAVER når det ropes føles som noe man ser i barnebøker. Men Siri skriver ellers veldig godt og det er noen fordømte gode skildringer inni her.
Prologen er jeg usikker på nytten for. Den er såpass vag at vi ikke engang vet hva den betyr og den er glemt resten av boka. Vi ser Evna våkne når mekanismen i Veiviseren aktiveres, fra Nafraims synspunkt her også. Samme greie.
Boka forteller oss ting i stedet for å vise. En del av meg beundrer Siri for å slippe unna med dette, når dette er den ene regelen jeg som aspirerende forfatter har fått hamret inn siden jeg var barn. Det viser jo at man kan skrive en suksessfull bok selv om man bryter den gylne regelen gjennom hovedsakelig hele boka, og det er jo litt… betryggende, på en måte? Men jeg skulle ønske Siri viste oss ting mer, i stedet for å prioritere indre dialog så mye.
Et eksempel er at vi til stadighet får høre at Juva ikke har grep om virkeligheten, men det vises aldri, så det føles ikke ekte. Under ulvejakta i begynnelsen av boka havner Juva under en ulv som utløser et traumatisk minne, men hun blir bare litt skjelven og fortsetter helt som før etterpå. Her var en gyllen sjanse til å vise Juvas traumereaksjon, og sett kameratene hennes snakke henne ned og hjelpe henne forstå hva som er ekte og ikke.
Hovedkarakterene innser store åpenbaringer eller drar skråsikre konklusjoner basert på ingenting. Juva forstår f eks at Lagalune ble forgiftet av Nafraim ut ifra en veldig vag setning.
Det er som Siri er redd for at leseren ikke skal forstå hint og symbolikk. Alt må slås inn med hammer. Et eksempel er scenen i våpenbutikken da Nafraim kommer inn. «Mors morder sto foran henne. Mors og Soldes. Mannen som hadde gjort ende på Seidalaugs ledere, og nå var han her for å få det mor ikke hadde villet gi han.» Hvis det rådet noen tvil om noen av disse tingene som vi allerede vet.
Overforklaring som dette er noe man forventer i en barnebok, ikke en bok for unge voksne og voksne. Gjentakelser går også igjen gjennom hele boka. Vi blir ofte fortalt ting, for så å vises det igjen gjennom dialog like etterpå.
I Dukkene-kapittelet myrdes Seidalaug og alt forklares oss øyeblikkelig i Juvas indre monolog. Juva innser så uten noen form for bevis eller antydninger at Jernulven ikke bare er ekte, han finnes et sted i huset. Pga en vag setning som moren sa før hun døde, som ikke antydet dette. Enda en gang får vi en stor avsløring fortalt til oss uten noen oppbygning eller grunn.
Like etter vet Juva at blodleserkortet kan lede henne til djevelen for absolutt ingen grunn. Tingen er at Juva legger merke til mønsteret på kortet litt senere – her burde hun forstått at det var en ledetråd, fordi her gir det mening at hun kunne forstått det.
Juva innser at Rugen er ulvesjuk og velger å gjøre ingenting med det fordi «han hadde tross alt stilt opp for henne», selv om alt hun vil er å bli en rød jeger og virket til å ta den rollen veldig seriøst.
Bein-kapittelet er det mest spennende i boka etter min mening. Det var så gøy å se Juva løse gåter og forsøke å finne seg frem til djevelen, gjennom finurlige mekanismer. Hun skjønner at skuffen nederst i morens kommode er som en trylleboks. Om en slik boks hadde blitt vist oss tidligere i boka, så kunne vi ha forstått og vært med på jakten sammen med Juva, i stedet for å betrakte henne gjøre det alene uten forutsetning for å forstå løsningen på gåtene selv. Det er i hvert fall veldig kult å lese bøker hvor vi har kunnskap om ting så vi kan føle oss smarte når vi forstår ting før hovedpersonen gjør det.
Da Juva blir med Broddmar på jakt etter en ulvesjuk, innser hun at et barn gjemmer seg i pipa mens faren lager lyder bak en dør for å distrahere den ulvesjuke. Alt dette forklares i et avsnitt, i stedet for å antydes og la oss forstå det på egen hånd, og dreper mye av spenningen.
Denne scenen gjør at Juva forstår at en pipe er et godt gjemmested og fører til at hun finner inngangen til djevelen hjemme ned pipa der – dette er en bra og naturlig måte for henne å få denne ideen på. Karakterer burde lære ting som gir de større forståelse, og trekke konklusjoner ut av det, i stedet for at det de trenger å vite plutselig slår ned i dem ut av det blå fordi det er beleilig.
Det som skurret veldig hos meg er at Juva går rett ned til djevelen, kilden til hennes ekstreme traumer gjennom halve livet, uten å nøle.
Det er avsløringen av djevelen som er det største sviket. Jeg kan enda ikke tro at etter all denne oppbygningen, alle disse skildringene av djevelen som et forvridd beist, halvt ulv, halv mann, umenneskelig og forferdelig – er en (SUKK) umpiri.
Jeg fikk sjokk. Det var så forutsigbart at jeg ikke trodde det kunne være så enkelt. No way!
Etter en hel trilogi hvor umpiri sto i sentrum, får vi en splitter ny bokserie hvor umpiri også står i sentrum. Bare at her har de et annet navn som får meg til å tro at dette er en annen undergruppe av umpiri, eller noe. Et flunkende nytt univers med uendelig av muligheter, og Siri gjenbruker de blinde fra Ravneringene. Whyyyyyy?
(Men, okay, la oss late som jeg ikke hadde lest Ravneringene og ikke visste om umpiri. Jeg hadde fortsatt vært underveldet og skuffet. Jeg elsker et bra, skrekkelig monster, et urgammelt vesen med stor visdom og krefter. Det vi fikk var kjekk fyr, som Juva har vittig dialog med og blir kåt på. Jeg er bare… Jeg er så skuffet. Jeg slo av 1 stjerne av boka pga dette.)
I siste akt er det flere avsløringer som ikke leder til noe.
- At Solde var den som drepte Lagalune hadde bare vært effektfullt om Solde fortsatt levde, for det hadde skapt konflikt. Det kunne likså godt vært Nafraim som hadde forgiftet Lagalune. Det endrer ingenting.
- Grif ga Juva evnen til å sanse han. Spiller det noen rolle? Konflikten løses med en gang han forklarer seg.
- Juva blir fortalt at hun kan kontrollere hjertene hun sanser, men hvorfor trenger hun det når hun allerede har (en veldig kul) armbrøst, og både kyndighet og løyve til å bruke den? Denne avsløringen hadde bare fungert om hun faktisk trengte disse evnene, men hun har klart seg helt fint uten dem.
- Ester er ulvesjuk for en eller annen grunn, og Juva må drepe henne. Vet ikke helt hva det var meningen med.
Klimakset er veldig fort over og er ikke spennende, fordi vi har fått absolutt alle detaljer av klimakset forklart til oss før det skjer. Karakterene går igjennom planen, og akkurat det de har etablert skal skje, skjer. Ingen overraskelser, ingen twists. (Hvis du ikke teller at Grif bruker Juva som skjold og klorer henne opp som en twist, som jeg ikke gjør.)
Generelt har jeg lite å si om karakterene. Ingen av dem gjorde store inntrykk hos meg. Nafraim grodde litt på meg, og jeg synes Rugen var den mest definerte karakteren som var veldig enkel å forstå seg på right off the bat. Solde er en mean girl for mean girl’s sake. Hun kunne blitt skildret som en sadistisk, psykopatisk mastermind (slik det fortelles at hun er) men skildres som en utålelig tenåringsjente i stedet. Juvas motivasjoner skjønte jeg aldri. Grif interesserte meg ikke. Dette er mer personlig smak, antar jeg.
Innser at jeg har gjort det vanskelig for folk å tro at jeg likte boka etter disse tankene. Men det gjør jeg! Ish. Siri skaper sinnssykt kule universer, jeg skulle bare ønske hun tonet ned på overforklaringer og indre dialog. Det er mange spennende locations som jeg elsket, og jeg elsket estetikken på det hele. Den røde jegerdrakta var dødskul. Første halvdel av boka var ganske sterk og holdt oppmerksomheten min. Den burde ha fokusert på de sterkeste aspektene utover: jakt (som ulvejakta i skogen i begynnelsen – kjempekult!! - «jakten» på de ulvesjuke føltes ikke som jakt overhodet), og å løse gåter (som når Juva skal finne djevelen – kjempegøy!!) Mer av dette, please!!
Jeg venter tålmodig på oppfølgeren.
This entire review has been hidden because of spoilers.
December 30, 2021
Järnulven handlar om en liten flicka som tvingas glömma att hon sett djävulen. En ung man som förråder sin älskade för att få evigt liv och ett mystiskt som börjar ticka efter sexhundra år av stillhet. Hemligheter blossar upp som legat begravda i flera generationer.
Siri Pettersen är mästare på att skapa världar som är både unika, men också väldigt trovärdiga. Hon är fantastiskt på att få till känslan, lukter, smaker och atmosfären i berättelser och det är en fröjd att vända blad i hennes böcker för att se vart historien ska bära fram. Huvudpersonen, Juva, är en makalös karaktär att få följa och jag älskar hennes sätt att vara; modig men samtidigt livrädd. Det känns som en karaktär som många kan känna igen sig i.
Emellanåt går historien lite för långsamt i min smak, och många gånger tycker jag även att Pettersen upprepar saker som vi redan vet, och upprepar dem på ett sådant sätt som gör så att boken stundtals känns lite repetitiv. Början kändes också väldigt seg innan boken kom igång ordentligt och gjorde det omöjligt att sluta läsa.
En fantastisk start, om än lite seg, till en ny serie av Pettersen!
Tack för recensionsexemplar B Wahlströms.
Siri Pettersen är mästare på att skapa världar som är både unika, men också väldigt trovärdiga. Hon är fantastiskt på att få till känslan, lukter, smaker och atmosfären i berättelser och det är en fröjd att vända blad i hennes böcker för att se vart historien ska bära fram. Huvudpersonen, Juva, är en makalös karaktär att få följa och jag älskar hennes sätt att vara; modig men samtidigt livrädd. Det känns som en karaktär som många kan känna igen sig i.
Emellanåt går historien lite för långsamt i min smak, och många gånger tycker jag även att Pettersen upprepar saker som vi redan vet, och upprepar dem på ett sådant sätt som gör så att boken stundtals känns lite repetitiv. Början kändes också väldigt seg innan boken kom igång ordentligt och gjorde det omöjligt att sluta läsa.
En fantastisk start, om än lite seg, till en ny serie av Pettersen!
Tack för recensionsexemplar B Wahlströms.
November 4, 2020
Intens bok med gode karakterer i en troverdig og interessant verden. Anbefales!
November 24, 2023
Liker at verdenen har god størrelse og er gjennomført, og at boka hinter til Ravneringene-serien! Den tok seg opp mot slutten/halvveis ish og lurer på hva som skjer videre:)
May 8, 2025
Ååå denne var bra!! Må fortsette videre
May 17, 2021
So... where do we start? I have so much to say about this book, I am afraid I would need a whole book just to praise this one!
To be fair, I am a HUGE fan of the author since she came out with Odinsbarn. So here you know, my review would totally be biased. Sorry not so sorry.
Plot.
Juva, the main character, is a wolf hunter. She hunts down wolves to trade their fur and teeth, but most of all their blood, which literally makes Juva's whole world move. She comes from a long dynasty of "Blood-readers", which may have been cool and mighty in the past, but now have transformed into the worst lobby of corrupt charlatans.
Juva wants to flee from her family and her troubled past as an abused child, which she thinks is the main cause of her panic attacks and "fluttering heart".
But when her mother dies in obscure circumstances, she has to come back to the world she had forsaken in order to save it. She is unwillingly swept into a whirlwind of murders, mysteries and ancient blood magic, she meets creatures that once only inhabited her worst nightmares. Will she have what it takes to take up the mantle of her ancestors and save her world from the consequences of a 600-years old mistake?
My review.
The world.
The setting of this story is, as the author states, in the same universe as Ravneringerne-series. It is a multi-world universe, as the one from Norse mythology, one might say. Lots of different worlds linked by these mysterious stone circles that many centuries before allowed people to travel across the universe.
Juva's story begins exactly when the Ravneringerne-series ends, and in Järnulven we find LOTS of references to the series, references that help the reader understand how the worlds are connected.
As a fan of the old trilogy... I LOVED THAT!! For me, reading was like a Easter-egg hunt. And I giggled like a little baby every time I spotted a reference to Ravneringerne that I could understand but the protagonist could not (Feels good to be an omniscient god, yes...)
I had re-read the whole Ravneringerne just before this book came out in order to refresh my memory. I enjoyed it as hell, although I did not need to do it, since everything is explained well enough in Järnulven. One could approach this book without having read the previous trilogy. And this is awesome, I think.
What else can I say? Siri Pettersen is a GENIUS of world-building. She writes as if she has been there, and her writing gives the reader the same exact feeling of actually walking down those streets, smelling the scents, looking at the lanterns...
And I love the fact that the reader discovers more and more of the world along with the protagonist. Nothing is given to us, we have to tag along to know more.
The characters
The first feeling I had about this book is that of a much more mature novel. Siri has grown up in her writing style, but also in the plot and the characters. Juva herself is much more mature than Hirka, both in age (Juva is around 20, while Hirka was 15 in Odinsbarn) and thoughts. She lives in an adult world and uses a very mature language. All the other important character are also adults (much older than Juva) with very adult problems.
I very very very much loved this. I read Odinsbarn when I was 23, and (as much as I love YA literature) I felt Hirka's way of thinking quite childish and difficult to understand. It was hard for me to feel what she felt. Now I'm almost 30, but I did not have the same problem with Juva. I am SO GLAD that Siri finally decided to explore the complexities and hardships of adult life with this new series! I really can relate with these characters, with all of them!
I absolutely ADORE the way Siri shapes her characters. They have so many sides, they are not stereotyped at all. It is hard to get to know them properly, to label them, because as soon as you think you understood a character, they show up a new side of them you don't know where to place. This brings us to one of the main themes of this book: the super-thin edge between good and evil, and how they very often mix together.
Now there's one character I fell properly in love with (spoiler)...
The story.
As the author described it in an interview, this story could be labeled as a noir thriller, with fantasy elements. It is far different from the classical "quest-plot" we had in Ravneringerne, and the mystery element is HUGE in this book. Personally I am not a huge fan of crime fiction and thrillers, but I very much liked what this mix of genres turned out to be. For me, it was perfect because I could focus more on the fantasy side and less on the crime, and the magical elements made the mystery actually more enjoyable than it would have been, say, if it where set in the real world. For one who likes crime more than fantasy, this novel could help them enjoy fantasy a bit more.
This story has the potential to catch a broad spectrum of readers!
And as mentioned before, this is a much more adult novel than Ravneringerne, both in plot, language and characters. Järnulven is placed as "teens- YA" at my library, but I would definitely recommend it for a public between 20 and 30.
Last thoughts.
They say Siri Pettersen is "Norway's fantasy queen". Well, heck yes. I would say Europe's fantasy queen.
Sprung from Norse mythology and folklore, her novels reach out to a public of both old and new fantasy-readers.
Her characters are nobodies, outcasts, and do not seek fame.
They just struggle with daily life, like you and me. Only, with a bit of magic (AND BLOOD, LOTS OF BLOOD).
You who have outgrown Harry Potter, but are tired of dragons, never-ending wars and dynasties of bad rulers... just hear me out and read this book. Her books. Please. Just do it.
To be fair, I am a HUGE fan of the author since she came out with Odinsbarn. So here you know, my review would totally be biased. Sorry not so sorry.
Plot.
Juva, the main character, is a wolf hunter. She hunts down wolves to trade their fur and teeth, but most of all their blood, which literally makes Juva's whole world move. She comes from a long dynasty of "Blood-readers", which may have been cool and mighty in the past, but now have transformed into the worst lobby of corrupt charlatans.
Juva wants to flee from her family and her troubled past as an abused child, which she thinks is the main cause of her panic attacks and "fluttering heart".
But when her mother dies in obscure circumstances, she has to come back to the world she had forsaken in order to save it. She is unwillingly swept into a whirlwind of murders, mysteries and ancient blood magic, she meets creatures that once only inhabited her worst nightmares. Will she have what it takes to take up the mantle of her ancestors and save her world from the consequences of a 600-years old mistake?
My review.
The world.
The setting of this story is, as the author states, in the same universe as Ravneringerne-series. It is a multi-world universe, as the one from Norse mythology, one might say. Lots of different worlds linked by these mysterious stone circles that many centuries before allowed people to travel across the universe.
Juva's story begins exactly when the Ravneringerne-series ends, and in Järnulven we find LOTS of references to the series, references that help the reader understand how the worlds are connected.
As a fan of the old trilogy... I LOVED THAT!! For me, reading was like a Easter-egg hunt. And I giggled like a little baby every time I spotted a reference to Ravneringerne that I could understand but the protagonist could not (Feels good to be an omniscient god, yes...)
I had re-read the whole Ravneringerne just before this book came out in order to refresh my memory. I enjoyed it as hell, although I did not need to do it, since everything is explained well enough in Järnulven. One could approach this book without having read the previous trilogy. And this is awesome, I think.
What else can I say? Siri Pettersen is a GENIUS of world-building. She writes as if she has been there, and her writing gives the reader the same exact feeling of actually walking down those streets, smelling the scents, looking at the lanterns...
And I love the fact that the reader discovers more and more of the world along with the protagonist. Nothing is given to us, we have to tag along to know more.
The characters
The first feeling I had about this book is that of a much more mature novel. Siri has grown up in her writing style, but also in the plot and the characters. Juva herself is much more mature than Hirka, both in age (Juva is around 20, while Hirka was 15 in Odinsbarn) and thoughts. She lives in an adult world and uses a very mature language. All the other important character are also adults (much older than Juva) with very adult problems.
I very very very much loved this. I read Odinsbarn when I was 23, and (as much as I love YA literature) I felt Hirka's way of thinking quite childish and difficult to understand. It was hard for me to feel what she felt. Now I'm almost 30, but I did not have the same problem with Juva. I am SO GLAD that Siri finally decided to explore the complexities and hardships of adult life with this new series! I really can relate with these characters, with all of them!
I absolutely ADORE the way Siri shapes her characters. They have so many sides, they are not stereotyped at all. It is hard to get to know them properly, to label them, because as soon as you think you understood a character, they show up a new side of them you don't know where to place. This brings us to one of the main themes of this book: the super-thin edge between good and evil, and how they very often mix together.
Now there's one character I fell properly in love with (spoiler)...
The story.
As the author described it in an interview, this story could be labeled as a noir thriller, with fantasy elements. It is far different from the classical "quest-plot" we had in Ravneringerne, and the mystery element is HUGE in this book. Personally I am not a huge fan of crime fiction and thrillers, but I very much liked what this mix of genres turned out to be. For me, it was perfect because I could focus more on the fantasy side and less on the crime, and the magical elements made the mystery actually more enjoyable than it would have been, say, if it where set in the real world. For one who likes crime more than fantasy, this novel could help them enjoy fantasy a bit more.
This story has the potential to catch a broad spectrum of readers!
And as mentioned before, this is a much more adult novel than Ravneringerne, both in plot, language and characters. Järnulven is placed as "teens- YA" at my library, but I would definitely recommend it for a public between 20 and 30.
Last thoughts.
They say Siri Pettersen is "Norway's fantasy queen". Well, heck yes. I would say Europe's fantasy queen.
Sprung from Norse mythology and folklore, her novels reach out to a public of both old and new fantasy-readers.
Her characters are nobodies, outcasts, and do not seek fame.
They just struggle with daily life, like you and me. Only, with a bit of magic (AND BLOOD, LOTS OF BLOOD).
You who have outgrown Harry Potter, but are tired of dragons, never-ending wars and dynasties of bad rulers... just hear me out and read this book. Her books. Please. Just do it.
March 21, 2021
Das Cover passt unglaublich gut zum Buch und zu manchen Ereignissen im Buch. Es ist düster und blutig - was das Buch auch ist. Es isr also perfekt für die Geschichte.
Auch der Schreibstil konnte mich von der ersten Seite an überzeugen, denn er ist flüssig, unglaublich spannend und sehr düster, genau die Mischung, die ich liebe. Dadurch, dass die Kapitel, besonders am Anfang, aus verschiedenen Sichten geschrieben sind, lernt man die verschiedenen Charaktere etwas besser kennen und versteht so einige Handlungen und Entscheidungen besser, nicht immer, aber eben manchmal. Ich bin gut und einfach ins Buch reingekommen und spätestens ab der Hälfte konnte ich es nicht mehr aus den Händen legen.
Besonders Juva hat mich positiv überrascht, denn ihre Charakterentwicklung war unglaublich. Klar hat sie an manchen Stellen ein bisschen vorschnell und unüberlegt gehandelt und den ein oder anderen Fehler gemacht, aber genau das hat sie so "echt" wirken lassen. Sie macht Fehler und ist auf jeden Fall nicht perfekt und genau das macht sie zum perfekten Charakter :D Aber auch die anderen Charaktere warfen unglaublich gut beschrieben. Bei dem ein oder anderen wusste ich bis zum Schluss nicht genau, was ich von ihm oder ihr halten soll, bei manchen weiß ich es noch immer nicht so genau.
Insgesamt also ein wirklich geniales Buch mit super Charakteren und einem genialen Schreibstil. Man muss die anderen Bücher von ihr nicht unbedingt kennen, um dieses Buch zu lesen (habe sie nicht gelesen und bin trotzdem vollkommen überzeugt.) Ich werde nun unbedingt auch ihre andere Reihe lesen und warte gespannt auf den nächsten Teil dieser Reihe. Absolute Empfehlung von mir.
4,5/5 Sterne
Auch der Schreibstil konnte mich von der ersten Seite an überzeugen, denn er ist flüssig, unglaublich spannend und sehr düster, genau die Mischung, die ich liebe. Dadurch, dass die Kapitel, besonders am Anfang, aus verschiedenen Sichten geschrieben sind, lernt man die verschiedenen Charaktere etwas besser kennen und versteht so einige Handlungen und Entscheidungen besser, nicht immer, aber eben manchmal. Ich bin gut und einfach ins Buch reingekommen und spätestens ab der Hälfte konnte ich es nicht mehr aus den Händen legen.
Besonders Juva hat mich positiv überrascht, denn ihre Charakterentwicklung war unglaublich. Klar hat sie an manchen Stellen ein bisschen vorschnell und unüberlegt gehandelt und den ein oder anderen Fehler gemacht, aber genau das hat sie so "echt" wirken lassen. Sie macht Fehler und ist auf jeden Fall nicht perfekt und genau das macht sie zum perfekten Charakter :D Aber auch die anderen Charaktere warfen unglaublich gut beschrieben. Bei dem ein oder anderen wusste ich bis zum Schluss nicht genau, was ich von ihm oder ihr halten soll, bei manchen weiß ich es noch immer nicht so genau.
Insgesamt also ein wirklich geniales Buch mit super Charakteren und einem genialen Schreibstil. Man muss die anderen Bücher von ihr nicht unbedingt kennen, um dieses Buch zu lesen (habe sie nicht gelesen und bin trotzdem vollkommen überzeugt.) Ich werde nun unbedingt auch ihre andere Reihe lesen und warte gespannt auf den nächsten Teil dieser Reihe. Absolute Empfehlung von mir.
4,5/5 Sterne
June 26, 2021
Jest to książka z niesamowicie mrocznym klimatem, oryginalną fabułą i realnymi bohaterami. Tamten świat jest pełen spisków, nałogów, śmierci i tajemnic. Główną bohaterką jest Juva, która pragnie odciąć się od własnych korzeni i ucieka w świat polowań. Z urodzenia jest czytającą z krwi, jednak swoje dziedzictwo uważa za wielkie oszustwo.
Dawno nie czytałam takiej książki. Niesamowicie intrygująca, częściowo czułam dyskomfort, miejscami była dziwna, a jednak nie mogłam przestać jej czytać, byłam zbyt ciekawa co tam się wydarzy i do czego to wszystko zmierza. Czyje pobudki są słuszne? Czy diabeł istnieje? O co tam chodzi?!
Do połowy książki dzieje się naprawdę dużo i to w szybkim tempie, panuje lekki chaos, przez co należy czytać ją w skupieniu, bo łatwo się pogubić. Później, kiedy wszystkie ścieżki przestały się plątać i ułożyły się w jedną całość wszystko staje się jasne i wtedy rozpoczyna się prawdziwa gra w kotka i myszkę. Bohaterowie są wykreowani dość oszczędnie, co działa troszkę na minus, ale jednocześnie pozostawia ciągły powiew tajemniczości. Opisy są idealne, nie są przesadnie szczegółowe, ale są rozbudowane na tyle, że łatwo sobie wszystko wyobrazić i poczuć zaplanowany klimat.
To naprawdę dobra historia, podobała mi się, chociaż nie wszystko mnie tam przekonało, pewne pomysły nie zaskoczyły u mnie tak jak powinny, do tego czasem coś w moim odczuciu działo się nienaturalnie szybko (ale plusem tego było to, że nie dało się nudzić).
Dawno nie czytałam takiej książki. Niesamowicie intrygująca, częściowo czułam dyskomfort, miejscami była dziwna, a jednak nie mogłam przestać jej czytać, byłam zbyt ciekawa co tam się wydarzy i do czego to wszystko zmierza. Czyje pobudki są słuszne? Czy diabeł istnieje? O co tam chodzi?!
Do połowy książki dzieje się naprawdę dużo i to w szybkim tempie, panuje lekki chaos, przez co należy czytać ją w skupieniu, bo łatwo się pogubić. Później, kiedy wszystkie ścieżki przestały się plątać i ułożyły się w jedną całość wszystko staje się jasne i wtedy rozpoczyna się prawdziwa gra w kotka i myszkę. Bohaterowie są wykreowani dość oszczędnie, co działa troszkę na minus, ale jednocześnie pozostawia ciągły powiew tajemniczości. Opisy są idealne, nie są przesadnie szczegółowe, ale są rozbudowane na tyle, że łatwo sobie wszystko wyobrazić i poczuć zaplanowany klimat.
To naprawdę dobra historia, podobała mi się, chociaż nie wszystko mnie tam przekonało, pewne pomysły nie zaskoczyły u mnie tak jak powinny, do tego czasem coś w moim odczuciu działo się nienaturalnie szybko (ale plusem tego było to, że nie dało się nudzić).
June 25, 2025
3,85 ⭐️
Mulla jäi aikoinaan Pettersenin Korpinkehät -trilogia kesken. Se ei onnistunut nappaamaan minua mukaansa. Taisin saada ensimmäisen osan vain luettua. Rautasusi kuitenkin oli sen verran erilainen ja omasi enemmän imua, joten minulle jäi houkutus tarttua myös seuraavaan osaan. Esimerkiksi lopussa enemmän näyttämölle astuva Kefla sai mielenkiintoni heräämään. Ja pakko saada tietää tuleeko Grif kostamaan.
Rautasusi oli synkkää fantasiaa, jonka fantasiamaailma on melko realistinen, jos ei lasketa vardareita, iäisiä, verenlukijoita, teleporttikiviä, susitautia ja synkkää rinnakaismaailmaa, josta puhuttiin vielä vain ohimennen. Magiasysteemi ei myöskään ollut mitenkään tavanomainen, joten minulla meni hetki päästä sisälle siihen, miten kaikki toimii. Juva oli päähenkilönä kiinnostavan rosoinen. Uudenlainen punahilkka, joka metsästää susia työkseen ja joutuu johtavaan asemaan vähän tahtomattaan. Juvassa oli sellaista kapinallista fmc henkeä, mitä useimmissa fantasiakirjoissa nykyään on. Ja ei siinä mitään, sillä minä pidän vahvoista ja omapäisistä naishahmoista, jotka eivät ole täydellisiä.
Tämä aikuisille suunnattu synkkä fantasiasarja on mielestäni siis parempi kuin Korpinkehät-trilogia. Jännittävää nähdä mihin suuntaan juoni lähtee kehkeytymään.
Mulla jäi aikoinaan Pettersenin Korpinkehät -trilogia kesken. Se ei onnistunut nappaamaan minua mukaansa. Taisin saada ensimmäisen osan vain luettua. Rautasusi kuitenkin oli sen verran erilainen ja omasi enemmän imua, joten minulle jäi houkutus tarttua myös seuraavaan osaan. Esimerkiksi lopussa enemmän näyttämölle astuva Kefla sai mielenkiintoni heräämään. Ja pakko saada tietää tuleeko Grif kostamaan.
Rautasusi oli synkkää fantasiaa, jonka fantasiamaailma on melko realistinen, jos ei lasketa vardareita, iäisiä, verenlukijoita, teleporttikiviä, susitautia ja synkkää rinnakaismaailmaa, josta puhuttiin vielä vain ohimennen. Magiasysteemi ei myöskään ollut mitenkään tavanomainen, joten minulla meni hetki päästä sisälle siihen, miten kaikki toimii. Juva oli päähenkilönä kiinnostavan rosoinen. Uudenlainen punahilkka, joka metsästää susia työkseen ja joutuu johtavaan asemaan vähän tahtomattaan. Juvassa oli sellaista kapinallista fmc henkeä, mitä useimmissa fantasiakirjoissa nykyään on. Ja ei siinä mitään, sillä minä pidän vahvoista ja omapäisistä naishahmoista, jotka eivät ole täydellisiä.
Tämä aikuisille suunnattu synkkä fantasiasarja on mielestäni siis parempi kuin Korpinkehät-trilogia. Jännittävää nähdä mihin suuntaan juoni lähtee kehkeytymään.
January 18, 2021
Ææææ, jeg vet ikke hva jeg skal si!!
Først av alt må jeg si at forventningene mine til denne boka var skyhøye siden jeg elsker Ravneringene så inderlig mye. Og jeg tror at jeg er litt skuffet over at jeg ikke elsket Jernulven like mye som Odinsbarn. Men det betyr ikke at denne var dårlig eller skuffende i seg selv, langt ifra!
Det er mye som skjer og det er mye som står på spill når Juva uvillig blir kastet inn i en jakt etter djevelen og evig liv, samtidig som folk rundt henne dør som fluer for å holde på en hemmelighet. Alt handler om blod og hoggtenner (men ingen vampyrer!).
Det blir svært spennende omtrent halvveis i boka og den er umulig å legge fra seg! Samtidig sitter jeg igjen med spørsmål som jeg ville helst hatt svar på NÅ. Men jeg må nok vente i hvert fall et år til neste bok kommer ut... Jaja, gleder meg til å se hva Juva og Kefla (favoritten min) finner på! Og jeg MÅ se mer av Grif!! JEG HAR SÅ MANGE SPØRSMÅL.
Det erotiske ble litt i overkant mye og kleint noen ganger, på rare steder. Kanskje for å understreke personligheten til en viss ynkelig drittsekk.
Først av alt må jeg si at forventningene mine til denne boka var skyhøye siden jeg elsker Ravneringene så inderlig mye. Og jeg tror at jeg er litt skuffet over at jeg ikke elsket Jernulven like mye som Odinsbarn. Men det betyr ikke at denne var dårlig eller skuffende i seg selv, langt ifra!
Det er mye som skjer og det er mye som står på spill når Juva uvillig blir kastet inn i en jakt etter djevelen og evig liv, samtidig som folk rundt henne dør som fluer for å holde på en hemmelighet. Alt handler om blod og hoggtenner (men ingen vampyrer!).
Det blir svært spennende omtrent halvveis i boka og den er umulig å legge fra seg! Samtidig sitter jeg igjen med spørsmål som jeg ville helst hatt svar på NÅ. Men jeg må nok vente i hvert fall et år til neste bok kommer ut... Jaja, gleder meg til å se hva Juva og Kefla (favoritten min) finner på! Og jeg MÅ se mer av Grif!! JEG HAR SÅ MANGE SPØRSMÅL.
Det erotiske ble litt i overkant mye og kleint noen ganger, på rare steder. Kanskje for å understreke personligheten til en viss ynkelig drittsekk.
Displaying 1 - 30 of 298 reviews