I Italien er samfundet og fodbolden tættere forbundet end noget andet sted i Europa. Calcio er altid andet og mere end sport: Den er korruption, magtsyge, ambition, politik, religion, helte og tragedie. Italienernes lidenskab for fodbold er dyb og har ofte karakter af et voldeligt kærlighedsforhold.
HALVGUDERNE er historien om de øjeblikke, der definerer den særlige fodboldmentalitet, der har så stor betydning i Italien, og som er mindst lige så forhadt, som den er elsket uden for landets grænser.
Bogen byder på ti nedslag i den italienske fodbolds forunderlige kulturhistorie. Om 1930’ernes fascistiske propaganda; om Serie A’s og Milanos første storhedstid i 1960’erne; om forretningsmanden og charlatanen Silvio Berlusconis sammensmeltning af fodbold og politik i 1980’erne; om 00’ernes dommerskandale og Juventus’ storhed og fald; og om ligaens genrejsning de senere år, nu med stjernenavne som Cristiano Ronaldo og Christian Eriksen.
Christian Nørgaard Larsen, f. 1982, cand. public. i historie og analytisk journalistik. Tidligere korrespondent for Jyllands-Posten og redaktør for blandt andet Euroman. Skriver i dag om sport og kultur for Berlingske. Har fra barnsben fulgt italiensk fodbold.
Glimrende overblik og gode nedslag i Italiens fodboldhistorie. Jeg savner lidt flere nedslag. 70’erne er væk, hvor man sagtens kunne bruge fodbold til at beskrive spændingerne i Italiens samfund. Og så kunne der godt være noget om VM i 1990. Og om provinsholdene måske med udgangspunkt i Zdenek Zeman. Men man kan ikke skrive om alt altid, og de valgte nedslag er både relevante og velskrevne