Celestine

by Olga Ravn

En lærer på en kostskole er besat af historien om spøgelset Celestine. Med sig har hun sin nedtrykte kæreste Kim, bag sig en opvækst i en række sammenbragte familier. Som barn var hun skilsmissens sted, men nu lægger hun ansigt til et spøgelse. Kærligheden er blevet et arbejde. Hun går rundt på skolen om natten i en hvid kjole.

Celestine er Olga Ravns romandebut efter udgivelsen af digtsamlingen Jeg æder mig selv som lyng i 2012.

Genres: Fiction, Danish, Novels, Book Club, Scandinavian Literature, Denmark, Contemporary

167 pages, Paperback

First published February 12, 2015

About the author

Olga Sofia Ravn is a Danish poet and novelist. Initially she published poetry which was acclaimed by the critics, as was her first novel Celestine. She is also a translator and has worked as a literary critic for Politiken and several other Danish publications.

Reviews

[Stine Mulbjerg · Rating 2 out of 5]

Denne bog er fedtet ind i alt muligt. Ost, creme, kropsvæsker - hinder af alle slags. Det kan være forsøg på beskyttende hinder eller det kan være hinder af råddenskab der bliver så tykke og klistrede at man er ved at kvæles. Mest af alt er de dog smukke; som forsidens svømmende spytpartikler, dekoreret med glimmer. Det bliver enkelte steder til en kvalm skønhed, når metaforerne bliver alt for højstemte og mister deres troværdighed. Celestine kommer ikke til at hjemsøge mig lige foreløbig :-)

[Michael · Rating 3 out of 5]

Det jeg faldt for ved Celestine, allerede før jeg havde læst den, var, at den føltes så ung på en dejlig, uprætentiøs måde. På første side står der fx "Man sagde, sure thing"; flere sætninger begynder med det henkastede "Well", ligesom chatsprog á la "haha", "wtf" og "omg" undertiden optræder. Det er langt hen ad vejen ganske charmerende; så langt så godt. Men Olga Ravn er også - og først og fremmest - digter, hvilket tydeligt mærkes: Imidlertid var overfloden af sammenligninger og metaforer til tider kvalmende i en sådan grad, at jeg måtte lægge bogen fra mig. Man føler sig ganske enkelt stopmæt, lang tid før bogen slutter. Enkelte sætninger er smukke i al deres enkelhed, som denne: "Forelskelsen var ufrivillig som en barndom". Blandingen af det studentikose og det højstemte, det realistiske og det gotiske, er i mine øjne mindre vellykket. Men der er ingen tvivl om, at Ravn ER dygtig og HAR talent. Jeg tror bare ikke, "dén slags bøger" er noget for mig.

[Johan Thilander · Rating 2 out of 5]

Kanske hade Celestine varit bättre om Ravn gick all in och skrev en gotisk roman. Som det är så är det som att hennes ambition står i vägen för hennes text. Boken är dessutom så sprängfylld av metaforer och liknelser att det nästan känns amatörmässigt.
Därför är det nästan irriterande att hon ibland träffar helt rätt.

[Regitze Bastue · Rating 3 out of 5]

Meget meget spøjs handling. Der er så mange mærkelig ting med. Det er som statisk elektricitet og stritter i absolut alle retninger…men som altid en sproglig oplevelse at læse Olga Ravn.

[Lea Vilhelmsen · Rating 5 out of 5]

Helt vild bog. Et sprog som kaster en rundt, og som på sin vis er helt vildt avanceret og samtidig blødt og hensynsfuldt, så man hele tiden kan være med. Med nogle betragtninger på livets grundvilkår og små detaljer fra almindelige liv, som fungerer vildt godt. Om udødelige nachos, der overlever vi andre dødelige, og skammen over ik at elske sine eks-stedsøskende.

[benita · Rating 1 out of 5]

Not my type of book unfortunately; tried reading it but after fourteen pages I decided to give up… the premise of the book was interesting; a teacher who is obsessed with the ghost Celestine. Hopefully this will be someone else’s next favorite read!

Happy reading!♥️

[Niklas Laninge · Rating 2 out of 5]

Inte min tekopp. För kort, grov och splittrad. Läs istället den där Unga Törless… för lite göttigare berättande om internatskolor.

[Julie Degn · Rating 2 out of 5]

Læste Celestine på få timer, og jeg tror ikke, det bør gøres anderledes. Sproget er hurtigt, og man får en fornemmelse af at løbe igennem handlingen. Sproget er fint - men også mærkværdigt. Jeg må indrømme, at jeg ikke helt har forstået den dybere mening med Celestine.

[Sidsel Bob Hedemand · Rating 3 out of 5]

Spændende på en sådan lidt uspændende måde.

[Lotte_ladybird · Rating 1 out of 5]

De eneste gode ting ved bogen er, at den er kort og det flotte cover!

[Liselotte Howard · Rating 4 out of 5]

Var ju tvungen att ta en till, lite mindre modersinriktad roman av Ravn.
Hon är fortfarande för kroppslig (läs: lite äcklig) för mig (och varför äter alla kvinnor "ett ägg" hela tiden?), men nästan-poesi-prosan sitter stadigt där den ska (eller som efterordet av Cilla Neumann, en annan författare jag uppskattar, skrev: det slår inte riktigt över i prosalyrik).
Storyn? Den finns där, men med väldigt lösa ramar - som funkar bättre än de borde.
Snyggt.

[Julie Victoria · Rating 3 out of 5]

3,5

[Agnethe Birkelund · Rating 4 out of 5]

5/6 stjerner⭐️

[Alba · Rating 3 out of 5]

3,75
nastig bumset lusseinfesteret hjemsøgt liderlig

[karoline]

meget slimet og meget god.

[Matt T · Rating 5 out of 5]

Olga Ravn’s first novel ’Celestine’ must be the product of a willed constraint. Her first poetry collection addressed the need for a point of view which takes breasts seriously, and created an assemblage of autobiography, concrete poetry and early twentieth century medical research into a kind of new historicist mash up. Somehow, she was able to take these disparate strands and shape them into a coherent page turning narrative sequence. With ‘Celestine’, I imagine Ravn confined herself to a genre ghost story whose foregrounded fictionality would allow her to articulate her views on otherwise taboo subjects: feelings of love which never settle on one object, the erotic charge of the teaching environment, and the tacit guilt at the heart of modern families, with step parents who struggle to love step children and step siblings who can’t really love each other.

What strikes me most is Ravn’s contention that our intensive feelings are like apparitions. They come and go as they please. When you try and examine them up close, there's barely a sign. The best you can do is live like the ghosts you aim to see. Imagine being physically dead yet still able to see what is nearby. To watch a fly corrupt a piece of fruit. To wait for Hammershøj's dust motes to fall through shafts of sunlight. To pass in and out through a crack in the window. A kind of beatification of catatonic detachment.

Ravn’s writing is good at sex. She can be explicit about acts, fluids, and parts in a way which doesn’t seem gratuitous nor straining. Her dull lover’s seed becomes syntagmatic with the white dress of the white woman ghost and anticipates images from ‘The White Rose’, her attempt to engender a lovechild between Gertrude Stein and Emily Dickinson. Midway through 'Celestine', an intense erotic scene where our narrator is on night-duty in the student dormitory and, wandering deserted corridors, she spies on two students having a quickie up against the wall. After the girl leaves, with a giggle, the boy leans back against the wall to smoke a cigarette alone in his accomplishment. She reveals herself to him and he looks on with a kind of calm curiosity in the quiet nocturnal gloom.

Is the central character a cipher for Olga Ravn herself, ‘drying up’ in the daily tidal grind of a provincial boarding school? I hope so. Her detachment towards both the older professional staff and the excitable young teenagers is partly the narrator’s own choice: from the start she embraces the austerity of her life’s monastic existence: bare room, classes, night watch, bed. Ravn’s excellent on daring to broach the everyday exclusion of the workplace, conducted without malicious intent, but simply due to mutual disinterest. Her colleagues are just older and have different priorities. Who will tell you that when you’re young? Meanwhile, her ebbing love for a depressed man is endured and we enjoy sharing her resignation. There's a certain stoic dignity in it.

Lastly, the family saga. Her upbringing is given to us piecemeal throughout, and we learn of how she has watched her divorced parents try and fuse successive step families and each time fail worse. Ravn’s narrator seems sure that such attempts are futile, being at best good foreshadowing of the intermittent coldness in adult affairs later. A curious ending, if not comically melodramatic, but my Danish isn’t good enough to disentangle the significance of the ‘red gloves’ or the other chains of symbolism which likely provide closure on a more subterranean level. Arguably, it is Ravn’s de-materialisation of romantic love, familial bonds and the notion of a vocation that are made ghost, yet in doing so she captures possibilities for communion we have not yet dreamed of.

[EvaLovesYA · Rating 3 out of 5]

Also posted on Eva Lucias blog

Denne bog er noget ganske særligt. Den er enkel udefra, men utrolig dyb indeni. Det handler om at finde sig selv igen eller måske kan ”igen” slettes, da det for hovedpersonen handler om at finde sig selv – punktum. Hun har nemlig aldrig fuldstændig fundet sig selv efter en barndom med skilsmisse og en opvækst i en lang række sammenbragte familier. Hun har altid haft følelsen af ikke at høre til. Hun har ikke kunnet finde tilknytning i form af kærlighed eller venskaber. Hun afskærmer sig fra relationer og andre mennesker, så hun er i sig selv hjemløs.

”Jeg er vel min egen kiste. Jeg behøver ikke mere for en levende begravelse end mig selv. Jeg bærer hjemløsheden rundt omkring i landet som et skab”

På et tidspunkt i fortællingen glider hun sammen med spøgelset Celestine, som blev begravet levende bag en mur. Hvor den ene slutter, starter den anden. Hun er en karakter, som til sidst bliver en skygge af sig selv. Hun bærer en hvid kjole og bliver næsten et genfærd, som ses gående stille rundt på den gamle skole med alle de gamle minder. Det eneste som adskiller hende fra Celestine er, at hun stadig trækker vejret.

”Den store forskel på Celestine og mig er, at jeg endnu ikke er død”.

Det er tydeligt, at hovedpersonen er skadet og ikke længere er et helt menneske. Barndommens indflydelse har skabt et hul indeni hende – et gråt element i den ellers sort-hvide verden.

”Jeg græder, og jeg ved ikke, om er af sorg over den barndom, der forsegles af rejsen, eller af glæde over stadig at kunne røre ved barndommen, i troen på at den endnu kan forandres”.

Med sin bog ”Celestine” har Olga Ravn skabt et meget spændende værk, hvor billedsprog, symboler og sproget afspejler fortællingen og bringer den videre. Hun fanger mennesket på godt og ondt. Hun beskriver basale elementer, som mennesket rummer og indeholder. Blandt andet ensomhed beskriver hun smukt og stærkt:

”Man kender sin ensomhed så godt, det er uudholdeligt. Intet er jeg så bekendt med i verden som min ensomhed, intet står mig mere nært”


Min mening om bogen:
Olga Ravn er vild… Hun besidder simpelthen et fantastisk talent. Det er et smukt sprog, der rammer læseren hårdt og kontant. Billedsproget rammer, hvor det gør ondt, er på nippet til det kvalmende, men samtidig rammer det dét, som inkapsler det smukke og allermest intime i mennesket. Jeg glæder mig til at læse mere! Ingen tvivl om at Olga Ravn er en forfatterinde, som er skabt til at blive i den danske litteratur.

Blog ~ Facebook ~ Instagram ~ Youtube ~ Spotify ~

[Cecilie Halvorsen · Rating 2 out of 5]

Jeg ville sådan ønske jeg elskede denne bog, da jeg er helt vild med Olga Ravn, men den tabte mig fuldstændig. Der er vidst ikke nogen tvivl om, at hun skriver fuldstændig fabelagtigt, men jeg har noget med voldsomme mængder af metaforer. Det bliver simpelthen ikke flydende og forståeligt når den ene metafor skal overtages af den næste. Der er steder i bogen som er fuldstændig geniale og hvor jeg blev kortvarigt henført, men den store mening forsvandt lidt i metaforer som jeg ikke fangede nødvendigheden af. Jeg glæder mig dog til læse mere Olga Ravn, da noget siger mig hendes senere romaner er mere to the point.

[Anna Sofie Vestergaard Petersen · Rating 3 out of 5]

Ikke overimponeret. Troede jeg skulle blive blæst væk, og hun skriver da også fantastisk godt med meget levende sprog, men det bliver for meget i længden. Plottet var rigtig spændende i starten, men så skete der ligesom heller ikke mere. Generelt tror jeg bare jeg manglede handling i stedet for forsøget på at gøre mig imponeret med sproget.

[BookCam · Rating 4 out of 5]

Poetens romani måske - jeg tror jeg er vild med det!

[Aeyun · Rating 3 out of 5]

Efterlader mig mættet, kvalm. Tungen tyk i munden. Symptomatisk for dens literære tid. Ved ikke, om jeg ville have kunnet lide den, hvis ikke indbindingen var så smuk. Værd at læse.

[Jonas Fisker · Rating 2 out of 5]

Hun kan da uden tvivl noget, og jeg kunne måske godt finde på at læse digte af hende, men det her bliver for prætentiøst og overmetaforiseret.

[Bitten Andreasen · Rating 4 out of 5]

Dette er ikke en bog for alle. Nogle vil elske den, andre vil hade den. Som i Olga Ravns anden bog “De ansatte” skal man være virkelig tålmodig og gå mange sider igennem af en mystisk historie, der ikke helt giver meget mening.
Meningen kommer dog til slut, hvis man fanger den og ikke alle vil: Bogen handler ikke overraskende om spøgelser, men hvor man i starten tror, at den handler om det rigtige spøgelse Celestine, viser den sig at handle om mange slags spøgelser - af den mere menneskelige slags.
Det spøgelse ens forældre bliver, når de gifter sig igen og pludselig har et andet liv, man ikke helt passer ind i.
Det spøgelse ens eks sted familie bliver, når forholdet til den ny går i stykker igen, og en familie uden blodsbånd rives fra hinanden.
Det spøgelse ens eks bliver, når man går fra hinanden, og det man bliver for ham.
Det spøgelse den ensomme er, der ikke genkendes af gamle klassekammerater og bekendte. Man er forsvundet ud af deres liv og kendskab. Man er blevet et spøgelse fra deres fortid.
Celestine er en bog med dybde, men man skal gå meget igennem for at komme dertil. Derfor anbefaler jeg den til alle og enhver, der ikke har noget imod at skulle vente på den dybere mening. Som med “De ansatte” var jeg flere gange ved at lægge den fra mig, og som med “De ansatte” er jeg virkelig glad for, at jeg ikke gav op.

[Cilie (Bobos Bøger) · Rating 1 out of 5]

Jeg hørte ca. 2/3 af denne ikke særlig lange bog oplæst af forfatteren selv.

Kan ikke huske at jeg nogen sinde har hørt en roman oplæst af forfatteren selv, som jeg synes var virkelig godt læst, men Olga Ravn er heller ikke horribel, mere bare gennemsnitlig.

Oplægget er interessant. Bogen handler om en pige der får job på en højskole, hvis hovedbygning engang har været et gods hvor en ung pige, Celestine, blev muret inde af sine forældre. Hovedpersonen passer ikke helt ind i lærestaben og takler samtidig et forhold til en depressiv mand. Hun bliver efterhånden mere og mere fascineret af Celestine.
Det lyder da meget godt... men det er det ikke. Hele historien er skrevet i et meget lyrisk og svulstigt sprog, med overdrevet mange simili. Det bliver simpelthen for meget for mig og i stedet for at sproget underbygger historien, begraver den den røde tråd under et væld af tillægsord og sproglige krumspring. Jeg kommer til at tænke på barok kunst, hvor man slet ikke kunne få nok krummelure, flødeskum og basunengle.

Olga Ravn er generelt en eksperimenterende forfatter og denne bog er ingen undtagelse. Den er ikke for menig mand, men jeg forestiller mig, at der er en lille gruppe med en specifik sproglig smag vil elske den.

[Erik · Rating 2 out of 5]

Celestine is a book about loneliness. It has four main tracks: the story of the narrator's relationship with Kim, the story of her tenure as a teacher at a boarding school, stories from her childhood as she deals with her parents' divorce, and finally stories about the ghost of the young girl, Celestine, who was buried alive in 1550. This is too much material for such a short book. The language is heavy, glistening with metaphors and similes. There is a kind of horror vacui, as Ravn seems to be afraid of any simple, declarative sentence. Every sentence has to be a work of art on its own, which detracts from the whole.

I found the parts on the school more easy to relate to, as it seems to be closely based on Ravn's experiences as a teacher at Testrup Højskole, which I have also attended. I wish these parts and the parts about her childhood had been given more air, more room to breathe.

On the other hand, the ghost plot didn't do anything for me, and I felt the relationship material was pretty uninteresting.

[Gabriel Thrane · Rating 3 out of 5]

Klisteret, forfriskende, insisterende - på en gang ømfindige og fuldstændig blottet for finesse.
Sproget er hovedpointen og flyder ubesværet og finurligt. Stråler mest, når det bliver teenage-agtigt iblandet talesprog, bliver noget stakåndet og ufuldendt når der rages efter de helt høje højder

På mange måder en bog jeg ville ønske jeg syntes bedre om. Ideen er ambitiøs og tiltalende, Ravn er unægteligt talentfuld og der er en sej vilje i fortællingens kerne, det er umuligt ikke at syntes om.

Dog sidder jeg lidt med følelsen af, at dette et et værk delvist druknet i sin egen form. Ravn kan ikke løbe fra først og fremmest at være poet og digter - sproget er til tider for mættet, her i roman formatet. Det flyder ud og mangler både det fokus, og den skarpe renhed, som et mere strengt, digtlignende format måske havde indgydet det

[Louise · Rating 2 out of 5]

Mange temaer bliver gennemgået i bogen: kærlighed, creme, ungdom, skilsmissebarn. Temaerne i sig selv bliver beskrevet virkelig flot, hvis man isolerer det fra hinanden eksempelvis "Jeg bærer min glorie som et grillbæger med mayonnaise. Jeg har set, at du er forfalsket af dig selv, af den du elsker. Du har mishandlet dig selv i kærlighedens navn" (s. 94). Men dog, er der utroligt mange billedsprog, at det ender med at blive svært at læse bogen og følge med handlingen. Til sidst blev det svært at afslutte bogen.

[Asta Blom · Rating 3 out of 5]

3,5 stjerner.

jeg tror jeg læste denne bog forkert. over en alt for lang periode, fordi jeg havde andet at se til. jeg synes også den var tung, så havde ikke altid så nemt ved at tage den op igen. så læs den over 3 dage, men 3 dage i træk.

derudover kunne jeg godt nogle gange føle mig lidt dum når jeg læste, fordi jeg forstod virkelig ikke alle metaforer og hele handlingen. men når jeg så endelig fangede noget, var det meget smukt. for det er en virkelig smuk bog, og den skrevet så flot. med virkelig mange sproglige virkemidler, næsten for mange at man godt kunne blive lidt mæt.

[Jon Inge Ringstad]

Jeg kan ikke vurdere denne boken. Betydningen av den lå hele tiden bortenfor min forstand, og jeg trodde at jeg skulle ta den igjen. Men det gjorde jeg ikke. Det er noe vakkert i språket og bildene, men også noe fryktelig banalt. Jeg kommer til å prøve meg på flere bøker av Ravn siden jeg virkelig likte Dei tilsette.

[Christina Hobel · Rating 2 out of 5]

Olga Ravn har helt sikkert noget på hjerte, hun skriver legende, smukt og poetisk og en særlig leg med metaforer og sansebilleder, men jeg må bare erkende, at jeg finder mig selv døse hen af kedsomhed langt hen ad vejen…