Nyuddannede Mona får job som korrekturlæser hos Surface Media, hvor der er højt til loftet, men underligt trangt. Mona vil transformeres. Den profilerede, flirtende journalist Henrik synes perfekt til formålet, men snart bliver det mudret, hvem der bruger hvem – og til hvad. Én ting står klart: Mona er parat til at udslette sig selv for at blive elsket.
love story følger en ung kvindes ambivalente kamp for at tilpasse sig – på jobbet, i kærlighedsforholdet, i voksenlivet. Det er en roman om løstansatte og ledere og arbejdspladsens ufri identiteter. Om at foragte at blive set på og længes efter at blive set.
Marie Ulrich er født i 1988 og uddannet cand.mag. i dansk. Hun har skrevet om kulturstof på freelancebasis siden 2011 og var fra 2017 til 2020 ansat i TV 2’s nyhedsafdeling som korrekturlæser og sprogkonsulent. Hun debuterede i 2021 med romanen love story.
Fin pageturner, der giver et morsomt indblik i en genkendelig tilbøjelighed til at gå til yderligheder for "kærligheden". Følte dog halvvejs, at nu havde jeg også læst den bog. Der går lidt selvsving i narrativet efter noget tid. Når først Monas tendenser og mønstre er etableret bliver de blot penslet ud igen og igen. Det kan godt blive trættende.
Den har ikke rørt mig yderligere eller bidraget med noget særligt til mit liv, men den har været hyggelig at læse her i de milde sommerdage.
Bogens præmis er egentlig ganske fint - men hovedpersonen fremstår irriterende og desperat. Mest af alt har man mest lyst til at råbe: "Tag dig sammen og accepter, når folk siger nej".