What do you think?
Rate this book
Jeg er grønnere end græs - fragmenter af Sapfo
Sapfo er den mest berømte kvindelige digter fra antikken. Hendes digte er gennemtrumfet af begær efter begge køn, opstemthed og forargelse over tilværelsen, glæde ved smukke ting og sitrende ironi. Jeg er grønnere end græs - fragmenter af Sapfo er den første samlede danske oversættelse af Sapfos digte. Den lader tekstfragmenterne stå frem, så læseren selv kan møde det overleverede og fornemme det tabte.
335 pages, Paperback
Published November 21, 2020
8 people are currently reading
132 people want to read
About the author
Sappho
310 books1,981 followersWork of Greek lyric poet Sappho, noted for its passionate and erotic celebration of the beauty of young women and men, after flourit circa 600 BC and survives only in fragments.
Ancient history poetry texts associate Sappho (Σαπφώ or Ψάπφω) sometimes with the city of Mytilene or suppose her birth in Eresos, another city, sometime between 630 BC and 612 BC. She died around 570 BC. People throughout antiquity well knew and greatly admired the bulk, now lost, but her immense reputation endured.
https://en.wikipedia.org/wiki/Sappho
Ancient history poetry texts associate Sappho (Σαπφώ or Ψάπφω) sometimes with the city of Mytilene or suppose her birth in Eresos, another city, sometime between 630 BC and 612 BC. She died around 570 BC. People throughout antiquity well knew and greatly admired the bulk, now lost, but her immense reputation endured.
https://en.wikipedia.org/wiki/Sappho
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 15 of 15 reviews
February 27, 2021
Æv. Helst ville jeg bare give den smukt udformede og vanvittigt flot oversatte Jeg er grønnere end græs 6 stjerner og så citere de bedste steder og dåne af begejstring. Men jeg er nødt til at begynde med at være irriteret, for udgivelsen slutter nemlig med at være lige netop irriterende.
Den første danske oversættelse af den oldgræske digter Sapfos samlede fragmenter siden Thøger Larsens fra 1924 burde være en folkelig bestsellersucces á la forrige års Gilgamesh-gendigtning. Desværre har Klim godt og grundigt skudt sig selv i foden med indpakningen. Ikke bare er forordet af digteren Nanna Storr-Hansen ret trælst, fordi det ender med at handle mere om Nanna Storr-Hansen end om Sapfo, men efterordet af Elisabeth Friis er så uforståeligt arrogant ulæseligt, at jeg ikke vil være i stand til at anbefale Jeg er grønnere end græs til nogen, og jeg vil da slet ikke kunne give den i gave. Det ville være en hadegave – en "Se her, hvad jeg forstår, og som du bare ikke fatter, din bondetamp"-gave.
Prøv f.eks. at se, hvor dunkelt Friis forsøger at sige "Nogle gange henvender Sapfo sig til en gud": "Et evokativt greb som apostrofen, den direkte påkaldelse, tiltalen af nogen eller noget (ofte en "gud" eller et "begreb"), er et helt traditionelt element i den arkaiske poesi, idet den netop bestræber sig på at være evokativ, det vil sige gøre det, som sangen handler om, manifest på en så håndgribelig og synlig måde som muligt."
Ikke kun er sætningen bare grim – de to gange "evokativ" er noget sprogligt juks – men læser man den bogstaveligt, giver den heller ingen mening. Dette "idet" betyder jo – selvom det ikke er med vilje – at apostrofen skulle være et traditionelt element i den arkaiske poesi, fordi den er evokativ. Det er jo en cirkelslutning uden rigtig betydning – hvilket skyldes, at sætningens formål vist egentlig ikke er andet end at forklare, hvad en apostrofe er; men at gøre dét, rent faktisk at give sig til at forklare pædagogisk for de udannede, ildelugtende masser, vil Elisabeth Friis ikke nedlade sig til.
Et enkelt sted kan jeg simpelthen ikke følge med. Det er, da der i en parentes står, at rosens blade og frøkapsel "i deres ikonicitet virker gennem deres form". OK? Jeg tror nok, det skal betyde, at en rose, hvis man er lidt skeløjet og står på hovedet, ligner en tissekone, men hvorfor så ikke skrive dét?
Det forekommer mig mærkværdigt, at lige præcis den forskning, der påstår, at den søger lighed, normativitetsundergravning og ødelæggelse af hierarkierne, samtidig er den forskning, der er allermest opsat på at udelukke alle, der ikke har en kandidatgrad i litteraturhistorie. Jeg fatter simpelthen ikke, at man kan prædike lighed og samtidig være en overklassesnob, der gør sit yderste for at holde det uvaskede arbejdende folk på afstand.
Og jeg synes ganske enkelt ikke, det er i orden at trykke et læserudelukkende efterord som dette i en bog, der skulle have bragt Sapfo ud til folket. Hvis man vil skrive i dunkelt forskersprog – og det må man gerne – så gør det i forskningsartikler. Men kald det ikke formidling. Det er ikke formidling, det er forplumring.
Nå. Fy til Elisabeth Friis og den redaktør, der ikke har kunnet nosse sig sammen til at sige "Prøv lige igen", og nu så til begejstringen.
Begejstringen går på 3 ting: 1) Sapfo er god, 2) Oversætterne er gode, 3) Fragmentformen er god.
Lad os starte med et smukt eksempel på 1) og 2), nemlig fragment 2, som lyder sådan her i sin fragmentariske helhed (det er Afrodite, der tales til, og [...] markerer et brud i fragmentet [der står ikke [...] i bogen, men fordi den græske original er optrykt med tydelige mangelmarkeringer, kan man ved at krydslæse se, hvor der mangler noget]):
"kom til mig fra Kreta til dette hellige tempel/ hvor der er en yndig æble-/ lund og altre, der damper/ af røgelse// og køligt vand risler mellem æble-/ kviste, hele stedet skygges af roser/ fra de glimtenderystende blade/ drypper dyb drøm// og en hestenærende eng står grøn/ med forårsblomster og briser/ ånder honningsødt// [...] her løfter du, Kypris/ nektar iblandet blomstrende glæder/ blidt i guldbægre:/ skænker"
Åh, hvor fint sanset, altså, de dampende altre, æblerne, bladene, blomsterne. Men også åh, hvor fint oversat, altså: både de sammensatte ord (glimtenderystende, hestenærende) og de tydelige bogstavrim (drypper dyb drøm) er så fine. Men så er der også de mere umærkelige bogstavrim, som når der er ord med I, B og G i to verslinjer i træk: "nektar iblandet blomstrende glæder/ blidt i guldbægre". For dælen, hvor er det altså stor oversætterkunst!
Og så er tidens viskelæder altså en brandgod redaktør. Sådan her lyder frament 6 i sin helhed: "så/////// [...] gå/ [...] så vi kan se// [...] Gudinden// [...] gylden/ [...] skæbne".
Især når det brudte skjuler noget, der tydeligvis er højstemt følt, er fragmentformen fantastisk. Som i fragment 16A, hvor det er, som om der skriges af smerte et sted bag et lyddæmpende gardin:
"et menneske kan umuligt/ blive lykkelig [...] men bede for at få del i/ de///// [...] at blive/ [...] på højeste/ [...] i sneen. Og mange/ mod/// [...] forlade/ [...] for dem/ jeg behandler godt, de sårer mig/ helt uden varsel"
Og elsk lige, hvor buldrende, flammende forelskelsen er beskrevet, her fragment 26 (Dronning Kypris = Afrodite):
"Hvordan kan man undgå at blive syg igen og igen/ Dronning Kypris, af at elske/ og af at ønske mest af alt at slippe lidelsen?/ Hvad tænker du?/ Når du nytteløst sønderriver mig med rystelser/ med længsler der løsner mine knæ/ [...] ikke/// [...] du, jeg vil/ [...] udholde dette/ [...] jeg er selv/ klar over det"
Sapfo mærker den gamle Werthers lidelser, den livserfarent elskende. Som fragment 47 lyder i sin helhed: "og Eros rystede mit/ sind som vinden over bjerget når den griber egene".
Eller hvad med det helt ituslåede fragment 74: "gedehyrde [...] længsel [...] sved// [...] roser".
Nå, nu er jeg vist bare begyndt at citere alle mine yndlingssteder i stedet for at anmelde, og højdepunkternes højdepunkt, fragment 94, er alligevel for langt til at få plads til her, så lad mig slutte af med fragment 160: "disse ting vil jeg nu synge smukt/ for at glæde mine veninder".
Kald du mig bare en af Sapfos veninder, for hendes – og oversætterne Signe Andersen, Lene Carlskov og Mille Søndergaards – smukke sang glæder mig usigeligt.
https://endnuenbogblog.blogspot.com/
Den første danske oversættelse af den oldgræske digter Sapfos samlede fragmenter siden Thøger Larsens fra 1924 burde være en folkelig bestsellersucces á la forrige års Gilgamesh-gendigtning. Desværre har Klim godt og grundigt skudt sig selv i foden med indpakningen. Ikke bare er forordet af digteren Nanna Storr-Hansen ret trælst, fordi det ender med at handle mere om Nanna Storr-Hansen end om Sapfo, men efterordet af Elisabeth Friis er så uforståeligt arrogant ulæseligt, at jeg ikke vil være i stand til at anbefale Jeg er grønnere end græs til nogen, og jeg vil da slet ikke kunne give den i gave. Det ville være en hadegave – en "Se her, hvad jeg forstår, og som du bare ikke fatter, din bondetamp"-gave.
Prøv f.eks. at se, hvor dunkelt Friis forsøger at sige "Nogle gange henvender Sapfo sig til en gud": "Et evokativt greb som apostrofen, den direkte påkaldelse, tiltalen af nogen eller noget (ofte en "gud" eller et "begreb"), er et helt traditionelt element i den arkaiske poesi, idet den netop bestræber sig på at være evokativ, det vil sige gøre det, som sangen handler om, manifest på en så håndgribelig og synlig måde som muligt."
Ikke kun er sætningen bare grim – de to gange "evokativ" er noget sprogligt juks – men læser man den bogstaveligt, giver den heller ingen mening. Dette "idet" betyder jo – selvom det ikke er med vilje – at apostrofen skulle være et traditionelt element i den arkaiske poesi, fordi den er evokativ. Det er jo en cirkelslutning uden rigtig betydning – hvilket skyldes, at sætningens formål vist egentlig ikke er andet end at forklare, hvad en apostrofe er; men at gøre dét, rent faktisk at give sig til at forklare pædagogisk for de udannede, ildelugtende masser, vil Elisabeth Friis ikke nedlade sig til.
Et enkelt sted kan jeg simpelthen ikke følge med. Det er, da der i en parentes står, at rosens blade og frøkapsel "i deres ikonicitet virker gennem deres form". OK? Jeg tror nok, det skal betyde, at en rose, hvis man er lidt skeløjet og står på hovedet, ligner en tissekone, men hvorfor så ikke skrive dét?
Det forekommer mig mærkværdigt, at lige præcis den forskning, der påstår, at den søger lighed, normativitetsundergravning og ødelæggelse af hierarkierne, samtidig er den forskning, der er allermest opsat på at udelukke alle, der ikke har en kandidatgrad i litteraturhistorie. Jeg fatter simpelthen ikke, at man kan prædike lighed og samtidig være en overklassesnob, der gør sit yderste for at holde det uvaskede arbejdende folk på afstand.
Og jeg synes ganske enkelt ikke, det er i orden at trykke et læserudelukkende efterord som dette i en bog, der skulle have bragt Sapfo ud til folket. Hvis man vil skrive i dunkelt forskersprog – og det må man gerne – så gør det i forskningsartikler. Men kald det ikke formidling. Det er ikke formidling, det er forplumring.
Nå. Fy til Elisabeth Friis og den redaktør, der ikke har kunnet nosse sig sammen til at sige "Prøv lige igen", og nu så til begejstringen.
Begejstringen går på 3 ting: 1) Sapfo er god, 2) Oversætterne er gode, 3) Fragmentformen er god.
Lad os starte med et smukt eksempel på 1) og 2), nemlig fragment 2, som lyder sådan her i sin fragmentariske helhed (det er Afrodite, der tales til, og [...] markerer et brud i fragmentet [der står ikke [...] i bogen, men fordi den græske original er optrykt med tydelige mangelmarkeringer, kan man ved at krydslæse se, hvor der mangler noget]):
"kom til mig fra Kreta til dette hellige tempel/ hvor der er en yndig æble-/ lund og altre, der damper/ af røgelse// og køligt vand risler mellem æble-/ kviste, hele stedet skygges af roser/ fra de glimtenderystende blade/ drypper dyb drøm// og en hestenærende eng står grøn/ med forårsblomster og briser/ ånder honningsødt// [...] her løfter du, Kypris/ nektar iblandet blomstrende glæder/ blidt i guldbægre:/ skænker"
Åh, hvor fint sanset, altså, de dampende altre, æblerne, bladene, blomsterne. Men også åh, hvor fint oversat, altså: både de sammensatte ord (glimtenderystende, hestenærende) og de tydelige bogstavrim (drypper dyb drøm) er så fine. Men så er der også de mere umærkelige bogstavrim, som når der er ord med I, B og G i to verslinjer i træk: "nektar iblandet blomstrende glæder/ blidt i guldbægre". For dælen, hvor er det altså stor oversætterkunst!
Og så er tidens viskelæder altså en brandgod redaktør. Sådan her lyder frament 6 i sin helhed: "så/////// [...] gå/ [...] så vi kan se// [...] Gudinden// [...] gylden/ [...] skæbne".
Især når det brudte skjuler noget, der tydeligvis er højstemt følt, er fragmentformen fantastisk. Som i fragment 16A, hvor det er, som om der skriges af smerte et sted bag et lyddæmpende gardin:
"et menneske kan umuligt/ blive lykkelig [...] men bede for at få del i/ de///// [...] at blive/ [...] på højeste/ [...] i sneen. Og mange/ mod/// [...] forlade/ [...] for dem/ jeg behandler godt, de sårer mig/ helt uden varsel"
Og elsk lige, hvor buldrende, flammende forelskelsen er beskrevet, her fragment 26 (Dronning Kypris = Afrodite):
"Hvordan kan man undgå at blive syg igen og igen/ Dronning Kypris, af at elske/ og af at ønske mest af alt at slippe lidelsen?/ Hvad tænker du?/ Når du nytteløst sønderriver mig med rystelser/ med længsler der løsner mine knæ/ [...] ikke/// [...] du, jeg vil/ [...] udholde dette/ [...] jeg er selv/ klar over det"
Sapfo mærker den gamle Werthers lidelser, den livserfarent elskende. Som fragment 47 lyder i sin helhed: "og Eros rystede mit/ sind som vinden over bjerget når den griber egene".
Eller hvad med det helt ituslåede fragment 74: "gedehyrde [...] længsel [...] sved// [...] roser".
Nå, nu er jeg vist bare begyndt at citere alle mine yndlingssteder i stedet for at anmelde, og højdepunkternes højdepunkt, fragment 94, er alligevel for langt til at få plads til her, så lad mig slutte af med fragment 160: "disse ting vil jeg nu synge smukt/ for at glæde mine veninder".
Kald du mig bare en af Sapfos veninder, for hendes – og oversætterne Signe Andersen, Lene Carlskov og Mille Søndergaards – smukke sang glæder mig usigeligt.
https://endnuenbogblog.blogspot.com/
October 23, 2022
”jeg siger, nogen vil huske os, også i en anden tid”. Dette er ikke bare et lønligt håb, men et indiskutabelt faktum – formuleret af afsenderen til en samling digte, der er forfattet i 600-tallet f.v.t., og som altså nu er 2800 år gamle. Kun et enkelt digt er fuldstændigt bevaret. Men der er små 200 fragmenter af et ukendt antal digte, som er overleveret på papyrusstumper og potteskår eller via citater hos senere forfattere eller retorikere.
Forfatteren til nævnte fragmenter er den saftige Sappho, der levede på den græske ø Lesbos. Hun er afbildet på antikkens græske vaser; f.eks. ses hun sammen med digteren Alkaios på en vase fra år 470 f.v.t. De står begge med en lyre, da digte i den tid blev sunget eller reciteret til musik.
Et hovedemne i Sapphos digte er kærlighed, ofte i form af et uindfriet begær mellem smukke, sexede kvinder på øen Lesbos. Dette fokus gør ikke Sappho lesbisk i nutidig forstand; homoseksualitet var en del af græsk kultur for begge køns vedkommende, noget, man frit kunne hengive sig til, samtidig med at man eventuelt levede heteroseksuelt. Sappho var da også gift og havde datteren Kleïs.
Sappho vil i den grad blive husket i ”en anden tid”, nemlig i indeværende år, 2022, hvor der er udkommet to nyoversættelser af Sapphos digte fra forlagene Wunderbuch og Klim. Hos Wunderbuch er stoffet bearbejdet til udgivelsen ’Roser fra Pieria’ af oversætter Rasmus Sevelsted, der fastholder et fokus på Sappho som repræsentant for aristokratiet i hendes oldgræske samtid. Herunder det vilkår, at der var hyppig rivalisering blandt aristokratiske familier som Penthiliderne og Kleanaktiderne, hvilket på et tidspunkt bragte Sapphos familie i eksil på Sicilien.
Jeg har ikke læst ’Roser fra Pieria’ men den anden nyoversættelse: Filolog Signe Andersen, filolog Lene Carlskov & kunstner Mille Søndergaards ’Jeg er grønnere end græs’, hvor to meget ’følte’ forord og efterord ikke gør noget godt for udgivelsen. Digteren Nanna Storr-Hansen bidrager med et subjektivt forord, hvor Sappho i en række befamlende refleksioner aktiveres i forbindelse med op- og nedture i Nannas eget liv.
I litteraten Elisabeth Friis’ efterord hylles Sappho i regnbuefarvede gevandter, idet hun gøres til en brik i moderne kvindekultur og kønskamp. Vi får at vide, at Sappho ikke er til ægteskabelig onsdagssex, og at Afrodite undviger en maskulint defineret hverdagslig normativitet til fordel for et slags ”fantasmagorisk frirum”. I henseende til sex slipper Afrodite dermed for ”den triste wham, bam, thank you ma’am-model, hvor det gælder om at komme hurtigst muligt i mål.” Karakteristisk for en feminin nydelse er derimod, ”at den i tidslig henseende netop ikke er konfigureret som en fremadsnublende, progressiv eller målsøgende aktivitet, men som en form for forlængende gentagelse af et nydende nu […]”.
Nok om maskuline målsøgende missiler. Til overflod bidrager oversætterne også med et 9-siders forord, men dette er faktisk ikke overflødigt, idet det handler om deres arbejdsproces med stoffet. Det væsentligste indslag i en nyudgivelse må jo være selve oversættelsen af Sapphos fragmenter, og ikke at levere plads til fejlslagne for- og efterord, hvori der forsøges lavet et barn på hende. De to nyoversættelser er forskellige, men der er bred enighed om, at man ikke kan sige, at den ene alt i alt er bedre end den anden. Snarere kompletterer de hinanden fint.
Sapphos lyriske forfatterskab er betragteligt ældre end danske folkeviser, der er en mundtlig tradition fra 1200-1400 e.v.t. Som navnet angiver, er den danske tradition folkelig, hvor Sapphos digte er aristokratiske, men alligevel er der nogle ligheder. Der er i begge tilfælde tale om tekster, der blev sunget og måske ledsaget af (kæde)dans. Såvel hos Sappho som i folkeviserne var emnet ofte kærlighed og bryllupper, men Sapphos tilgang til dette emne var mere individuel, end det var tilfældet i folkeviserne med deres påtvungne slægtskodeks. Som nævnt levede Sappho en både/og-tilværelse, hvor hun indgik i en familie, men samtidig omgav sig med et hof af unge kvindelige proselytter og elskerinder.
Folkeviserne er fulde af såkaldt formelsprog. Formlerne består af faste udtryk, der går igen fra vise til vise, og som hurtigt kan skitsere handlinger og følelser. Der er formler for alt lige fra daglige gøremål til voldtægt og undfangelse. Ved siden af disse mere handlingsprægede, dynamiske, formler er der de beskrivende, statiske formler, som angiver påklædning, skønhed eller rang. Denne sidste kategori foregribes af Sappho, eksempelvis da hun flere gange bruger kranse af violer som formelsprog for seksuel vakthed, jævnfør ”bruden med violer i sit skød”. Kvindelig sødme beskrives også flere steder via formlen: ord, der inkluderer ”honning”; Sapphos tilnavn er således ”den honningstemmede”.
Sappho lever i et æstetisk univers, hvor ordet smuk går igen: Hun har et ”smukt barn”, på fødderne bærer hun ”smukt lydisk håndværk”, og hun har også en ”smuk” safranfarvet kappe. Til veninden Dika siger hun: ”smyk dit hår med smukke kranse”, idet man jo smykker sig til ære for guderne. Nok så vigtigt smykker man sig også som en måde at signalere politisk og socialt tilhørsforhold på. Endvidere er Sappho helt banalt forfængelig: ”men hvis du elsker os, søg en yngre seng for jeg vil ikke kunne leve sammen når jeg er den ældste”. Hun har et kuldsejlet forhold til Atthis: ”jeg går rundt og mindes den blide Atthis med længsel”. Den modsatte vej ser forholdet sådan ud: ”Atthis, for dig er tanken om mig blevet hadefuld”.
Sappho er antikkens vigtigste lyriker, en status, der ikke holder hende fri for almindelige alders-skavanker: Den ældede hud, det falmede hår, det tunge hjerte, de ømme knæ. ”Det klager jeg tit over. Men hvad kan jeg gøre? Mennesket kan ikke være ungt for evigt.” Andetsteds skriver hun: ”men en slags længsel har fat i mig efter at være død”. Lad så være, at den biologiske død kan opleves som en velkommen udfrielse fra livet, når Sappho i forvejen har brugt dette liv på at vinde udødelighed via sit forfatterskab.
Forfatteren til nævnte fragmenter er den saftige Sappho, der levede på den græske ø Lesbos. Hun er afbildet på antikkens græske vaser; f.eks. ses hun sammen med digteren Alkaios på en vase fra år 470 f.v.t. De står begge med en lyre, da digte i den tid blev sunget eller reciteret til musik.
Et hovedemne i Sapphos digte er kærlighed, ofte i form af et uindfriet begær mellem smukke, sexede kvinder på øen Lesbos. Dette fokus gør ikke Sappho lesbisk i nutidig forstand; homoseksualitet var en del af græsk kultur for begge køns vedkommende, noget, man frit kunne hengive sig til, samtidig med at man eventuelt levede heteroseksuelt. Sappho var da også gift og havde datteren Kleïs.
Sappho vil i den grad blive husket i ”en anden tid”, nemlig i indeværende år, 2022, hvor der er udkommet to nyoversættelser af Sapphos digte fra forlagene Wunderbuch og Klim. Hos Wunderbuch er stoffet bearbejdet til udgivelsen ’Roser fra Pieria’ af oversætter Rasmus Sevelsted, der fastholder et fokus på Sappho som repræsentant for aristokratiet i hendes oldgræske samtid. Herunder det vilkår, at der var hyppig rivalisering blandt aristokratiske familier som Penthiliderne og Kleanaktiderne, hvilket på et tidspunkt bragte Sapphos familie i eksil på Sicilien.
Jeg har ikke læst ’Roser fra Pieria’ men den anden nyoversættelse: Filolog Signe Andersen, filolog Lene Carlskov & kunstner Mille Søndergaards ’Jeg er grønnere end græs’, hvor to meget ’følte’ forord og efterord ikke gør noget godt for udgivelsen. Digteren Nanna Storr-Hansen bidrager med et subjektivt forord, hvor Sappho i en række befamlende refleksioner aktiveres i forbindelse med op- og nedture i Nannas eget liv.
I litteraten Elisabeth Friis’ efterord hylles Sappho i regnbuefarvede gevandter, idet hun gøres til en brik i moderne kvindekultur og kønskamp. Vi får at vide, at Sappho ikke er til ægteskabelig onsdagssex, og at Afrodite undviger en maskulint defineret hverdagslig normativitet til fordel for et slags ”fantasmagorisk frirum”. I henseende til sex slipper Afrodite dermed for ”den triste wham, bam, thank you ma’am-model, hvor det gælder om at komme hurtigst muligt i mål.” Karakteristisk for en feminin nydelse er derimod, ”at den i tidslig henseende netop ikke er konfigureret som en fremadsnublende, progressiv eller målsøgende aktivitet, men som en form for forlængende gentagelse af et nydende nu […]”.
Nok om maskuline målsøgende missiler. Til overflod bidrager oversætterne også med et 9-siders forord, men dette er faktisk ikke overflødigt, idet det handler om deres arbejdsproces med stoffet. Det væsentligste indslag i en nyudgivelse må jo være selve oversættelsen af Sapphos fragmenter, og ikke at levere plads til fejlslagne for- og efterord, hvori der forsøges lavet et barn på hende. De to nyoversættelser er forskellige, men der er bred enighed om, at man ikke kan sige, at den ene alt i alt er bedre end den anden. Snarere kompletterer de hinanden fint.
Sapphos lyriske forfatterskab er betragteligt ældre end danske folkeviser, der er en mundtlig tradition fra 1200-1400 e.v.t. Som navnet angiver, er den danske tradition folkelig, hvor Sapphos digte er aristokratiske, men alligevel er der nogle ligheder. Der er i begge tilfælde tale om tekster, der blev sunget og måske ledsaget af (kæde)dans. Såvel hos Sappho som i folkeviserne var emnet ofte kærlighed og bryllupper, men Sapphos tilgang til dette emne var mere individuel, end det var tilfældet i folkeviserne med deres påtvungne slægtskodeks. Som nævnt levede Sappho en både/og-tilværelse, hvor hun indgik i en familie, men samtidig omgav sig med et hof af unge kvindelige proselytter og elskerinder.
Folkeviserne er fulde af såkaldt formelsprog. Formlerne består af faste udtryk, der går igen fra vise til vise, og som hurtigt kan skitsere handlinger og følelser. Der er formler for alt lige fra daglige gøremål til voldtægt og undfangelse. Ved siden af disse mere handlingsprægede, dynamiske, formler er der de beskrivende, statiske formler, som angiver påklædning, skønhed eller rang. Denne sidste kategori foregribes af Sappho, eksempelvis da hun flere gange bruger kranse af violer som formelsprog for seksuel vakthed, jævnfør ”bruden med violer i sit skød”. Kvindelig sødme beskrives også flere steder via formlen: ord, der inkluderer ”honning”; Sapphos tilnavn er således ”den honningstemmede”.
Sappho lever i et æstetisk univers, hvor ordet smuk går igen: Hun har et ”smukt barn”, på fødderne bærer hun ”smukt lydisk håndværk”, og hun har også en ”smuk” safranfarvet kappe. Til veninden Dika siger hun: ”smyk dit hår med smukke kranse”, idet man jo smykker sig til ære for guderne. Nok så vigtigt smykker man sig også som en måde at signalere politisk og socialt tilhørsforhold på. Endvidere er Sappho helt banalt forfængelig: ”men hvis du elsker os, søg en yngre seng for jeg vil ikke kunne leve sammen når jeg er den ældste”. Hun har et kuldsejlet forhold til Atthis: ”jeg går rundt og mindes den blide Atthis med længsel”. Den modsatte vej ser forholdet sådan ud: ”Atthis, for dig er tanken om mig blevet hadefuld”.
Sappho er antikkens vigtigste lyriker, en status, der ikke holder hende fri for almindelige alders-skavanker: Den ældede hud, det falmede hår, det tunge hjerte, de ømme knæ. ”Det klager jeg tit over. Men hvad kan jeg gøre? Mennesket kan ikke være ungt for evigt.” Andetsteds skriver hun: ”men en slags længsel har fat i mig efter at være død”. Lad så være, at den biologiske død kan opleves som en velkommen udfrielse fra livet, når Sappho i forvejen har brugt dette liv på at vinde udødelighed via sit forfatterskab.
January 31, 2023
første gang jeg læser mere end enkelte fragmenter, og det var en virkelig fantastisk oplevelse. som queer kvinde er det lidt magisk hvordan man kan føle sig tæt knyttet og repræsenteret af noget der er skrevet for næsten 3000 år siden. syntes forordet og forklaringerne er rigtig gode også.
July 20, 2021
Selvom der ikke er så meget af digtene tilbage, er det, der er, nok til at give én kuldegysninger alligevel.
De nemmeste fem stjerner jeg har givet i år!
De nemmeste fem stjerner jeg har givet i år!
January 28, 2023
Ingen anden forfatter forstår længsel og ulykkelig kærlighed som sappho:)
October 13, 2024
En visuelt utrolig flot bog med et fantastisk lyrisk indhold. Man må sige at værket retfærdiggører Sapfos status som den tiende muse🏺
- Som helhedsværk bliver noterne en smule gentagende
- Som helhedsværk bliver noterne en smule gentagende
May 30, 2023
147
‘jeg siger, nogen vil huske os, også i en anden tid’
‘jeg siger, nogen vil huske os, også i en anden tid’
September 26, 2025
“Du kom og du gjorde og jeg blev vild med dig du som kølede mit sind som brændte af længsel”
- Sapfo, “Jeg er grønnere end græs”, s. 119
Jeg synes det er ret vildt, at noget en kvinde har tænkt i det 7. århundrede før vores tidsregning, stadig kan fange komplekse følelser i mennesker i dag.
Tidsløst.
Anden bog læst i forbindelse med min Korfu rejse
- Sapfo, “Jeg er grønnere end græs”, s. 119
Jeg synes det er ret vildt, at noget en kvinde har tænkt i det 7. århundrede før vores tidsregning, stadig kan fange komplekse følelser i mennesker i dag.
Tidsløst.
Anden bog læst i forbindelse med min Korfu rejse
June 19, 2022
My noted Fragments: 2,10,16,31,50,58,94,105a,110,112,114,115,120
I love Saphos writing style, and way of seeing the world. I’m not too familiar with how gays were treated or looked upon in Ancient Greece. But how she unopalogitecally writes of love and her varies lovers is note worthy.
I loved the 2 fragment just because of how beautifully lyrical it was written; 2-3 vers “og en hestenærende eng står grøn med forårsblomster og briser ånder honningsødt”
Fragment 10; “…Og alt det andet lad det være op til de højere magter for rolig sø følger jo oftest en kraftig storm”
In fragment 16 she writes beautifully of love.
Fragment 50; “ for den smukke er smuk at se på men den gode vil samtidig også være smuk”
Fragment 94 lyrically sad
Fragment 96; vers 3-4 “… ligesom den rosenfingrede måne når solen er gået ned - overstråler alle stjernerne. Og lyset strækker sig over det salte hav og over det blosmterfyldte land.”
Amazing. Just amazing.
105A little bit Of Word game or maybe a “tale måde”
120 “ men jeg er ikke en af dem der er fjendtlige af natur, derimod har jeg et skrøbeligt hjerte”
Very accurate and relatable
I love Saphos writing style, and way of seeing the world. I’m not too familiar with how gays were treated or looked upon in Ancient Greece. But how she unopalogitecally writes of love and her varies lovers is note worthy.
I loved the 2 fragment just because of how beautifully lyrical it was written; 2-3 vers “og en hestenærende eng står grøn med forårsblomster og briser ånder honningsødt”
Fragment 10; “…Og alt det andet lad det være op til de højere magter for rolig sø følger jo oftest en kraftig storm”
In fragment 16 she writes beautifully of love.
Fragment 50; “ for den smukke er smuk at se på men den gode vil samtidig også være smuk”
Fragment 94 lyrically sad
Fragment 96; vers 3-4 “… ligesom den rosenfingrede måne når solen er gået ned - overstråler alle stjernerne. Og lyset strækker sig over det salte hav og over det blosmterfyldte land.”
Amazing. Just amazing.
105A little bit Of Word game or maybe a “tale måde”
120 “ men jeg er ikke en af dem der er fjendtlige af natur, derimod har jeg et skrøbeligt hjerte”
Very accurate and relatable
November 29, 2024
Sapfo er en af de vigtigeste digtere nogensinde, og hun bliver kun vigtigere, for hvert år der går. Det er en meget intens følelse at læse de fragtmenter der er efterladt fra hende, men noget som jeg syntes alle der har interesse i poesi burde gøre.
Min egen læseoplevelse af Sapfo var fantastisk, og oversættelsen & opstillingen i bogen er super fin. Dog syntes jeg at Hans Peter Madsen review her inde også har sin merrit, som jeg syntes enhver læser af 'Jeg er Grønnere end Græs' burde læse.
Anbefalelsesværdigt til alle.
Min egen læseoplevelse af Sapfo var fantastisk, og oversættelsen & opstillingen i bogen er super fin. Dog syntes jeg at Hans Peter Madsen review her inde også har sin merrit, som jeg syntes enhver læser af 'Jeg er Grønnere end Græs' burde læse.
Anbefalelsesværdigt til alle.
April 30, 2021
Brudstykker af Sapfos digte er usigeligt meget bedre end hundrede procent af Rupi Kaurs tusindvis af enters. Det er én af årsagerne til de 5 stjerner.
June 22, 2022
En sær, velresaerched, drømmende, intuitiv og meget, meget smuk bog.
April 10, 2023
JEG FUCKING DØR, JEG ELSKER SAPFO
January 13, 2025
Jeg elsker Saphos ord det er så fascinerende! Meget fragmenteret men det gør den næsten kun skønnere.
Okay forord men efterordet er noget højrøvet vås. Please, let a girl live and love
Okay forord men efterordet er noget højrøvet vås. Please, let a girl live and love
June 18, 2024
“jeg siger, nogen vil huske os, også i en anden tid”
swag
swag
Displaying 1 - 15 of 15 reviews