Cine a ucis-o pe Bambi?

by Monika Fagerholm, Gabriella Eftimie (trad.)

„Atmosfera fantastică și de basm se împletește cu abominabilul într-o poveste în care Monika Fagerholm ne arată cât de distructiv poate fi, atât pentru individ, cât și pentru comunitate, să se retragă în amărăciune și durere.“ (Svenska YLE)

Genres: Fiction, Novels, Swedish Literature, Finnish Literature, Contemporary, Roman, Crime

256 pages, Paperback

First published September 1, 2019

About the author

Monika Fagerholm’s much-praised first novel, Wonderful Women by the Sea, became one of the most widely translated Scandinavian literary novels of the mid-nineties and was nominated for the IMPAC Dublin Literary Award. In 1998 it was followed by the cult novel Diva, which won the Swedish Literature Society Award. Her third novel, The American Girl, became a number-one best seller and won the premier literary award in Sweden, the August Prize, as well as the Aniara Prize and the Gothenburg Post Award.

Reviews

[Gitte Hørning · Rating 3 out of 5]

Monika Fagerholm er en svensksproget finsk forfatter, som jeg ikke kendte trods hendes hele syv romaner. Men den seneste, ’Hvem slog bambi ihjel?’, er indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris 2020 og har allerede vundet Det svenske Litteraturselskabs hovedpris i 2019, så den er jeg trods alt bekendt med.

Med Gusten Grippe som synsvinkelbærer og med 2014 som fortælletid, hører vi spredte fragmenter om en hændelse, der skete i 2008. Stedet er villabyen, en fiktiv finsk bydel à la nordsjællandske overklasseforstæder. Den fremherskende ånd i villabyen er ekstremt nyliberalistisk, og den får især stemme af Annalise Häggert. Hun personificerer mønsterbryderen, der har været i stand til at bevæge sig fra en børnehjemsopvækst til en voksen status som professor i økonomi med heraf følgende bestyrelsesposter m.m. Børnehjemmet hedder Grawellska, og det repræsenterer modstykket til villabyen.

Annalises søn er Nathan, som gennem opvæksten har været bedste ven med Gusten. Denne har haft status som en ekstra søn i familien Häggerts kæmpevilla, idet han bor alene med sin mor, der som operasanger er på hyppige rejser. Angela Grippe er et modstykke til Annalise Häggert, idet hun bekender sig til en humanistisk livsholdning, hvor de bærende værdier er kunst, kultur og musik. Det er eksperimenterende, nye operaer, Angela medvirker i, og disse kan også siges at være modstykker til klassiske ’Så kold den lille hånd er’-operaer.

Nathan og Gusten samt deres ligestillede kammerater befinder sig i et limbo mellem barndom og voksenalder. De lever stort set uden retningslinjer fra deres forældre, idet ikke kun fædrene, men også mødrene er opslugt af deres karrierer. Mændene har herud over ofte en hustru til venstre hånd, som de også skal bruge tid på at holde kørende. Hvis de unge teenagere overhovedet erkender elementer af lovmæssig eller moralsk karakter, så er det helt klart som noget, der nemt kan omgås – i et samfund, hvor alt synes at være lige gyldigt og dermed i sidste ende ligegyldigt.

Ind i deres kreds kommer nu 17-årige Sascha, der i lighed med Annalise er vokset op på Grawellska. Men hvor Annalise krydsede grænsen til villabyen i en tidsalder, hvor det var lykken at gifte sig til penge og indflydelse, så vil Sascha det anderledes. Hun virker som et mere end velkomment frisk pust i de unge villaby-unges stagnerende liv, da hun dukker op, og Nathan forelsker sig hovedkulds i hende. Men Sascha er ikke tilfreds med at blive ’taget ind’ af en velhavende mand, hun vil selv gøre karriere – som konkurrencesvømmer. Fra start bliver hun dog Nathans kæreste, men da hun efter kort tid dumper ham, stiller hun ham i en frustreret situation, som han slet ikke er kvalificeret til at agere på. Det eneste, der står skrevet i hovedet på ham, er primitiv hævn, og så indleder han arbejdet med at ombygge sit værelse i kælderen til et lydisoleret rum… Gusten og et par andre kammerater bliver inviteret til at deltage i hævnakten, som siden får stor betydning for deltagerne og for mor Annalise.

Naturligvis får akten også betydning for Saschas videre liv, men det er ikke dét, som er romanens ærinde. Det virker snarere som om, Sascha er plantet i plottet som en slags ’deus ex machina’, hvis funktion er at fremprovokere forskellige reaktioner hos de deltagende drenge i hævnakten. Og her er det så, at Gusten skiller sig ud som en håbløst gammeldags type, der helt seriøst taler om retfærdighed for offeret og om de medskyldiges pligt til at erkende og angre deres skyld, ja, han gør på det nærmeste sin egen tilværelse til én lang bodsvandring.

Formmæssigt har jeg aldrig før læst et sådant rabalder af postmodernisme. Postmodernisme i utide kunne man synes, for denne havde jo sin storhedstid nede i 1980’erne. Postmoderne litteratur anvender ofte intertekstualitet, og ’Hvem slog bambi ihjel?’ er en eksplosion af referencer til såvel klassisk mytologi som popkultur, herunder især musik. Personerne har hver deres ’signature tune’, plottet i øvrigt er hyppigt understøttet af underlægningsmusik, ligesom romanens titel refererer til en sang af Sex Pistols. Fortællestilen er i store træk sprængt, hvilket fortælleren selv formulerer således: ”KOM igen, Gusten. Det kan du gøre bedre./ Men nej. Bedre kunne han ikke. Kan han ikke./ Fortælle den her ”historie”./ Den gik hele tiden i stykker når han forsøgte. Som stumper, lapper. Afrevne./ Så meget i stykker at det gjorde ondt./ Gør ondt./ Men sandheden… sandheden… i form af en fortælling./ En sand fortælling forudsætter en slags kit som holder det hele sammen – den der skrøbelighed, alle stykkerne -/ I stykker stykker stykker/.

Det sproglige udtryk glider lejlighedsvist over i (punk)poesi: ”Hvis man spejdede, så man med kikkert hvilket drengene gjorde, efter tur, magisk fængslet af den tredje dreng, i søndagstøj, ham som nu var den der gik ned til bækken hvor de selv engang havde befundet sig, under det store træ som også havde været deres. Og tog en bog frem. Og det hele var hans.”

Nok om de kulturelle udslag, som postmoderniteten gav, og som Monika Fagerholm nu så ødselt har givet en genoplivning. Om postmoderniteten som periode er det overordnede filosofiske træk, at de store fortællinger (religioner, ideologier m.v.) er døde – de har mistet deres funktion som forståelsesrammer for livet. I stedet fokuserer man på små, lokale fortællinger, som f.eks. den personlige kærlighed, som livsgrundlag. Og når kærligheden skal bære en sådan ballast, bliver det katastrofalt, hvis den nægter at vare ved, som i Nathan Häggerts tilfælde.

Postmodernisme er en kompleks litterær form, der er krævende at aflæse. Den forudsætter en velvilligt aktiv læser. ’Hvem slog bambi ihjel?’ er ikke en smukt afrundet roman, snarere fremtræder den som ’a work in progress’, hvilket den også kommer til at fungere som i læserens bevidsthed. At der fortsat er noget at arbejde med, er vel som udgangspunkt positivt, men sværhedsgraden får mig i tilfældet Bambi alligevel til at trække den endelige vurdering ned på 3 stjerner. Der er grænser for hvor megen velvillig aktivitet, jeg kan mobilisere, nu da min læsning har forføjet sig fra skrivebordet til divaneseren.

[Tuomas Aitonurmi · Rating 5 out of 5]

Kansiensa tavoin Monika Fagerholmin romaanin maailma on mustanharmaa. Mustina vellovat mielet, mustat teot, musta tulevaisuus, harmaansävyt ihmisissä. Kuka tappoi bambin? (suom. Laura Jänisniemi) sisältää jonkin verran myös hyvin mustaa huumoria. Tapahtumat ja henkilöiden elämät kietoutuvat kohti yhtä hetkeä, huvilakaupungissa tapahtunutta joukkoraiskausta, johon palataan vuosien päästä, sen syihin ja seurauksiin. Häiriö yhteisön maisemassa paljastaa myös muut häiriöt, kuin Twin Peaksissa. Fagerholm ei vääristä todellisuutta Lynchin tavoin, mutta henkilöiden mielten häilyvyyden ja vinoumat hän näyttää.

Romaanin kieli on verkkomaista, tiiviiksi solmiutuvaa. Harkitun toiston voima on merkittävä, suggestiivinen proosa saa energiansa siitä. Syntaksin rikkomiset, "taiteen sääntöjen" vastaiset tavat aloittaa lauseita, ovat olennainen osa teoksen poetiikkaa. Tekstin pitää tällöin olla vakaissa, huolellisissa käsissä, että luettavuus säilyy ja kokonaisuus toimii, ja Fagerholmin tapauksessa näin on. Tunnen tekstissä kaikuja naiskirjoituksesta, erityisesti Duras'n tekstien aukkoisesta maailmasta. Myös kertoja on kiinnostava tuodessaan oman roolinsa näkyviin kommentoimalla kertomistaan, esim. "mutta nyt takaisin" ja "joka tapauksessa". Virkkeet ovat levottomia: kursiivia, sitaatteja, englanninkielisiä lausahduksia, katkomista joko välimerkin tai rivinvaihdoilla.

Henkilöt ovatkin sitten oma lukunsa. Oikeudentuntonsa johdosta paljon kantamaan joutuva Gusten on kiinnostava juuri moniulotteisuudessaan - hän teki pahaa, ymmärsi sen, mutta voiko hän päästä eteenpäin? Vauhdikkaan nousukiidon elämässään kokeneen Annelise Häggertin hahmossa on karikatyyriäkin, ja hänen ympärilleen syntyy suuri osa romaanin mustasta huumorista; hekottelin ajatuspaja Kultaiselle suihkulähteelle läpi kirjan. Siitä, mitä muuta kirjassa varsinaisesti tapahtuu, ei kannata etukäteen edes kertoa liikoja. Tässä lukijan tekemät huomiot ovat erityisen olennainen osa sitä, millaiseksi kokemus muodistuu. Ja Kuka tappoi bambin? kannattaa kokea.

"Kepeä naurahdus, pilke silmäkulmassa, ja sitten he olivat joutuneet eroamaan, ja Gusten oli sännännyt kuin hengenhädässä ei minnekään, sillä ei hänellä mitään kokousta ollut, ja triathlonin treenaaminenkin oli ollut lähinnä ajatus, jotain johon voisi alkaa perehtyä, strange hobby, jonkinlainen koodinimi jollekin toiselle, mahdolliselle elämälle – –" (s. 100)

[Karenina (Nina Ruthström) · Rating 4 out of 5]

Hon har ju en helt egen stil Fagerholm. Som jag egentligen inte älskar (försökt läsa boken Diva tidigare men det gick inte) delvis på grund av alla upprepningar. Men den här boken fängslar mig. Det finns ett enormt allvar presenterat med någon slags skojfrisk attityd. Vilket blir väldigt realistiskt och obehagligt.

[Agnes Stenqvist · Rating 2 out of 5]

Besviken tyvärr.
Fagerholms språk är alltid vad det är, helt otroligt. Men här kändes det ibland för krystat. Hashtaggs, engelskan som inte satt helt.
Främst fattas historien. Vad tillför Emmy och saga-Lill? Relationen däremellan och mellan Gusten och Emmy och hela triangeldramat känns påklistrat och utdraget bara för att kunna veckla in ”den riktiga historien” på sedvanligt fagerholmskt manér.
Hade kunnat vara dubbelt så lång och då kanske kunnat få fram mer i relationen mellan karaktärerna. Triangeldramat både i Gusten, saga-Lill, Emmy, men även mellan Gusten, Nathan och Cosmo. Vad händer med filmen cosmo ska göra? Vad känner folk inför den? Varför lämnas så mycket ofärdigt? Nä, den känns hastad och stressad. Som att fagerholm bara velat skriva klart den.

[Ulla Walter · Rating 5 out of 5]

Sikke et sprog, en hvirvel af skift mellem tanker ført fra kameraets vinkel, hvor billedsproget efterlader en berørt med en intensitet
og væren i dialog, der bringer følelser i spil ved korte konstante små samtale udsnit
En vild opbygget historie, godt nok med en voldtægt i centrum, men i centrum er alt det Monika Fagerholm vil vi forholder os til gennem voldtægten; smacked in your face!!

[John Hatley · Rating 3 out of 5]

This in part deeply disturbing book centres around the gang-rape of a young girl by 4 boys her own age from her own neighbourhood and school. Against this terrifying backdrop, the lives of the characters, most of them from upper-class families, are described in well-written detail but without passing judgement.

[Mina Widding · Rating 5 out of 5]

Omläsning 3: NU kan jag ge boken fem stjärnor, för först nu har jag blivit tillräckligt bra läsare till den här boken. Kan det fungera så? Jag tror det.
Nu kan jag se rörelserna äntligen, historien sjunker in på ett annat sätt. Jag förstår Emmy och Saga-Lill bättre, hur de är en pendang till Nathan och Gusten, och hur den där triangelgrejen alltså också funnits mellan föräldrarna, Nathans mamma och pappa och Gustens mamma. Jag kan se mönstret nu på ett helt annat sätt. Som fortfarande nog är lite svårt att förklara, but it makes sense. Glidaren Cosmo som fungerar som katalysator för berättelsen, och den eviga birollen som får saker att hända, både då och nu, också som en irriterande fluga som ständigt återvänder. Sascha förstår jag bättre också.
Alltså: min rekommendation är att läsa flera gånger! Det är värt det.
Omläsning inför ett andra författarsamtal med Monika Fagerholm på Mittlitt, 28 oktober 2023, Sundsvall, tillsammans med Nina Hemmingsson och hennes Rum utan titel under rubriken I tystnadens rum.

Efter omläsning:
När jag läser boken igen inför författarbesök på Litterärt skrivande, så har jag ju med mig berättelsen och vet vad jag ska möta. Jag minns att jag vacklade lite i läsningen sist, kring vem det handlade om, vad det handlade om egentligen, var jag skulle lägga min hållpunkt i läsningen. Det är som två delar, där det ena är efteråtet, som vi börjar med, långt efteråt när allt rörs upp igen på grund av filmen som en som var med i periferin vill göra, som rör upp historien igen. Vi möter framför allt Gusten i hans nu, och de kvinnor han i nuet har närmast historia med (Emmy och Saga-Lill), och dyker in i dem. Sedan, i det som liksom blir den andra halvan, först då riktigt, går vi tillbaka till det som hänt, det vill säga gruppvåldtäkten och allt som hände före och efter. Och där finns Emmy och Saga-Lill inte alls med, därför känns det som olika delar. Gusten är kittet, men det är ändå som sagt, inte hos honom vi stannar hela tiden. Det glider mellan. Det är en ganska ovan berättarstil, som blir delvis fragmentarisk men samtidigt leder fram till en helhetsberättelse till slut, där allt som finns med ändå har haft betydelse för att förstå helheten. Som i att man behöver förstå Emmy och vem hon är, för att förstå varför Gusten har en sån hang-up på henne, för att hon står för något helt annat än det han kom ifrån, den röran. Tex. Så, det handlar om gruppvåldtäkten och hur familjerna involverade hanterade det och vilka spår det skapade i framför allt då Gusten, som är den (enda?) som på riktigt verkar upprörd över de gränser han gick över i sig själv (men å andra sidan får vi inte veta vad de andra tänker och känner, vi ser dem utifrån, Nathan mest och de andra två i princip inte alls). Det handlar också om relationer och att vi har med oss erfarenheter och händelser från våra tidigare liv då vi möter nya. Det handlar också om det lilla välbärgade förortssamhället och hur man kan "köpa bort" skuld. Det handlar litegrann om den som blev utsatt, men inte jättemycket. Om att inte vilja ha någon annans rättvisa, kanske för att det ändå inte går att göra ogjort.
För den som är orolig över triggers, så upplever jag inte att den trycker på så mycket sådana. Det finns där, men det är ingen misärporr som så många andra böcker som behandlar liknande ämnen, där skildrandet av våldet blir ett slags vältrande i det och på nytt skapar det, kan jag uppleva. Här framställs det mer som faktum. Sen är väl det där alltid olika förstås, hur man uppfattar det, vad som sätter igång en trigger.

Tidigare reflektion:

Det fagerholmska språket, välbekant från tidigare böcker. Kanske lite mindre kryptisk än vad jag upplevt många tidigare böcker vara. Men enastående tanke och känslogestaltning. Kanske att jag förväntat mig mer mörker, hade velat följa med längre in i känslorna, förövarnas upplevelse, skam eller icke-skam, upplever att jag bara fått cirkla kring ämnet fortfarande. Sashas perspektiv också kanske, men tänker att tanken här är att undersöka förövarens perspektiv. Och kanske är det det, går inte att komma djupare? Mycket mer omkring också, relationer mellan vänner och romantiska relationer. Men kanske inte så mycket händer, egentligen? Kanske inte meningen? Jag vill ge den ännu mer eftersom jag älskar att befinna mig i hennes språk och berättelse, men känner mig inte klar, som att jag blivit lite lämnad utanför trots allt. Vad var det jag skulle ta med mig från läsningen? Kanske klarnar det längre fram

[Susanna Rautio · Rating 4 out of 5]

Erittäin hyvä - lähes täydellinen. Kiinnostuin heti aivan alusta alkaen Kylmäjärvestä, Huvilakaupungista, Harmaalasta ja näistä uskottavista henkilötarinoista, joita oli monta, muttei ihme kyllä liikaa.

Jännä limittyvien spiraalien rakenne - melkein kolmiulotteinen.

Päätarina oli ensimmäinen spiraali ja se läheni kierrellen ja kaarellen sitä järkyttävintä hetkeä. Toinen spiraaleista liitti monta kertojaa hetkeen ja toisiinsa, kolmas toisti Fagerholmin toistamisen arvoisina pitämiä asioita tai aiheita - usein jotain olennaista henkilöistä. Toisto oli Bambissa kovin alleviivattu kerrontatekniikka ja siitä välillä pitkästyin.

Aika lailla täydellinen lukupaketti nuoruudesta, vanhemmuudesta, ystävyydestä ja "bambien" kuolemista. Tarttumapintaa siis meistä monelle.

Ylipäätään mystinen, koskettava, liikuttava, moniulotteinen. Taitavasti kirjoitettua tekstiä ja pysähdyttävä tarina, jonka loppuun Fagerholm sijoitti kuin sijoittikin yllätyksen.

[Elina Mäntylammi · Rating 4 out of 5]

Monica Fagerholmin Amerikkalainen tyttö ja Säihkenäyttämö ovat aikoinaan olleet minulle suuria tajunnanräjäyttäjiä maagisen kerrontansa ansiosta. Nyt tartuin Fagerholmin uutuuteen, Kuka tappoi bambin? -teokseen, melkoisin odotuksin. Löysin paljon samaa: menneisyyden, jossa on tapahtunut jotain pahaa, nuoret päähenkilöt, avuttomat aikuiset, toistoon kiertyvän kerronnan.

Fagerholmin maailmaan upotessaan uppoaa elämään selittämättömään keveyteen ja painoon. Kaikki tuntuu karkaavan, aika virtaa ja kieppuu. Ihmiset eivät jää, mutta eivät pääse poiskaan. Kaikki muuttuu, mutta mikään ei häviä.

En lumoutunut nyt aivan niin paljon kuin joskus olen Fagerholmin tekstistä lumoutunut. Silti annoin virran viedä ja pyörteillä. Onhan tämä taidokasta ja hätkähdyttävää kerrontaa, aivan omanlaistaan. Ihmiset ovat niin vieraita itselleen, vielä vieraampia toisilleen.

[Matilda · Rating 1 out of 5]

Bokklubben stod enig: Ingen hit. Det känns som att Fagerholm ville så mycket att det blev rörigt. Jag har jättesvårt för hennes språk som känns både pretentiöst och krystat, så mäktade bara med en tredjedel av boken. Karaktärerna var platta och beskrevs ofta med yrke och hemvist, och plotten var uppbyggd som fragmenterat svammel - brutal våldtäktsscen - fragmenterat svammel. Det fanns heller ingen tydlig berättare vilket bidrog till att man fick svårt att anknyta till karaktärerna… En bok som med fördel hade kunnat vara både tre gånger så lång eller hälften så lång. Mer känsla - färre namn, tack!

[Laura Walin · Rating 3 out of 5]

Päätin, että minun täytyy pystyä lukemaan kaikki ruotsin kielellä kirjoitettu kaunokirjallisuus ruotsiksi, ei vain helppoja genrejä kuten dekkareita. Tämä oli ensimmäinen kokeilu. Lukeminen oli aluksi tuskastuttavan hidasta kaltaiselleni ahmijalle, mutta loppua kohti sujuvoitui toki. Oli mielenkiintoista reflektoida lukemisen aikana, kuinka paljon kirjasta nauttimiseen mahdollisesti vaikutti (positiivisesti tai negatiivisesti) itse lukuaktin vaikeus. Tietäähän sitä ei voi, sillä pitäisi pystyä nollaamaan muistonsa kirjasta ja lukea se uudestaan suomeksi.

No niin, itse teokseen. Pidin kovasti Fagerholmin Amerikkalaisesta tytöstä ja Säihkenäyttämöstä, ja niiden jälkeen tämä jätti vähän valjun maun. Tuntui, että tekniikka on jo kulutettu loppuun, eikä sillä saa enää lukijaa pidettyä pihdeissään. Tekniikalla tarkoitan sitä, että alusta asti taustalla väijyvä mennyt paha kuoriutuu kirjan edetessä auki lukijalle kaikkine yksityiskohtineen.

Vaikeinta on arvioida itse tekstiä, sillä kankea ruotsin kielen taitoni varmasti vaikutti tähän. Ei siis toivoakaan mistään tarinaan uppoutumisesta, kun jokainen sana piti miettien mielessä varmistaa. Se nyt kuitenkin välittyi, kuinka vaarallista on, kun pienissä yhteisöissä kulissit ovat se viimeinen, jolla on merkitystä, ja niistä pidetään sen mukaisesti kiinni. Pidin myös teoksen avoimesta lopusta, joka ei tarjonnut mitään varsinaista katharsista, kenellekään.

[Siri Jacobsen]

Hvem slog bambi ihjel er optaget af køn og i særdeleshed klasse, og den koketterer ikke med det. Tværtimod går den frejdigt lige i struben på det årti, nullerne, som på sin vis gennem tidsportrættet bliver en hovedperson i egen ret. En periode, hvor neoliberalismen blomstrede, og klassesamfundet for en tid var officielt afskaffet. Og altså en periode, som Monika Fagerholm spidder med rasende humor. For eksempel er det sjovt, når økonomiprofessor Annelise Häggert bliver headhuntet til den liberale tænketank ”Guldfontænen” befolket med disciple af en vis ”Gayn Hand”, ultraliberal filosof og forfatter kendt for sine saftige sexscener. Og det er sjovt, når Emmy, der vil være singer-song-writer inden for countrygenren og filer på sange med titler som ”The wide wide fields of homeland” selvfølgelig også har en livsstilsblog, hvor hun blogger om mad, hun ikke laver, og rejser hun aldrig har været på. Og får hjælp af sin mentor, bloggerstjernen Gunilla Gahmberg. Bemærkelsesværdig er også karakteren Cosmo Brant (fætter til stjerneterapeuten Carolus Brant, forfatter til bestselleren ”Giraffen på verandaen”). Cosmo, tidligere moppeoffer og ukueligt frejdig personificering af nullernes iværksætter-hysteri, dukker jævnligt op i teksten med en ny, fiks ide der aldrig helt giver pote.

Det er præcist og sjovt, men romanen er ikke satire. Den udfolder sig i spændingsfeltet mellem karikatur og rå realisme. For eksempel er det jo – absurd nok – ikke spor karikeret, når de fire unge voldtægtsforbrydere endelig kommer for retten, og villabyens mødre hvisker om, at voldtægten nok er selvforskyldt, med indgangsbønnen ”selv om jeg er feminist, så…”. Eller når en af dem skriver i et læserbrev, hvor synd det faktisk er for de stakkels drenge, der har frihedsberøvet og voldtaget Sascha i timevis. Overskriften: ”Se den unge mand!”

Romanes sprog lever op til titlen: det er totalt punk. Det råber, bryder ud i sang, slår over i engelsk, ignorerer sine egne tegnsætningsregler og kaster om sig med et uhøjtideligt miskmask af referencer fra nullernes pastelfarvede popkultur til den franske kultfilosof Simone Weil. Og som en anden Nina Hagen er det lige ubesværet, hvad enten det crooner, karikerer eller bider tænderne sammen i rå intensitet. Pia Juul er bogens danske oversætter. Det må have været noget af en opgave, og den er godt løst.

(Uddrag fra anmeldelse der oprindeligt blev bragt i WA, har ikke lige styr på, hvor meget jeg må dele, men altså: Den er god!)

[Raquel Casas · Rating 4 out of 5]

«La película se llama… ¿Quién mató a Bambi?
Una representación metafórica…
Aquella inocencia perfecta…»

El punto de partida de esta novela nos resuena, seguro: siete años después de que una comunidad acomodada de Suecia fuese testigo de una “catástrofe” (así lo llaman, como si fuese un error natural y no del ser humano), un amigo de “los muchachos” (otro eufemismo porque son “Losmuchachosdelacucharadeplataenlaboca”) responsables, reaparece para rodar una película sobre ella.

No, el libro no entra en los detalles morbosos de ese “incidente” que fue, digámoslo claro, la v*olación grupal de una chica por su ex novio y sus colegas. No, el libro tampoco se centra en el proceso de rodaje de esa película.

De lo que trata el libro, lo que se denuncia en él, es ese afán de la comunidad por taparlo y de la familia de esos “muchachos”, es decir, de los v*oladores, por “Pasar Página”.

La narración se centra en uno de esos “muchachos”, Grippe, en su ex novia, Emma y en la mejor amiga de Emma que está manteniendo una relación intermitente con Grippe, Saga-Lili.

Y alrededor de ese triángulo aparecen otros personajes, reflejo de esa comunidad en la que la vida sigue. Algunos pagaron un precio social por esa “catástrofe”; otros salieron pitando de allí y reconstruyeron su vida lejos; otros siguieron como si no pasara nada, porque la capacidad para olvidar es feroz.

A quien no vemos es a Sascha, la víctima. De ella solo sabemos que no quería denunciar, “Me la suda vuestra justicia, Gusten, déjame en paz", y que fue Gusten el que lo hizo para acallar su culpa.

Lo que más llama la atención de este libro es el estilo de Fagerholm: fragmentado, lleno de capas, poético y plagado de referencias a canciones (Prince como mantra), libros (“Just kids” de Parry Smith) e incluso a Simone Weil.

Al mismo tiempo reflexiona sobre la violencia, la amistad, la maternidad, el capital social y económico, y los vínculos.

La autora crea así un artefacto literario, complejo pero hermoso, que corre el riesgo de, o bien atraparte, o bien expulsarte de la narración. A mí me sucedió lo primero.

#QuiénMatóABambi #MonikaFagerholm #NarrativaSueca

[Stormen · Rating 5 out of 5]

Lyssnat. Att lyssna på Monika Fagerholms egen melodi till texten gör verkligen att en förstår än djupare hur hon bygger egna världar i sitt författarskap. Åh. Jag hoppas ni andra som läst också lyssnar. Det ger så mycket. Att höra henne. Kanske för mig också en bekräftande melodi eftersom att jag också läser snabbt. Kommer i fart, tutar och kör.

Berättelsen ställer som alltid hos Fagerholm oss lite utanför världen men snart slukas en av den och får svårt att ta sa sig ur. En gruppvåldtäkt förstör och förgör. Som alltid finns där väninnorna, som inte alltid kan fortsätta att vara väninnor. Denna gång beror det på gruppvåldtäkten. Ingen ursäkt görs för den. Vid ett tillfälle säger någon Kan jag få vara ett offer utan att vara ett offer. En välgjord roman eftersom att våldtäktsmännen inte är demoniserade. Nej ingen tycker synd om dem men romanen rör sig snarare kring hur gruppvåldtäkten påverkar fler än de som var där. Och hur själviska alla är även när ett offer bara vill få vara ett offer och inget offer.

[Susa · Rating 4 out of 5]

Tämä on todella kaunis ja kipeä kirja, nautin lukemisesta aivan valtavasti, vaikka loppua kohden toiston tunne alkoikin hieman ärsyttää. Se ei tuonut itselleni enää mitään lisää, pikemminkin tuli olo, että sillä yritetään peittää jotain tyhjyyttä, joka kirjaan ehkä muuten olisi jäänyt. Kamalaa, kun edes tulee tällainen fiilis, koska Fagerholm on niin taidokas kirjoittaja ja juonenkäsittelijä, mutta tämä tehokeino ei vain kantanut ihan loppuun asti.

Ehdottoman suositeltava lukukokemus, joka tapauksessa.

[Liisa | kirjavuori · Rating 2 out of 5]

En oikein tykännyt, tuntui jotenkin epämiellyttävältä ja rakenneratkaisutkaan ei napannut, vaikka ihan taitavia olivatkin. Tapahtumat inhottivat eikä oikein kukaan henkilöistä saanut puolelleen, paitsi Emmy. Äh, jäi jotenkin raskas olo.

[Vilma · Rating 2 out of 5]

Knyga, kuria perskaiciau, bet kurios tiesiog nesupratau...

[Hanna Huhdanmäki]

monika fagerholm voi minun puolestani kirjoittaa vaikka kauppalistan, pistää siihen pelkkää sinistä maitoa ja allekirjoittanut olisi siltikin aivan hurmoksissa

ei silti niin kova kuin muut, lisäpituudella olisi ehkä saatu lisäsyvyyttä(kö?)

[Raisa Rauhamaa · Rating 2 out of 5]

Kovat oli odotukset Monika Fagerholmin uutukaisen suhteen. Mutta nyt kävi näin: two points.
Myönnän, kirjailijan tyyli ja kieli virtaa kuin ihka oikean ihmisen ajatus - hyppii sinne tänne ja tavoittaa samalla henkilöidensä motiiveja ja alitajuisiakin ytimiä nopein täsmäilmaisuin.
Teos antaa myös tarkan kuvan suomenruotsalaisen paremman porukan kalseankovasta maailmankuvasta.
Fagerholm uskaltaa kirjoittaa kuin hurmoksessa. Rikkoa kielen ja lauseen sääntöjä, yhdistellä tyylejä, viljellä runsaasti sulkeita ja juoksuttaa lukijaa milloin kovaa, milloin töksäyttäen kertaheitolla. Siihen pitää suostua ja alkaa oleskella kielessä. Parhaimillaan ja varsinkin teoksen alkupuolella vielä onnistuin.
Mutta rakenne. Erään kappaleen otsikko on RAiskaajapojat (repaleisia tarinoita). Juuri suuri repaleisuus, jatkuva samojen asioiden ja tapahtumien toisto eri yhteyksissä ja eri henkilöiden osalta alkoi möyhentyä mielessäni sopaksi, jossa sattumat kävivät vähiin. Lukemisen aktin lanka oheni ja eteneminen sakkasi.
Minusta Fagerholmin kirjallinen tyyli ajaa alleen teoksen sisältöä. Sen keinoilla ei mielestäni myöskään saatu kaikkia tarinan henkilöitä eläviksi asti, kolmiulotteisiksi yksilöiksi, vaan mieleeni piirtyi paperinukkemaisia hahmoja, lähinnä yhteiskunnallisen luokkansa edustajia.
Kuka tappoi bambin? muuttui sivu sivulta luku-urakaksi. Ei voi mitään, ei napannut, vaikka sisulla vedin jankkaavan vyöryn loppuun.

[Kirja Vieköön! · Rating 3 out of 5]

Fagerholm vyöryttää joukkoraiskauksen yksityiskohtia teoksen sivuille vimmaisena pyörteenä; kelaa kelaa toistaa toistaa toistaa, eikä anna lukijalle armoa. Tekstissä on kursiivia, lihavointia, ajatusviivoja, sulkumerkkejä ja katkonaisia lauseita, jotka kertautuvat loputtomiin. Fagerholmin kieputteleva ja magnetofonin lailla toistava tyyli oli minulle haasteellista enkä osannut haltioitua sekavasta typografiasta ja loputtomasta toistosta.

Toki teos on järisyttävä ja järkyttävä tarina siitä, miten teinipoikien älytön teko muuttaa peruuttamattomasti monen elämän. Kuka tappoi bambin? tarjoaakin monenlaista pohdittavaa: katastrofi ja sen vaikutukset, julkisuuden julmuus, raiskatun asema, ystävyyden kaunat ja piikit, rahan valta, oikeuden toteutuminen etc. Uhrin ohella yksi johon katastrofi iski pahimmin oli Nathanin äiti Annelise Häggert, joka toivoi tätä - mutta turhaan:

”Nyt käännämme puhtaan lehden, ja jonakin kauniina päivänä olemme kääntäneet niin monta lehteä, että tätä ei ole lainkaan tapahtunut.”

[Gabriela Sima · Rating 2 out of 5]

"Who Killed Bambi?" by Monika Fagerholm is a book with promise but ultimately fails to deliver a satisfying reading experience due to its convoluted narrative, disconnected characters, and pacing issues. While it may appeal to fans of experimental literature, it is likely to leave many readers frustrated, justifying a rating of 2 out of 5 stars.
The narrative structure is convoluted, with a non-linear timeline that can be difficult to follow. Characters come and go without clear motivations, leaving the reader struggling to connect with them on any meaningful level. The central mystery, which should be the driving force of the plot, is often overshadowed by tangential subplots and a sense of meandering.

[Titta · Rating 4 out of 5]

Karmea tarina tässä taustalla, mutta miten voikaan niin hyvin kirjoittaa kaikesta siihen liittyvästä! Hyvä kuvaus tunnelmasta tuossa huvilakaupungissa ja näiden henkilöiden sisäisistä, ristiriitaisistakin tunteista. Jatkuva toisto teki lukemisesta välillä piinallista, mutta se oli oikein hyvä tehokeino.

[Readerwhy · Rating 5 out of 5]

Annan erittäin harvoin täällä Goodreadsissä tähtiä. Nyt annoin niitä 5 kappaletta, joka sekään ei ole tarpeeksi, mutta enempää tämä sivusto ei mahdollista.

https://readerwhydidimarryhim.blogspo...

[Corina Dabija · Rating 3 out of 5]

Literatura nordică se raliază pentru mine la standardele unei calități impecabile, mai ales atunci când ajungem în segmentul noir, la tot felul de titluri de romane detectiv sau thriller. Se pare că întunericul natural al zonelor în care nordicii conviețuiesc se potrivește perfect cu subiectele abordate. Moartea, violența, depresia – iată doar câteva dintre temele pe care își clădesc narațiunile scriitorii din nordul continentului european. "Cine a ucis-o pe Bambi" de Monika Fagerholm se îndepărtează puțin de șabloanele literare specifice zonei, purtându-ne într-un labirint extrem de complicat și întortocheat.
Dar să o luăm de la un început logic. Gusten este eroul central al prozei și liantul tuturor evenimentelor. Acesta are un job relativ bun de agent imobiliar, o viață amoroasă incertă și niște remușcări adunate în desagă cu care trebuie să străbată această potecă îngustă numită viață. Gusten pare să nu poată uita, dar și ierta, faptul că a fost complice la un viol colectiv în adolescența sa. Acest eveniment X, dacă îl putem intitula așa, pare să fie acel fir al Ariadnei în întreaga istorisire, ducând cititorul spre și dinspre acest punct pe axa cronologică.
Aș fi lipsită de sinceritate dacă aș spune că e o carte ușor de citit, dimpotrivă am găsit-o evazivă, pe alocuri incertă, cu atât de multe unghiuri moarte ale narațiunii, încât efectiv trebuie să fac eforturi de concentrare pentru a menține mâna pe pulsul cărții. Cu toate acestea, stilistica și construcția subiectului m-a dus cu gândul la o ecranizare minunată, un serial nordic "The Killing", în care eroii încearcă să depisteze adevărul din jurul unui omor. Convergența acestor două narațiuni, una textuală, alta cinematografică m-a făcut să văd romanul dintr-o altă perspectivă.
Ce ar fi dacă intenția autoarei însăși e să ne țină în negură, să utilizeze tehnici de scriere care creează confuzie, pentru că întreaga poveste nu se pretează scenariului de alb – negru, bine – rău, fiecare e vinovat și nevinovat din anumite perspective.
Metoda de incitare a atenției cititorului, utilizând flashback-uri narative o găsesc destul de confortabilă. Unica discrepanță pe care am sesizat-o și care mi-a știrbit din experiența de ansamblu e ciopârțirea personajelor, faptul că autoarea nu le face complexe, nu le "deschide" în plenitudinea lor. Deși pun asta poate pe tentativa acesteia de a lăsa mister și loc de dezbatere.
Violul este punctul zero, dar implicațiile sale, consecințele sale, stârnesc în eroul nostru amintirile unui trecut abominabil. Fagerholm încearcă să ne lase câmpuri libere pe care să schițăm scenarii alternative, dar totodată nu pregetă să aibă o voce narativă fermă, convingătoare.
"Cine a ucis-o pe Bambi" e un roman violent despre validarea responsabilității, despre importanța de a recunoaște printr-o spovedanie de anvergură a faptului că suntem răi în esență. Personajele sale nu sunt "de pus la icoane", dar parcă nici de blamat. Ele par a fi prinse undeva la mijlocul istoriei, într-o zonă gri a penitenței, zonă din care încearcă orbecăind să iasă la lumină.
Cineva poate cataloga acest volum drept unul bizar, eu aș merge mai mult pe varianta de carte inconfortabilă, pe care trebuie să o digeri cu îmbucături mici.

[Anne Dahl · Rating 5 out of 5]

Monica Fagerholm: kuka tappoi bambin? 2019. Teos. Suomennos Laura Jänisniemi alkuperäisteoksesta Vem dödade bambi?, 2019.

"Minä siis sotkin koko jutun. Menemällä poliisin puheille."

En ymmärrä miksi en ole lukenut tätä teosta, tätä mestariteosta aikaisemmin! Olisinpa ollut parempi lukija ja lukenut tämän Monica Fagerholmin teoksen jo vuosia sitten!!! Ehkä olisin nyt parempi kirjoittaja, rohkeampi, enemmän minä, ajattelen, vaikka ajatus on pikkuisen absurdi, mutta vain pikkuisen.

Minulle tämä kirja on sellaista suurta, muuttavaa, liikuttavaa kirjallisuutta, sellaista, mikä muokkaa ajatuksia, tunteita, ai näinkin voi kirjoittaa- ajattelin kerran jos toisenkin.
Fagerholmin teksti on niiiiiiiiin upeaa, rakastan tätä (ja samalla häpeän, että ostin tämän Helsingin Kirjamessujen outlet-laarista… ei kirjan pitäisi maksaa 3 euroa, se on aivan liian vähän! saako kirjailija tästä mitään?-ajatukset pyörivät päässä. hävettää ja samalla iloitse, että omistan tämän.). Sillä, tämä, tämä jos jokin on suurta kirjallisuutta.
Kuka tappo bambin? julkaistiin vuonna 2019 ja sen teksti, tavallaan kapinahenkinen rokkimaisuus, musikaalinen, kärkevä, brutaali ja hienovireinen on varmasti julkaisuvuonna ollut "uudenlainen", uusi, erilainen. Olkoonkin, että teoksesta on vasta viisi vuotta (mutta sitä on varmasti kirjoitettu jo melkein vuosikymmen sitten), mutta viimeisen viiden vuoden aikana on tullut paljon kotimaisen kirjallisuuden kaanonia uudistavia teoksia kirjallisuuskenttään, mutta edelleen tämä, Fagerholmin tapa kirjoittaa ja havannoida tunnelmia, ihmismielen pahuutta, hämmennystä, painiskelua hyvän ja pahan, oikean ja väärän välillä ja #metoo-tyyppinen ajattelu poiskatsomisineen, välttelyineen, vähättelyineen riipii ja on yllättävä, tuore, terävä ja oivaltava.

Juoni jääköön ruotimatta tässä, mutta lähtökohtana on suunnitelmallinen hysteerinen massajoukkoraiskaus, jossa neljä hienostokaupungin poikaa (luulen, että asuin tämän kaupungin, Huvilakaupungin, naapurissa tässä pk-seudulla ennen…) raiskaavat miltei yhdeksän tunnin ajan koulunsa tyttöoppilaan.
Lähtökohta on niin raaka, että se on melkein absurdi mutta ei tämä ole rikoksella tai raiskauksen yksityiskohdilla mässäilevä kirja, ei todellakaan, sillä keskiöön nousevat ihmisten väliset jännitteet, Nathan ja Gusten, Emmy ja Saga-Lill ja heidän vanhempansa niin ja tietysti Sacha, rikottu, riistetty, rahalle alistettu. Raha, asema, valta, luokkaerot.

Ja Cosmo, An Entrepeneur at Heart, elokuva.

Tekstissä pyörtyilee nuoruuden kiihko, keski-ikäistymisen raadollisuus, ihanteiden romuuttuminen, pettäminen, petos, pyrkyrimäisyys ja kulissit. oman edun tavoitttelu. Lypsäminen, kosto.

Rakastan tätä. Kaikkea tässä.

Onneksi tämä on nyt hyllyssä.
Ehkä jo teoksen näkeminen tuo voimaa ja osaamista, rohkeutta kirjoittaa juuri niin kuin itse haluan, niistä aiheista, jotka teksti tuo eteen, siten kun se ne eteen tuo.
Rehellisesti, makeilematta,
vyöryttäen, jos haluan,
himmaillen, jos haluan.

[Mai Laakso · Rating 4 out of 5]

Monika Fagerholmin teos Kuka tappoi bambin? on ollut lukulistallani jo ilmestymisestään lähtien. Kirja löytyi kirjahyllystäni, joten nyt oli aika lukea se. Kirjan kertojana toimi Gusten eli Grippe, joka muisteli nuoruuttaan, ja sitä mihin se päättyi. Katastrofiin. Itse aiheutettuun katastrofiin.

Gustenin äiti oli kuuluisa laulaja, joka kiersi ulkomailla laulamassa. Sillä aikaa hänen poikansa asusti erään ystävättären luona, jolla oli samanikäinen poika, Nathan. Pojat kasvoivat yhdessä kuin veljekset. He kävivät myös koulua yhdessä ja olivat samalla luokalla. Kummallekin odotettiin loistavaa menestystä työelämässä. Toisin kävi. Lukioaikainen tapahtuma jätti jälkensä.

Kirjan aihepiiri oli niin ikävä, että se voisi jäädä lukematta, mutta kirjailijalla oli huikea taito laittaa tapahtumat päähenkilön muistoihin, joten tuo ikävä tapahtuma ei ollut välttämättä kirjan keskeisin asia. Keskeisimmäksi nousi se, mitä tapahtui tuon tapahtuman jälkeen? Miten oikeus suhtautui, miten yhteisö, miten media, miten vanhemmat? Kuka kärsi ja miten?

Monika Fagerholmin Kuka tappoi bambin kertoi ikävästä tapahtumasta, joka repi ja raastoi ja meni tunteisiin.

[Anneli Renfors · Rating 4 out of 5]

Alan pitää Fagerholmin tavasta kirjoittaa, vaikka on siihen aikaa mennyt ja pari kirjaansa luettu. Omintakeista, tajunnanvirranomaista tekstiä, keskellä lausetta paljon kaarisulkeita ja ajatusviivoja. Muista valimerkeista puhumattakaan ja puhumattakaan siitä, että välimerkkejä ei ole siellä, minne ne kuuluisivat. Ei saavutettavuusdirektiivin mukaista, ei selkokielistä tekstiä lähelläkään. Mutta itse tarinaan. Jos jonkun muun kirjailijan kirjan teemana olisi joukkoraiskaus, en ehkä lukisi koko kirjaa. Fagerholm ei massaile yksityiskohdilla vaan kuvailee ihmistensä mielien liikkeitä, teemoja voi nähdä olevan montakin: eriarvoisuus (erityisesti oikeudessa), vallankäyttö, nykyajan pinnallinen elämäntapa, ystävyys ja sen ehdot, rakkaudettomuus, itsekkyys,... Lukekaa itse, jään miettimään tätä kirjaa vielä pitkään.

[Annika Kronberg · Rating 4 out of 5]

”Och han har förstått: Borta nu, för alltid, återvänder inte. En isande insikt — men att förstå, verkligen inse något i ögonblicket är inte samma sak som att förstå för livet, evigheten. Bara i romanerna är det så. För det är så lätt att skriva det. Och han ville säga det till någon. Inte vem som helst. Han skulle vilja säga det åt henne. Att han har hennes doft, överallt. Men det hjälps inte. Så: Klä av dig din kärlek, Gusten Grippe. Klä av dig din kärlek, nu.”

Passande bokklubbsbok för här är det en väldans massa trådar att reda ut. Rörigt. Jag gillar egentligen inte författare som håller på med kursiveringar och fet stil som någon slags ”stilistik” men i övrigt en mycket intressant roman med många lager

[Emma · Rating 4 out of 5]

Tässä oli tosi mielenkiintoinen rakenne, tykkäsin siitä paljon. Oli siistiä, miten juoni lähti etenemään ja avautumaan tavallaan ”spiraalina” kohti loppua. Tässä oli onnistuneesti saatu paperille sellaista mielen poukkoilua! Aihepiiriltään tää on tietty tosi synkkä ja ahdistava, mutta samalla ainakin itselleni just se rakenne teki tästä sellaisen kirjan, joka teki mieli ahmia yhdeltä istumalta. Hyvä teos, suosittelen.

[Esther · Rating 4 out of 5]

Monika Fagerholm leger både med sproget og med mine følelser, der lige pt er en mærkelig blanding af afsky, fascination og forvirring. Sprogligt meget finurlig og spækket med popkulturelle referencer, som jeg ikke altid forstår. Temaet er barskt og ubarmhjertigt på en lowkey måde der forstærker de netop samme følelser.