What do you think?
Rate this book
Buddenbrookowie, Dzieje upadku rodziny. Tom 2
Leather Binding on Spine and Corners with Golden Leaf Printing on round Spine (extra customization on request like complete leather, Golden Screen printing in Front, Color Leather, Colored book etc.) Reprinted in 2018 with the help of original edition published long back [1906]. This book is printed in black & white, sewing binding for longer life, Printed on high quality Paper, re-sized as per Current standards, professionally processed without changing its contents. As these are old books, we processed each page manually and make them readable but in some cases some pages which are blur or missing or black spots. If it is multi volume set, then it is only single volume, if you wish to order a specific or all the volumes you may contact us. We expect that you will understand our compulsion in these books. We found this book important for the readers who want to know more about our old treasure so we brought it back to the shelves. Hope you will like it and give your comments and suggestions. - German, Pages 1114. EXTRA 10 DAYS APART FROM THE NORMAL SHIPPING PERIOD WILL BE REQUIRED FOR LEATHER BOUND BOOKS. COMPLETE LEATHER WILL COST YOU EXTRA US$ 25 APART FROM THE LEATHER BOUND BOOKS. {FOLIO EDITION IS ALSO AVAILABLE.} Complete Thomas Mann, verfall einer Roman. 1906 Mann, Thomas, -.
267 pages, Paperback
First published January 1, 1901
1 person is currently reading
123 people want to read
About the author
Thomas Mann
2,233 books5,370 followersLibrarian Note: There is more than one author in the GoodReads database with this name. See this thread for more information.
See also:
Serbian: Tomas Man
Thomas Mann was a German novelist, short story writer, social critic, philanthropist, essayist, and Nobel Prize laureate in 1929, known for his series of highly symbolic and ironic epic novels and novellas, noted for their insight into the psychology of the artist and the intellectual. His analysis and critique of the European and German soul used modernized German and Biblical stories, as well as the ideas of Goethe, Nietzsche, and Schopenhauer. His older brother was the radical writer Heinrich Mann, and three of his six children, Erika Mann, Klaus Mann and Golo Mann, also became important German writers. When Hitler came to power in 1933, Mann fled to Switzerland. When World War II broke out in 1939, he emigrated to the United States, from where he returned to Switzerland in 1952. Thomas Mann is one of the best-known exponents of the so-called Exilliteratur.
See also:
Serbian: Tomas Man
Thomas Mann was a German novelist, short story writer, social critic, philanthropist, essayist, and Nobel Prize laureate in 1929, known for his series of highly symbolic and ironic epic novels and novellas, noted for their insight into the psychology of the artist and the intellectual. His analysis and critique of the European and German soul used modernized German and Biblical stories, as well as the ideas of Goethe, Nietzsche, and Schopenhauer. His older brother was the radical writer Heinrich Mann, and three of his six children, Erika Mann, Klaus Mann and Golo Mann, also became important German writers. When Hitler came to power in 1933, Mann fled to Switzerland. When World War II broke out in 1939, he emigrated to the United States, from where he returned to Switzerland in 1952. Thomas Mann is one of the best-known exponents of the so-called Exilliteratur.
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 12 of 12 reviews
Read
January 12, 2014Recunosc că nu aş fi ajuns la Casa Buddenbrook dacă Thomas Mann nu m-ar fi cucerit cu Muntele vrăjit, dar e o lectură pe care nu am regretat-o, căci, deşi dimensiunea cărţii poate fi descurajantă, stilul zvelt şi dezinvolt al autorului a făcut ca cele peste 500 de pagini să fie parcurse fără nici o dificultate, iar delicateţea cu care Mann îşi construieşte fiecare detaliu şi subtilitatea prin care le conferă personajelor sale un destin implacabil, făcându-şi cititorul să spere totuşi că salvarea e posibilă, chiar şi într-un ultim, izbăvitor ceas, ridică romanul de debut al lui Mann cu mult peste o simplă frescă a burgheziei de secol XIX.Da, Casa Buddenbrook, roman publicat în 1901 şi pentru care Thomas Mann a primit Premiul Nobel, este o frescă, dar descrierea moravurilor societăţii burgeze – urmărite prin evoluţia a patru generaţii dintr-o familie prosperă din Lübeck, al cărei scop suprem este menţinerea activităţii comerciale la cel mai înalt nivel – nu constituie direcţia principală în această carte, după cum poate ne-am fi aşteptat, speriaţi de cuvântul „frescă”, aşa cum apare el în literatura română. În Casa Buddenbrook, chiar şi atunci când apar descrieri de mentalităţi, ele nu sunt plictisitoare, căci Thomas Mann nu îşi propune să facă un inventar al vieţii sociale din Germania secolului al XIX-lea, ci să arate cum decăderea, indiferent de mediu, se insinuează necruţător şi inexorabil, măcinând suflete, familii, aspiraţii, talente, fără a-şi anunţa în trombă sosirea şi lăsându-şi victimele să spere, în ciuda tuturor evidenţelor. (cronică: http://bookaholic.ro/farmecul-uitat-a...)
March 22, 2019
די להביט בערך הנרחב בויקיפדיה כדי להבין את חשיבותו של הרומן הנפלא הזה. פלא בעיני איך אדם בתחילת שנות העשרים לחייו מצליח להעלות בידיו יצירת ביכורים כה עמוקה ומפעימה. לא זכור לי מקרה בו ספר ביכורים זיכה את יוצרו בפרס נובל. בכלל, מעבר לכך שהקריאה בספר זה היא חובה לכל חובבי ההיסטוריה והספרות הריאליסטית בפרט, מומלץ לקרוא על תומאס מאן עצמו, שהיה אישיות יוצאת דופן ומהבודדים באומני גרמניה מולדתו שהתנגדו להיטלר ולמפלגה הנאצית והצליח לצאת ממנה בזמן בעור שיניו.
June 29, 2018
Omtrent i hundredåret for udgivelsen af Thomas Manns ’Huset Buddenbrook’ udkom der en nyoversættelse af værket til dansk. Niels Brunse føjede i 2002 megen ros til sit i forvejen velmeriterede virke som oversætter, og det var især hans indsats for at give den danske tekst liv og nuancer, som gjorde, at hans oversættelse angiveligt faldt bedre ud end den første oversættelse af værket. Denne var lavet af forfatteren Johannes Wulff kort tid efter originalens udgivelse i 1901. Ulæst fra min side havde Wulffs udgave i mange år stået på min reol, og når det var tilfældet, føltes det forkert at gå ud og købe den nye udgave. I gang med læsningen kom jeg da også på et tidspunkt - af den forhånden værende udgave fra 1961, hvis meget gulnede sider på groft papir heldigvis var blevet sprættet op af en tidligere læser.
Vi træder ind i romanens handling i 1835. Den familie af storkøbmænd, som vi skal følge i fire generationer, fejrer med en stor middag for venner og forretningsforbindelser, at de er flyttet ind i et hus i Mengstraβe, Lübeck. Der er tale om en stor og præsentabel ejendom, som indtil nu har været domicil for en anden fremtrædende familie i byen, men denne er nylig gået fallit. Som læser kan man ikke lade være med at tage varsler af den spredte snak om den foregående families storhed og fald som optakt til, at man over de efterfølgende godt 600 sider skal lære de nye ejere, familien Buddenbrook, at kende.
Og ’Huset Buddenbrook’ bliver netop beretningen om en højborgerlig families forfald. Såvel den første Johann B. som hans søn, der egentlig også hedder Johann, men kaldes Jean, har uden vaklen levet op til deres kald som købmænd. Men med den tredje søn, Thomas B., sniger tvivlen på de overleverede værdier sig ind i familien. Thomas står for en antydet nyorientering i livet, hvilket også viser sig, da han ikke gifter sig med en datter af en anden lübecker-købmandsfamilie, men finder sin Gerda i Amsterdam. Hun er udøvende musiker, hvilket står i kontrast til familien B., om hvem det mange gange pointeres, at de var aldeles umusikalske. De gamle købmandsværdier bliver yderligere udtyndet i og med Thomas og Gerdas søn Hanno, der hverken har interesse eller talent for købmandskab. Hanno er følsom, svagelig og musikalsk begavet, og med ham fuldbyrdes familien Buddenbrooks forfald, da han i en alder af kun 15 år dør af tyfus.
Der er fokus på de nævnte mænds måde at dø på. Fra den første Johanns ærværdige død som en patriark, der stille og roligt er mæt af dage, over Jean, som uventet dør af et slagtilfælde, til Thomas, der får en aldeles uværdig død pga. omstændigheder, der hidrører fra en rådden tand! Endelig Hanno, hvis liv end ikke foldes ud, inden den dekadente dreng går under i et ekstremt sygeligt forløb.
Beskrivelsen er naturalistisk, så det gør noget. Karakteristisk for naturalismen er ikke kun den objektive, næsten videnskabelige gengivelse af motivet, men også et nyt livssyn, hvor mennesket opfattes som et naturvæsen bestemt af arv og miljø.
Ved den indledende gæstemiddag i 1835 introduceres kort Thomas, der da er i førskolealderen: ”han lignede på øjnene og i ansigtsformen sin bedstefar overordentlig meget”. Hvad hovedtræk angår, slår den buddenbrookske arv altså igennem, men noget andet synes at være ved at snige sig ind. – Thomas’ langt senere død som følge af komplikationer omkring en rådden tand forvarsles allerede i beskrivelsen af den 5-6 åriges tandsæt: ”Hans tænder var ikke særlig smukke, små og gullige”.
Hvad angår den objektive, pertentligt fuldstændige beskrivelse, får den på alle tangenter, også når det gælder ting. Fortællerens blik kan ikke strejfe en vase eller andet, uden at effektens udseende skal præciseres i form af en eller flere tilknyttede relativsætninger: ”Inde i det hvidkalkede værelse i havehuset med det høje vægspejl, hvis flade var bemalet med flagrende fugle og de to lakerede fløjdøre i baggrunden, som nøje betragtet slet ikke var rigtige døre og hvis dørgreb var malede, var luften for varm og beklumret, og man havde stillet møblerne, som var af knudret, bejdset, let bearbejdet træ, udenfor”. Her nærmer beskrivelsen sig det parodiske, og man får lyst til at tjekke, hvordan den mere sprogstærke Niels Brunse er sluppet fra oversættelsen af den passus.
En så kort personbeskrivelse som den citerede om Thomas slipper man ikke med, når det drejer sig om voksne mennesker. Af Alois Permaneder får vi således en 27-linjer lang og tæt beskrivelse af alene hans fysik, inden der overhovedet udveksles ord mellem ham og Elisabeth B. Det gælder for alle personer, at elementer af den indledende beskrivelse af dem (et knæk på næsen, for tætsiddende øjne, lange og flagrende bakkenbarter) optræder i en parafrase, hver gang de enkelte personer efter et fravær dukker op på scenen igen. Fra filmverdenen kender vi brugen af underlægningsmusik i form af eksempelvis ’Laras tema’, som der i kortere eller længere udgave parafraseres over, når vedkommende dukker op på scenen. Men hvor filmisk underlægningsmusik gnidningsløst korresponderer med vores ubevidste, så får jeg røde knopper, hver gang jeg igen og igen verbalt skal ruske i Bendix Grünlichs lysegule bakkenbarter. Jeg vil gå så langt som til at sige, at jeg i og med denne roman har fået en decideret overdosis af beskrivende relativsætninger.
Nok om den naturalistiske form. Temaet om slægtens storhed og forfald interesserer mig tilstrækkeligt til, at jeg har trodset formen og læst videre, og når det oven i købet drejer sig om en gammel købmandsslægt, ja, så er jeg pr. definition på. Også på århusiansk grund interesserer jeg mig for de mange købmandsgårdes æra i 1800-tallet. Jeg bor selv i en tidligere købmandsgård, men en uimposant én af slagsen, så jeg glæder mig til om små to måneder ved selvsyn at besigtige ejendommen Mengstraβe 4, idet denne nu er visibel som Museet Buddenbrookhaus.
Inden da skal filmatiseringen af romanen ses, for den er kvit og frit tilgængelig på Filmstriben. Romanen blev første gang filmatiseret i 1923 i en S/H stumfilmsudgave. Siden er den i et par omgange blevet filmatiseret som tv-serie. Den tilgængelige udgave på Filmstriben er en tysksproget farvefilm fra 2008. Det bliver interessant at få visualiseret de flagrende lysegule bakkenbarter.
Vi træder ind i romanens handling i 1835. Den familie af storkøbmænd, som vi skal følge i fire generationer, fejrer med en stor middag for venner og forretningsforbindelser, at de er flyttet ind i et hus i Mengstraβe, Lübeck. Der er tale om en stor og præsentabel ejendom, som indtil nu har været domicil for en anden fremtrædende familie i byen, men denne er nylig gået fallit. Som læser kan man ikke lade være med at tage varsler af den spredte snak om den foregående families storhed og fald som optakt til, at man over de efterfølgende godt 600 sider skal lære de nye ejere, familien Buddenbrook, at kende.
Og ’Huset Buddenbrook’ bliver netop beretningen om en højborgerlig families forfald. Såvel den første Johann B. som hans søn, der egentlig også hedder Johann, men kaldes Jean, har uden vaklen levet op til deres kald som købmænd. Men med den tredje søn, Thomas B., sniger tvivlen på de overleverede værdier sig ind i familien. Thomas står for en antydet nyorientering i livet, hvilket også viser sig, da han ikke gifter sig med en datter af en anden lübecker-købmandsfamilie, men finder sin Gerda i Amsterdam. Hun er udøvende musiker, hvilket står i kontrast til familien B., om hvem det mange gange pointeres, at de var aldeles umusikalske. De gamle købmandsværdier bliver yderligere udtyndet i og med Thomas og Gerdas søn Hanno, der hverken har interesse eller talent for købmandskab. Hanno er følsom, svagelig og musikalsk begavet, og med ham fuldbyrdes familien Buddenbrooks forfald, da han i en alder af kun 15 år dør af tyfus.
Der er fokus på de nævnte mænds måde at dø på. Fra den første Johanns ærværdige død som en patriark, der stille og roligt er mæt af dage, over Jean, som uventet dør af et slagtilfælde, til Thomas, der får en aldeles uværdig død pga. omstændigheder, der hidrører fra en rådden tand! Endelig Hanno, hvis liv end ikke foldes ud, inden den dekadente dreng går under i et ekstremt sygeligt forløb.
Beskrivelsen er naturalistisk, så det gør noget. Karakteristisk for naturalismen er ikke kun den objektive, næsten videnskabelige gengivelse af motivet, men også et nyt livssyn, hvor mennesket opfattes som et naturvæsen bestemt af arv og miljø.
Ved den indledende gæstemiddag i 1835 introduceres kort Thomas, der da er i førskolealderen: ”han lignede på øjnene og i ansigtsformen sin bedstefar overordentlig meget”. Hvad hovedtræk angår, slår den buddenbrookske arv altså igennem, men noget andet synes at være ved at snige sig ind. – Thomas’ langt senere død som følge af komplikationer omkring en rådden tand forvarsles allerede i beskrivelsen af den 5-6 åriges tandsæt: ”Hans tænder var ikke særlig smukke, små og gullige”.
Hvad angår den objektive, pertentligt fuldstændige beskrivelse, får den på alle tangenter, også når det gælder ting. Fortællerens blik kan ikke strejfe en vase eller andet, uden at effektens udseende skal præciseres i form af en eller flere tilknyttede relativsætninger: ”Inde i det hvidkalkede værelse i havehuset med det høje vægspejl, hvis flade var bemalet med flagrende fugle og de to lakerede fløjdøre i baggrunden, som nøje betragtet slet ikke var rigtige døre og hvis dørgreb var malede, var luften for varm og beklumret, og man havde stillet møblerne, som var af knudret, bejdset, let bearbejdet træ, udenfor”. Her nærmer beskrivelsen sig det parodiske, og man får lyst til at tjekke, hvordan den mere sprogstærke Niels Brunse er sluppet fra oversættelsen af den passus.
En så kort personbeskrivelse som den citerede om Thomas slipper man ikke med, når det drejer sig om voksne mennesker. Af Alois Permaneder får vi således en 27-linjer lang og tæt beskrivelse af alene hans fysik, inden der overhovedet udveksles ord mellem ham og Elisabeth B. Det gælder for alle personer, at elementer af den indledende beskrivelse af dem (et knæk på næsen, for tætsiddende øjne, lange og flagrende bakkenbarter) optræder i en parafrase, hver gang de enkelte personer efter et fravær dukker op på scenen igen. Fra filmverdenen kender vi brugen af underlægningsmusik i form af eksempelvis ’Laras tema’, som der i kortere eller længere udgave parafraseres over, når vedkommende dukker op på scenen. Men hvor filmisk underlægningsmusik gnidningsløst korresponderer med vores ubevidste, så får jeg røde knopper, hver gang jeg igen og igen verbalt skal ruske i Bendix Grünlichs lysegule bakkenbarter. Jeg vil gå så langt som til at sige, at jeg i og med denne roman har fået en decideret overdosis af beskrivende relativsætninger.
Nok om den naturalistiske form. Temaet om slægtens storhed og forfald interesserer mig tilstrækkeligt til, at jeg har trodset formen og læst videre, og når det oven i købet drejer sig om en gammel købmandsslægt, ja, så er jeg pr. definition på. Også på århusiansk grund interesserer jeg mig for de mange købmandsgårdes æra i 1800-tallet. Jeg bor selv i en tidligere købmandsgård, men en uimposant én af slagsen, så jeg glæder mig til om små to måneder ved selvsyn at besigtige ejendommen Mengstraβe 4, idet denne nu er visibel som Museet Buddenbrookhaus.
Inden da skal filmatiseringen af romanen ses, for den er kvit og frit tilgængelig på Filmstriben. Romanen blev første gang filmatiseret i 1923 i en S/H stumfilmsudgave. Siden er den i et par omgange blevet filmatiseret som tv-serie. Den tilgængelige udgave på Filmstriben er en tysksproget farvefilm fra 2008. Det bliver interessant at få visualiseret de flagrende lysegule bakkenbarter.
February 5, 2025
מסע מפורט ומרתק אל חייה של משפחת סוחרים בורגנית בגרמניה של המאה ה -19, שמשתרע על פני ארבעה דורות. הסיפור מתחיל בשיא שגשוגה של המשפחה עם כניסתה לבית חדש ומפואר, ומתאר את שקיעתה האיטית וההדרגתית, במקביל לשינויים ברוח התקופה. הרומן נוגע בנושאים רבים, כגון אהבה ונישואים, במקרים רבים הנישואין היו משיקולים עסקיים נטו ולא מאהבה, או כח רצון ופעלתנות פנימית כמנוע להצלחה ולחיים בכלל. תומס מת כשלא היה לו יותר כוחות נפשיים לעבוד ולשאוף לשום דבר. הוא הרגיש שכבר לא צפויים לו הישגים חדשים כלשהם בחיים. הוא התחיל לאהוב ים ולא פסגות הרים. האנו מת כשהגוף שלו בחר שלא להילחם במחלת הטיפוס. נשארו רק הנשים, מבוגרות, בודדות ועצובות. דווקא חבל, כי טוני יותר מכולם רצתה להביא כבוד למשפחה ולהינשא טוב, אך הדבר אל עלה בידה. הרומן כתוב בכישרון רב, נהדר וזורם.
June 18, 2017
Enjoyed it way more at this age. There's something haunting about how things fall apart for the Buddenbrooks and for their way of life. Hanno's long chapter about his school day was my favourite. I also appreciated the way most characters revisit their most common traits and deceptions whenever given the opportunity.
February 4, 2024
#2024 #13&14
Prima mea întâlnire cu opera lui Thomas Mann, dar cu siguranță nu și ultima. Planific să ajung și la “Muntele vrăjit”.
“Casă Buddenbrook. Declinul unei familii” este un roman clasic, roman pentru care autorul a fost decernat cu premiul Nobil. Reprezintă o frescă a societății germane din secolul XIX-lea, în special burghezia. Cum se specifică din titlu, romanul povestește despre soarta a mai multor generații ai familiei Buddenbrook care se confruntă cu o scădere treptată a finanțelor și deci un declin al bunăstării sale.
Am fost impresionată în mod special de membrii familiei care își sacrifică fericirea personală pentru binele firmei familie și deci păstrarea curată a numelui Buddenbrook. Ei sunt victime ale unei societăți în care căsătoriile sunt aranjate din interes material, iar scopul lor este mai presus de toate să-și mărească capitalul și influența.
Personajul pe care l-am îndrăgit și compătimit a fost Antonia. Ce viață! Ce soartă! Mereu cu un simț al datoriei față de propria familie. Nu vă zic prin câte trece pentru a nu vă da spoilere.
Deși la prima vedere opera este destul de măricică, (ediția pe care am citit-o vine în două volume), totuși de vreme ce intri în intriga romanului nu observi când o parcurgi, căci te captivează și te face curios să afli prin ce vor mai trece protagoniștii și cum își vor găsi declinul final. Este de menționat că începutul pare un pic trenant și acele discuții interminabile pot plictisi, însă cu un pic de răbdare, romanul reușește să te prindă în mrejele sale.
“Casa Buddenbrook. Declinul unei familii” de Thomas Mann
Prima mea întâlnire cu opera lui Thomas Mann, dar cu siguranță nu și ultima. Planific să ajung și la “Muntele vrăjit”.
“Casă Buddenbrook. Declinul unei familii” este un roman clasic, roman pentru care autorul a fost decernat cu premiul Nobil. Reprezintă o frescă a societății germane din secolul XIX-lea, în special burghezia. Cum se specifică din titlu, romanul povestește despre soarta a mai multor generații ai familiei Buddenbrook care se confruntă cu o scădere treptată a finanțelor și deci un declin al bunăstării sale.
Am fost impresionată în mod special de membrii familiei care își sacrifică fericirea personală pentru binele firmei familie și deci păstrarea curată a numelui Buddenbrook. Ei sunt victime ale unei societăți în care căsătoriile sunt aranjate din interes material, iar scopul lor este mai presus de toate să-și mărească capitalul și influența.
Personajul pe care l-am îndrăgit și compătimit a fost Antonia. Ce viață! Ce soartă! Mereu cu un simț al datoriei față de propria familie. Nu vă zic prin câte trece pentru a nu vă da spoilere.
Deși la prima vedere opera este destul de măricică, (ediția pe care am citit-o vine în două volume), totuși de vreme ce intri în intriga romanului nu observi când o parcurgi, căci te captivează și te face curios să afli prin ce vor mai trece protagoniștii și cum își vor găsi declinul final. Este de menționat că începutul pare un pic trenant și acele discuții interminabile pot plictisi, însă cu un pic de răbdare, romanul reușește să te prindă în mrejele sale.
“Casa Buddenbrook. Declinul unei familii” de Thomas Mann
October 17, 2019
En verdensklasses klassiker skrevet af en 25-årig
September 3, 2025
Kesälukemisena tällä kertaa Thomas Mannin sukusaaga Buddenbrookit. Olen lukenut sen kymmeniä vuosia sitten, mutta muistijäljet ovat hyvin hatarat; jotenkin muistelin, että kirjailija olisi ollut ironinen henkilöitään kohtaan. Tällä kertaa en lukenut teosta niin. Vaikka Mann usein kuvaakin humoristisesti hahmojaan, mielestäni hänen myötätuntonsa on kuitenkin henkilöittensä puolella. Kirja kertoo menestyvästä kauppiasperheestä, perheylpeydestä, luokkatietoisuudesta, sekä perheyrityksen tuhosta ja yhteiskunnan murroksesta. Mann kirjoittaa erinomaisesti. Kirjan alussa on ihana sukeltaa kaupppiasperheen vauraaseen kotiin, ihailla tapetteja, verhoja, astiastoa ja itsestään selvää hyvinvointia josta osataan nauttia.
Kirjan keskiössä ovat kolme sisarusta, Tom, Antonie (Tony) ja Christian. Tom pystyy omaksumaan perheen arvot ja hän onnistuu rakentamaan itsestään henkilön, joka sopii perheyrityksen johtoon. Antonia on myös sisäistänyt suvun vaatimukset ja luopuu rakkaudesta mennäkseen edulliseen järkiavioliitton. Christian on syntymästään asti haihatteleva taiteilijasielu joka irtautuu suvusta elääkseni paheksuttuna eksentrikkona.
Kenellekään ei kuitenkaan käy hyvin. Mann esittää perheyrityksen ja koko sääty-yhteiskunnan armottomana koneistona, joka imee mehut kaikista jotka käsiinsä saa, ja loput polkee jalkoihinsa.
Liike-elämän ja yhteiskuntaluokan vastavoimana esiintyy taide, joka monia henkilöitä kiehtoo ja lohduttaa, mutta musiikilla ja teatterilla ei ole voimaa pelastaa ihmisiä, se tungetaan vain seurapiirien viihdykkeeksi. Nämä ihmiset pelastaa vain kuolema.
Kirja päättyy pienen Hannon, Tomin pojan lyhyeen elämäntarinaan. Mielestäni tämä kertomus on irrallinen ja hankala, mutta ehkä tarkoituksena on Hannon tarinassa kuvata tiivistetysti koko suvun tragediaa?
Luin kirjan vanhana Siiri Siegbergin käännöksenä. Vanhahtava kieliasu sopi mielestäni hyvin tarinaan, mutta musiikkia kuvatessaan Siegberg oli aivan hakoteillä, eikä Mannin ajatuksista siinä suhteessa ottanut oikein selvää.
Kirjan keskiössä ovat kolme sisarusta, Tom, Antonie (Tony) ja Christian. Tom pystyy omaksumaan perheen arvot ja hän onnistuu rakentamaan itsestään henkilön, joka sopii perheyrityksen johtoon. Antonia on myös sisäistänyt suvun vaatimukset ja luopuu rakkaudesta mennäkseen edulliseen järkiavioliitton. Christian on syntymästään asti haihatteleva taiteilijasielu joka irtautuu suvusta elääkseni paheksuttuna eksentrikkona.
Kenellekään ei kuitenkaan käy hyvin. Mann esittää perheyrityksen ja koko sääty-yhteiskunnan armottomana koneistona, joka imee mehut kaikista jotka käsiinsä saa, ja loput polkee jalkoihinsa.
Liike-elämän ja yhteiskuntaluokan vastavoimana esiintyy taide, joka monia henkilöitä kiehtoo ja lohduttaa, mutta musiikilla ja teatterilla ei ole voimaa pelastaa ihmisiä, se tungetaan vain seurapiirien viihdykkeeksi. Nämä ihmiset pelastaa vain kuolema.
Kirja päättyy pienen Hannon, Tomin pojan lyhyeen elämäntarinaan. Mielestäni tämä kertomus on irrallinen ja hankala, mutta ehkä tarkoituksena on Hannon tarinassa kuvata tiivistetysti koko suvun tragediaa?
Luin kirjan vanhana Siiri Siegbergin käännöksenä. Vanhahtava kieliasu sopi mielestäni hyvin tarinaan, mutta musiikkia kuvatessaan Siegberg oli aivan hakoteillä, eikä Mannin ajatuksista siinä suhteessa ottanut oikein selvää.
April 30, 2022
Zapowiadała się ciekawie, jednak chyba troszkę w drugiej części nieco przy nudna.
August 22, 2023
In this second part of the story, the focus was more on the family's decline and how it all fell apart for them. I enjoyed most the parts about Hanno.
February 7, 2024
ספר קשה לקריאה בגלל התיאורים הארוכים הפדנטיים כמעט, והמשפטים הארוכים
הבקורת מתייחסת לשני הכרכים כספר אחד
הבקורת מתייחסת לשני הכרכים כספר אחד
May 13, 2023
I was very glad when I finished this book. Personally I found it a boring read, and it's characters quite shallow. Given that it's supposed to be about a family's decline I was expecting a bit more insight into their personality.
Displaying 1 - 12 of 12 reviews